Slaget ved Lepanto: To gigantiske armadaer brager sammen

Svaret dukker op i det fjerne, da de får øje på hinandens flåder, og et frygtindgydende syn møder dem: Mens morgensolen slipper sit tag i havoverfladen, tager en sort silhuet uendeligt langsomt form i horisonten og bliver til skibe med master, sejl og flag, der løfter sig i den svage vind.

Et gigantisk søslag mellem to hidtil uset store flåder er under opsejling. Få timer senere vil det være afgjort, om Europa kan forblive­ kristent eller skal leve med frygten for en invasion fra øst.

Gennem et kvart århundrede har Det Osmanniske Rige og den vestlige, kristne del af Europa kæmpet om magten i Middelhavet. Siden Det Osmanniske Riges grundlæggelse i 1299 i Anatolien – en del af det nuværende Tyrkiet – er det ekspanderet voldsomt.

Ved 1500-tallets midte strækker riget sig som en halvmåne langs Nordafrikas kyst mod Middelhavet fra Algeriet i vest, op til hovedstaden Istanbul og videre op langs Adriaterhavet.

Osmannerne behersker Egypten, Mellemøsten med Damaskus og Jerusalem samt Det Røde Havs kyster med muslimernes hellige byer, Mekka og Medina. Mod øst breder det sig fra Baghdad til Den Persiske­ Golf.

Osmannerne kontrollerer en stor del af handelsruterne over land mod øst og er Middelhavets ubestridte herskere.

Vesteuropæernes angst for yderligere osmannisk ekspansion, med alt hvad det indebærer af religiøs, økonomisk og politisk dominans, er blevet forstærket af rigets forsøg på at angribe Wien i 1529 og erobringen af Cypern i 1570. For de kristne, europæiske lande vokser ønsket om at stoppe “Tyrken­”.

Med pave Pius 5. som drivende kraft samles en alliance – Den Hellige Liga – mellem Venedig, Vatikanet, Spanien­, Genova, Toscana­, Savoyen og Malta med det formål­ at bryde osmannernes herredømme­ i Middelhavet.

Den 16. september 1571 afsejler Den Hellige Liga fra Messina på Sicillien­. Målet er at lokalisere osmannernes armada og tilintetgøre den. Efter tre ugers jagt finder ligaens flåde frem til osmannerne­.

De udvalgte officerer ved, at alt er på spil. Enten ville de gå til grunde eller­ opnå den ultimative ære – at redde de kristne fra horderne af muslimske barbarer­.

Mange fandt tid til undervejs at notere præcis, hvad de oplevede.

Den kristne kommandør øjner fjenden

Kl. 7:30 – Agostin Barbarigo, næstkommanderende i Den Hellige Liga, afgiver ordre til kampformation.

Kommandør Barbarigo er født ind i en fyrstefamilie fra Venedig. Gennem hele sit liv har han beskæftiget sig med politik og diplomati og er nu endt som næstkommanderende i Den Hellige Ligas­ flåde­.

Barbarigos galejer udgør de kristnes nordlige flanke og ligger tæt under kysten. Han er den første blandt Den Hellige Ligas officerer, der får øje på fjenden – den osmanniske flåde­, Middelhavets­ behersker.

Barbarigo kender farvandet godt og ved, at han skal tage sig i agt for det lave vand langs kysten, hvor han risikerer at gå på grund. Han lader sin flåde sejle ud på åbent hav, inden han giver ordre til, at galejerne skal svinge til bagbord og vende stævnen mod øst, mod osmannerne.

Roerne trækker de tunge årer med lange­, seje tag og retter skibene ind, indtil den kristne flåde ligger på en lang linje­ med front mod fjendens skibe­, som nu er meget tæt på.

De lange galejer er tæt pakkede. Hver medbringer de 150 roere og lige så mange­ soldater. Sabler og spyd glimter mod flag og vimpler­.

Et stykke tid ligger de to flåder over for hinanden. Den Hellige Liga med sine 208 fartøjer over for Det Osmanniske Riges­ 251 fartøjer.

Så bryder et øredøvende spektakel løs; fra osmannerne smælder bækkener og kastagnetter, mens Den Hellige Liga svarer med kornetter, trompeter, horn og andre blæseinstrumenter.

Fra begge sider lyder­ taktfaste­ pauker. De højlydte instrumenter­ skal skræmme fjenden.

En gruppe osmanner begynder at danse på dækket, mens de slår på tamburiner­ og kommer med hånende tilråb til de kristne.

Hævnlystne venezianere angriber

Kl. 10:30 – Brødrene­ Bragadino­ åbner ild mod en fjendtlig galej.

På ligaens nordlige flanke har to brødre kommandoen over hver sin galej. For Antonio og Ambrogio Bragadiono er kampen personlig. Én af deres slægtninge er tidligere blevet fanget, torteret og flået levende af tyrkerne under belejringen af Famagusta på Cypern. Nu er de opsat på at gøre gengæld, opfyldt af entusiasme og iver.

Deres to galejer­ retter­ de lange kanoner i forstavnen mod tyrkernes største galej. De to første­ skud går forbi, men det tredje­ rammer plet; kuglen flænser forstavnen lige under vandlinjen.

Det vældige brag får for et kort øjeblik trommerne, der angiver takten for de osmanniske­ roere­, til at holde inde.

Skibet går til bunds. Nu er der ingen vej tilbage­. Det endelige slag mellem islam og de kristne er skudt i gang.

De første dystre forudanelser melder sig

Kl. 10:30 – Ali Pasha, leder af den tyrkiske flåde, ser bekymret til.

Over den osmanniske flådes flagskib, “Sultana”, vajer kalifatets banner, et flag af tykt, grønt klæde, rigt udsmykket med kunstfærdige­ mønstre og inskriptioner fra Koranen.

Flaget bliver kun medbragt i kamp, hvis sultanen eller en specielt udvalgt person­ deltager. Ali Pasha er den udvalgte person­.

Oprindelig var Ali Pasha en jævn mand, en muezzin, den mand, som kalder muslimerne til bøn fra moskeens minaret.

Gennem sultanens hustru blev han introduceret ved det tyrkiske hof. Her viste han sig som en dygtig diplomat og fik høje poster, bl.a. som guvernør for Egypten.

Efter indtagelsen af Cypern overtog han kommandoen over den tyrkiske Middelhavsflåde og er nu på toppen af sin karriere. Med en sejr over Den Hellige Liga vil han opnå den allerhøjeste­ status.

I et forsøg på at slå igen efter tabet af den største galej sætter tyrkerne kursen mod Den Hellige Ligas nordlige flanke­. Omkring 60 galejer, fordelt på tre grupper, nærmer sig brødrene Bragadino­, der netop har tilintetgjort Pashas største galej, og igen benytter de lejligheden til at affyre deres kanoner. Ilden tilføjer især de tyrkiske fartøjer stor skade­. Få minutter inde i slaget får Ali Pasha­ de første bange­ forudanelser.

Mange af osmannernes galejer falder ud af linjen, enten i et forsøg på at undgå beskydning, eller­ fordi årerne simpelthen bliver skudt væk.

Skibene affyrer kanonerne på nært hold. Med et brag, der kan høres flere­ kilometer væk, tørner galejerne sammen, og krigere fra begge sider border fjendens skibe.

Barbarigo rammes af en pil i øjet

Kl. 10:40 – Agostino Barbarigo, næstkommanderende­ i Den Hellige Liga, bliver omringet.

Ali Pashas offensive modtræk bringer i første omgang den kristne kommandør Barbarigo i vanskeligheder.

Hans mænd får travlt med at forhindre soldaterne fra de tyrkiske galejer i at borde. Sammenstødet udvikler sig hurtigt til en intens nærkamp med buer, haglbøsser, armbrøster, hellebarder, spyd og dolke.

Et øjenvidne beskriver senere det forfærdende skue:

“Himlen kunne ikke ses for pile og skud. Det var før middag, og alligevel var det mørkt af røg fra artilleri og granater og fra de mange brændende­ projektiler­, der ikke engang lod sig slukke­ i vandet­.”

Barbarigo er omkring 70 år og for gammel til at kaste sig direkte ind i kampen.

I stedet indtager han pladsen ved stormasten og forsøger at lede sine mænd. Under de kaotiske forhold er det svært at bevare overblikket, og hans ord drukner i larmen.

For at få en vigtig ordre ud til soldaterne løfter han visiret på sin hjelm. En pil hvisler gennem luften, og Barbarigo falder om, ramt i øjet og dødeligt såret. Nærkampen har da stået på i en times tid.

Quirini gennemfører et baghold

Kl. 11:15 – Kaptajn Marco Quirini deltager i kampen på den nordlige flanke.

Quirini er kaptajn. Han beslutter sig for at udnytte forvirringen til at dirigere et stort antal kristne galejer om bag tyrkernes linjer.

Med denne manøvre lykkes det at klemme tyrkerne inde mellem de kristnes galejer i Barbarigos flåde og det lave vand mod land. Flere kristne skibe iler til for at hjælpe, og snart er tyrkerne i alvorlige vanskeligheder.

Inden længe­ må de indse, at slaget i den nordlige del af linjen er tabt. Muslimerne begynder i hobetal at springe over bord ud i det lave vand og søge mod land.

De forlader galejerne med alt, hvad de kan slæbe af våben og ammunition­. Skulle det komme til nærkampe på land, ville det ellers være lig med den visse død. Dele af den tyrkiske flåde er på vej til opløsning. Den Hellige Liga er et afgørende skridt nærmere sejren.

Ali Pasha dummer sig

Kl. 11:30 – Ali Pasha, leder af den tyrkiske­­ flåde, sætter kursen mod de kristnes­ flagskib, “La Real”.

Ali Pasha aner nederlagets time. Nu går han efter i det mindste at få ét stort trofæ.

Hans roere trækker adstadigt årerne til trommernes taktfaste slag. For ikke at ødelægge kampformationen har de fået ordre til at holde linjen, mens de nærmer sig det kristne flagskib “La Real”.

For de mindre galejer i Ali Pashas følge er det fristende at haste forbi de frygtede venetianske galejer med deres suveræne ildkraft. Ali Pasha skønner, at faren for at blive sænket er mindre end de farer, som tyrkerne udsætter sig selv for, hvis linjen bliver brudt.

De kristne bevæger sig også roligt frem, og Ali Pasha har god tid til at betragte “La Real”, der nærmer sig.

Den Hellige Ligas flagskib er sin tids største galej – næsten 60 meter lang og forsynet med to master, hvoraf stormasten er godt tyve meter høj. 290 roere skal der til for at drive skibet frem.

Ornamenteringen er bemærkelsesværdig; holdt i de spanske farver – rødt og guld – og forsynet med udskæringer, skulpturer og malerier er skibet et iøjnefaldende vidnesbyrd om det spanske kongehus' magt og rigdom.

Fem kanoner er monteret i stævnen, og drejekanoner er opsat på platforme over forstavnen.

“Sultana” er næsten lige så stor, med purpurrødt skrog og udsmykninger med traditionelle muslimske mønstre.

Ildkraften­ er noget mindre end på “La Real”. Ingen tyrkiske skibe medbringer mere end tre kanoner, fordi flåden har valgt at satse på, at de lettere galejer er hurtigere end fjendens.

Da de to skibe er omkring en kilometer fra hinanden, bliver den anspændte stilhed afbrudt af et brag. “Sultanas” agterlanterne splintres.

Ali Pasha er forbløffet;­ en fuldtræffer på den afstand var ganske usædvanlig – endnu et dårligt tegn for den tyrkiske flåde.

Nærkampene og blodbadet tager til

Kl. 11:40 – De to flagskibe ligger­ lige over for hinanden i slagets centrum­.

De tyrkiske krigere, der står på “Sultanas”­ dæk, klar til at borde “La Real”, bliver nu spængt i stumper og stykker. Masterne på adskillige af de nærliggende­ tyrkiske galejer­ bliver tilintetgjort.

Hurtigt bliver “Sultana” oversvømmet af Den Hellige Ligas soldater. Flere skibe kommer til, og ved middagstid er farvandet tæt pakket med galejer. De to hære går løs på hinanden med alle forhåndenværende våben.

Sværd bliver stødt hårdt ind i panser eller kød. Økser­, spyd og krumsabler bliver svunget i den tætte menneskemængde. I vandet kæmper mænd for at undgå at drukne og for at komme væk fra kanonilden.

Pile og brandbomber hvisler gennem luften, og der er tæt af krudtrøg.

Over lyden af buldrende kanoner og tusinder af krydsende klinger lyder smæld fra luntebøsser og skrigene fra de sårede og døende. De kæmpende glider konstant i blodet, der dækker “Sultanas” engang så smukke valnøddeplanker­.

Ali Pasha indser, at han umuligt kan beherske dette ragnarok, og opgiver at lede slagets gang. Han er kendt som en dygtig bueskytte, og nu griber han det våben, han er så fortrolig med.

Han slutter sig til sine skytter i “Sultanas” forstavn. hvor han hurtigt må se det ubærlige i øjene. Vatikanstatens skib “Capitana” vædrer “Sultana”, og de kristne går sejrrige ud af de efterfølgende nærkampe­.

“Sultanas” besætning bliver hugget ned.

Den Hellige Ligas soldater reagerer med bifald, da kalifatets banner bliver strøget og erstattet af det kristne kors i “Sultanas” mast.

De overlevende osmanner forsøger at forsvare sig, så godt de kan, men er ved at løbe tør for ammunition. I desperation begynder nogle at kaste frugt fra skibenes forsyningslagre efter modstanderne.

For de fleste gælder det imidlertid kun om at overleve; de sejrende kristne viser ingen nåde og fortsætter med at dræbe de flygtende tyrkere.

Officererne forsøger at mane til besindighed, men uden held; selv mænd, der flyder sårede i vandet, bliver stukket med spyd eller tvunget under vandet. De forladte tyrkiske skibe bliver plyndret­.

Ali Pasha er forskånet for dette uværdige optrin. Han ligger død på fordækket af sin galej.

Kristne bliver slagtet af hævngerrige osmanner

Kl. 12:30 – Osmannernes Uluch Ali ­forsøger at slå hårdt igen.

Da slaget har været i gang i godt to timer, har de to kommandører Uluch Ali og Andrea Doria set hinanden­ an. De leder hhv. osmannernes og de kristnes­ sydlige flanke.

Uluch Ali håber at kunne vende slaget til osmannernes fordel og styrer mod nordvest, hvor der viser sig en en åbning i den kristne linje.

Andrea Doria er klar over, at tyrkerne på den sydlige flanke har flere skibe til rådighed end han – mere end 40 fartøjer.

De fleste er imidlertid galioter – små, lette fartøjer, som ikke er særligt egnede til regulære søslag. Mens de to flåder vogtede på hinanden, havde en svag vind rejst sig fra vest.

Osmannerne har vinden imod sig, og Andrea Doria indser, at det vil give de to store galejer i hans flåde tid til at indtage deres position og beskytte de øvrige skibe, før de tyrkiske skibe­ når frem. Nu styrer de to parter mod hinanden­.

Pludselig trodser en gruppe på 16 galejer Andrea Dorias ordrer om at nærme sig fjenden i god orden og holde linjen. Snart må de 16 galejer se sig forfulgt af Uluch Alis galejer, og hurtigt er de omringet­.

Muslimerne er lige så nådesløse, som de kristne havde været tidligere i slaget; Den Hellige Liga lider store tab, og på fem af skibene bliver alle mand hugget­ ned.

I et desperat forsøg på at forhindre deres skib i at falde i fjendens hænder sætter de kristne ild til krudtmagasinet på én af de venetianske galejer.

Eksplosionen gør stor skade på ét af Den Hellige Ligas andre skibe, men hårdest går det ud over de omkringliggende osmanner, og adskillige af deres galejer bliver alvorligt beskadiget.

Slaget er endegyldigt tabt

Kl. 13:30 – Osmannerne overgiver sig, seks timer efter de fik fjenden i sigte.

Uluch Ali ser kristne skibe nærme sig, deriblandt “La Real”. Nu er han klar over, at kampen allerede er afgjort i den nordlige og centrale del af linjen.

Han forsøger at slippe væk med så mange skibe som muligt og redde, hvad reddes kan.

Andrea Doria sætter efter Uluch Ali, og ved at udnytte, at tyrkerne har vinden imod sig, indtil de har drejet rundt, lykkes det ham at afskære en stor del af de flygtende skibe­.

Af de omkring 30 galejer i Uluch Alis følge slipper kun otte ud af Den Hellige Ligas flådes greb. Resten overgiver sig eller går på grund.

Slaget ved Lepanto varede kun omkring fem timer og var usædvanligt intensivt. Tabstallene lød på i alt 40.000 dræbte og 10.000 sårede.

De kristne vandt en sjældent suveræn sejr, og på trods af, at osmannerne hurtigt genopbyggede flåden, fik slaget ved Lepanto stor strategisk betydning: Osmannerne kunne nok erstatte deres skibe, men den viden og erfaring, som gik gik til bunds med de faldne ved Lepanto, var umulig at genskabe.

Vigtigst var det, at slaget punkterede myten om den uovervindelige tyrkiske flåde.

Ved Lepanto havde Den Hellige Liga udfordret osmannernes magt til søs og vundet. Efter den dag var osmannernes overherredømme i Middelhavet et overstået kapitel.