Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Var månelandingen fup?

Et blafrende flag på Månen, en raketmotor uden flammer og ikke én eneste stjerne på himlen? Konspirationsteoretikerne er sikre i deres sag: USAs månelanding var svindel fra start til landing. HISTORIE tjekker teorien.

spl/scanpix & corbis/all over

Billedet på skærmen er gnidret, og lyden skratter, men skikkelsen i den kluntede hvide rumdragt har den fulde opmærksomhed hos de millioner af seere, der overalt i verden følger med i månelandingen.

Med hånden på landingsmodulets stige tager Neil Armstrong det historiske skridt og sætter sin bestøvlede fod på Månens overflade.

Klokken er 3.56 om morgenen dansk tid den 21. juli 1969, da han stakåndet udtaler den berømte sætning:

“Et lille skridt for et menneske – et stort spring for menneskeheden”.

Andægtigheden er på sin plads. For første gang har mennesket sat fod på Månen, og en helt ny æra er begyndt. Sådan ser de fleste i hvert fald på den skelsættende begivenhed.

Nogle få konspirationsteoretikere hævder imidlertid, at månelandingerne aldrig har fundet sted.

Det hele er ét stort svindelnummer udtænkt og udført af en sammensværgelse bestående af den amerikanske regering, rumfartsorganisationen NASA, medierne og filmindustrien.

Alt sammen sat i værk med det formål at konsolidere USA’s magt og vinde prestige, påstår de.

Mistanken om fup og sammensværgelser strejfede ikke en eneste, da astronauterne tre dage efter Armstrongs månevandring vendte hjem til Jorden.

For et USA, der var plaget af svimlende dødstal i vietnamkrigen og raceuroligheder på hjemmefronten, var månelandingen en glædelig begivenhed, der kunne samle befolkningen.

De tre astronauter – Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins – fra Apollo 11-missionen blev da også behørigt hyldet med en regn af konfetti på Broadway i New York, en ære, der tidligere var overgået koryfæer som Charles Lindbergh og Albert Einstein.

Billedene er optaget under Apollo 15-missionen i sommeren 1971. Hjul­sporene stammer fra den medbragte månebil.

© NASA

PÅSTAND: “Billederne har den samme baggrund”

AFVIST: I virkeligheden har astronauten blot flyttet kameraet for at fotografere bjergene uden at få landingsfartøjet med.

Forskellen kan ikke ses, da bjergene ligger meget langt væk, selvom billederne synes at vise noget andet.

Månen har nærmest ingen atmosfære, hvilket betyder, at den dis, som på Jorden får genstande langt væk til at se tågede ud, ikke opstår.

USA var bagud i rumkapløbet

Fire år efter fik begivenheden et andet skær.

I sin bog “We Never Went to the Moon” pillede forfatteren Bill Kaysing astronauternes heltegerning fra hinanden.

Månelandingen havde aldrig fundet sted af den simple grund, at amerikanerne ikke ejede teknologien til et så krævende projekt, påstod Kaysing, der igennem syv år havde arbejdet for Rocketdyne, firmaet, som fremstillede de motorer til de Saturn 5-raketter, som førte astronauterne til Månen.

Manglen på teknisk kunnen havde sat USA i en forfærdelig kattepine, hævdede Kaysing.

I en tale holdt i 1962 havde præsident John F. Kennedy nemlig lovet at sende en mand til Månen inden udgangen af 1960’erne.

“Vi vælger at rejse til Månen i dette årti, ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært”, havde præsidenten udtalt.

Flaget blafrer, fordi astronauterne har sat det i bevægelse - ikke fordi det er optaget i et studie.

© corbis/all over

PÅSTAND: "Flaget blafrer, selvom Månen ikke har vinde”

AFVIST: Forskerne afviser påstanden. Månen har ganske rigtigt ingen vinde, men flaget blafrer af helt andre årsager.

Forud for filmsekvensen med det blafrende flag har astronauterne skabt bevægelse i flaget dels ved at folde det ud, dels ved at rokke flagstangen frem og tilbage for at bore den dybere nedi Månens overflade.

På Jorden vil tyngdekraft og luftmodstand hurtigt bringe flaget til ro, men tyngdekraften på Månen er blot en sjettedel af Jordens, og luftmodstanden ikke eksisterende. Derfor kan det blafrende flag fortsætte sine bevægelser i nogen tid.

Samme fænomen blev observeret under Apollo 16’s mission i 1972, hvor astronauterne drønede rundt i en månebil og hvirvlede støv op fra Månens overflade.

I stedet for at falde ned igen, som tilfældet ville have været på Jorden, holdt støvkornene sig svævende bag bilen. Den svævende støvformation kan ikke opstå på Jorden, hvor tyngde-kraften er langt stærkere.

Rumprogrammet havde stor betydning i efterkrigstidens rivalisering med Sovjetunionen.

Ud over den militære fordel, som beherskelsen af rummet ville give, handlede det også om prestige, og her havde USA allerede flere gange lidt nederlag – fx da Sovjet som det første land i 1957 sendte en satellit, den såkaldte Sputnik, ud i rummet.

USA havde simpelthen ikke råd til at tabe kapløbet om at komme først til Månen.

Men da NASA ifølge Kaysing vurderede chancen for at lykkes med en månelanding til at være sølle 0,0017 procent, valgte rumfartsorganisationen den eneste anden udvej og iværksatte et gigantisk svindelnummer.

Rumdragterne er konstrueret til at reflektere Solens lys, så de ikke overopheder. I en kameralinse kan stjernelys ikke konkurrere med genskinnet fra rumdragten.

© corbis/all over

PÅSTAND 3: "Der er ingen stjerner på himlen"

AFVIST: Stjernernes fravær har en helt naturlig forklaring.

Optagelserne er foretaget i dagslys, og kameraet, der teknisk er indstillet til at fotografere astronauterne og måne-overfladen, kan ikke opfange stjernerne, hvis lys er langt svagere end rumdragternes reflektion af Solens stråler.

Derudover gælder samme forhold på Månen som på Jorden. Her kan stjernerne heller ikke ses, før Solen er gået ned.

Planen gik i grundtræk ud på at affyre rumraketten uden astronauterne og derefter filme dem i månelignende kulisser.

For at skaffe udstyret til en film, der realistisk kunne gengive månelandskaber og rumskibe, allierede NASA sig med Hollywood.

Organisationen havde held til at overtale den feterede filminstruktør Stanley Kubrick, der året før havde færdiggjort sin science fiction-film “Rumrejsen år 2001” (amerikansk premiere 2. april 1968).

Under indspilningen havde Kubrick og hans stab modtaget rådgivning fra rumteknologivirksomheder, universiteter, observatorier, vejrbureauer, laboratorier og andre institutioner, der skulle sørge for, at filmen blev realistisk.

Da tidspunktet for opsendelsen af Apollo 11 oprandt, kunne NASA indlede samarbejde med den mand, der vidste mest om produktion af rumfilm – Stanley Kubrick, formodede Kaysing.

En time før opsendelsen den 16. juli om morgenen gik de tre astronauter ombord på fartøjet foran rullende kameraer. Men ifølge Kaysing blev de ikke længe.

40 minutter senere trådte de nemlig ind i en højhastighedselevator og blev bragt til et afsikret rum.

For at ingen anede uråd, sørgede NASA’s teknikere for, at TV-signalet faldt ud, mens dette foregik. 20 minutter senere talte kontrolrummet ned til 0, hvorefter Apollo-raketten kl. 9.32 lokal tid buldrede til vejrs i en sky af røg og flammer – men uden de tre astronauter.

Raketten styrtede ned i Polarhavet, skrev Kaysing.

PÅSTAND: “Der kommer ingen flammer fra raketterne, når landings-fartøjet sætter af” 

AFVIST: De manglende flammer fra land­ingsmodulets raketmotor skyldes brænd-stoffet. På Månen brugte astronauterne nemlig et andet fremdriftsmiddel end ved affyrringen: Brændstoffet Aerozine 50, som brænder uden synlige flammer.

Imens blev astronauterne med jetfly fløjet til Nevada, hvor NASA i forvejen havde opbygget et kunstigt månelandskab. Her blev de indlogeret i et underjordisk anlæg udstyret med “enhver tænkelig luksus, inklusive et par af de flotteste showpiger i Las Vegas”.

Med anlægget som base gennemspillede astronauterne månelandingen, som alverdens tv-seere kender den.

Landingen på Jorden blev simuleret, ved at astronauterne blev fløjet til en lille atol ud for Hawaii.

Her gik de ombord i et transportfly med rumkapslen, det såkaldte kommandomodul, i lasten.

Astronauterne kravlede ind i modulet, som blev dumpet over Stillehavet.

I det hele taget lod Kaysing til at have svar på alt, hvad han blev spurgt om.

Kun i forhold til hvordan han havde fået idéen til bogen, fremstod han bemærkelsesværdig svævende.

Idéen til værket var tilsyneladende kommet til Kaysing på overnaturlig vis.

“Kald det en fornemmelse, intuition – information fra en mystisk kilde til kommunikation, som vi endnu ikke forstår... en metafysisk besked”, forklarede Kaysing i et indledende kapitel.

De to Van Allen-bælter består af ladede partikler fra solvinden, som bremses af Jordens magnetfelt. Bælterne mindsker partikelstrålingen på Jorden.

© NASA

PÅSTAND: “Strålingen ville have slået astronauterne ihjel”

AFVIST: Faktisk blev astronauterne på rejsen til og fra Månen udsat for stråling, men den var så svag, at den svarer til 0,1 pct. af den dødelige dosis.

Strålingens skadelige effekt afhænger nemlig både af strålingens styrke og af den tid, astro-nauten opholder sig i strålerne.

En astronaut kan således opholde sig næsten fire måneder i Van Allen-bælterne, før det bliver farligt.

På rejsen til Månen tager det en time at passere bælterne.

Teori skaber vrede hos astronauter

Kaysings bog affødte stor interesse og en sand storm af afledte påstande.

Selv fortsatte han med at fremføre sine teorier, som også senere begivenheder blev vævet ind i.

Fx hævdede Kaysing, at eksplosionen ombord på rumfærgen Challenger, der i 1986 kostede syv astronauter livet, var NASA’s værk.

Ifølge Kaysing havde astronauterne fået færten af svindlen, og rumfartsorganisationen besluttede derfor at skaffe dem af vejen, før de kunne nå at gå til offentligheden.

Selvom videnskaben kunne modbevise hver eneste af Kaysings påstande, fremturede han.

Astronauternes bevægelser på Månen ville være umulige at gengive i en film optaget på Jorden i 1969.

© corbis/all over

PÅSTAND 6: "Månelandingen er optaget i et studie"

AFVIST: Hvis astronauternes hoppende gangart på Månens overflade blot var en slowmotion-filmoptagelse, ville den nemt kunne afsløres.

For på Månen vil astronauternes bevægelser nemlig være en blanding af hurtige og langsomme bevægelser:

Et spring opad på Månen er hurtigere og højere end på Jorden, pga. den svagere tyngdekraft (en sjettedel af Jordens), mens det tager længere tid at komme ned på overfladen igen.

På bundlinjen står, at USA i 1969 havde teknologien til at rejse til Månen, men ikke filmudstyr til at simulere den.

Dette fik i juli 1996 astronauten Jim Lovell til at reagere skarpt.

Lovell skrev sig ind i amerikansk rumfartshistorie, da han som chef på Apollo 13 i 1970 sikkert styrede sit fartøj tilbage til Jorden, efter en eksplosion havde ødelagt fartøjets ilttank.

“Den fyr er tosset. Hans påstand gør mig vred. Vi løb en stor risiko, og det er noget, alle i dette land burde være stolte af”, udtalte Lovell. Kaysing anlagde sag for ærekrænkelse, men sagen blev afvist af retten i 1997.

Syv pct. af alle amerikanere troede i 2013, at månelandingerne var fup.

Læs også:

Vilde missioner

50-året for månelandingen: 800.000 km tur/retur

20 minutter
Præsidentvalg i USA

Mød USA's skandaløse præsidenter

23 minutter
Film

Historiens første blockbuster var en rumfilm

1 minut

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul