Vanvittige råd skulle give velopdragne børn
Sutteri er den sikre vej til moralsk fordærv, våde sko gavner immunforsvaret, og renhed skader intelligensen. Historien er fuld af gode råd til småbørnsforældre – og langtfra alle er lige hensigtsmæssige.
Ifølge børnelægen Lindner var seksualitet og sutteri tæt forbundne.
Lemmer: Et stramt svøb gav ro og rankhed
At vikle sin baby ind i metervis af stof og hænge det på et søm på væggen kan lyde som børnemishandling.
Men arkæologiske fund dokumenterer, at svøbet har været udbredt siden år 4.000 f.Kr.
Det mest berømte eksempel er Jesus, som ifølge Lukas-evangeliet blev svøbt i tæpper og lagt i en krybbe.
For asiatiske og mellemøstlige nomadefolk var det praktisk at kunne transportere spædbørn i bylter, og i Vesten hed det sig, at metoden holdt barnet varmt og sikrede, at dets lemmer voksede lige.
I 1500-tallet bemærkede den schweiziske kirurg Felix Würtz, at børn af og til blev svøbt så stramt, at deres ben blev viklet ind i hinanden og blev misdannede, men først I 1700-tallet begyndte kritiske røster for alvor at komme svøbelsesbørnene til undsætning.
Bl.a. filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som i 1762 skrev “i lande, hvor svøbelse er udbredt, vrimler det med pukkelryggede, krøblinger og mænd med visne lemmer”.
Efterhånden gik det stramme svøb af mode, men nænsom svøbelse er stadig i brug og har i de senere år fået en renæssance i den vestlige verden.
I 1500-tallet blev spædbørn svøbt fra top til tå i den første måned. Herefter fik de armene fri.
Tænder: Gnid babys gummer med salt og honning
Nogle spædbørn får tænder allerede i 3-måneders-alderen, mens andre har glatte gummer et helt år efter fødslen.
Men i middelalderen var det en udbredt misforståelse, at børns evne til at tale hang nøje sammen med, hvor tidligt de første tænder viste sig.
Det var derfor en kilde til bekymring hos datidens forældre, hvis bisserne lod vente på sig.
Heldigvis var der massevis af gode råd til de bekymrede forældre.
At gnide babys gummer med salt og honning var et probat middel, og hvis det ikke viste sig tilstrækkeligt, kunne man ty til en rangle af ulvetænder. Ifølge middelalderens sagkundskab hjalp den specielle rangle ikke blot tænderne på vej, den garanterede også, at de blev lige så stærke og hvide som ulvens.
Honning blev taget i brug, hvis tænderne lod vente på sig.
Moral: Fingre i munden førte til fordærv
At sutte på tommelfingeren er naturligt for babyer, men i 1878 så den amerikanske læge Thomas Chandler sig vred på sutteriet.
“Intet forårsager så voldsomme skader på mundens knogler og tændernes placering”, skrev han i et medicinsk fagblad.
Ideen bredte sig, og året efter fulgte den tyske børnelæge S. Lindner op med et videnskabeligt studie af 69 spædbørn.
Han konkluderede, at tommelfinger-sutteri ikke blot fører til misdannelser, men var en seksuel handlig, som betød, at børn, der havde suttet på tommelfingeren, blev onanister – en ganske alvorlig sag i 1800-tallet.
I 1925 gav psykologen James Mursell sutteriet skyld for tobaks- og alkoholafhænigghed, og helt op til midten af 1900-tallet blev forældre rådet til at forhindre sutteriet for enhver pris.
Fx ved at binde børnenes hænder til vuggen eller smøre deres tommelfingre ind i en ildelugtende substans.
Forældrene kunne også gøre brug af en babyhandske af aluminium, som i 1914 blev anbefalet af den amerikanske børnelæge C.G. Kerley. I dag har undersøgelser vist, at sutteriet har en lang række positive egenskaber.
Immunforsvar: Fyld skoene med iskoldt vand
I 1693 udkom bogen “Some Thoughts Concerning Education” af den engelske filosof John Locke, som fik enorm indflydelse på børneopdragelsen i de følgende 100 år.
Locke advarede mod at give børn varmt tøj på om vinteren og rådede forældre til at vaske deres drengebørns fødder i koldt vand hver dag.
Børn skulle gå med bare fødder eller i sko, der var så tynde, at de ofte blev gennemblødte.
For jo mere kulde, de små blev udsat for, jo mindre modtagelige ville de være for forkølelser som voksne.
John Locke fik indflydelse på børneopdragelse.
Intelligens: Beskidte børn blev kloge voksne
Før 1700-tallet var hverken læger eller forældre særlig optaget af personlig hygiejne.
Tværtimod indgik snavs og skidt ofte i almindelig overtro som en beskyttende kraft mod både sygdom og ulykker.
I det bjergrige Haut-Vivarais i Frankrig var det almen viden, at børn blev ubegavede, hvis de blev vasket i hovedet.
Et lag af snavs på babyers bløde baghoved var også en effektiv beskyttelse imod slag og fald.
I samme område var det ildeset, at forældre klippede deres børns negle og hår inden et år og en dag efter fødslen – ellers ville børnene vokse op og blive stumme og tyvagtige.
Mange mødre undlod også at vaske våde tissebleer, fordi de mente, at urinen indeholdt helbredende kræfter. Mødrene nøjedes derfor med at lufttørre dem.
I mange år blev renlighed anset som skadeligt.
Børn knoklede i kulminerne
I slutningen af 1700-tallet knoklede børn som minearbejdere dybt under den engelske jord for at udvinde det sorte kul, som var drivkraften bag industrialiseringen.
Børn arbejdede i minerne som såkaldte trappere. Jobbet bestod i at vogte og betjene de lemme af træ, som adskilte de forskellige afsnit af minen. Det meste af tiden gik imidlertid med at vente – helt alene nede i det dybe mørke.
Læs hele historien om børnenes forfærdelige arbejdsforhold her