Cypern har været delt siden 1974, hvor Tyrkiet invaderede øens nordlige del.
Invasionen skete som en reaktion på et kup i Cypern, der var støttet af Grækenlands militærdiktatur og havde til formål at forene landet med Grækenland.
Ifølge tyrkerne frygtede de, at begivenheden ville blive startskuddet til en etnisk udrensning på Cyperns tyrkiske mindretal, som udgjorde omkring 20 pct. af befolkningen.
Etniske uroligheder havde plaget øen siden 1960, hvor Cypern blev selvstændigt fra Det Britiske Imperium.
Resultatet af invasionen i 1974 blev, at den nordlige tredjedel af øen blev regeret af en tyrkisk-cypriotisk regering, mens den sydlige blev ledet af græsk-cyprioter.
Kun den græske del af Cypern er internationalt anerkendt, mens blot Tyrkiet anerkender den tyrkiske del som en stat.
Siden 2003 har grænsen mellem de to dele været åben for trafik, og i 2014 blev fredsforhandlinger indledt.
En genforening har dog stadig lange udsigter.