Osmannerrigets storhed og fald

Den 22. januar 1517 red Osmannerrigets mægtige hær på 60.000 mand ind i den egyptiske hovedstad, Cairo. Moralen blandt soldaterne var høj. Fire måneder tidligere havde de erobret Syrien uden at møde stor modstand.

Egyptens sultan, Tumanbay, havde samlet en hær på 20.000 mand til at modstå Osmannerrigets invasion – bl.a. med trusler om, at alle desertører ville blive hængt foran deres egen hoveddør – men forsvaret mod det mægtige Osmannerrige sluttede, nærmest før det gik i gang.

Efter blot en times kampe trak de egyptiske soldater sig tilbage. Egyptens hovedstad var nu under Osmannerrigets magt.

En uge efter invasionen ankom Osmannerrigets mægtige sultan, Selim 1. med tilnavnet “den Grusomme”, til Cairo.

Siden sin indsættelse i 1512 havde Osmannerrigets nye sultan erobret det nordlige Irak, Palæstina, Syrien og nu altså også Egypten.

Osmannernes sejr over egypterne betød, at næsten hele den arabiske verden for første gang siden islams fremkomst blev regeret fra en ikke-arabisk hovedstad, nemlig Istanbul i det nuværende Tyrkiet, der havde fungeret som Osmannerrigets hovedstad siden 1459.

Osmannerriget var dog langtfra færdigt med at udvide sit territorium.

Op gennem 1520’erne indtog osmannerne byen Beograd, dele af Ungarn og øen Rhodos, og i 1529 belejrede de Wien, hvilket for alvor fik det kristne Europa til at gå i panik.

Reformatoren Martin Luther brugte osmannerne som et skræmmebillede mod katolicismen, da han samme år skrev: “Gud har med rette kastet os i favnen på Satan og tyrkerne”.

Under sultan Süleyman den Førstes 46 år lange regeringstid (1520-1566) blev Osmannerriget et af de største imperier, verden nogensinde har set.

Hele det nuværende Tyrkiet og store dele af Mellemøsten og Europa var underlagt Süleymans styre, og den succesfulde sultan kom til at symbolisere kulminationen på den ekspansionspolitik, Osmannerriget var blevet bygget på 200 år tidligere.

Osmannerriget blev grundlagt i ca. år 1300 af Osman 1. i Anatolien – nærmere bestemt i landsbyen Sögüt, som Osman 1. oprettede et mindre fyrstedømme omkring.

Anatolien svarer til det nuværende Tyrkiet, undtagen de østligste egne, og var i århundreder hovedsæde for det kristne Byzantinske Rige med hovedstaden Konstantinopel ved Bosporusstrædet.

Osman 1. udkæmpede hellig krig mod de kristne i Anatolien, og op gennem 1300- og 1400-tallet indlemmede hans efterfølgere flere tyrkiske fyrstedømmer i Osmannerriget.

I 1453 lykkedes det den syvende osmanniske sultan, Mehmed 2., at erobre Konstantinopel – en bedrift, der gav ham tilnavnet “Erobreren”.

Konstantinopel havde længe været et eftertragtet bytte for Osmannerriget.

Dels var byens symbolske betydning enorm, da den var den sidste rest af Romerriget, og dels var placeringen ved det smalle Bosporusstræde af stor strategisk betydning.

Konstantinopel blev derfor meget naturligt efter få år gjort til Osmannerrigets hovedstad.

I 1459 begyndte konstruktionen af Osmannerrigets hovedsæde – det gigantiske Topkapi-palads med udsigt over hovedstaden, Bosporusstrædet og Det Gyldne Horn (strædet, som adskiller den europæiske og den asiatiske del af Tyrkiet).

Topkapi-paladset var ikke blot hovedsæde for Osmannerrigets sultan. Det fungerede også som en slags samfund i samfundet med over 4.000 beboere, der levede afsondret fra omverdenen.

I hjertet af Topkapi-paladset befandt sultanens gigantiske harem sig, hvor hundredvis af smukke kvinder levede bag aflåste porte i over 400 forskellige værelser.

Kvinderne var slaver og levede under skarp bevogtning af de hundredvis af eunukker, som bevogtede paladset. Eunukkerne var slaver eller krigsfanger fra særligt Etiopien og Somalia, der var blevet kastreret som børn.

De kvindelige slaver i bunden af hierarkiet sov i sovesale, mens sultanens familie og favoritter havde deres egne værelser.

Favoritterne var de smukkeste kvinder, som fik titel af konkubiner. De blev uddannet i elskovens kunst og skulle følge sultanens mindste vink under lagnerne.

Deres primære opgave var at avle sunde og kloge tronarvinger, så sultanen kunne sikre dynastiets fortsatte beståen.

Selvom titlen som konkubine var eftertragtet, var livet som sultanens foretrukne elskerinde ikke nogen dans på roser. Straffen var hård og øjeblikkelig, hvis ikke kvinderne fulgte sultanens mindste ordrer.

I 1562 henrettede Süleyman 1. fx en af sine konkubiner, fordi hun var udeblevet fra hans seng og i stedet havde givet pladsen til en anden kvinde.

Ingen kvinder nød dog lige så meget luksus og magt, som sultanens mor, kaldet “valide sultana”. Hun havde sin helt egen private gård og rådede bl.a. over sin egen store spisestue og et stort soveværelse.

Sultanen var den enevældige hersker over Osmannerriget, og hans ord var lov.

I takt med at Osmannerriget ekspanderede op gennem 1500-tallet, fik de nye provinser i Syrien, Irak og Egypten mfl. status af provinsstyre.

En hærfører fik ansvaret for at opretholde lov og orden og inddrive skatter på sine jorder.

Det var særligt sultan Süleyman 1., der stod for dette paradigmeskift, som gav Osmannerriget karakter af et militærbaseret feudalstyre. Som den egyptiske historiker al-Jabarti skrev om Süleymans reformer:

“Sultan al-Kanuni (Süleymans kælenavn, red.) grundfæstede principperne for regeringsadministrationen, fuldendte opbygningen af riget og organiserede provinserne. Han oplyste mørket, lod religionens lys skinne overalt og slukkede brandene fra de vantro”.

I modsætning til samtidens europæiske kristne samfund tillod Süleyman 1. også en grad af religionsfrihed hos de folkeslag, han “befriede”. Hver religiøs gruppe fik status som selvstændig “millet”.

Millet betyder “trosmæssig menighed” og var navnet på de mindre enheder i Det Osmanniske Rige, der havde en grad af selvstyre.

Millet-systemet blev styret af minoriteternes religiøse overhoveder, og Osmannerriget talte bl.a. en armensk, en syrisk og en jødisk millet.

Hver millet havde egen domstol, styrede selv skatteinddrivelserne og havde en stor grad af frihed til at organisere minoritetens indre anliggender i form af fx regler for ægteskaber og skilsmisser.

I modsætning til muslimerne blev de jødiske og kristne folk under Osmannerrigets faner ikke pålagt at gøre tjeneste i hæren – prisen for denne fritagelse var dog, at de blev pålagt ekstra høje skatter.

Modsat i den katolske verden tvang osmannerne altså ikke befolkningerne i de erobrede områder til at konvertere til osmannernes egen islamiske religion.

Osmannernes ekspansion var drevet af rigets meget velorganiserede hær. Nerven i denne hær var de såkaldte janitsharer.

En gang om året hentede osmanniske soldater unge kristne drenge fra primært Balkan-provinsen og installerede dem som slaver i Istanbul.

Her blev de omvendt til islam og oplært til at tjene sultanen og hans rige. Rekrutteringen af de kristne unge mænd blev på tyrkisk kaldt for “devshirme” – eller “drengeudskrivning” på dansk.

Da Osmannerrigets hær var på sit højeste i slutningen af 1600-tallet, rådede den over knap 200.000 soldater. De mest frygtede var det såkaldte janitshar-korps, der netop bestod af konverterede kristne undersåtter, hvoraf mange var rekrutteret gennem “devshirme”.

Janitsharerne var frygtede for deres evner med buer, skydevåben og artilleri. Osmannerrigets effektive hær er blevet beskrevet som Europas første professionelle hær.

I slutningen af 1600-tallet begyndte rekrutteringen af kristne soldater at træde i baggrunden, bl.a. fordi det var blevet så attraktivt at være en del af janitshar-korpset, at et stigende antal muslimske mænd også ønskede at gøre tjeneste der.

Janitsharerne begyndte at rane mere magt til sig og satte sig flere gange op mod Osmannerrigets sultan.

Dette skete særligt, når sultanen forsøgte at modernisere hæren, hvilket resulterede i, at det osmanniske militær sjældent tog nye krigsteknologier til sig. Som følge heraf blev den osmanniske hær efterhånden de moderne europæiske hære underlegen.

Op gennem 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet afsatte janitsharerne syv af i alt 14 sultaner med hjælp fra ulemaen – de ledende gejstlige i Osmannerriget.

I 1826 tog sultan Mahmud 2. et endeligt opgør med janitsharerne og nedlagde fuldstændig korpset. Sultanen myrdede 4.000 janitsharer under et blodigt slag, og resten af korpset blev efterfølgende enten henrettet eller landsforvist.

På dette tidspunkt var Osmannerriget allerede svækket betragteligt. Rigets største leder, Süleyman 1., forsøgte at erobre Wien to gange i henholdsvis 1529 og 1566, men begge gange uden held. Felttoget i 1566 blev også Süleyman 1.s sidste, da han dør af sygdom samme år.

Mere end 100 år senere, i 1683, forsøgte sultan Mehmed 4. at gøre sit store forbillede kunsten efter, men denne gang fik Wien hjælp fra bl.a. Polen og republikken Venedig, og osmannerne led et stort nederlag.

Ved indgangen til 1800-tallet herskede sultanen stadig over hele Balkan samt store dele af Nordafrika og Mellemøsten.

Tronen vaklede dog under sultanen. Op gennem 1800-tallet måtte Osmannerriget afstå store områder til Rusland – bl.a. Serbien, Bulgarien og Grækenland.

Sultanens rige blev efterhånden hånende omtalt som “Europas syge mand”.

Da 1. verdenskrig brød ud, støttede sultanen Tysklands og Østrig-Ungarns kamp mod fjenden Rusland. Den beslutning forseglede Osmannerrigets skæbne.

Efter afslutningen på krigen blev store dele af sultanens rige delt mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland.

I frustration over ydmygelsen afsatte tyrkerne sultanen, og den 29. oktober 1923 blev Osmannerriget erstattet af en demokratisk, sekulær republik under ledelse af Mustafa Kemal.

Han fik senere tilnavnet Atatürk, som betyder “Tyrkiets fader”.

Her, hvor Osmannerriget drager sit sidste suk, begynder det moderne Tyrkiets historie.