Uhyret fra Loch Ness nægter at dø

Den store skotske sø er omkring 37 km lang og strækker sig gennem en smuk, grøn istidsdal. Og på trods af de mange besøgende ligger søen stadig omgivet af øde områder og uspoleret natur.

Men når man står alene og kigger ud over det uforstyrrede område og ved, at søens bund ligger 200 meter under den grumsede, mørke overflade, så kan den tanke, at søens dybe vand sagtens kan gemme på en hemmelighed, godt strejfe en.

Nessie er under 100 år gammel

Historien om Loch Ness-monsteret begyndte for snart 100 år siden.

I 1933 trykte avisen Inverness Courier, der udkommer i højlandets uofficielle hovedstad, Inverness, lige nord for den aflange sø, et læserbrev fra en mand ved navn George Spicer, der beskrev, hvordan han og konen havde set “det tætteste på en drage eller et præhistorisk dyr, som jeg har set i hele mit liv”.

Spicer fortalte, hvordan dyret, han havde observeret i Loch Ness, var omkring otte meter langt og uden synlige lemmer, men med en lang hals.

Til Spicers store overraskelse havde væsenet forladt søen og krydset vejen foran ham med en fisk eller et andet bytte i gabet.

Avisen bragte ingen beviser for Spicers møde med det vilde væsen, men straks begyndte breve til avisen at vælte ind.

Skotterne i Inverness snakkede nu både om en monsterfisk, en drage og en søslange, indtil de blev enige om at kalde væsenet for Loch Ness-uhyret.

Samme år dukkede det første billede af Inverness’ nye turistmagnet op.

Fotoet var en noget sløret sag taget af en mand ved navn Hugh Gray. Og året efter dukkede det vel nok kendteste billede op, hvor man kan ane, hvad der ligner en lang hals, som stikker op af vandet.

Billedet fik tilnavnet “Surgeon’s Photograph”, fordi det efter sigende blev taget af en gynækolog fra London ved navn Robert Kenneth Wilson.

Wilson ville gerne forblive anonym, men tilnavnet hang ved, fordi det øgede billedets troværdighed, at Loch Ness-monsteret var blevet fanget på kamera af en læge.

Nu startede Loch Ness-feberen for alvor, og en lokal skotte ved navn Mackenzie kunne pludselig berette, hvordan han allerede helt tilbage i 1871 eller 1872 – han var ikke helt sikker – havde set noget, der lignede en træstamme eller en kæntret båd, som vred sig i vandet og bevægede sig langsomt for så at forsvinde i dybet med stor hastighed.

Inden for kort tid dukkede hundreder af beretninger op om det skotske uhyre.

Den ældste beretning stammede helt tilbage fra år 565 e.Kr. og gav belæg for idéen om, at monsteret altid havde været en del af søens historie, selvom alle disse gamle beretninger først kom frem i dagens lys efter den store interesse, som 1933-observationerne bragte med sig.

Munk advarede mod “et monster”

I bogen “The Life of St. Columba”, der er skrevet sidst i 600-tallet, beskriver abbeden Adomnán af Iona en hændelse, der tilsyneladende fandt sted 100 år tidligere: Her kom den irske munk Columba forbi nogle lokale, der var ved at begrave en mand ved floden Ness.

De fortalte, at manden havde været ved at svømme på tværs af floden, da han blev angrebet, bidt og trukket under vandet af et flodmonster.

Columba beordrede straks en i sit følge ud på floden, og da monsteret dukkede op igen, gjorde Columba korsets tegn og sagde angiveligt:

“Gå ikke længere, rør ikke denne mand, forsvind med det samme”.

Væsenet stoppede med det samme, “som blev det trukket baglæns af et reb, og flygtede”, lyder den 1.400 år gamle beretning.

Folk, der tror på Loch Ness-uhyret, peger på historien, der foregår i floden Ness, som løber fra søen gennem Inverness til havet nord for søen, som bevis på, at der i århundreder har levet et monster i eller omkring søen.

Skeptikere peger til gengæld på, at historier om flodmonstre, der bliver holdt i skak af en, der er tilpas stærk i troen, er et hyppigt tema i helteskildringer fra perioden – de såkaldte hagiografier.

Siden 1933 er Loch Ness-uhyret “observeret” adskillige gange, og håbefulde fotografer har taget flere billeder og enkelte filmoptagelser af det berømte monster.

Fælles for alle optagelser er dog, at motiverne er uklare og i den grad åbne for fortolkninger – hvis de da ikke ligefrem er tydelige forfalskninger.

Eksempelvis rejste storvildtjægeren Marmaduke Wetherell til søen i 1930’erne for at jage det berømte monster og fandt – ifølge ham selv – tydelige spor efter Nessie.

Han tog nogle aftryk, men da Wetherell fik dem analyseret, viste de sig at stamme fra en flodhest – en spøgefugl havde brugt en paraplyholder lavet af en flodhestefod til at sætte sporene.

40 år senere, i 1972, fandt forskere et stort lig af et mystisk dyr, der vejede omkring 1,5 tons. Kadaveret var begyndt at gå i opløsning og havde ifølge de dramatiske beskrivelser et “bjørnehoved på en brun krop med skæl og finner med kløer”.

Dyret viste sig dog at være en nyligt død elefantsæl, som en ansat i en dyrepark havde barberet knurhårene af og skamferet yderligere for at tage fusen på kollegerne.

Apple Maps fangede monsteret

Mens nogle fupnumre nemt kan tilbagevises som svindel, har fotografer også lavet optagelser, som er sværere at tolke – fx undervandsfotos af noget, der godt kunne ligne en meget stor finne eller et hoved.

Billeder af pukler og andre svært identificerbare dele, der stikker op af vandet, er også kommet frem, ligesom omridset af noget, der lignede et kæmpe dyr, men nok snarere er kølvandsstriber, dukkede op, da Apple Maps lancerede luftfotografier af søen i 2014.

En af de kaptajner, der sejler turister rundt i jagten på Nessie, George Edwards, tog i 2011 et billede af tre pukler, efter at han ifølge eget udsagn havde jaget monsteret 60 timer om ugen i 26 år.

Edwards har siden søgt efter Nessie med sonar og hævder at have fundet en grav på bunden af Loch Ness, hvor søen er dybere end hidtil antaget.

Graven kan forklare, hvor Loch Ness-monsteret gemmer sig, og hvorfor uhyret er så svært at finde.

Den skotske kaptajn har dog ikke været i stand til at bevise gravens eksistens for andre.

Gennem årene har håbefulde amatører, ligesom George Edwards, gennemført mange mere eller mindre organiserede forsøg på at finde Nessie, på at affotografere søens bund og på at lede efter sprækker, huler og dybe grave, der måske kan forklare, hvorfor monsteret er så umuligt at finde.

Den første eftersøgning begyndte allerede i 1934, og den seneste fandt sted så sent som i 2018.

I den sidstnævnte undersøgelse tog et internationalt hold af biologer prøver fra søen for at DNA-analysere liv i vandet.

Metoden kan afsløre spor efter krybdyrs-DNA, der kan stamme fra Loch Ness-uhyret, og løser et af de helt store problemer i jagten på monsteret.

Et af problemerne med at dykke og filme i søen er nemlig, at vandet indeholder store mængder partikler fra tørv, så sigtbarheden skal måles i centimeter.

Robert Rines, der har undersøgt søen med sonar og kameraer med store undervandslys i 1972, 1975, 2001 og 2008, har både fået sonarkontakt med noget, der kunne være en hale eller en hals, og fotograferede i 1972, hvad han mener var en rombeformet finne, og i 1975 to svømmende objekter i det mudrede vand.

Kritikere har dog affærdiget billederne, som sagtens kunne være sten eller fiskefinner, mens de svømmende objekter sagtens blot kunne være oddere.

Efter at have haft problemer med at finde nagelfaste beviser for dyrets eksistens kom Rines i 2008 med den teori, at dyret nu var uddødt.

Sonar var forskernes håb

I 1987 undersøgte en anden ekspedition, Operation Deepscan, søen med 24 både med ekkolodudstyr og fandt ifølge dem selv et stort objekt på 180 meters dybde.

En sonarekspert, der havde doneret udstyr til ekspeditionen, konkluderede, at noget ukendt, som var større end en fisk, levede i søen, men kunne ikke komme nærmere på en forklaring.

Eksperimentet fortsatte i 2003 med 600 helt nye sonarer med satellitstyring, men intet af interesse dukkede op.

En af de mest vedholdende teorier er, at Loch Ness-uhyret er en plesiosaur – en langhalset dinosaur, der uddøde i slutningen af kridttiden for 66 millioner år siden.

Problemet med teorien er Loch Ness’ geologi. Søen er ganske ung og dannet af en gletsjer i sidste istid for omkring 10.000 år siden, så plesiosauren skulle altså have overlevet et andet sted i millioner af år for så at slippe ind i Loch Ness, da isen, der havde dækket dalen, forsvandt.

Forskere har taget prøver af bunden, hvor de i detaljer kan kortlægge søens historie – fx et radioaktivt lag fra tiden efter Tjernobyl-katastrofen – og der er ingen tegn på, at saltvand nogensinde er trængt ind i Loch Ness.

Hvordan den svømmende dinosaur så skulle have fundet ind, må stå hen i det uvisse. Desuden var plesiosaurer koldblodede, så søen, der holder en konstant vandtemperatur på 5,5 grader, ville være alt for kølig.

Andre forklaringer har været kæmpe karper, der ikke naturligt hører hjemme i Skotland, men som er set i flere britiske farvande. Fiskene kan blive op til fem meter. Støren er også et bud.

Men måske behøver forklaringen på monsterets optræden slet ikke at være store dyr, som med meget lidt sandsynlighed ville kunne skjule sig i gennem århundreder.

Objekterne på man-ge af de uskarpe fotos kan ganske enkelt være min-dre dyr som oddere eller fx træstammer og andet drivgods, og mange af de fotos, der viser bølger eller kølvand, kan forklares med den aflange søs noget unikke overfladeforhold.

Og fordi der aldrig er fundet fysiske beviser eller taget entydige billeder af Nessie, og fordi den største sonarundersøgelse gav et negativt resultat, er den mest sandsynlige forklaring nok, at Nessie er et samspil mellem overdrivelser, ønsketænkning og decideret fup.

Intet tyder på, at der lever et eller flere kæmpe dyr i den skotske sø.