Ukrainsk haremsslave blev sultanens kejserinde

Hürrem trækker gardinet til side og kigger ud på de smukke gader i Europas største og prægtigste by, som hun kun nødtvunget kalder sit hjem. For fire år siden var hun blevet bortført fra sit hjemland, Ruthenien (i dag Ukraine), af krimtatarerne og siden solgt som slave. Selv hendes navn var ikke hendes eget. Sit nye navn fik hun i haremmet pga. af sit opløftende sind, Hürrem – den glædesfyldte.

Nu er Hürrem på vej til at møde en af verdens mægtigste mænd, og hun er velforberedt. Som royal konkubine er hun uddannet i kærlighedens kunst. Hendes evne til at tilfredsstille sultanen er afgørende for, om han vil se hende igen – og måske en dag gøre hende gravid. Alt, hvad der er sket med hende de sidste fire år, er rettet mod dette øjeblik.

Liderlig sultan boltrede sig i haremmet

Süleyman den Prægtige var Osmannerrigets længstsiddende sultan. Han sikrede sig et evigt ry ved at erobre store landområder (nutidens Irak, Serbien og Ungarn), dertil var han en dygtig diplomat, og så elskede han kvinder.

De venetianske diplomater i Konstantinopel kunne notere, at sultanen var “særdeles lysten” og ofte fik natlige besøg fra det royale harem, som lå i det gamle palads Eski Saray. På den måde indfriede Süleyman alle osmannernes forventninger – en sultan skulle omgive sig med konkubiner og avle så mange sønner som muligt. Han måtte dog aldrig gifte sig, for en hustru kunne sløre hans dømmekraft.

Konkubinerne var unge jomfruer, der var blevet bortført fra deres familier i fjerntliggende egne og bragt til Konstantinopel som gaver til sultanen. Her tog de afsked med deres hidtidige liv: De blev tvangskonverteret til islam, skulle tale tyrkisk og blev oplært i de osmanniske traditioner.

For en konkubine var det en ære at blive udpeget til at besøge sultanens gemakker – og mange kvinder i Süleymans harem nød denne gunst. Lige indtil den nat, Hürrem besøgte ham.

En søn til sultanen var ikke nok

Hürrems første møde med Süleyman gik så godt, at sultanen igen og igen befalede at se hende i sit soveværelse, hvor de bl.a. nød deres fælles kærlighed til poesi. 13 måneder senere fødte hun sønnen Mehmed. Som mor til en prins tilhørte Hürrem nu eliten i paladset og blev installeret i nye, luksuriøse gemakker med egne tjenere.

Mehmed var dog ikke først i rækken som tronarving. Den ære tilfaldt Süleymans ældste søn, Mustafa, som sultanen havde fået med konkubinen Mahidevran. Men børnedødeligheden var høj, så det var forventet, at Süleyman fik flere sønner med andre kvinder. En konkubine måtte nemlig kun føde én søn, og når først hun var blevet gravid, måtte hun ikke længere være sammen med sultanen.

Men så skete det forunderlige: Sultanen ville se Hürrem i sine gemakker igen.

Hürrem fik forvist rivalinden

Mellem 1521 og 1526 skænkede Hürrem sultanen tre sønner, Mehmed, Selim og Abdullah, samt datteren Mihrimah. Børneflokken bekræftede den mistanke, mange havde næret længe: Stik imod alle rigets traditioner var sultan Süleyman blevet monogam.

Den udvikling huede især ikke Mahidevran, som kunne mærke, hvordan hun og sønnen mistede status og indflydelse. I mange år havde Süleyman været god ved hende, men nu fik Hürrem al hans opmærksomhed.

Mahidevran frygtede, at hendes konkurrent ville overtale sultanen til at sætte hendes børn over tronfølgeren Mustafa – eller måske endda skaffe ham af vejen. I årevis bekrigede de to kvinder hinanden med iskolde blikke, indtil jalousien til sidst blev for meget for Mahidevran. Hun overfaldt Hürrem, flåede hendes tøj i stykker og kradsede hende i ansigtet.

Da sultanen senere sendte bud efter Hürrem, nægtede hun at møde ham.

“Fortæl sultanen, at jeg med mit forrevne ansigt ikke er værdig til at være i hans nærhed”, fortalte hun eunukken, der overbragte invitationen. Men Süleyman befalede hende at komme, og da han spurgte til hendes sår, fortalte hun, at Mahidevran stod bag.

Süleyman konfronterede Mahidevran med beskyldningen, og hun indrømmede, hvad hun havde gjort, og tilføjede, at Hürrem fortjente det. Nu blev sultanen arrig og bortviste både hende og sønnen til Manisa-regionen langt fra Konstantinopel.

Onde rygter om Hürrem Sultan

I 1534 havde Hürrem født sultanen endnu to sønner, og hendes status som sultanens favorit blev yderligere cementeret, da Süleyman valgte at gifte sig med hende. Ægteskabet var fuldkommen uhørt, og den spektakulære nyhed skabte røre langt ud over Osmannerrigets grænser.

“Der er sket noget helt ekstraordinært: Sultanen har taget sig en kejserinde, en slavekvinde fra Rusland”, rapporterede en udsending fra bystaten Genova. “Alle snakker om brylluppet, men ingen kan sige, hvad det kommer til at betyde”.

Herefter flyttede Hürrem ind i sultanens palads og fik som den første i Osmannerrigets historie titlen Haseki sultan – sultanens nærmeste. Hun fik også navnet Hürrem Sultan for at vise, at hun var en del af sultanens dynasti. Beslutningen var et dramatisk brud med fortiden, for kvinder plejede ikke at have noget at skulle have sagt, når det kom til politik. Men nu befandt Hürrem sig i Osmannerrigets inderste magtcirkel.

Gennem de næste mange år var hun en fast deltager i møderne om rigets fremtid, og hun fik opført skoler, moskéer og herberger i Konstantinopel. Når Süleyman var bortrejst, fungerede hun som hans stedfortræder – og en hengiven ægtefælle, der sendte ham længselsfulde breve.

“Dag og nat brænder jeg i sorgens ild på grund af adskillelsen fra dig”, skrev hun til sultanen, der svarede:

“Mit hjerte er fyldt med sorg, mine øjne med tårer, jeg er din elsker, du bringer mig glæde”.

Men ikke alle troede på parrets kærlighed. Siden tronfølgeren Mustafa og hans mor var blevet sendt bort fra paladset, havde rygterne svirret om Hürrems indflydelse, som mange af sultanens traditionelle rådgivere fandt uhyrlig.

“De siger, hun har forhekset ham”, skrev den venetianske diplomat Luigi Bassano. “Hele hoffet hader hende, men fordi sultanen elsker hende, tør ingen sige det højt”.

Ikke mindst hos sultanens elitekorps, janitsharerne, ulmede utilfredsheden. Janitsharerne elskede Mustafa, som allerede havde vist sig som en dygtig kriger, der var villig til at kæmpe ved fronten. Og de frygtede, at Hürrem ville overtale sultanen til at udnævne en af hendes sønner til tronfølger i stedet.

Janitsharernes troskab til Mustafa gik så langt, at de i 1552 åbent svor troskab til ham og kyssede hans hånd. Rygterne florerede om, at de sammen planlagde et åbent oprør mod sultanen. Süleyman afviste historien som det pure opspind.

“Gud forbyde, at min Mustafa skulle vove en sådan uforskammethed og begå så uklogt et træk, så længe jeg lever”, sagde han. Men tvivlen lurede nok alligevel i sultanens sind.

Sultanen henrettede sin egen søn

I 1553 var Süleyman blevet overtalt til at vende tilbage til slagmarken og drage i krig mod Safavide-riget i det nuværende Iran.

Tronfølgeren Mustafa deltog med sin egen hær. Under felttoget skrev sultanens storvesir Rüstem Pasha til Mustafa og spurgte, om han ville slutte sin hær til farens. Til sultanen fortalte Pasha til gengæld, at tronfølgeren ville komme for at dræbe ham.

Da Mustafa ankom til sultanens telt, blev han overfaldet og dræbt af Süleymans vagter.

Mustafas død sendte chokbølger gennem Osmannerriget. Janitsharerne begik åbent oprør, og først da sultanen havde bandlyst Rüstem Pasha og givet soldaterne en stor lønforhøjelse, kom der ro i geledderne.

Men rygterne løb om, at Hürrem stod bag tronfølgerens død; hun havde slået sig sammen med Rüstem Pasha for at sikre sig, at hendes sønner fik magten. Rüstem Pasha var født på Balkan og tvunget til Konstantinopel ligesom Hürrem. Hun havde i årevis hjulpet ham bl.a. ved at arrangere ægteskabet mellem ham og sultanens og Hürrems eneste datter.

“Du tillod ord fra en russisk heks i dine ører”, skrev den kvindelige digter Nisayi og understregede det, mange i samtiden tænkte.

Selv i dag, 500 år senere, har ingen dog kunnet bevise, at Hürrem havde en finger med i spillet om tronfølgen efter Süleyman.

Hürrem startede ny bølge

Med Mustafas død havde Hürrem sikret sin magt, så hun kunne hellige sig sine anlægsprojekter. Hun brugte de sidste år af sit liv på at opføre et stort hospital, hvis lige Konstantiopel aldrig havde set. Efter længere tids sygdom sov hun ind i 1558. Den sørgende Süleyman fik bygget et imponerende mausoleum, hvor Hürrem blev stedt til hvile, og otte år senere kunne han slutte sig til sin elskede.

På det tidspunkt var Selim den eneste af parrets sønner, der stadig levede, men med ham var Osmannerrigets storhedstid ved at klinge ud. Selim fik af eftertiden tilnavnet “den Fordrukne”, og han tabte størstedelen af osmannernes flåde under et mægtigt søslag mod Spanien og de italienske bystater ved Lepanto i 1571.

Men én ting havde Selim lært af sin far, Süleyman den Prægtige: Selim giftede sig med en klog konkubine, Nurbanu, og indledte dermed en ny tid, hvor sultanens kvinder ikke længere blot skulle føde børn, men besad stor politisk magt.