Alamy/imageselect, Pxdirect & Shutterstock

Journalist infiltrerer sindssygeanstalt

Bange og forvirret bliver Nellie Bly i 1887 hentet af politiet i New York. Hurtigt stilles hun for en dommer, som lader flere læger undersøge hende. Fagfolkene er sikre: Den unge kvinde er sindssyg, og hun anbringes på en anstalt. Foreløbig forløber alt efter Nellie Blys plan.

Lyden af skrivemaskinernes klaprende taster er det eneste, Nellie Bly hører, da hun torsdag 22. september 1887 tripper gennem redaktionslokalet hos avisen The New York World og banker på chefredaktørens dør.

I månedsvis har den 23-årige kvinde vandret New Yorks gader tynde i jagten på et job som journalist, men ingen døre i storbyen har åbnet sig for den ambitiøse Pittsburgh-pige. At få blæk på hænderne i kampen for de seriøse avishistorier er forbeholdt mænd.

Da Nellie træder ind på John Cockerills kontor, fornemmer hun dog hurtigt, at hendes held måske er ved at vende.

Tre spande med iskoldt vand blev hældt ned over mit hoved, i mine øjne, ører, næse og mund. Fra Nellie Blys reportage

Chefredaktøren lytter interesseret til frøken Blys tanker, selvom han må afvise idéen om at sende hende til Europa, så hun på egen hånd kan tage turen på laveste klasse over Atlanten og berette om oplevelserne som emigrant på vej til USA.

Men den unge kvindes mod og appetit på eventyr får Cockerill til at gribe fat i en anden idé, som han har grublet over sammen med avisens ejer, den visionære Joseph Pulitzer:

Bly skal forsøge at spille gal, så hun kan blive indlagt på New York City Lunatic Asylum på Blackwell’s Island, hvor det rygtes, at forholdene er ganske horrible.

Unge Bly skal infiltrere en galeanstalt

“Skriv tingene ned, som du ser dem, gode som slemme; giv ris og ros, som du finder det rimeligt, og hold dig hele tiden til sandheden”, lyder det gennem Cockerills tykke overskæg, der dækker overlæben og skjuler munden.

“Men jeg er altså lidt bekymret over dit konstante smil”, fortsætter han.

“Jeg vil ikke smile mere”, udbryder Bly, som er begejstret over endelig at have fået en vigtig opgave for en stor avis. Hun er samtidig klar over, at hun skal bruge alle sine skuespilevner for overhovedet at snyde sig ind bag murene på den lukkede anstalt.

“Du kan forsøge. Hvis du gennemfører det her, vil det overgå alles forestillinger”, lyder det entusiastisk fra Cockerill, som aner, at The New York World står over for en af tidens allerstørste sensationshistorier.

Nellie Bly var optaget af de sociale problemer i samfundet.

© Library of Congress & Shutterstock

Nellie har aldrig været bange for en udfordring. Den unge kvinde ved, at hun med opgaven på Blackwell’s Island omsider kan skabe sig et navn i avisverdenen.

Samtidig ved den håbefulde journalist også, at hun vil være isoleret og sårbar, når hun først bliver sejlet over til den frygtede ø, hvor hun skal leve blandt vanvittige kvinder. Derfor presser en bekymring sig på i hendes tanker.

“Hvordan får du mig ud, når jeg først er kommet ind?” spørger hun bekymret Cockerill.

“Det ved jeg ikke”, lyder redaktørens svar.

Missionen begynder på et herberg

Allerede næste eftermiddag traver Nellie Bly gennem Manhattans vindblæste gader iført sine sørgeligste klæder, så hun med egne ord ligner “en fattig, ulykkelig pige”.

I timevis forinden har hun trænet i at lave store, stirrende øjne for at se sindssyg ud.

Imens hun trasker hen ad fortovet på Second Avenue, forsøger Nellie at tænke på spøgelseshistorier, så hun virker forskræmt på sine omgivelser.

Hun har aldrig før mødt en sindssyg person. Da hun forsigtigt banker på døren til et kvindeherberg, er det alligevel med et brændende ønske om, at hun kan snyde andre på stedet til at tro på, at hun er rablende skør.

“Nellie Brown”, præsenterer Bly sig, da en dame fra herberget åbner døren.

Herbergets fungerende oldfrue, fru Stanard, tager vel imod hende, da hun ankommer. I løbet af aftenen bemærker herbergsmutteren efterhånden, at der er noget underligt ved den unge frøken Brown.

“Hvad er der galt med dig? Har du sorger eller problemer?” kommer det fra Stanard.

Nellie griber straks chancen til at fortælle om sit skrøbelige sind, og hvordan hun er rædselsslagen for herbergets andre beboere.

Bly ved nemlig, at sindssyge ofte kan være angste over for fremmede, så derfor forsøger hun en sådan adfærd for at narre omgivelserne.

Nellie fortsætter sit skuespil resten af aftenen ved at agere manisk og sende skræmte og forvirrede blikke til de andre kvinder. Ved sengetid er adskillige af herbergets øvrige logerende utrygge ved den nye pige.

“Jeg er bange for at være her, når en så gal kvinde er i huset”, lyder det fra én, mens en anden proklamerer, at “Nellie vil have myrdet os alle, før det bliver morgen”.

Dommeren overvejer Nellies skæbne

I løbet af natten vågner en logerende efter et mareridt om, at Nellie Brown har dolket hende med en kniv. Næste morgen sender fru Stanard derfor bud efter to politimænd, som hun viser ind på Nellies værelse.

“Hvis hun ikke går med os stille og roligt, skal jeg personligt slæbe hende”, bebuder den ene betjent, mens han eskorterer frøken Brown ud på gaden.

En hale af små drenge følger med for at råbe efter den tilsyneladende skøre kvinde.

Også fru Stanard følger misfornøjet med til den nærmeste retsbygning, hvor hun må forklare dommeren, hvad der er sket, så lovens vogter kan tage stilling til den unge dames skæbne.

Nellie agerer fortsat forvirret og bange – foran dommeren insisterer hun fx på at stamme fra Cuba.

“Stakkels pige. Hun er velklædt og en pæn dame. Hendes engelsk er perfekt, og jeg vil vædde alt på, at hun er en god pige”, kommer det fra dommeren, som tydeligvis er i tvivl om, hvad han skal stille op.

“Nogen må jo tage sig af hende”, nærmest mumler han, da en af betjentene slynger en spontan bemærkning ud.

“Send hende til Øen!” brøler han.

Blackwell’s Island husede i 1880’erne en af USA’s værste sindssygeanstalter.

© Alamy/imageselect, pxdirect & Shutterstock

“Åh nej, gør ikke det!” udbryder fru Stanard. “Gør det ikke! Hun er en pæn dame, og det vil tage livet af hende!”

Til Nellie Blys held vælger dommeren at sende hende et skridt nærmere Blackwell’s Island.

Han beordrer den forvirrede frøken Brown med ambulance-hestevogn til Manhattans Bellevue Hospital. På hospitalet må lægerne så vurdere, om den unge kvinde er sindssyg eller ej.

“Til sindssygepavillonen”, lyder beskeden fra ambulancelægen til en stor, muskuløs mand, da hestevognen triller ind foran Bellevue Hospital på East Rivers bred.

Lægerne erklærer hende sindssyg

Muskelbundtet griber hårdt fat om Nellies arm – nok til, at hun mærker “en smerte strømme gennem kroppen” – og fører hende gennem hospitalsgangene.

Til sidst når de en pavillon, hvor tre andre formodede sindssyge allerede sidder bænket og afventer deres dom.

Mens Nellie venter på, at en af lægerne får tid, kommer en sygeplejerske hen til hende for at høre, om frøken Brown mon har nogen mønter gemt i sine lommer.

“De vil tage dem alle fra dig alligevel, søde ven, så du kan lige så godt bare give dem til mig”, hvisker sygeplejersken til Nellie, der dog bestemt afslår at give sine penge til den fremmede kvinde.

Ud på eftermiddagen tropper en læge endelig op. Han sætter sig roligt ved siden af Nellie, tager hendes puls og undersøger tungen. “Hvad laver De i New York?” spørger han efter det korte tjek.

“Ingenting”.

“Kan De arbejde?”

“No, señor”, svarer Nellie på spansk.

“Sig mig, er du en byens kvinde? Jeg mener, har du tilladt mænd at forsørge dig?”

“Jeg aner ikke, hvad De taler om”, kommer det besindigt fra Nellie, der har lyst til at stikke doktoren en lussing.

Enkel test afslørede, om en kvinde var psykisk syg

I stedet bliver journalisten ved med at svare på spørgsmål efter spørgsmål, som hun finder “lige så ubrugelige og meningsløse” som de forrige.

Til sidst rejser lægen sig og giver en sygeplejerske sit umiddelbare skøn.

“Tydeligvis sindssyg. Jeg vurderer det som et håbløst tilfælde. Hun må anbringes, hvor nogen kan sørge for hende”, fortæller han lige foran Nellie, der hurtigt mister sin respekt for lægestanden.

“Jeg føler mig overbevist om, at ingen læge kan vurdere, hvorvidt folk er sindssyge”, skriver hun senere.

Næste dag, søndag den 25. september, tilser en ny læge Nellie Brown. Han vil gerne vide, om den unge kvinde hører stemmer om natten. Da Nellie svarer ja, er sagen klar: Kvinden er gal, og løsningen er at sende hende ud til galeanstalten på Blackwell’s Island.

På blot én weekend har Nellie Bly narret sig til en plads på anstalten, som er lukket for offentligheden.

De slæbte hende ud til toilettet, og jeg hørte hendes rædselsslagne skrig tone ud i kvælende suk. Fra Nellie Blys reportage

Ved middagstid dagen efter sejler Bly og fire andre patienter mod den berygtede ø i East River.

Journalisten er forundret over, hvor let hele hendes undercovermission er gået, og hun føler en kortvarig sejrsrus ved at træde ned på øens muld.

Da en kraftig mandsperson kort efter griber hårdt fat om hendes arm for at følge hende til øens ambulancevogn, bliver hun dog mindet om, at en barsk tid venter forude.

“Hvad er det her for et sted?” spørger Nellie manden for at blive i rollen som forvirret galning.

“Blackwell’s Island – et sted for sindssyge, som du aldrig slipper bort fra”, lyder det tørre svar.

Dag 1: Middagen er svesker og tørt brød

Hestevognen bumper over øens småveje midt på eftermiddagen mandag den 26. september, mens Nellie Bly noterer sig, at græsarealerne på turen mod anstalten er smukke og velholdte.

Mere deprimeret bliver Nellie, når hun lader sit blik glide over ansigterne på medpatienterne i vognen – alle kan se frem til en uvis fremtid bag lås og slå.

“Stakkels kvinder uden håb om hurtig befrielse. Hvor ville det dog være meget lettere for dem at gå mod galgen i stedet for denne grav af levende rædsler”, skriver Nellie senere om sin tid i galehuset.

Mens vognen ruller mod anstaltens lange stenbygninger på øens nordlige del, falder Nellie i snak med Tillie Mayard – en ung kvinde, som virker rask. Men lægerne har besluttet sig, og Tillie ved, at hun og Nellie ikke har mange muligheder for at slippe væk fra øen.

“Nu, når vi er placeret her, må vi bare være rolige, til vi finder en udvej. Men der vil være få, for lægerne nægter at lytte til mig eller give mig en chance for at bevise, at jeg er ved mine fulde fem”, kommer det velovervejet fra pigen, som slet ikke fatter, hvordan psykiaterne har kunnet erklære Nellie for gal.

“Sindssyg? Jeg kan ikke se det i dit ansigt”, når Tillie at få sagt, inden det nye kuld af patienter hurtigt bliver gelejdet fra hestevognen og over til anstaltens store hovedbygning.

Da de alle er kommet ind, hører de den store, tunge hoveddør smække i bag dem.

VIDEO – Se trailer fra filmen om Blys tid på Blackwell's Island:

Efter endnu et lægetjek på Blackwell’s Island Insane Asylum er Nellies diagnose uændret, selvom hun pointerer, at hun “ikke er syg og ikke ønsker at blive her”.

Lægen orker ikke engang at registrere bemærkningen i journalen og sender i stedet Nellie over i opholdsstuen, hvor patienterne sidder på hårde, gule bænke og stirrer ud i luften.

Bortset fra et ustemt klaver er lokalet helt tomt. “Gå ud i hallen!” kommanderer en stemme kort tid senere, hvorefter patienterne slæber sig afsted mod en stor aflåst dør ind til spisesalen.

Kvinderne venter et kvarter foran døren, mens en kold efterårsvind suser ind gennem åbne vinduer, så de bliver blå af kulde.

“Det er forfærdelig brutalt”, hvisker hun til en anden af de nyankomne, Anne Neville, inden patienterne to og to traver ind i spisesalen, hvor kvinderne skal tage plads på lange bænke uden ryglæn.

Nellie kigger sørgmodigt ned på bordet foran sig, hvor fem svesker har fundet vej til en lille tallerken, mens en skål med en “lyserød substans” skal forestille at være te.

En skive tørt brød med smør ligger ved siden af tallerkenen, men nærmest inden Nellie får sat sig, snupper en anden kvinde brødskiven. Snart kan hun også konstatere, at sveskerne er så uspiselige, at hun giver dem til en anden ved bordet.

Tilbage står skålen med den lyserøde te. Efter et enkelt sip overlader Nellie også væsken, der er “tynd som vand”, til en af sine tørstigere lidelsesfæller.

“Du må tvinge maden i dig, ellers bliver du syg. I disse omgivelser kan det sikkert gøre dig sindssyg. Hjernen skal have næring, for at den kan fungere”, advarer Anne Neville hende indtrængende.

Patienterne bliver smidt i iskoldt vand

Uden mad i kroppen går turen til baderummet, hvor kvinderne får besked på at lægge deres tøj.

Da Nellie tøver og brokker sig, tager et par sygeplejersker fat og flår klæderne af hende, til der til sidst kun er hendes undertøj tilbage.

“Jeg fjerner det ikke”, skriger Nellie, men inden hun har færdiggjort sin sætning, hiver en plejer det af hende. Nellie er nu splitternøgen, mens de andre patienter står og glor på hende.

For at skjule sig hopper hun hurtigt ned i et kar med iskoldt vand, mens en gammel, sindssyg kone får besked på at skrubbe hende.

“Tre spande med iskoldt vand blev hældt ned over mit hoved, i mine øjne, ører, næse og mund.

Jeg tror, jeg mærkede følelsen som hos en druknende person, inden de slæbte mig – gispende, rystende og skælvende af kulde – op af karret. For en gangs skyld følte jeg mig sindssyg”, erindrer Bly.

De indsatte skulle sidde på hårde træbænke det meste af dagen, for anstaltens ansatte gad ikke bruge tid på at aktivere dem. Hvis de brokkede sig, blev de straffet – bl.a. med koldt vand.

© Getty Images

Mens det kolde vand stadig driver ned ad Nellies krop, iklæder sygeplejerskerne hende en dragt med mærkaten “Sindssygeanstalt. B.I. H. 6”, som viser, at den nyankomne patient hører til på Blackwell’s Islands afdeling 6, hvor hun skal bo i en celle med kolde stenvægge.

Inden Nellies dør aflåses af sygeplejersken frøken Grupe, tigger patienten om at få en natkjole.

“Du er på en offentlig institution nu, og du kan ikke forvente at få noget som helst”, svarer Grupe med en tyk tysk accent.

“Men byen betaler for, at de ansatte skal være flinke over for de ulykkelige skæbner, der kommer her”, udbryder Bly.

“Du skal ikke forvente nogen venlighed her, for du får den ikke!” vrisser Grupe, inden hun smækker døren hårdt i og efterlader Nellie våd, kold og alene i mørket.

Dag 2: Rengøring giver varme

Klokken er 5.30, da Bly bliver vækket næste morgen. Sygeplejersken flår vinduet op, så morgenkulden blæser ind i hovedet på Nellie, som stort set ikke har sovet på grund af de andre patienters skrig.

Da Nellie ser de indlagte kvinder, mens de venter på morgenmåltidet, har hun svært ved at skelne dem fra hinanden.

Alle trisser nemlig rundt i de samme hvide dragter. Omsider finder hun dog Tillie Mayard, som er relativt let at genkende pga. sit korte hår.

“Hvordan sov du efter det kolde bad?” spørger Nellie med det samme sin nye veninde.

“Jeg blev næsten stiv af kulde, og larmen holdt mig vågen. Det er forfærdeligt. Mine nerver var så anspændte, før jeg kom hertil, og jeg frygter, at jeg ikke vil kunne klare presset”, sukker Tillie, inden kvinderne slæber deres trætte ben ind i spisesalen, hvor kold te og en klat væmmelig havregrød venter.

Nellie forsøger senere at bede sygeplejerskerne om mere tøj, så patienterne kan modstå kulden i de uopvarmede bygninger.

Til svar får hun blot et surt blik. Lidt naturlig varme får kvinderne, da de om formiddagen bliver sat i gang med klude og gulvskrubber.

“Det er ikke personalet, der holder institutionen ren for de stakkels patienter, som jeg altid havde troet, men patienterne, der selv gør det hele – selv rengøringen af sygeplejerskernes soveværelser og tøj”, skriver Nellie.

Journalister med falsk overskæg

Også de grønne områder udenfor passes af patienterne.

De må dog kun opholde sig udendørs, når de plejer plænerne, og ingen må udøve aktiviteter eller nyde solen i græsset.

Endnu værre er den daglige gåtur dog for øens mest sindssyge og voldeligste patienter, som er bundet fast til hinanden med reb i bælterne.

“Gud hjælpe dem! Det er så forfærdeligt, at jeg ikke kan kigge”, udbryder Anne Neville til Nellie, da de to piger på gåturen ser et hold bundne patienter.

Resten af dagen må Bly og medpatienterne ikke foretage sig andet end at sidde og stirre ud i luften i opholdsstuen.

Aftensmaden erstatter kedsomheden, men den sørgelige anretning gør ikke meget godt for de indlagte.

“Det gjorde ondt i hjertet at se de syge patienter blive sygere ved bordet. Frøken Tillie Mayard blev så dårlig efter en bid, at hun måtte fare væk fra bordet, og fik så et møgfald for at forlade sin plads.

Når patienterne brokkede sig over maden, fik de bare besked på at klappe i”, noterer Nellie, som samtidig ser personalet mæske sig i meloner, vindruer, kød og friskbagt brød.

Hver time er en pinsel, og efter aftensmåltidet tvinges patienterne igen til at sidde ret op og ned på institutionens hårde bænke indtil sengetid. Ikke engang en bog får kvinderne lov til at adsprede sig med.

Efter et døgn på anstalten er Nellie overbevist om, at et ophold på Blackwell’s Island gør mere skade end gavn på de indlagte.

Dag 3-9: De ansatte udøver tortur

Som dagene går, vokser Nellies forargelse over forholdene på Blackwell’s Island, hvor det kølige efterårsklima suger enhver livsgnist ud af patienterne.

“Næsten hver nat hørte jeg en ældre kvinde råbe op om kulden, mens hun bad Gud om at lade hende dø”, noterer Bly om sine nætter på anstalten.

Med sorg i hjertet oplever hun, hvordan frøken Grupe og de andre plejere – iført deres uldne undertøj og polstrede jakker – ingen omsorg viser over for den gamle patient, som beklager sig over at fryse.

“Åh, hvad gør I med mig? Jeg er kold, så kold. Hvorfor kan I ikke bare lade mig ligge i sengen eller give mig et sjal?” tigger kvinden, da personalet tvinger hende til at sidde oprejst på en af bænkene i opholdsstuen.

Hver gang den gamle forsøger at lægge sig ned på bænken, stormer sygeplejerskerne til og hiver hende op.

Til sidst sætter frøken Grupe sig endda på kvindens skød, mens sygeplejersken lader sin kolde hånd glide ind under den gamles pjalter, så patienten gisper og skriger.

Grupe og de andre ansatte ler ondskabsfuldt, hvorefter den tyske sygeplejerske gentager sin ondsindede handling.

Anstaltens personale chikanerer dagligt patienterne, så de kan more sig over reaktionerne. Selv brugen af grovere vold er hverdag på øen.

En dag observerer Nellie chokeret, hvordan oversygeplejersken, frøken Grady, bevidst fremprovokerer et anfald hos en patient ved navn Urena.

“Lægerne siger, at du er 33 og ikke 18”, kommer det hånligt fra Grady, der ved, at patienten altid farer op, hvis nogen påstår, at hun ikke længere er purung. Urena skriger højlydt og bryder så ud i voldsom gråd.

Da hun ikke stopper sin vrælen på personalets ordre, slår plejerne hende på kroppen og i ansigtet.

“Det fik staklen til at græde endnu mere, så derfor kvalte de hende. Ja, de forsøgte ligefrem at kvæle hende. De slæbte hende ud til toilettet, og jeg hørte hendes rædselsslagne skrig tone ud i kvælende suk.

Efter at have været væk i flere timer kom hun tilbage til opholdsstuen, og hele dagen kunne jeg tydeligt se mærkerne fra deres fingre på hendes hals”, beretter Nellie senere.

Gentagne gange brokker journalisten sig til både læger og sygeplejere over den brutale behandling, men det eneste resultat er, at Nellie bliver overflyttet til “The Lodge”, hvor de dårligste patienter befinder sig.

“Det værste sted på øen. Det er forfærdelig beskidt, og stanken dér er hæslig”, konstaterer Bly, som jævnligt får tæsk på afdelingen.

Flere gange oplever hun endda, at de ansatte plejere hopper på hende, så hun ender med at brække to ribben.

Værre går det dog for en smuk, ung pige, som bliver bragt til The Lodge på samme tidspunkt som Bly.

Da det blev morgen, var pigen død. Lægerne sagde, at hun døde af kramper. Fra Nellie Blys reportage

Nellie bemærker med det samme, at pigen er dødssyg med feber, og at hun har svært ved at komme sig i de uhumske omgivelser med skidt og rotter overalt.

Efter brokkerier fra den unge pige hiver personalet hende ud i baderummet, hvor plejerne slår hende, fjerner alt tøj og holder hende ind under det iskolde rindende vand.

Ubekymret slynger sygeplejerskerne bagefter kvinden tilbage i hendes seng – våd og rystende.

“Da det blev morgen, var pigen død. Lægerne sagde, at hun døde af kramper – og det var alt, der blev gjort ved det”, observerer Nellie, som efterhånden er ved at få nok af al den elendighed, hun er vidne til:

“I hemmelighed forbandede jeg læger, sygeplejersker og alle offentlige institutioner”.

Dag 10: Avisens advokat får Nellie ud

Onsdag 5. oktober er Nellie ude på sin daglige gåtur, da hun bliver trukket til side og får fortalt, at en advokat venter på hende.

Advokaten – udsendt af The New York World – har fortalt lederne på anstalten, at venner af Nellie Brown har indvilget i at tage vare på den 23-årige kvinde, som blot 10 dage forinden er blevet erklæret sindssyg.

Efter aftale med chefredaktør John Cockerill har Nellie benyttet efternavnet Brown. Med assistance fra en advokat kan avisen få hende ud igen.

At enten familie eller bekendte accepterer at tage sig af en indlagt, er stort set den eneste mulige vej væk fra Blackwell’s Island for patienterne.

De ansatte modsætter sig derfor heller ikke avisens advokat, da han ankommer for at hente Bly.

“Farvel, jeg tager hjem nu”, bliver Nellies sidste ord til sine nye bekendte, inden hun bedrøvet og med dårlig samvittighed efterlader medpatienterne til et liv i fangenskab på den gudsforladte ø.

“Jeg passerede dem på min vej ud i friheden og livet, mens de var efterladt til en skæbne værre end døden. I 10 dage havde jeg været en af dem. Tåbeligt nok føltes det dybt selvisk at lade dem tilbage med deres kvaler. Jeg følte et romantisk ønske om at hjælpe dem med sympati og nærvær. Men kun i et øjeblik. Så forsvandt tremmerne, og friheden føltes nu sødere end nogensinde før”.

Blys artikler bliver en sensation

Selvom Nellie Bly ikke kan hjælpe staklerne på Blackwell’s Island ved at blive på øen, kommer hun dem til undsætning med pen og papir.

Allerede den 9. oktober – blot fire dage efter sin hjemvenden – kan Blys første artikel om sindssygeanstalten læses i The New York World.

Under overskriften “Bag anstaltens tremmer” beskriver journalisten “terroren med kolde bade og ondskabsfulde, usympatiske sygeplejersker, der plager og misbruger patienter”, som artiklen proklamerer i sin indledning.

“Sindssygeanstalten på Blackwell’s Island er en menneskelig rottefælde. Det er nemt at komme ind, men havner du der først, er det umuligt at komme ud”, skriver Bly, som med sin beretning tydeliggør, hvor sjusket lægerne går til værks, når de skal afgøre en forvirret kvindes skæbne, og hvor afskyeligt patienterne bliver behandlet, når først de er bag lås og slå.

Søndagen efter udkommer Blys anden artikel, som newyorkerne står i kø for at læse sig igennem.

Selv de konkurrerende aviser skriver spalte op og spalte ned om sagen. De er heller ikke blege for at udnævne Nellie Bly til den næste store stjernejournalist, og hun bliver det helt store samtaleemne i New York, på et niveau, som en kvindelig reporter aldrig har været det før.

“Hun har en stor fremtid foran sig”, erklærer The New York Worlds ejer, Joseph Pulitzer, der straks fastansætter Bly.

Avisen lavede et brætspil baseret på Blys jordomrejse.

© new-york historical society

Bly rejste Jorden rundt på 72 dage

To måneder senere lader avismogulen endda den 23-årige kvinde skrive en bog om sine oplevelser på Blackwell’s Island.

På det tidspunkt har den unge reporters artikler dog for længst fået New Yorks politikere op af taburetterne, og sammen med en undersøgelseskomité drager Bly tilbage til anstalten, hvor fyringer og forbedringer allerede har fundet sted.

“Lige siden frøken Brown forlod stedet, er alting blevet anderledes. Sygeplejerskerne er meget venligere, og vi får tøj nok på. Lægerne ser os ofte, og maden er i den grad blevet forbedret”, fortæller Anne Neville, der kun kender Bly som sin veninde Nellie Brown.

Bly er med sin naturlige journalistiske skepsis dog bekymret for, at hendes tidligere medpatient kan være instrueret af anstaltens ansatte til at pynte på sandheden, ikke mindst fordi hun under sit besøg får øje på Tillie Mayard, som bestemt ikke ligner en, der har fået det bedre.

Tværtimod er pigens tilstand kun blevet forværret, siden Nellie selv forlod øen.

Bly må sande, at ikke alle på Blackwell’s Island kan reddes. Men takket være hende har de indsatte nu langt større chancer for at overleve.