Svaghed kostede sultanen tronen

Landets hersker, sultan Mehmed 5., besidder heller ikke den styrke, hans talrige forgængere besad. I århundreder er de osmanniske sultaner blevet betragtet som Jordens mest magtfulde mænd, men Mehmed er i 1914 bare en kransekagefigur, der må føje sig efter nationalistiske politikere.

Sultanens undersåtter ved det endnu ikke, men med krigserklæringen har Osmannerriget underskrevet sin egen dødsdom.

Reformer skabte vrede

Osmannerriget stagnerede i slutningen af 1600-tallet, og fra begyndelsen af 1800-tallet gik det støt ned ad bakke for sultanen, der herskede over 26 millioner undersåtter i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Efter mere end 100 år med flere smertelige nederlag end sejre indså en sultan omsider, at hans imperium desperat trængte til en omfattende modernisering. Mahmud 2. hed den fremsynede hersker, og under hans 31 år på tronen (1808-1839) oplevede imperiet store forandringer.

Mellemøstens traditionelle turban blev forbudt. I stedet skulle alle bære fez. Mahmud centraliserede også magten, så imperiets provinser ikke kørte deres eget løb.

Under hans efterfølger, Abdülmecid 1., blev alle sultanens undersåtter ligestillet, så kristne og jøder fik samme rettigheder som muslimer. Snart havde Osmannerriget også pengesedler og jernbaner.

Rigets stokkonservative muslimske leder rasede mod knæfaldet for de vantro europæeres idéer, men selv efter at Abdülmecid var død af tuberkulose, fortsatte moderniseringen. Også hans bror Abdülaziz elskede alt vestligt – især var den nye sultan fascineret af briternes slagkraftige flåde, som de anvendte til at dominere den halve verden med.

Mens mange undersåtter sultede, bestilte Abdülaziz derfor – for penge lånt i europæiske banker – 27 pansrede og dampdrevne slagskibe. Indkøbet ville give osmannerne verdens tredjestørste flåde – kun overgået af Storbritannien og Frankrig.

I 1875 oversteg statsgælden værdien af 12 tons guld, og Europas banker smækkede kassen i. Osmannerriget gik statsbankerot.

Skammen over imperiets elendige tilstand mobiliserede sultanens modstandere, hvoraf mange var ministre i hans egen rådgivende forsamling, og i maj 1876 besluttede de at afsætte Abdülaziz.

Kupmagerne spredte rygter om, at agenter fra ærkefjenden Rusland ville forsøge at bortføre sultanen.

Rygterne fik paladsets vagter til at tømme sultanens harem for koner, elskerinder og eunukker, hvorpå de spærrede Abdülaziz inde – af hensyn til hans egen sikkerhed. Nu havde ministrene frie hænder til at afsætte ham. Få dage senere begik Osmannerrigets mægtigste mand selvmord ved at skære sine pulsårer over med en saks.

Kupmagerne udpegede straks en ny sultan – Abdülaziz’ nevø – som kun magtede at regere i 93 dage, før han fik et nervøst sammenbrud ved tanken om onklens skæbne.

I stedet blev han afløst af sin halvbror, Abdülhamid 2., som under pres tillod kupmagerne at skrive Osmannerrigets første forfatning. Den indførte pressefrihed og oprettede et parlament med overhus og underhus, som skulle godkende statsbudgettet.

Sultan afskaffede demokratiet

Det første underhus i 1877 bestod af 71 muslimer, 44 kristne og fire jødiske repræsentanter, der havde vetoret over beslutninger truffet i det ligeledes nyoprettede senat, som sultanen udpegede medlemmerne til.

Forfatningen var osmannernes første forsøg på at stække sultanens magt, men begrænsningerne var små. Uden at spørge parlamentet kunne sultanen stadig erklære krig og udpege nye ministre. Alle nye love skulle også godkendes af ham.

I længden blev Abdülhamid dog led og ked af parlamentsmedlemmernes mange reformforslag, og i 1878 så han sit snit til at suspendere forfatningen.

Baggrunden var, at osmannerne havde tabt endnu en krig – denne gang til de russisk-støttede serbere og rumænere, der i 1878 løsrev sig fra imperiet – og utilfredsheden boblede i Konstantinopel.

De afsatte parlamentsmedlemmer dannede hemmelige oppositionsfraktioner, der ventede på det rette tidspunkt til at gøre et nyt forsøg på at demokratisere Det Osmanniske Imperium.

Blodbad fik Europa til at rase

Under Abdülhamids enerådige styre fortsatte stormagten med at smuldre. Frankrig erobrede Tunesien i 1881, og året efter indtog Storbritannien Egypten for at sikre fri gennemsejling til Indien via Suezkanalen.

Og når det en sjælden gang lykkedes at holde fast på en stump af imperiet, tordnede Europas stormagter mod osmannernes hårde fremfærd.

I 1903 brændte den osmanniske hær 200 oprørske landsbyer ned og slagtede ca. 9.000 civile i det makedonske højland. Blodsudgydelserne var så kvalmende, at de skabte en intern osmannisk protestorganisation.

Barbariet fik mange officerer til at tvivle på sultanstyret. De samlede sig i en hemmelig politisk organisation kaldet ungtyrkerne. Organisationen drømte om et moderne og demokratisk osmannisk imperium.

Fem år senere anførte ungtyrkerne et oprør i hæren. Flere og flere sluttede sig til dem, og i juli 1908 indtog rebellerne Konstantinopel. Fra da af måtte sultan Abdülhamid nøjes med rollen som kransekagefigur, mens den egentlige magt lå i det genåbnede parlament.

I december 1908 afholdt Det Osmanniske Imperium de første demokratiske valg i sin 600-årige historie.

Ungtyrkernes kup nød støtte blandt især yngre officerer, embedsmænd og intellektuelle, men det var uacceptabelt for mange andre.

I religiøse kredse blev kuppet fordømt som “vantro forandringer”, og året efter drog islamiske lærde med tusinder af vrede muslimer gennem Konstantinopels gader med slagord som “Vi vil have sharia!”

Sultanen støttede dem, men hæren endte med at slå modkuppet ned. 200 af de mest højlydte kritikere blev dømt til døden. Til skræk og advarsel rejste hæren galger i hovedstadens gader, og her blev de dødsdømte hængt for øjnene af deres slagne tilhængere.

Riget mistede Balkan

Ungtyrkerne udskiftede derpå den oprørske sultan med hans halvbror, Mehmed 5.

Demokratiseringen af Det Osmanniske Imperium skabte imidlertid hverken fred eller større velstand, som den nyindsatte regering ellers havde håbet. Og ungtyrkernes parti, CUP, tabte valget og måtte nøjes med rollen som oppostionsparti.

En ny krig blev tabt i 1912 – en alliance af Balkanlande (Bulgarien, Serbien, Grækenland og Montenegro) erobrede Osmannerrigets sidste besiddelser i Europa samt Kreta – og ydmygelsen fik blodet til at koge blandt ungtyrkerne.

De stormede regeringsbygningen og skød krigsministeren.

Efter kuppet satte ungtyrkerne det demokrati ud af spil, som de selv havde kæmpet for. I stedet blev CUP landets eneste tilladte parti og oppositionen fængslet eller sendt i eksil.

Verdenskrig kostede imperiet

Ungtyrkerne proklamerede, at Osmannerriget nu var for muslimer, mens kristne fremover hverken måtte købe fast ejendom eller eje skydevåben.

Ingen turde derfor protestere, da CUP i 1914 besluttede, at den eneste vej til at genvinde det tabte imperium var at deltage i 1. verdenskrig på Tysklands, Østrig-Ungarns og Bulgariens side.

Men den osmanniske hær var i en sørgelig forfatning. Kun ved at ofre en kvart million soldater lykkedes det i 1915 at vinde slaget om Gallipoli og dermed forhindre briterne i at landsætte en hær og marchere mod Konstantinopel.

Triumfen kunne dog ikke dække over, at osmannerne blev trængt tilbage i Kaukasus og Mellemøsten.

Da verdenskrigen sluttede i 1918, havde briter, franskmænd og grækere erobret Det Osmanniske Rige og besat Konstantinopel. Osmannerne blev tvunget til at underskrive den såkaldte Sèvres-traktat, som delte imperiet mellem krigens sejrherrer og sågar skar store lunser af Lilleasien – osmannernes kerneland.

Fra Bosporusstrædet til Middelhavet skulle kysten være en international zone administreret af krigens vindere. Smyrna (nutidens İzmir) og et stort opland tilfaldt Grækenland, som tilmed benyttede lejligheden til at erobre Lilleasiens vestkyst, hvor de græske bystater lå 2.500 år tidligere.

Europa var udmattet efter fire års blodig verdenskrig, og da resterne af den osmanniske hær i 1919 indledte en modoffensiv for at drive grækerne ud, greb omverdenen ikke ind. Fra Ankara førte den såkaldt provisoriske regering an i kampen for at skabe et levested for Osmannerrigets tyrkisk-talende befolkning: Tyrkiet.

Regeringen blev anført af krigshelten fra Gallipoli, general Mustafa Kemal (senere kendt som Atatürk).

I løbet af tre år lykkedes det osmannerne at besejre den græske hær og tvinge Storbritannien, Frankrig og Italien til at hæve besættelsen af Konstantinopel.

Sultanen rejste med sine eunukker

Den 1. november 1922 afskaffede den provisoriske regering officielt det osmanniske sultanat og sendte den sidste af rigets i alt 36 sultaner i eksil.

Han forlod under britisk eskorte Konstantinopel med fem koner, to eunukker og sin barber. Året efter udråbte Mustafa Kemal Atatürk den tyrkiske republik – en etpartistat med ham selv som præsident.