Imageselect, History archive
Hürem-sultan-Ukraine

Ukrainsk haremsslave blev sultanens kejserinde

Hun blev kidnappet som ung pige fra Ukraine og endte som den mægtigste kvinde i Osmannerriget, for sultan Süleyman elskede kvinder – og ingen kunne tilfredsstille ham som Hürrem.

Nervøsiteten var ulidelig for den 17-årige Hürrem, da hun i 1520 kører i guldkaret gennem Konstantinopels gader og frem til sultanens residens Topkapi-paladset. Hvorfor er netop hun blevet udvalgt blandt hundredvis af smukke konkubiner til at besøge den store sultan Süleyman? Hürrem forstod det ikke, for mange af kvinderne i hans harem var smukkere end hun.

“Hun er ung, ikke særlig smuk, men dog fuld af liv”, skrev en venetiansk diplomat om konkubinen. Rygterne sagde, at det var sultanen selv, der havde ønsket at se Hürrem, efter at han var blevet betaget af hendes smil og strålende røde hår.

“Hun er ung, ikke særlig smuk, men dog fuld af liv”. Venetiansk diplomat om Hürrem.

Hürrem trækker gardinet til side og kigger ud på de smukke gader i Europas største og prægtigste by, som hun kun nødtvunget kalder sit hjem. For fire år siden var hun blevet bortført fra sit hjemland, Ruthenien (i dag Ukraine), af krimtatarerne og siden solgt som slave. Selv hendes navn var ikke hendes eget. Sit nye navn fik hun i haremmet pga. af sit opløftende sind, Hürrem – den glædesfyldte.

Nu er Hürrem på vej til at møde en af verdens mægtigste mænd, og hun er velforberedt. Som royal konkubine er hun uddannet i kærlighedens kunst. Hendes evne til at tilfredsstille sultanen er afgørende for, om han vil se hende igen – og måske en dag gøre hende gravid. Alt, hvad der er sket med hende de sidste fire år, er rettet mod dette øjeblik.

Harem-konkubine

Når nye konkubiner ankom til haremmet, blev alle steder på deres krop undersøgt for problemer og uskønheder.

© Oil Paintings Gallery

Liderlig sultan boltrede sig i haremmet

Süleyman den Prægtige var Osmannerrigets længstsiddende sultan. Han sikrede sig et evigt ry ved at erobre store landområder (nutidens Irak, Serbien og Ungarn), dertil var han en dygtig diplomat, og så elskede han kvinder.

De venetianske diplomater i Konstantinopel kunne notere, at sultanen var “særdeles lysten” og ofte fik natlige besøg fra det royale harem, som lå i det gamle palads Eski Saray. På den måde indfriede Süleyman alle osmannernes forventninger – en sultan skulle omgive sig med konkubiner og avle så mange sønner som muligt. Han måtte dog aldrig gifte sig, for en hustru kunne sløre hans dømmekraft.

Konkubinerne var unge jomfruer, der var blevet bortført fra deres familier i fjerntliggende egne og bragt til Konstantinopel som gaver til sultanen. Her tog de afsked med deres hidtidige liv: De blev tvangskonverteret til islam, skulle tale tyrkisk og blev oplært i de osmanniske traditioner.

For en konkubine var det en ære at blive udpeget til at besøge sultanens gemakker – og mange kvinder i Süleymans harem nød denne gunst. Lige indtil den nat, Hürrem besøgte ham.

Harem-kvinder

Haremmet bestod af hundredvis af kvinder, men langtfra alle fik æren af at få en invitation til sultanens soveværelse.

© Invaluable

En søn til sultanen var ikke nok

Hürrems første møde med Süleyman gik så godt, at sultanen igen og igen befalede at se hende i sit soveværelse, hvor de bl.a. nød deres fælles kærlighed til poesi. 13 måneder senere fødte hun sønnen Mehmed. Som mor til en prins tilhørte Hürrem nu eliten i paladset og blev installeret i nye, luksuriøse gemakker med egne tjenere.

Mehmed var dog ikke først i rækken som tronarving. Den ære tilfaldt Süleymans ældste søn, Mustafa, som sultanen havde fået med konkubinen Mahidevran. Men børnedødeligheden var høj, så det var forventet, at Süleyman fik flere sønner med andre kvinder. En konkubine måtte nemlig kun føde én søn, og når først hun var blevet gravid, måtte hun ikke længere være sammen med sultanen.

Men så skete det forunderlige: Sultanen ville se Hürrem i sine gemakker igen.

Hürrem-Süleymann

Hürrem og Süleyman delte bl.a. en passion for kunst og musik.

© Christie’s

Hürrem fik forvist rivalinden

Mellem 1521 og 1526 skænkede Hürrem sultanen tre sønner, Mehmed, Selim og Abdullah, samt datteren Mihrimah. Børneflokken bekræftede den mistanke, mange havde næret længe: Stik imod alle rigets traditioner var sultan Süleyman blevet monogam.

Den udvikling huede især ikke Mahidevran, som kunne mærke, hvordan hun og sønnen mistede status og indflydelse. I mange år havde Süleyman været god ved hende, men nu fik Hürrem al hans opmærksomhed.

Mahidevran frygtede, at hendes konkurrent ville overtale sultanen til at sætte hendes børn over tronfølgeren Mustafa – eller måske endda skaffe ham af vejen. I årevis bekrigede de to kvinder hinanden med iskolde blikke, indtil jalousien til sidst blev for meget for Mahidevran. Hun overfaldt Hürrem, flåede hendes tøj i stykker og kradsede hende i ansigtet.

“Fortæl sultanen, at jeg med mit forrevne ansigt ikke er værdig til at være i hans nærhed”. Hürrem, efter at hun blev angrebet af sin rivalinde Mahidevran.

Da sultanen senere sendte bud efter Hürrem, nægtede hun at møde ham.

“Fortæl sultanen, at jeg med mit forrevne ansigt ikke er værdig til at være i hans nærhed”, fortalte hun eunukken, der overbragte invitationen. Men Süleyman befalede hende at komme, og da han spurgte til hendes sår, fortalte hun, at Mahidevran stod bag.

Süleyman konfronterede Mahidevran med beskyldningen, og hun indrømmede, hvad hun havde gjort, og tilføjede, at Hürrem fortjente det. Nu blev sultanen arrig og bortviste både hende og sønnen til Manisa-regionen langt fra Konstantinopel.

Süleyman-sultan

Süleyman 1. var med sine 46 år på tronen Osmannerrigets længst regerende sultan. Hans tid anses som en gylden epoke for riget.

© Kunsthistorisches Museum

Onde rygter om Hürrem Sultan

I 1534 havde Hürrem født sultanen endnu to sønner, og hendes status som sultanens favorit blev yderligere cementeret, da Süleyman valgte at gifte sig med hende. Ægteskabet var fuldkommen uhørt, og den spektakulære nyhed skabte røre langt ud over Osmannerrigets grænser.

“Der er sket noget helt ekstraordinært: Sultanen har taget sig en kejserinde, en slavekvinde fra Rusland”, rapporterede en udsending fra bystaten Genova. “Alle snakker om brylluppet, men ingen kan sige, hvad det kommer til at betyde”.

Herefter flyttede Hürrem ind i sultanens palads og fik som den første i Osmannerrigets historie titlen Haseki sultan – sultanens nærmeste. Hun fik også navnet Hürrem Sultan for at vise, at hun var en del af sultanens dynasti. Beslutningen var et dramatisk brud med fortiden, for kvinder plejede ikke at have noget at skulle have sagt, når det kom til politik. Men nu befandt Hürrem sig i Osmannerrigets inderste magtcirkel.

Gennem de næste mange år var hun en fast deltager i møderne om rigets fremtid, og hun fik opført skoler, moskéer og herberger i Konstantinopel. Når Süleyman var bortrejst, fungerede hun som hans stedfortræder – og en hengiven ægtefælle, der sendte ham længselsfulde breve.

“Dag og nat brænder jeg i sorgens ild på grund af adskillelsen fra dig”, skrev hun til sultanen, der svarede:

“Mit hjerte er fyldt med sorg, mine øjne med tårer, jeg er din elsker, du bringer mig glæde”.

“Hele hoffet hader hende, men fordi sultanen elsker hende, tør ingen sige det højt”. Den venetianske diplomat Luigi Bassano om Hürrem.

Men ikke alle troede på parrets kærlighed. Siden tronfølgeren Mustafa og hans mor var blevet sendt bort fra paladset, havde rygterne svirret om Hürrems indflydelse, som mange af sultanens traditionelle rådgivere fandt uhyrlig.

“De siger, hun har forhekset ham”, skrev den venetianske diplomat Luigi Bassano. “Hele hoffet hader hende, men fordi sultanen elsker hende, tør ingen sige det højt”.

Ikke mindst hos sultanens elitekorps, janitsharerne, ulmede utilfredsheden. Janitsharerne elskede Mustafa, som allerede havde vist sig som en dygtig kriger, der var villig til at kæmpe ved fronten. Og de frygtede, at Hürrem ville overtale sultanen til at udnævne en af hendes sønner til tronfølger i stedet.

Janitsharernes troskab til Mustafa gik så langt, at de i 1552 åbent svor troskab til ham og kyssede hans hånd. Rygterne florerede om, at de sammen planlagde et åbent oprør mod sultanen. Süleyman afviste historien som det pure opspind.

“Gud forbyde, at min Mustafa skulle vove en sådan uforskammethed og begå så uklogt et træk, så længe jeg lever”, sagde han. Men tvivlen lurede nok alligevel i sultanens sind.

Filantrop eller hensynsløs manipulator?

Siden Hürrem trådte ind i sultanens soveværelse, har debatten raset om, hvordan det lykkedes en slavinde at nå til tops i Osmannerriget.

Hürrem-sultan
© Christie’s

Uselvisk filantrop

Hürrem Sultan var drevet af kærligheden til sin mand, sin familie og det osmanniske folk.

  • Byen blomstrede under hende
    Overalt i Konstantinopel fik Hürrem opført suppekøkkener og herberger. Hendes mest betydningsfulde værk var Haseki-moskéen, der blev opført i byens distrikt for kvindelige handlende. Moskéen kom til at rumme en offentlig grundskole for både drenge og piger.

  • De svage skulle behandles godt
    Ifølge kejserinden var et sundt sind lige så vigtigt som en sund krop. Derfor indførte hun et dekret om, at lærere skulle omgås deres elever, som var de deres egne børn. Hospitalspersonalet skulle behandle patienterne, som var de tætte venner.

Hürem-sultan
© Asar Studios/Imageselect

Iskold manipulator

Kejserinden skyede ingen midler i kampen for at sætte sig selv og sine børn på toppen af det osmanniske hierarki.

  • Konkurrenter smidt på porten
    I 1526 fik sultanen foræret to russiske jomfruer. “Da de ankom til paladset, blev hans konkubine ulykkelig og kastede sig grædende til jorden”, skrev en venetiansk diplomat. Til alles overraskelse efterkom Süleyman Hürrems vilje og sendte jomfruerne bort.

  • Storvesir kvalt i sin seng
    Ibrahim Pasha var Süleymans storvesir fra 1523 til 1536. De havde været venner siden barndommen, men det nære forhold irriterede Hürrem. Efter at Ibrahim udtrykte hengivenhed for Hürrems rivalinde, Mahidevran, blev han stranguleret på ordre fra sultanen.

Sultanen henrettede sin egen søn

I 1553 var Süleyman blevet overtalt til at vende tilbage til slagmarken og drage i krig mod Safavide-riget i det nuværende Iran.

Tronfølgeren Mustafa deltog med sin egen hær. Under felttoget skrev sultanens storvesir Rüstem Pasha til Mustafa og spurgte, om han ville slutte sin hær til farens. Til sultanen fortalte Pasha til gengæld, at tronfølgeren ville komme for at dræbe ham.

Da Mustafa ankom til sultanens telt, blev han overfaldet og dræbt af Süleymans vagter.

Mustafas død sendte chokbølger gennem Osmannerriget. Janitsharerne begik åbent oprør, og først da sultanen havde bandlyst Rüstem Pasha og givet soldaterne en stor lønforhøjelse, kom der ro i geledderne.

Mustafa-sultan-mord

Historikerne er enige om, at det var Süleymans storvesir, Rüstem Pasha, der overtalte sultanen til at dræbe sin søn.

© Noël Hallé/Wikimedia Commons

Men rygterne løb om, at Hürrem stod bag tronfølgerens død; hun havde slået sig sammen med Rüstem Pasha for at sikre sig, at hendes sønner fik magten. Rüstem Pasha var født på Balkan og tvunget til Konstantinopel ligesom Hürrem. Hun havde i årevis hjulpet ham bl.a. ved at arrangere ægteskabet mellem ham og sultanens og Hürrems eneste datter.

“Du tillod ord fra en russisk heks i dine ører”, skrev den kvindelige digter Nisayi og understregede det, mange i samtiden tænkte.

Selv i dag, 500 år senere, har ingen dog kunnet bevise, at Hürrem havde en finger med i spillet om tronfølgen efter Süleyman.

Kvinderne tog magten i sultanens palads

Før Hürrem var det højeste, en osmannisk kvinde kunne opnå, at blive mor til en af sultanens sønner. Men efter Hürrem begyndte en 120 år lang epoke, der skulle blive kendt som “kvindernes sultanat”.

Mihrimah Sultan
© Pera Museum

Mihrimah Sultan: Datter fortsatte sin mors arbejde

Hürrems eneste datter, Mihrimah, blev gift med storvesir Rüstem Pasha. Hun var rådgiver for sin far, sultan Süleyman, og efterfølgende sin bror, sultan Selim. I 1566 afværgede hun en sultkatastrofe i republikken Ragusa (Dubrovnik) ved at sende osmannisk korn til den kriseramte befolkning.

Safiye-Sultan
© DeviantArt/DungeonQueen

Safiye Sultan: Slave tog sig af udenrigspolitikken

Albanske Safiye blev konkubine som 13-årig og gift med sultan Murad 3. i slutningen af 1500-tallet. Hun var dybt involveret i rigets udenrigspolitik, og gennem sin korrespondance med Europas mægtigste herskere sørgede hun for at opretholde gode relationer.

Kösem-sultan
© Wikimedia Commons

Kösem Sultan: Kvindelig sultan styrede for sønnerne

Murad 4. blev sultan i 1623, mens han endnu var et barn. Hans mor, Kösem, regerede i hans sted og var dermed den første kvindelige sultan. Da Murad døde, blev hans 6-årige bror, Ibrahim, sultan, og Kösem kunne uhindret fortsætte. Hun sad på magten i 46 år.

Turhan-Sultan
© Wikimedia Commons

Turhan Sultan: Magtkampe stoppede kvindernes sultanat

Kösem Sultan blev myrdet i 1651 efter en bitter magtkamp. Konkubinen Turhans søn Mehmed 4. blev sultan, men hun forblev medregent gennem hele hans liv. Ved hendes død i 1683 var kvindernes sultanat ovre. Nu blev sultanens nærmeste rådgiver igen storvesiren.

Hürrem startede ny bølge

Med Mustafas død havde Hürrem sikret sin magt, så hun kunne hellige sig sine anlægsprojekter. Hun brugte de sidste år af sit liv på at opføre et stort hospital, hvis lige Konstantiopel aldrig havde set. Efter længere tids sygdom sov hun ind i 1558. Den sørgende Süleyman fik bygget et imponerende mausoleum, hvor Hürrem blev stedt til hvile, og otte år senere kunne han slutte sig til sin elskede.

På det tidspunkt var Selim den eneste af parrets sønner, der stadig levede, men med ham var Osmannerrigets storhedstid ved at klinge ud. Selim fik af eftertiden tilnavnet “den Fordrukne”, og han tabte størstedelen af osmannernes flåde under et mægtigt søslag mod Spanien og de italienske bystater ved Lepanto i 1571.

Men én ting havde Selim lært af sin far, Süleyman den Prægtige: Selim giftede sig med en klog konkubine, Nurbanu, og indledte dermed en ny tid, hvor sultanens kvinder ikke længere blot skulle føde børn, men besad stor politisk magt.

Hürem-sultan-grav-Istanbul

Hürrem Sultan er begravet i et flot mausoleum i den enorme Süleymaniye-moské i Istanbul. I lokalet ved siden af ligger Süleyman 1. begravet.

© Shutterstock