“Dræb alle mænd over 12 år. Dræb alle kvinder over 40 år, og alle børn under to.” Sådan lød ordren fra den tyrkiske sultan Mahmoud 2. i april 1822. Dermed beseglede han 120.000 menneskers skæbne på den græske ø Chios.
Tusindvis af tyrkiske soldater blev landsat på øen fra krigsskibe, som havde krydset det smalle stræde mellem det tyrkiske fastland og Chios. Soldaterne gik i land på strandene syd for Chios by, og så gik de amok i en blodrus.
Spædbørn blev skrigende slynget op i luften og spiddet på sabler, kvinder blev massevoldtaget og mænd hugget ned, skudt, hængt, brændt eller gennemboret med lanser.
Blodet flød gennem byens gader. Strømmen løb ud i havet, som farvedes rødt. Selv de spedalske på byens hospital blev hugget ned med krumsabler.
Unge kvinder, drenge og piger blev drevet sammen og bragt ud til de tyrkiske krigsskibe, hvor de blev stuvet ned i lastrum. De unge grækere var penge værd; de kunne sælges på slavemarkederne i Tyrkiet og Mellemøsten.
Et græsk øjenvidne berettede senere om den rædsomme dag, da han som dreng blev adskilt fra sin mor i havnen. Moderens sidste formaninger til ham var, at han skulle være en dygtig og flittig dreng.
“Husk på,” sagde hun, “at de, som køber dig, næppe er så eftergivende over for dine fejl og mangler som din far og jeg. Sig dine bønner hver dag, og opgiv aldrig håbet.”
Da tyrkerne ikke kunne finde flere at dræbe eller tage til fange i Chios by, slagtede de husdyrene, stak ild på husene og plyndrede kirkerne.
Græsk oprør mod Tyrkiet
På dette tidspunkt havde Grækenland i mere end 300 år været en del af det tyrkiske osmannerrige, som strakte sig fra Balkan til store dele af Mellemøsten.
Men i 1821 gjorde grækerne på Peloponnes oprør mod det tyrkiske overherredømme. Bønder med leer, høtyve og økser angreb de tyrkiske soldater, handelsfolk, godsejere og embedsmænd, som boede i landet med deres familier. Over 30.000 tyrkere blev slået ihjel under bondeoprøret. Langt de fleste af dem var civile tyrkere.
Den britiske digter lord Byron var brændende optaget af politik og gik ind i den græske frihedskamp.
Britisk digter blev græsk helt
Beretningerne om massakren på Chios vakte voldsom forargelse blandt europæerne. Mange gav penge for at støtte grækernes frihedskamp, og den britiske digter lord Byron besluttede selv at drage i krig.
Sommeren 1823 sejlede han til Grækenland og sluttede sig til oprørslederen Alexandros Mavrokordatos. Ud af sine egne penge donerede Byron 4000 pund til den græske flåde. Men frihedskampen var ramt af intern splid, og Byron opdagede hurtigt, at han befandt sig midt i en borgerkrig.
De store fremskridt oplevede grækerne først, da England, Frankrig og Rusland gik sammen imod tyrkerne.
I 1832 gennemtvang de tre stormagter et selvstændigt græsk kongedømme, der i begyndelsen kun bestod af Peloponnes, områderne omkring Athen og øgruppen Kykladerne.
Byron kom dog ikke til at opleve grækernes sejr. Otte år før døde han af en svær forkølelse i 1824, men endnu i dag fejres han som en frihedshelt i Grækenland.
Grækerne fik kontrol med byerne Korinth, Athen og Theben, hvilket fik oprøret til at sprede sig yderligere. På mange øer som fx Samos vendte grækerne sig imod tyrkerne. Græske handelsskibe blev ombygget til krigsskibe, og utallige grækere, som havde gjort tjeneste i den tyrkiske flåde, deserterede nu og sluttede sig til oprøret.
Den tyrkiske flåde mistede dermed sine mest erfarne søfolk og måtte erstatte dem med uerfarne havnearbejdere.
I løbet af 1821 fik oprørerne samlet en flåde, som kunne sættes ind mod øerne i Det Ægæiske Hav. Men Chios lå blot 10 km fra den tyrkiske kyst, og her kunne den græske oprørsflåde ikke spærre for tyrkernes flåde.
Øboerne nød sultanens tillid
Før frihedskrigen brød ud, var Chios Ægæerhavets perle. Øen havde nære forbindelser til sultanens hof i Istanbul. Som dygtige sø- og handelsfolk havde chioterne i århundreder haft særstatus i hans imperium.
Desuden havde Chios Middelhavsområdets største produktion af mastiks – en bakteriedræbende harpiks, som bl.a. blev brugt som tyggegummi ved sultanens hof.
De driftige chioter nød alt i alt store fordele under det tyrkiske herredømme. De havde en høj grad af selvstyre, hvor fem mænd fra øens førende familier fungerede som et øråd med ansvar for økonomi, administration, skatteopkrævning samt vedtagelse af love og regler for handel og skibsrederi.
Kun nogle få tusinde civile tyrkere var bosat på øen, hvor de fleste gjorde tjeneste på fæstningen i Chios by.
Den tyrkiske pasha (guvernøren) blandede sig sjældent i øboernes forhold, og han sendte yderst sjældent sin garnison ud på patrulje eller inspektion på øen.
Delacroix gjorde massakren til kunst
Den romantiske maler Eugène Delacroix fra Frankrig præsenterede i 1824 offentligheden for sin fortolkning af de blodige begivenheder på øen Chios. Til højre ses den tyrkiske pasha (guvernør) til hest. Han trækker en ung, græsk kvinde efter sig, mens hun forsøger at gøre sig fri af rebet. I forgrunden ligger en døende græker. Han har mistet sin familie, sine klæder, sin værdighed.
Soldaterne og officererne holdt sig til fæstningen og Chios by.
De muslimske tyrkere blandede sig heller aldrig i religiøse spørgsmål. Øboerne kunne beholde deres græskortodokse tro; de havde en kristen biskop samt hundredvis af kirker og klostre.
Tyrkernes milde politik på Chios betød, at øboerne skabte Ægæerhavets rigeste ø med store indtægter fra søfart og handel. Den rige overklasse på øen boede i store villaer, havde sommerhuse i bjergene og skarer af tjenestefolk.
Chios ville være tyrkisk
Andre steder i Grækenland skulle en græker til hest stå af, hvis en tyrker kom ridende mod ham – desuden måtte græske ryttere ikke bære sporer. Men den slags ydmygende regler havde sultanen fritaget chioterne for.
De var Det Osmanniske Riges mønstergrækere, som havde indordnet sig og blev belønnet med en hel del frihed.
Da den græske frihedskrig brød ud i 1821, nægtede chioterne ganske enkelt at deltage. De sendte deres ledere til oprørerne og bad om at blive holdt helt ude af kampen. De ville hellere leve under den tyrkiske sultan end risikere deres liv og rigdom i et tvivlsomt oprør.
Efter den anmodning anså de græske oprørsledere chioterne for at være kujoner. To gange forsøgte oprørerne at landsætte styrker på øen for at fremtvinge en opstand. Det første forsøg mislykkedes, men anden gang havde de held med deres forehavende.
I marts 1822 gik en styrke på 4000 grækere fra øen Samos i land. De ansporede nogle chiotiske bjergbønder til oprør, mens hovedparten af øboerne låste sig inde i deres huse – og de rigeste af dem flygtede til sommerboligerne i bjergene. De fleste ville helst gemme sig, indtil kampene var drevet over.
Grækenland rev sig løs
I mere end 300 år havde Grækenland tilhørt Osmannerriget. Men nu ville grækerne have herredømmet over deres egne områder.
Oprørerne angreb fæstningen i Chios by, hvor cirka 2000 tyrkere havde forskanset sig. Men oprørerne var dårligt udrustet. Under skudvekslingerne med tyrkerne løb de tør for geværkugler og måtte samle de gamle kugler op, som tyrkerne havde affyret mod dem.
Fæstningen var umulig at indtage, indså oprørerne fra Samos. I stedet udplyndrede de deres landsmænd. De stjal smykker, dyre klæder og andre værdier fra husene på Chios og sejlede den 8. april hjem til Samos igen.
Tyrkerne hærgede i tre måneder
Chioterne blev overladt til en yderst blodig skæbne. Sultanen følte sig bedraget af sine trofaste grækere på Chios. Selv om kun nogle tusinde øboer havde deltaget i oprøret, gjorde det sultanen rasende.
Tre dage efter, at oprørerne fra Samos stak af, landsatte tyrkiske krigsskibe 7000 mand på Chios. En del af dem var hasteindkaldte reserver, som bl.a. bestod af dømte forbrydere. De havde ordre til at lægge øen øde.
I tre måneder hærgede tyrkerne. Ifølge den græske historiker dr. K. Fran-gomichalos blev omkring 25.000 chioter myrdet, mens 15.000 døde af sår og sygdomme eller begik selvmord.
Cirka 52.000 chioter blev ført bort som slaver, mens 23.000 nåede at flygte i skibe og mindre både til andre øer i Det Ægæiske Hav eller til det græske fastland. Kun 1800 kunne skjule sig og overlevede på den måde massakren.
Dansk konsul hjalp øboer på flugt
Nogle chioter søgte tilflugt hos konsulerne fra de europæiske lande. Den danske konsul på øen forsøgte gentagne gange at stoppe myrderierne og hjalp chioter til at flygte. Det blev afsløret af tyrkerne, og pashaen lod konsulen arrestere, torturere og henrette.
Øens britiske konsul forrådte derimod de øboer, som bad ham om hjælp. Mod betaling lovede han at arrangere skibe til flugt; i stedet overgav han flygtningene til tyrkerne.
I midten af juni lå Chios stort set i ruiner. Sultanen skånede kun de 46 landsbyer, hvor bønderne dyrkede den dyrebare mastiks. Sultanen ville ikke undvære sit tandplejende tyggegummi.
Men de græske oprørere var klar til et nyt angreb. Natten til den 19. juni ankom to græske oprørsskibe til Chios fra naboøen Psara. De sneg sig ind blandt skibene i den tyrkiske flåde, som lå for anker ud for Chios by. Netop den 19. juni var den sidste dag i muslimernes fastemåned ramadanen, hvilket betød, at tyrkerne på skibene var feststemte og uopmærksomme.
Tyrkisk flagskib stukket i brand
Grækerne satte ild på deres egne skibe og sejlede dem ind i de to tyrkiske flagskibe. De græske fartøjer var fyldt med krudt, svovl og tørt græs. Det første skib forfejlede sit mål og brændte uden at gøre nogen skade.
Men det andet satte sig fast i flådekaptajnen Ali Pashas flagskib. Det græske brandskibs bovspryd skød ind i en åben kanonluge på flagskibet, og flammerne slikkede op ad rælingen. Besætningerne på de to græske brandskibe sprang i redningsbådene og forsvandt i den måneløse nat.
Ifølge logbogen på Ali Pashas flagskib havde det 2286 mennesker om bord – søfolk og soldater samt hundredvis af chiotiske kvinder og børn, som var låst inde i lastrum.
Sejlene, rælingen og et stort lager af kanvastelte stod hurtigt i flammer. I tre kvarter brændte skibet, og ingen turde komme det til hjælp, fordi ammunitionslagrene eksploderede med jævne mellemrum. Flådekaptajnen Ali Pasha og mange af hans mænd omkom, og fangerne i lastrummene havde ikke en chance.
Bjergbyen Anavatos på det nordlige Chios er et synligt tegn på massakren. Husene har stået tomme, siden tyrkerne i 1822 trængte op til den og dræbte alle indbyggere.
Øen genvandt aldrig sin rigdom
I dag har Chios kun halvt så mange indbyggere som i sin storhedstid før 1822.
Efter massakren i 1822 var Chios stort set mennesketom.
Den tyrkiske sultan forsøgte at lokke de mange flygtede chioter tilbage til øen, og nye indbyggere blev tiltrukket med løfter om billig jord.
Sultanens initiativer hjalp dog ikke stort, Chios forblev nærmest uddød.
Først da øen igen blev græsk i begyndelsen af 1900-tallet, begyndte repatrieringen, men endnu i dag er indbyggertallet på blot 60.000 – halvt så mange som i øens storhedstid i Det Osmanniske Rige.
Tabet af flagskibet krævede hævn. De tyrkiske tropper gik derfor til angreb på de hidtil fredede mastiks-landsbyer. Alle 46 landsbyer blev brændt ned til grunden, og indbyggerne dræbt. Dermed var Chios totalt ødelagt.
Næsten 120.000 grækere havde levet på øen. Efter masseudryddelserne var der kun 1800 tilbage. De havde overlevet i skjul, men nu kostede hungersnød og epidemier halvdelen af dem livet.
Sultanen fortrød massakren
Kort efter massakren indså sultan Mahmoud, at han havde begået en økonomisk fejltagelse. Han mistede nu de betydelige told- og skatteindtægter fra Chios, og desuden gik produktionen af mastiksen helt i stå.
Sultanen tilbød derfor chioter, som var flygtet, at de kunne vende tilbage. Han udpegede en ny pasha for øen, som efter at have besigtiget de afbrændte byer sagde: “Jeg ville gerne genbefolke denne ørken.”
En del af de flygtede bønder vendte tilbage. Men de rige chioter – handelsfolkene og skibsrederne – bosatte sig i andre europæiske lande eller i USA. Her oprettede de nye handelsvirksomheder og arrangerede indsamlinger for at løskøbe slaverne, men kun et fåtal af dem kunne findes og købes fri.
Chios blev derfor aldrig igen en driftig og velhavende ø. Ifølge en tyrkisk folketælling i 1831 var der kun 8558 kristne mænd på øen, 791 muslimer, 16 sigøjnere og 69 jøder.
Der var stort set ingen græske kvinder. De fleste var for længst solgt på slavemarkederne, og de græske bønder på Chios havde ikke penge til at købe deres koner og børn tilbage.
Europæerne var oprørte
I de andre europæiske lande førte massakren på Chios til en bølge af sympati.
Men Frankrig og England tøvede længe med hjælp til frihedskampen. De to stormagter frygtede, at et svagt Tyrkiet kunne friste Rusland til at underlægge sig landet og dermed sikre sig adgang til Middelhavet.
Først i 1827 enedes de tre kristne stormagter om at sende en forenet flåde til Grækenland. Den overraskede en stor tyrkisk flåde ved Peloponnes, hvor cirka 50 ud af 70 tyrkiske skibe enten blev sænket eller tvunget på grund.
Det søslag kom den tyrkiske flåde sig aldrig over, og året efter måtte Det Osmanniske Rige indgå en aftale med de tre stormagter om oprettelsen af et selvstændigt kongedømme i Sydgrækenland. Den græske nationalforsamling valgte en bayrisk prins som konge.