Verden tog form af mursten

Lerklumper skabte de første byer

Opfindelsen af murstenen var et stort spring fremad for stenaldermennesket. Da indbyggerne i Mellemøsten tog det nye byggemateriale i brug, viste det sig at være langt bedre end de lerklinede vægge, som hidtil havde omgivet deres primitive hjem.

Mursten af ler havde også den store fordel, at de var nemme at flytte. Dermed behøvede byggepladsen ikke længere at ligge klos op ad det sted, leret blev gravet op. Tilmed blev husene stærkere takket være den måde, murstenen blev fremstillet på.

De ældste typer mursten kaldes adobe og bestod af lerjord, som stenmagerne gjorde våd og formede med hænderne, så byggestenene fik en afrundet facon omtrent som et nutidigt brød. Derpå blev stenene lagt til tørre under den varme middelhavssol, inden de kunne mures op ved at bruge vådt ler som mørtel.

Senere udviklede menneskene en ny type adobe, som var fladere. Derved kunne murstenene gøres mere ensartede – selvom de stadig blev fremstillet efter øjemål – og murerne fik brug for mindre mørtel til at fylde mellemrummene ud med.

De tørrede lersten gjorde mennesket i stand til at bygge byer. Opfindelsen skulle gennem de følgende årtusinder undergå mange forbedringer, men den dag i dag – 10.000 år senere – udgør de nutidige varianter af den oprindelige mursten stadig verdens mest udbredte byggemateriale.

Civilisation fik formstøbte kanter

Stenaldermenneskene eksperimenterede også med, hvordan deres opfindelse kunne masseproduceres. Resultatet var en firkantet form i træ, som blev taget i brug i Mellemøsten omkring 5000 f.Kr.

Stenmageren æltede vand og lerjord sammen til en tyk masse, som han tilsatte halmstrå som bindemiddel. Erfaringerne havde vist, at halms lange fibre gav en mere holdbar adobe. Den færdige blanding kunne bestå af helt ned til 30 pct. ler, som blev presset ned i den rektangulære træramme, hvorefter stenmageren skrabede overfladen glat med et stykke træ. Herefter kunne han løfte formen væk, og nu skulle adoben blot tørre, indtil den var klar til brug.

Formstøbning var et kæmpe fremskridt, som gjorde mursten helt ensartede – og tilmed langt hurtigere at lave. Men selve fremstillingen af træformen må til gengæld have været en tidskrævende opgave, for arbejdet foregik med primitive stenredskaber.

Fra Mellemøsten bredte kendskabet til adobe sig til Egypten, hvor stenene blev brugt til alle andre byggerier end de store templer og faraos paladser. Langs Nilen har arkæologer fundet de ældste bevarede træforme, og vægmalerier viser, hvordan stenmagere og murere arbejdede.

Nogle af dem var jødiske slaver, fremgår det af Biblen. De fik – fortæller Det gamle testamente – faraos vrede at føle, da profeten Moses bad ham frigive sit folk:

“I må ikke længere give dem halm til fremstillingen af mursten”, befalede den rasende hersker sine slavefogeder. “Lad dem selv gå ud og samle halm. Men pålæg dem at levere den samme mængde mursten som hidtil”.

Biblen beretter, at stenmagerne og de øvrige jøder, anført af Moses, slap ud af Egypten og nåede til Mellemøsten, hvor andre stenmagere var i færd med at skrive næste kapitel i murstenens historie.

Lersten kom på mode

Endnu i dag findes kæmpemæssige tempelruiner spredt i nutidens Syrien, Irak og Iran – de ældste af bygningsværkerne blev opført omkring 4500 f.Kr.

De første bygmestre var sumerer, hvis kultur blomstrede i Mesopotamien mellem de store floder Eufrat og Tigris, og som også stod bag de ældste kendte skrifttegn – kileskriften. Sumerernes imperium bukkede under efter 2.500 år, men babyloniere og andre kulturer fortsatte byggeriet af bl.a. de såkaldte ziggurater.

Hver ziggurat bestod af mursten, som dannede en kunstig høj. Øverst fandtes en helligdom til ære for den lokale skytsgud.

Modsat egypterne havde sumererne ingen kærlighed til udhuggede stenblokke, når de opførte deres største bygninger – i stedet var støbningen af den første mursten til et byggeri en højtidelig begivenhed, hvor kongen optrådte som stenmager under en særlig ceremoni:

“Kongen hældte indviet vand i formens ramme”, fortæller en bevaret tekst. Under formen placerede han et stempel, som ville efterlade hellige symboler i den færdige sten. “Han smurte med honning, smør og fløde, hvorefter han tilsatte lermassen ambra og saften fra mange forskellige træer”.

Musikere spillede, og tilskuere brød ud i jubel, når kongen forsigtigt slog til formen for at løsne leret, og den færdige mur­­sten kom til syne. Denne første sten blev kaldt “Asada” – den uovervindelige.

Næste skridt var nemlig at brænde stenen, for sumererne havde opfundet ovne, hvis høje temperatur gjorde leret hårdt og modstandsdygtigt mod vind og vejr. De brændte mursten blev et byggemateriale, der var en konge værdigt. Men det krævede også netop en konge at organisere fremstillingen, for brænding af mursten forudsatte specialister og et stort riges ressourcer.

Brændt ler stoppede vandet

Brændte mursten var forudsætningen for, at sumerer og senere babyloniere kunne opføre de majestætiske ziggurater. Inderst var de store byggerier opført af den soltørrede adobe, som kunne fremstilles nemt og billigt – men som blev nedbrudt af vand. Og netop vand fik befolkningen i Mesopotamien rigeligt af, for Eufrat og Tigris gik jævnligt over deres bredder, så store landområder blev oversvømmet, huse skyllede bort og hele landsbyer forsvandt i mudder.

Alligevel blev zigguraterne stående i tusinder af år, for uden på adoben er de beklædt med brændte mursten, som kan modstå flodvandet. Også mørtlen skulle være tæt, så vandet ikke trængte ind i bygningens porøse indre. Derfor brugte murerne bitumen, som udskilles af olie og fandtes i pøle i den olierige region.

Produktionen af de brændte mursten var en magtdemonstration, der vidnede om et velorganiseret samfund. Brændingen krævede nemlig en konstant temperatur på mellem 900 og 1.150 grader i 8-15 timer. Fik murstenene for meget varme, blev leret forvandlet til en uformelig, glasagtig masse. Og fik de for lidt, blev de skøre – selv det mindste stød betød, at de smuldrede.

Teglmagerne producerede mursten i store mængder, og samtidig udforskede de, hvordan murværk kunne ophøjes til kunst: Opdagelsen af glasering gjorde det fx muligt at skabe mure med farverige mønstre og smukke gengivelser af konger og krigere. Specialfremstillede, håndlavede mursten kunne danne relieffer, hvor motiver i kæmpestørrelse trådte frem fra murfladen.

Opfindsomheden stod på, indtil Mesopotamiens tid som civilisationens kraftcenter løb ud. Fra 500-tallet f.Kr. var det ved Middelhavets nordlige bredder, de nye idéer opstod – og det blev grækerne og især romerne, som stod for at udføre mirakler med brændt ler.

Murstenen kom til Rom

Oldtidens grækere brugte ikke tid på at brænde mursten. I deres regnfattige land nøjedes de med den gammeldags adobe, som blev beskyttet af et yderlag af påsmurt ler blandet med kalk. Til gengæld fik grækerne for vane at forsyne vigtige bygninger med tage af brændte teglsten.

Nogle forskere mener, at tagene ligefrem var årsagen til, at grækerne begyndte at opføre deres klassiske templer af marmor, for adobe manglede den nødvendige styrke til at bære de tunge tage, og derfor var det nødvendigt med stærkere byggematerialer til murene. I stedet for at fremstille brændte mursten udhuggede grækerne blokke af sten, som fandtes overalt i deres bjergrige land. Athens berømte Parthenon-tempel består af marmor, som bygmestrene kunne hente blot 15 km borte.

Romerne fulgte det græske eksempel – også deres foretrukne byggemateriale var i århundreder tørret ler samt marmor og en tidlig version af beton. Arkitekten og ingeniøren Marcus Vitruvius Pollio skrev historiens ældste bevarede byggemanual i årene 30-20 f.Kr., og han nævner kun brændte mursten få steder i sine 10 grundige bøger. Senere forfattere gav stenene den samme overfladiske behandling, så de skriftlige kilder synes at antyde, at romerne slet ikke anvendte dette byggemateriale. Men arkæologien fortæller en helt anden historie.

Allerede på Vitruvius’ tid dukkede de første brændte mursten op på byggepladserne i selve Rom, og 100 år senere var de en væsentlig del af romersk arkitektur; de blev brugt overalt i imperiet.

Marked gjorde kejseren stum

Kejser Trajans Marked i Rom er et stort og velbevaret vidnesbyrd om, hvor vigtige mursten var blevet omkring år 100 e.Kr. Byggeriet af historiens første shoppingcenter blev anført af den græsk-
syriske hofarkitekt Apollodorus af Damaskus, som også menes at stå bag byens berømte Pantheon-tempel med den enorme kuppel af beton.

Murene i Trajans Marked blev opført i en udbredt byggestil, som romerne kaldte “opus testaceum”. Inderst var en kerne af beton, som i romernes version bestod af bl.a. vulkansk aske, kalk og småsten, der tilsammen dannede et meget stærkt materiale. Uden på betonen anbragte Apollodorus et lag af brænd­te mursten – de dannede ikke blot skærmende mure, men udgjorde også store dele af den pynt, som arkitekten smykkede Trajans Marked med.

Brændte mursten dannede halvpiller, der brød facadens strenge flader. De fandtes over vinduerne, hvor elegant formede udhæng forhindrede, at regn og bagende sol trængte ind i rummet bagved. Kun ved foden og toppen af halv­pillerne og omkring nogle døråbninger valgte Apollodorus større blokke af udhugget travertin – en kalksten, som romerne kunne bryde ved Tivoli 30 km øst for Rom. Til sidst pudsede arkitekten sit kæmpebyggeri op med hvid stuk, og al murpynten blev fremhævet med et lag frisk rød maling.

Byggeriet var så overvældende, at det stadig – 250 år senere – overstrålede alle sine naboer, da kejser Constantius 2. kom på besøg i Rom, som ikke længere var imperiets hovedstad. Trajans Marked med det omgivende forum, hvor der stod en kæmpestatue og et tempel, gjorde et uudsletteligt indtryk på ham:

“Da han kom til Trajans Forum, stoppede han overvældet op, mens han studerede det kæmpe kompleks omkring ham”, skrev en samtidig romersk historiker. “Synet overgik enhver beskrivelse og kunne aldrig gøres efter af dødelige mennesker”, mente kejseren.

Industri fodrede Rom med mursten

Mursten blev Roms altdominerende byggemateriale. De indgik i Colosseums murværk, de erstattede sten i de store akvædukter, og de viste sig uundværlige som varme-resistent materiale i de offentlige badeanstalter. Ruinerne af Ostia, hovedstadens havn og livsnerve til resten af imperiet, er i dag et rødbrunt ruin­landskab af brændt ler.

Rom tørstede efter mursten, og en pulserende industri af teglværker skød op for at dække behovet. Mange ovne er bevaret til i dag, og de viser, hvordan teglmagerne bar sig ad.

Den almindeligste ovn var opført i to niveauer. Nederst fandtes varmekilden i form af et brænderum, som kunne fodres med brændsel udefra. Normalt brugte romerne træ, men trækul forekom også. Luftkanaler førte varmen op til rummet ovenover, hvor de formstøbte og soltørrede lersten stod stablet. Ovnen havde intet tag, for murstenene kom som regel ind og ud den vej. I stedet dækkede teglmagerne ovnen med et isolerende lag af jord og kasseret tegl, som holdt på varmen, når brændingen gik i gang.

Romerne producerede mursten i flere størrelser, men altid kvadratiske. Denne facon brugte de dog aldrig i deres bygningsværker; på hver byggeplads stod slaver klar til at halvere sten eller dele dem i trekanter – alt efter hvad arkitekten forlangte. Enten faldt det aldrig romerne ind, at mursten kunne fremstilles klar til brug, eller også var de ligeglade, fordi det slave-baserede samfund altid havde arbejdskraft nok til at bemande byggepladserne.

Produktion af mursten og opførelse af imponerende bygninger var to grene af det private erhvervsliv, som blomstrede i Rom og det omgivende Italien. Længere nordpå, hvor imperiet forsøgte at udbrede civilisationen blandt de besejrede folkeslag, havde hæren ansvaret for at lave byggematerialer.

Legionærer svang murerskeen

I Gallien, Britannien og de andre provinser ved rigets udkant fandtes der ingen civil romersk byggebranche. Her opførte hæren alt, hvad det kejserlige statsapparat regnede for u­und­vær­ligt, når Roms magt og kultur skulle manifesteres blandt folkeslag, som romerne betragtede som barbarer.

Legionærer byggede fra 122 e.Kr. det 115 km lange forsvarsværk Hadrians Mur, der skulle sikre grænsen til nutidens Skotland, hvor de hærgende piktere boede. Hærens soldater opførte også de nødvendige forter, fæstningstårne samt amfiteatre og akvædukter, der omgav muren. Arbejdet på byggepladserne holdt tropperne beskæftiget, når freden herskede – og alle var desuden enige om, at legionærerne havde bedst af lave noget, ellers glemte de deres militære disciplin og lavede ballade.

Hæren var derfor bygmesteren i store dele af imperiet, og den arbejdede hovedsageligt med brændte mursten. Mobile ovne fulgte tropperne fra byggeplads til byggeplads, hvor murstenene blev stemplet med legionens mærke, inden de blev brændt. Imponerende bygningsværker som Konstantin-basilikaen i byen Augusta Treverorum ved Rhinen (i dag Trier) står den dag i dag. Militærets rolle som entreprenør betød dog, at når legionerne marcherede videre, tog de al viden om at brænde mursten med sig.

Borgerkrige førte til, at Rom trak sine tropper hjem fra Britannien i 407 e.Kr., og siden blev Romerriget svækket af invaderende germanske stam­mer, så hele det vest­ro­mer­ske imperium i de følgende årtier smuldrede bort. En stormagt faldt, og en arkitektonisk epoke var slut.

Byggebranchen forsvandt sporløst

I Italien fortsatte murstensbyggeriet upåvirket af Roms fald. Byzantinerne i det overlevende østromerske rige brugte også det velkendte byggemateriale til at frembringe arkitektoniske mesterværker som fx katedralen Hagia Sofia. Da stilladserne blev taget ned i 537 e.Kr., var katedralen verdens største bygning – og opførelsen af dens vældige kuppel havde krævet udvikling af helt nye teknikker.

Nord for Alperne derimod ophørte brugen af brændte mursten næsten fra den ene dag til den anden, da romernes imperium faldt sammen. Rester af romersk byggekunst stod tilbage, men ingen havde teknisk indsigt til at eftergøre fortidens mesterværker.

Det var derfor noget nær et mirakel, da den tyske by Steinbach fik en basilika opført i mursten i år 827. Manden bag kirkebyggeriet var en kongelig embedsmand, som formentlig med kirkens hjælp fik mulighed for at hyre italienske håndværkere, der krydsede Alperne for at løse opgaven.

Andre bygherrer måtte nøjes med lerklinede mure. Det var et forgængeligt byggemateriale, som nemt blev skyllet væk af regn, så arkæologer i dag kun kan finde spor efter husene ved at tyde farveforskelle i jorden.

Domkirke skabte en ny mode

Mere end 500 år gik der, før brugen af mere bestandige byggematerialer atter blev almindelig i Nordeuropa. Materialet var i første omgang sten, som enten blev hugget ud af klipperne, eller natursten holdt sammen af mørtel. I England fin­des der også eksempler på, at gamle ro­mer­ske mursten blev renset og genbrugt.

Da byggeri med nyproducerede brændte mursten endelig bredte sig igen, skete det et sted, hvor romerne aldrig havde sat deres fødder: I Roskilde.

Forskerne aner ikke, hvorfor den gamle kunst lige netop genopstod i Danmark. Men det blev byggeriet af Roskilde Domkirke fra 1175, som satte nye internationale standarder.

Hvor katedral-byggerier andre steder i Nordeuropa foregik med natursten, blev 2,6 mio. mursten brændt til den nye prestigekirke i Roskilde. Med en højde på 8,5 cm adskilte de såkaldte munkesten sig markant fra romernes flade, kvadratiske model. Det enorme antal mursten betød, at de formentlig er blevet fremstillet nær byggepladsen og brændt i en ovn opført til formålet.

Alligevel løb byggeprisen op, så de brændte mursten kun blev brugt til de synlige flader. Inde bag dem – mellem yder- og indermur – er der fyldt op med sten og byggeaffald.

Efter domkirkebyggeriet i Roskilde bredte brugen af mursten sig i Danmark og ud over grænserne til resten af Nordeuropa. Store projekter som klostre, katedraler og borge fik deres egne teglværker, ligesom inddreven skat gik til at betale offentlige byggerier i de større byer. En mængde private teglbrændere tog også fat på at producere. Mursten kom dog stadig kun på tale hos de velhavende.

Fremstillingen var så dyr, at den jævne befolkning i de næste mange århundreder måtte nøjes med mere primitive byggematerialer.

Verden bygger stadig i ler

Dampmaskinen fuldendte i 1800-tallet murstenens udvikling fra luksus-produkt til standardmateriale. Den teknologiske udvikling gjorde det muligt at masse­producere stenene, så prisen omsider gik ned, og alle kunne være med – i hvert fald i Europa. Byernes huse blev højere og langt mindre sårbare over for de hærgende brande, som brugen af åben ild til madlavning hidtil havde antændt.

Men selvom brænding af mursten er en velkendt metode overalt på kloden, er de oprindelige byggesten af adobe dog stadig langt mere udbredte.

Klimaet er mange steder så tørt, at indbyggerne kan nøjes med soltørrede sten som dem, stenalderens mennesker frem­­stil­­le­­de i det forhistoriske Jeriko. Det simple materiale har stadig den fordel, at en­hver kan opføre et hus, hvis blot han har adgang til lerjord og ejer en skovl.