Sultan Mehmed 2. erobrer Konstantinopel.

Osmannerrigets storhed og fald

Osmannerriget opstod fra ingenting i en lille flække i Anatolien. Derfra ekspanderede osmannerne på tre kontinenter, indtil de var herskere over Sortehavet, Det Røde Hav og det halve af Middelhavet. Hvordan var det lige, at det skete?

Osmannerriget opstod fra ingenting i en lille flække i Anatolien. Derfra ekspanderede osmannerne på tre kontinenter, indtil de var herskere over Sortehavet, Det Røde Hav og det halve af Middelhavet. Hvordan var det lige, at det skete?

Wikimedia Commons/Dosseman

Osmannerriget (ca. 1300-1923) var storslåede sultaner, krumsabelsvingende janitsharhære og prægtige paladser med bugnende haremmer. Og så var det krig, på krig og atter krig.

Tag en tur tilbage i tiden, til dengang Osmannerriget satte den magtpolitiske dagsorden i tre verdensdele, indtil det hele vendte, og riget begyndte sin deroute.

Osmannerriget på toppen

Den 22. januar 1517 red Osmannerrigets mægtige hær på 60.000 mand ind i den egyptiske hovedstad, Cairo. Moralen blandt soldaterne var høj. Fire måneder tidligere havde de erobret Syrien uden at møde stor modstand.

Egyptens sultan, Tumanbay, havde samlet en hær på 20.000 mand til at modstå Osmannerrigets invasion – bl.a. med trusler om, at alle desertører ville blive hængt foran deres egen hoveddør – men forsvaret mod det mægtige Osmannerrige sluttede, nærmest før det gik i gang.

Osmannerne foran Wien i 1683.

Osmannerne sværmer foran en anden fjendes porte end mamlukkernes i Cairo. Her er det ved slaget ved Wien den 12. september 1683. Dette slag stod mellem osmannerne på den ene side og Det Tysk-Romerske Rige på den anden side med assistance fra bl.a. en polsk-litauisk alliance. Osmannerne havde ved flere lejligheder banket på til det centrale Europa. Dette var sidste gang, at osmannerne nåede så langt.

© Wikimedia Commons

Efter blot en times kampe trak de egyptiske soldater sig tilbage. Egyptens hovedstad var nu under Osmannerrigets magt.

"Osmannerne dukkede op som græshopper… og kom fra alle retninger som skyer med øredøvende larm fra deres musketter og stor hidsighed i deres angreb." Den egyptiske historiker Muhammad ibn Iyas om erobringen af Cairo.

En uge efter invasionen ankom Osmannerrigets mægtige sultan, Selim 1. med tilnavnet “den Grusomme”, til Cairo.

Siden sin indsættelse i 1512 havde Osmannerrigets nye sultan erobret det nordlige Irak, Palæstina, Syrien og nu altså også Egypten.

Osmannernes sejr over egypterne betød, at næsten hele den arabiske verden for første gang siden islams fremkomst blev regeret fra en ikke-arabisk hovedstad, nemlig Istanbul i det nuværende Tyrkiet, der havde fungeret som Osmannerrigets hovedstad siden 1459.

Osmannerriget var dog langtfra færdigt med at udvide sit territorium.

Osmannerrigets ekspansion

Osmannerriget mod Europa

Da Selim 1.s søn, Süleyman 1., kom til magten i 1520, underlagde Osmannerriget sig bl.a. hele Nordafrika, de hellige byer Mekka og Medina resten af Irak, det vestlige Iran og hele Kaukasus-området.

Süleyman 1. betragtede sig selv som muslimernes overhoved og var overbevist om, at Allah havde sat ham på denne jord for at udbrede islam gennem hellig krig – jihad – så snart rettede den magtfulde sultan sin opmærksomhed mod Europa.

"Gud har med rette kastet os i favnen på Satan og tyrkerne." Martin Luther.
Far og søn: Sultan Selim 1. og sultan Süleyman 1.

Far og søn. Selim 1.: Osmannisk miniaturemaleri af Nakkaş Osman. Süleyman den Første: Maleri af venetiansk kunstner.

© Wikimedia Commons

Op gennem 1520’erne indtog osmannerne byen Beograd, dele af Ungarn og øen Rhodos, og i 1529 belejrede de Wien, hvilket for alvor fik det kristne Europa til at gå i panik.

Reformatoren Martin Luther brugte osmannerne som et skræmmebillede mod katolicismen, da han samme år skrev: “Gud har med rette kastet os i favnen på Satan og tyrkerne”.

Under sultan Süleyman den Førstes 46 år lange regeringstid (1520-1566) blev Osmannerriget et af de største imperier, verden nogensinde har set.

Hele det nuværende Tyrkiet og store dele af Mellemøsten og Europa var underlagt Süleymans styre, og den succesfulde sultan kom til at symbolisere kulminationen på den ekspansionspolitik, Osmannerriget var blevet bygget på 200 år tidligere.

Grundlæggelsen af Osmannerriget

Den Grønne Moské i Bursa

Den Grønne Moské i Bursa, et eksempel på tidlig osmannisk arkitektur. Bursa var Osmannerrigets hovedstad, indtil osmannerne erobrede Konstantinopel.

© Wikimedia Commons

Osmannerriget blev grundlagt i ca. år 1300 af Osman 1. i Anatolien – nærmere bestemt i landsbyen Sögüt, som Osman 1. oprettede et mindre fyrstedømme omkring.

Anatolien svarer til det nuværende Tyrkiet, undtagen de østligste egne, og var i århundreder hovedsæde for det kristne Byzantinske Rige med hovedstaden Konstantinopel ved Bosporusstrædet.

Osman 1. udkæmpede hellig krig mod de kristne i Anatolien, og op gennem 1300- og 1400-tallet indlemmede hans efterfølgere flere tyrkiske fyrstedømmer i Osmannerriget.

Erobringen af Konstantinopel

Sultan Mehmed 2. erobrer Konstantinopel.

Sultan Mehmed 2. erobrer Konstantinopel. Udsnit af diorama på Istanbuls militærmuseum.

© Wikimedia Commons/Dosseman

I 1453 lykkedes det den syvende osmanniske sultan, Mehmed 2., at erobre Konstantinopel – en bedrift, der gav ham tilnavnet “Erobreren”.

Konstantinopel havde længe været et eftertragtet bytte for Osmannerriget.

Dels var byens symbolske betydning enorm, da den var den sidste rest af Romerriget, og dels var placeringen ved det smalle Bosporusstræde af stor strategisk betydning.

Konstantinopel blev derfor meget naturligt efter få år gjort til Osmannerrigets hovedstad.

Topkapi-paladset

Topkapi-paladset i Istanbul

Topkapi-paladset i Istanbul. Det store kompleks var hovedsæde for Osmannerrigets hersker og hans hof.

© Shutterstock

I 1459 begyndte konstruktionen af Osmannerrigets hovedsæde – det gigantiske Topkapi-palads med udsigt over hovedstaden, Bosporusstrædet og Det Gyldne Horn (strædet, som adskiller den europæiske og den asiatiske del af Tyrkiet).

Topkapi-paladset var ikke blot hovedsæde for Osmannerrigets sultan. Det fungerede også som en slags samfund i samfundet med over 4.000 beboere, der levede afsondret fra omverdenen.

I hjertet af Topkapi-paladset befandt sultanens gigantiske harem sig, hvor hundredvis af smukke kvinder levede bag aflåste porte i over 400 forskellige værelser.

Haremmet var luksus med livet som indsats

Kvinderne var slaver og levede under skarp bevogtning af de hundredvis af eunukker, som bevogtede paladset. Eunukkerne var slaver eller krigsfanger fra særligt Etiopien og Somalia, der var blevet kastreret som børn.

De kvindelige slaver i bunden af hierarkiet sov i sovesale, mens sultanens familie og favoritter havde deres egne værelser.

Favoritterne var de smukkeste kvinder, som fik titel af konkubiner. De blev uddannet i elskovens kunst og skulle følge sultanens mindste vink under lagnerne.

Deres primære opgave var at avle sunde og kloge tronarvinger, så sultanen kunne sikre dynastiets fortsatte beståen.

Stor hal i haremmet i Topkapi-paladset.

Stor hal i haremmet i Topkapi-paladset.

© Shutterstock

Selvom titlen som konkubine var eftertragtet, var livet som sultanens foretrukne elskerinde ikke nogen dans på roser. Straffen var hård og øjeblikkelig, hvis ikke kvinderne fulgte sultanens mindste ordrer.

I 1562 henrettede Süleyman 1. fx en af sine konkubiner, fordi hun var udeblevet fra hans seng og i stedet havde givet pladsen til en anden kvinde.

Ingen kvinder nød dog lige så meget luksus og magt, som sultanens mor, kaldet “valide sultana”. Hun havde sin helt egen private gård og rådede bl.a. over sin egen store spisestue og et stort soveværelse.

Administrationen af imperiet

Dolmabahçe-paladset: Det administrative centrum for Osmannerriget.

Dolmabahçe-paladset var det administrative centrum for Osmannerriget fra 1856 til 1887 og igen fra 1909 til 1922.

© Shutterstock

Sultanen var den enevældige hersker over Osmannerriget, og hans ord var lov.

I takt med at Osmannerriget ekspanderede op gennem 1500-tallet, fik de nye provinser i Syrien, Irak og Egypten mfl. status af provinsstyre.

En hærfører fik ansvaret for at opretholde lov og orden og inddrive skatter på sine jorder.

Det var særligt sultan Süleyman 1., der stod for dette paradigmeskift, som gav Osmannerriget karakter af et militærbaseret feudalstyre. Som den egyptiske historiker al-Jabarti skrev om Süleymans reformer:

“Sultan al-Kanuni (Süleymans kælenavn, red.) grundfæstede principperne for regeringsadministrationen, fuldendte opbygningen af riget og organiserede provinserne. Han oplyste mørket, lod religionens lys skinne overalt og slukkede brandene fra de vantro”.

Religion i Osmannerriget

Den Blå Moské i Istanbul.

Den Blå Moské i Istanbul, også kaldet Sultan Ahmed-moskéen. Opført mellem 1609 og 1616.

© Shutterstock

I modsætning til samtidens europæiske kristne samfund tillod Süleyman 1. også en grad af religionsfrihed hos de folkeslag, han “befriede”. Hver religiøs gruppe fik status som selvstændig “millet”.

Millet betyder “trosmæssig menighed” og var navnet på de mindre enheder i Det Osmanniske Rige, der havde en grad af selvstyre.

Millet-systemet blev styret af minoriteternes religiøse overhoveder, og Osmannerriget talte bl.a. en armensk, en syrisk og en jødisk millet.

Hver millet havde egen domstol, styrede selv skatteinddrivelserne og havde en stor grad af frihed til at organisere minoritetens indre anliggender i form af fx regler for ægteskaber og skilsmisser.

I modsætning til muslimerne blev de jødiske og kristne folk under Osmannerrigets faner ikke pålagt at gøre tjeneste i hæren – prisen for denne fritagelse var dog, at de blev pålagt ekstra høje skatter.

Modsat i den katolske verden tvang osmannerne altså ikke befolkningerne i de erobrede områder til at konvertere til osmannernes egen islamiske religion.

Janitsharerne – osmannernes elitekorps

Janitsharer – drenge bliver rekrutteret.

Janitsharer: 1) Drenge bliver rekrutteret til janitshar-korpset. Miniaturemaleri fra 1558. 2) To janitsharer med buer tegnet af Lambert Wyts i 1573.

© Wikimedia Commons

Osmannernes ekspansion var drevet af rigets meget velorganiserede hær. Nerven i denne hær var de såkaldte janitsharer.

En gang om året hentede osmanniske soldater unge kristne drenge fra primært Balkan-provinsen og installerede dem som slaver i Istanbul.

Her blev de omvendt til islam og oplært til at tjene sultanen og hans rige. Rekrutteringen af de kristne unge mænd blev på tyrkisk kaldt for “devshirme” – eller “drengeudskrivning” på dansk.

Da Osmannerrigets hær var på sit højeste i slutningen af 1600-tallet, rådede den over knap 200.000 soldater. De mest frygtede var det såkaldte janitshar-korps, der netop bestod af konverterede kristne undersåtter, hvoraf mange var rekrutteret gennem “devshirme”.

Janitsharerne var frygtede for deres evner med buer, skydevåben og artilleri. Osmannerrigets effektive hær er blevet beskrevet som Europas første professionelle hær.

I slutningen af 1600-tallet begyndte rekrutteringen af kristne soldater at træde i baggrunden, bl.a. fordi det var blevet så attraktivt at være en del af janitshar-korpset, at et stigende antal muslimske mænd også ønskede at gøre tjeneste der.

Janitsharerne begyndte at rane mere magt til sig og satte sig flere gange op mod Osmannerrigets sultan.

Dette skete særligt, når sultanen forsøgte at modernisere hæren, hvilket resulterede i, at det osmanniske militær sjældent tog nye krigsteknologier til sig. Som følge heraf blev den osmanniske hær efterhånden de moderne europæiske hære underlegen.

Tronen vakler

Osmannerne belejrer Wien i 1683.

Osmannerne belejrer Wien i 1683. Tegning af Frans Geffels (1624-1694).

© Wikimedia Commons

Op gennem 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet afsatte janitsharerne syv af i alt 14 sultaner med hjælp fra ulemaen – de ledende gejstlige i Osmannerriget.

I 1826 tog sultan Mahmud 2. et endeligt opgør med janitsharerne og nedlagde fuldstændig korpset. Sultanen myrdede 4.000 janitsharer under et blodigt slag, og resten af korpset blev efterfølgende enten henrettet eller landsforvist.

På dette tidspunkt var Osmannerriget allerede svækket betragteligt. Rigets største leder, Süleyman 1., forsøgte at erobre Wien to gange i henholdsvis 1529 og 1566, men begge gange uden held. Felttoget i 1566 blev også Süleyman 1.s sidste, da han dør af sygdom samme år.

Mere end 100 år senere, i 1683, forsøgte sultan Mehmed 4. at gøre sit store forbillede kunsten efter, men denne gang fik Wien hjælp fra bl.a. Polen og republikken Venedig, og osmannerne led et stort nederlag.

Ved indgangen til 1800-tallet herskede sultanen stadig over hele Balkan samt store dele af Nordafrika og Mellemøsten.

Tronen vaklede dog under sultanen. Op gennem 1800-tallet måtte Osmannerriget afstå store områder til Rusland – bl.a. Serbien, Bulgarien og Grækenland.

Sultanens rige blev efterhånden hånende omtalt som “Europas syge mand”.

Verdenskrig gav Osmannerriget dødsstødet

Håndkoloreret foto fra Galathea-broen i Istanbul

I slutningen af 1800-tallet var Istanbul en multikulturel storby med et væld af forskellige nationaliteter. I sin rejseskildring “Konstantinopel” fra 1877 beskriver den italienske forfatter Edmondo de Amicis byen således: “Det er et fornøjeligt skue at kigge ned på alle forbipasserendes fødder og se alverdens sko gå forbi – fra Adams sandaler til de seneste mode-knapstøvler fra Paris…”. Håndkoloreret foto fra Galathea-broen i Istanbul fra ca. 1890-1900.

© Library of Congress

Da 1. verdenskrig brød ud, støttede sultanen Tysklands og Østrig-Ungarns kamp mod fjenden Rusland. Den beslutning forseglede Osmannerrigets skæbne.

Efter afslutningen på krigen blev store dele af sultanens rige delt mellem Storbritannien, Frankrig og Grækenland.

I frustration over ydmygelsen afsatte tyrkerne sultanen, og den 29. oktober 1923 blev Osmannerriget erstattet af en demokratisk, sekulær republik under ledelse af Mustafa Kemal.

Han fik senere tilnavnet Atatürk, som betyder “Tyrkiets fader”.

Her, hvor Osmannerriget drager sit sidste suk, begynder det moderne Tyrkiets historie.

Osmannerriget – tidslinje

Osmannerne indtager Konstantinopel.

Osmannerne indtager Konstantinopel. Udsnit af diorama fra Istanbuls militærmuseum.

© Shutterstock

Ca. 1300: Osman 1. lægger navn til imperiet

Det Osmanniske Rige får sit navn fra sin grundlægger, den muslimske hærfører Osman, der i slutningen af 1200-tallet var hersker i et “beylik” (fyrstedømme, red.) ved byen Sögüt i Anatolien.

1326: Orkhan Ghazi

Osmannerne erobrer den vigtige by Bursa og gør den til hovedstad. Byen, der ligger syd for Marmarahavet og nord for Sögüt, har i en lang periode status som hovedstad. I Orkhan Ghazis (1326-1360) tid som hersker bliver de resterende byzantinske områder i det nordvestlige Anatolien erobret. Osmannerne indtager også Thrakien i anden halvdel af 1300-tallet.

1361: Murad 1. erobrer Adrianopel

Osmannerne indtager byen Adrianopel (i dag Edirne) under sultan Murad 1. (1360-1389). Mellem 1413 og 1458 er Adrianopel imperiets hovedstad. Osmannerne besejrer serberne ved Maritsafloden i 1371. En serbisk-bulgarsk koalition besejres ved Samokov. I 1385 indtager Murad 1. Sofia.

1453: Konstantinopel falder

Sultan Mehmed 2. belejrer og indtager Konstantinopel (i dag Istanbul). Mehmed 2. erobrer foruden Konstantinopel også Serbien (1459), Morea/Peloponnes (1460), Bosnien (1463) og Albanien (1468). Krimtatarerne anerkender i 1475 Mehmed 2.s suverænitet over Sortehavet.

1512: Selim 1. vælter sin far

Selim 1. var utilfreds med sin fars, sultan Beyazit 2. (1481-1512), styring af Osmannerriget. Med hjælp fra militæret lykkes det Selim 1. (1512-1520) at kuppe riget. I 1514 får osmannerne kontrol over den østlige del af Anatolien, og i 1517 erobrer osmannerne under Selim 1. Syrien og Egypten fra mamlukkerne.

1529: Første belejring af Wien

Selim 1.s søn, Süleyman 1. (1520-1566), erobrer i 1521 Beograd. I 1526 tilspidses konflikten med habsburgerne, da osmannerne erobrer store dele af Ungarn. I 1529 belejrer osmannerne Wien. Det lykkes dog ikke at indtage Wien, så osmannerne må trække sig tilbage.

1571: Slaget ved Lepanto

Pavedømmet, Venedig og Spanien sejrer i fællesskab ved et stort søslag i Det Ægæiske Hav over Osmannerrigets flåde.

1648: Den Westfalske Fred

Den Westfalske Fred afslutter Trediveårskrigen. Fredsaftalerne fastsætter princippet om staters suverænitet. Osmannerriget havde forholdt sig neutralt under Trediveårskrigen.

1683: Andet forsøg på at erobre Wien

I 1682 indleder osmannerne et nyt stort anlagt angreb mod habsburgerne og Det Tysk-Romerske Rige i Centraleuropa, og i 1683 gør osmannerne endnu et forsøg på at erobre Wien. Østrig bakkes dog op af tyske og polske hærstyrker, hvorved osmannerne fordrives. Et nederlag ved Esztergom betyder, at osmannerne må opgive deres besættelse af både Ungarn og Transsylvanien.

1699: Freden i Karlowitz

Sultan Mustafa 2. (1695-1703) afgiver Morea/Peloponnes til Venedig; Podolien og en del af Ukraine til Polen; det centrale Ungarn, Transsylvanien og hovedparten af Slavonien til Østrig. Aftalen gør Østrig til en stormagt.

1768: Rusland – osmannernes nye fjende

Det Russiske Imperium forsøger at ekspandere sydpå, og det truer Osmannerriget i løbet af 1700-tallet. I 1711-1713 og i 1736 lykkes det osmannerne at afværge Ruslands angreb på Moldavien, men i 1768-1774 går det den modsatte vej, da osmannerne må afstå Krim. I 1806-1812 erobrerer Rusland Bessarabien.

1821-1829: Grækenlands uafhængighed

I slutningen af 1700-tallet begynder en græsk national befrielsesbevægelse at vinde frem. Dette fører i 1821 til borgerkrig i Grækenland. I 1829 må osmannerne afstå Grækenland, som herefter bliver en fri nationalstat.

1853-1856: Krimkrigen

Storbritannien og Frankrig blander sig i konflikten mellem Osmannerriget og Rusland ved at gå ind i krigen på osmannernes side. Resultatet af krigen bliver en ydmygelse for Rusland, da alliancens ekspeditionsstyrke på under 100.000 soldater nedkæmper 1 million russere. Rusland accepterer en fredsaftale, der bliver underskrevet i Paris. Parisfreden sikrer Osmannerriget magten over Sortehavet.

1875: Statsbankerot

Store omkostninger til krigsførelse og gennemførelse af reformprogrammer udløser en økonomisk krise i Osmannerriget. I 1875 er imperiets udlandsgæld på 200 millioner pund, og osmannerne må affinde sig med, at det internationale samfund overvåger rigets økonomiske politik.

1878: Berlinerkongressen

Efter Den Russisk-Tyrkiske Krig i 1877-1878 presser de europæiske stormagter Osmannerriget til at afstå områder på Balkan. Østrig-Ungarn tager Bosnien-Hercegovina. Serbien, Montenegro, Bulgarien og Rumænien bliver selvstændige lande.

1908: Det ungtyrkiske oprør

Abdülhamid 2. (1876-1909) undertrykker en voksende bevægelse for demokratiske reformer. Modstanden har i mange år været stor blandt etniske og religiøse mindretalsgrupper, men nu er utilfredsheden også til at mærke i majoritetsgruppen, tyrkerne. En gruppe af samfundets elite danner i 1889 partiet “Komitéen for Enhed og Fremskridt”, kendt som “ungtyrkerne”. I 1908 vælter ungtyrkerne Abdülhamid og får gennemført visse demokratiske reformer. Efterhånden bliver partiet splittet i to grupper: En liberal gruppe og en nationalistisk.

1913: Balkankrigene

Osmannerne mister Makedonien, Thrakien og Albanien til henholdsvis Bulgarien, Grækenland, Montenegro og Serbien. Året efter tager briterne magten over de osmanniske territorier i Egypten og Sudan og på Cypern.

1920: Sèvresfreden

Som afslutning på 1. verdenskrig underskriver Ententemagterne og Osmannerriget Sèvresfreden, der gør en ende på Osmannerriget og giver resterne til bl.a. Frankrig, England og Grækenland. Men hæren afviser traktaten og besejrer invasionsstyrkerne.

1923: Det moderne Tyrkiet opstår

Tyrkiske nationalistiske kræfter danner republikken Tyrkiet i 1923 under ledelse af Mustafa Kemal (Atatürk). Osmannerriget er nu ophørt med at eksistere.