Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Verdens rigeste mænd fik aldrig nok

Siden oldtiden har verden elsket og misundt en særlig type mennesker – de superrige, hvis appetit på guld, kvinder og paladser var umættelig. Men hvordan blev de rige, og hvad brugte de deres enorme formuer på?

Peter Horree/Imageselect & Tangopaso

Bolighaj blev kvalt i guld

Da Romerrigets diktator, Lucius Cornelius Sulla, i 88 f.Kr. konfiskerede sine fjenders ejendomme, afhændede han dem til politikeren Marcus Licinius Crassus for en spotpris. Crassus solgte dem videre for millioner af sestertier (sølvmønter).

Udbyttet investerede han bl.a.i spanske sølvminer og slumboliger til Roms underklasse. Ofte brød brande ud i de små, overfyldte lejligheder, men Crassus havde oprettet sit eget private brandvæsen, der mod betaling slukkede ilden.

Legenden vil vide, at partherne hældte flydende guld ned i Crassus’ svælg.

© Peter Horree/Imageselect & Tangopaso

Onde tunger påstod, at Crassus fik sine slaver til at antænde brandene, men rigmanden vendte folkestemningen vha. et PR-stunt:

Han fik opstillet 10.000 borde i Roms gader, hvor borgerne blev budt på luksusretter som fasaner og påfugle. Derudover forærede han hver romer korn til tre måneder. Regningen betalte Crassus.

I 60 f.Kr. var Crassus 200 mio. sestertier værd – svarende til Romerrigets samlede skatteindtægter i et helt år. Til gengæld savnede han militær hæder.

Derfor investerede Crassus i 53 f.Kr. to tons i en hær på ca. 40.000 soldater og drog i krig mod Partherriget (nutidens Iran).

Efter et par succesfulde slag faldt Crassus i et baghold. Ifølge legenden hældte parthiske soldater flydende guld i Crassus’ mund for at håne den grådige romer, før de til sidst huggede hans hoved af.

Materielle værdier var ikke nok for farao Akhnaton. Han hungrede efter en større rigdom.

© Shutterstock

Farao købte sin egen religion

For faraoen Amenophis 4. (ca. 1379-1336 f.Kr.) var enevældig verdslig magt ikke nok. Herskeren over Egypten, oldtidens rigeste stormagt, ønskede at elevere sig selv til en status som gud – et projekt, der skulle vise sig at kræve overordentlig dybe lommer.

Faraoen forbød først rigets gamle guder. Faraoen forbød først rigets gamle guder. I stedet skulle undersåtterne tilbede faraoen som et levende symbol på solskiven Aton, der blev ophøjet til Egyptens rigsgud.

Amenophis sparede intet for at hylde Aton – og dermed sig selv. Ud over byggeri af otte Aton-templer i hovedstaden Theben skiftede faraoen navn til Akhnaton, “solskivens levende ånd”, og han beordrede opførelsen af en ny hovedstad til ære for Aton.

Tusindvis af håndværkere og arbejdere blev sat i sving med at opføre templer, paladser og boliger til 20.000 indbyggere i den nye by, Amarna.

Akhnaton byggede også et enormt palads på 15.000 m2 – med vægge dækket af glaserede tegl. Hele 544 søjler skulle der til for at bære bygningens tag.

Amarna var kun delvist færdig, da Ankhnaton døde af ukendte årsager. Få år efter var guden Aton glemt af alle, og prestigebyggeriet forfaldt til en ruinby.

Oraklet i Delfi kunne ikke redde kong Krøsus’ rige.

© University of Michigan Museum of Art

Konge bestak oraklet i Delfi

I 500-tallet f.Kr. var Krøsus af Lydien kendt i hele Middelhavsområdet for sin rigdom. For at imponere sine gæster fremviste Lydiens konge gladeligt sine skatkamre, der bugnende med guld og sølv.

Lydiens kong Krøsus udstedte i 500-tallet f.Kr. guldmønter med sit eget royale kontrafej.

© CNG Coins

Rigdommene stammede fra Lydiens miner. Krøsus frygtede en invasion fra naboriget Persien. Han bad oraklet i Delfi svare på, om Lydien stod for fald.

I forsøget på at fedte sig til et beroligende svar sendte Krøsus gaver til oraklets guddom, Apollon. Gaverne var forgæves. I 546 f.Kr. erobrede perserkongen Kyros Lydien og tog Krøsus til fange.

Alexander den Store var antageligvis verdens rigeste mand, da han ramt af en sygdom døde i Babylon i 323 f.Kr.

Alexander den Store forgyldte sine følgere

Da den makedonske hærfører Alexander den Store begyndte sin erobring af Egypten og Lilleasien i 300-tallet f.Kr., blev han hurtigt en af historiens rigeste mænd.

Efter indtagelsen af den rige by Persepolis i nutidens Iran kunne Alexander fx beslaglægge 2,5 tons guld.

Generaler og soldater fik også deres andel. Forskere har beregnet, at hver af Alexanders 100.000 soldater fik guld svarende til en sum på ca. 6 mio. nutidskroner.

Selv spenderede Alexander formuer på at anlægge byer, som bar hans navn. Desværre for den makedonske hersker fik han kun kort tid til at nyde sin rigdom.

I 323 f.Kr. døde historiens formentlig første multimilliardær i Babylon, 32 år gammel.

Robert Clive sikrede briterne kontrol over størstedelen af Indien.

© Granger/Imageselect

Opkomling plyndrede Indien

Briternes første guvernør pressede inderne for deres sidste mønt, så han kunne købe sig venner og anseelse. Men eliten rynkede på næsen af den nyrige nar.

Militær assistance kostede dyrt

Officeren Robert Clive blev i 1744 sendt til Indien af det britiske East India Company for at indgå aftaler med lokale herskere.

De var konstant i krig, og Clive kunne med sine veltrænede britiske sol­dater tilbyde militær støtte til den, som betalte ham bedst.

I 1753 vendte Clive hjem med over 40.000 pund på lommen – værdien på ca. 5.800 heste efter datidens priser.

Korruption gav højvande i kassen

Indiens herskere overøste Clive med penge og ædelsten for at opnå eksportaftaler af bl.a. te til England. I 1760 blev Clive koloniens guvernør og modtog et engangsbeløb på 160.000 pund.

Oveni kom en årlig gage på 27.000 pund fra Indiens nye marionetkonge – Mir Jafar. For pengene købte Robert Clive bl.a. tre engelske herresæder og et byhus i London.

Prisen for bolig­erne løb op i godt 90.000 pund, og Clive istandsatte efterfølgende sine ejendommene for fire gange så meget. En eksorbitant sum – især fordi Clive aldrig nåede at bo nogen af stederne.

Kendte skulle købes

Guvernøren elskede at imponere med sin enorme rigdom. Bl.a. sendte han regentparret, George 3. og dronning Charlotte, ædelsten for 30.000 pund, mens her­tugen af Marlborough fik en tiger som gave.

Bag hans ryg kaldte eliten imidlertid nedsættende Clive for en “nabob” – en forvanskning af det indiske ord for hersker, nawab.

Nabob er i dag synonym for en person, som på skruppelløs vis har skovlet formuer til sig i Østen. Ved sin død i 1774 ejede Robert Clive over 1,5 mio. pund – svarende til ca. 1,2 mia. nutidskroner.

Jakob Fugger fik tilnavnet “den Rige”.

© Christoph Amberger & National Museum of American History

Bankmand tjente kassen på kobber

Den tyske handelsmand Jakob Fugger (1459-1525) havde mange jern i ilden. En stor del af hans rigdom stammede fra minedrift i Ungarn og Bøhmen, hvor lukrative aftaler næsten gav Fugger monopol på udvinding af kobber og sølv. Metallerne videresolgte forretningsmanden med stor fortjeneste.

Jakob Fugger var også en dreven bankmand og lånte mio. til datidens kronede hoveder – heriblandt den tysk-romerske kejser Maximilian 1.

Fugger-familiens omfattende forretning omfattede også møntprægning.

© Christoph Amberger & National Museum of American History

Pengene gik bl.a. til kejserens evindelige krige, men Maximilian brugte også 600 mio. nutids­kroner på at bestikke adelen til på forhånd at vælge sønnesønnen Karl til kejser efter Maximilians død.

Selv var Jakob Fugger ingen ødeland. Da nevøen Anton overtog butikken efter onklens død, havde Fugger-firmaet en værdi på over 2 mio. gylden – svarende til knap 1 mia. danske nutidskroner.

Alan Rufus opførte borgen Richmond for at herske over sit land.

© British Library Board/Bridgeman Images

Bretoner blev Englands rigeste

Efter sejren over Englands kong Harald Godwinson under slaget ved Hastings i 1066 gav Vilhelm Erobreren sine riddere lov til at plyndre frit.

Op mod 100.000 englændere blev myrdet og talrige landsbyer brændt ned, indtil landets nye krigerelite fra kontinentet sad på 95 pct. af Englands jord.

En af de nye jordejere var den bretonske adelsmand Alain le Roux, som kunne skrabe 200 herregårde og 800 km2 land til sig.

For at vise sin magt opførte ridderen Richmond Castle syd for Newcastle. Stenborgen fik et 30 m højt tårn. Byggeriet krævede import af franske stenhuggere, da de engelske manglede evnerne.

Ved sin død ejede ridderen værdier for 11.000 pund, 671 mia. nutidskroner – en af Englands største formuer til alle tider.

Adelsmandens oprindelige navn, le Roux, som på fransk betyder den røde, fik den mægtige jordejer efter sigende pga. sin røde skægvækst.

Kong Mansa Musa var så ophøjet, at nys eller host i hans nærvær kunne give dødsstraf.

© Look and Learn/Bridgeman Images

Pilgrimsfærd til Mekka var et gigantisk PR-stunt

Ligesom i dag drog muslimer i 1324 på pilgrimsfærd til den hellige by Mekka. Dette år havde strømmen af pilgrimme dog en særlig deltager: Mansa Musa, kongen af Mali.

På sin pilgrimsfærd medbragte kongen 60.000 tjenestefolk, 8.000 sol­dater og 12.000 slaver klædt i silke. Hver slave bar om halsen en 3,5 kg tung ring i massivt guld, og kongens kamelkaravane var lastet med 15 tons guld.

Musa var formentlig verdenshistoriens næstrigeste mand med en formue på omregnet 400 mia. dollars – omkring 2,6 billioner nutidskroner.

Takket være sine rige guldminer udvandt Musas imperium i Vestafrika to tredjedele af datidens guld. Ifølge loven tilhørte alle landets værdier kongen, og Musa elskede at udstille sin rigdom.

Pilgrimsfærden havde da også til formål at promovere Mali. På rejsen købte Musa så store mængder silkeklæder, syngepiger og etiopiske slavinder for sin medbragte formue, at datidens guldpris faldt med 10 pct.

Kongen betalte gerne fem gange varens værdi for at virke ekstra rig. Hver gang karavanen gjort holdt på den otte måneder lange rejse, uddelte Musa også guldstykker som almisser.

Kort før sin ankomst til Mekka i slutningen af 1324 løb Musas guldreserver tør, hvorefter kongen måtte optage lån.

Den ydmygende situation vendte Musa til sin egen fordel ved at godtage ågerrenter på 150 pct. Merudgiften øgede nemlig hans ry som en superrig hersker, der var ligeglad med, hvor meget det kostede at låne penge.

Alle lånene blev da også tilbagebetalt, da Musa vendte hjem året efter. Færden var en succes. To år efter Musas død optrådte Mali for første gang på et europæisk verdenskort.

Mansa Musas rige lå i Vestafrika

Nutidens Mali udgør kun en del af Mansa Musas Malirige (orange), der bredte sig over seks af nutidens afrikanske stater.

Regent drager på pilgrimsfærd

Den muslimske konge af Mali, Mansa Musa, beslutter i 1324 at drage på en pilgrimsfærd til Mekka og Medina. Turen begynder i hovedstaden Niani.

Look and Learn/Bridgeman Images

Okkulte rådgivere bestemmer ruten

Efter konsultation med Malis helligste medicinmænd vælger Musa en rute gennem nutidens Niger, Tchad, Libyen og Sahara-ørkenen. Karavanen opholder sig tre måneder i Cairo for at hvile ud og skaffe forsyninger.

Konge når sit hellige mål

Efter at have tilbagelagt 4.000 km når Mansa Musa i slutningen af 1324 den hellige by Mekka – rejsens endemål. Året efter vender kongen hjem til Mali.

Shutterstock

Krupp-firmaet stod bl.a. bag kanonen “Tykke Bertha”.

© Peter Horree/Imageselect

Stenrig kanonkonge sparede på luksusvilla

Som 14-årig overtog Alfred Krupp i 1826 familiefirmaet med fem ansatte. 60 år senere havde Alfred 50.000 ansatte, der brød kul og støbte kanoner til kunder i hele verden.

Især firmaets bagladekanon var en sællert og gav Alfred tilnavnet “Kanonkongen”. Krupp boede dog beskedent i en gammel arbejderbolig, indtil hustruen Bertha forlangte et standsmæssigt palæ.

I 1873 var boligen med 269 rum færdig. Alfred havde dog sparet på materialerne, så taget lækkede, og centralvarmen brød sammen.

Barbara Hutton nåede syv ægtemænd – bl.a. filmstjernen Cary Grant, den danske adelsmand Kurt Reventlow og flere prinser.

© Horst P. Horst/Getty Images

Millionøse på piller

Barbara Hutton – barnebarn af handelsmanden, der startede Woolworth-kæden – blev landskendt i 1930. Her brugte familien 60.000 dollars på 18-årige Barbaras debutbal i New Yorks finere cirkler.

Med sine aktier i familiefirmaet var Barbara god for 42 mio. dollars. En stor del af pengene blev brugt på kunst og smykker. Luksuslivet blev marineret i spiritus og piller, indtil hendes krop til sidst gav op.

Barbara døde i 1979 af hjertestop på luksushotellet Beverly Wilshire i Los Angeles. Formuen var da skrumpet ind til nogle få tusind dollars.

John D. Rockefeller og hans kolleger blev af store dele af befolkningen set som skruppelløse industrigiganter.

© American Photo Archive/Imageselect

Industrimagnater tjente fedt på monopoler

I slutningen af 1800-tallet hed USA’s rigeste mænd John D. Rockefeller, Cornelius Vanderbilt og Andrew Carnegie. Deres formuer byggede på monopoler inden for transport, olie og stål, men også på deres nådesløse viljer.

Da et af Carnegies stålvalseværker i 1892 blev ramt af strejke, fordi arbejderne ville have mere i løn, åbnede vagterne ild og dræbte flere mand.

Industrimagnaterne var født fattige, men havde knoklet sig til tops. Fx var Carnegie telegrafist ved jernbanen, før han endte som USA’s stålkonge.

I essayet “The Gospel of Wealth” skrev Carnegie, at det var en “glorværdig” opgave at blive rig.

Han delte derfor ofte selv flittigt ud af sin rigdom, bl.a. på en udlandsrejse, hvor Carnegie betalte “for alting, som nemt kunne være købt for 50 pct. mindre”, som en medrejsende bemærkede.

I 1901 solgte Carnegie sit firma og helligede sig godgørende arbejde med bl.a. oprettelsen af 3.000 biblioteker fordelt over 47 amerikanske stater.

Heller ikke oliemilliardæren John D. Rockefeller holdt sig tilbage; han købte lystbåde og kostbare væddeløbsheste. Omkring 1900 købte Rockefeller en privat ø med telefonlinje til fastlandet – en uhørt luksus i datiden.

Også rigmændenes hjem skulle emme af luksus, og jernbanemogulen Vanderbilt var berømt for at imponere gæsterne.

Da rigmanden i 1883 holdt kostumefest i sit 64-værelsespalæ i New York, var alle vægge, gulve og lofter skjult bag udstillede bregner, orkidéer og palmer. Udsmykningen skulle give illusionen af en regnskov.

Zar Nikolaj 2. gik i dyre uniformer.

© Ernst Sandau

Myrdet zar blev verdens rigeste helgen

Da zar Nikolaj 2. besteg tronen i 1894, rådede Ruslands hersker over slotte, landområder og smykker til en værdi af 300 mia. dollars – over 2 billioner nutidskroner.

Mens folket sultede, købte zaren til gengæld uniformer for 20.000 rubler, godt 2 mio. nutidskroner, før en rejse til Europa i 1910. Uniformerne skulle bl.a. imponere zarens britiske fætter, George 5.

Da den russiske revolution brød ud i 1917, blev Nikolaj afsat. Revolutionære bolsjevikker skød zaren og hans familie i juli året efter.

I 2000 helgenkårede den russisk-ortodokse kirke den myrdede zar. Dermed blev Nikolaj historiens rigeste helgen.

Ford gav konkurrenterne baghjul

Fabrikanten Henry Ford satte bilproduktionen i system og gjorde verden mobil. Hans masseproducerede biler var billige og gjorde bilmagnaten hovedrig med en formue på 200 mia. dollars – ca. 1.400 mia. danske kroner.

Diktator fløj elskerinder ind i Concorde-fly

Det fri Congos første leder, Patrice Lumumba, blev i 1961 skåret i småstykker og opløst i svovlsyre. Fire år senere tog officeren Mobutu Sese Seko magten.

Den nye hersker regerede reelt set som en diktator – støttet af amerikanske milliarder, fordi Mobutu valgte at stille sig på Vestens side under den kolde krig.

Pengene brugte præsidenten bl.a. på et palads modelleret efter den franske solkonges slot Versailles.

Da oprørerne i 1997 fik adgang til Congos centralbank, lå der blot 2.000 dollars. Resten af rigets penge havde Mobutu stuvet af vejen i udenlandske bankbokse.

© Shutterstock

Mobutus hjem kostede 1 mia. dollars og blev opført i junglen 1.000 km fra Kinshasa, rigets hovedstad.

Takket være den private landingsbane kunne Mobutus kone og elskerinderne flyve på shoppingture til New York og Paris i overlydsflyet Concorde.

I 1997 blev Mobutu styrtet. Den brutale diktator måtte flygte til Marokko, hvor han døde af kræft senere samme år.

Det nyligt selvstændige Indien annekterede Hyderabad i 1948.

© Bodam/Imageselect

Filantrop skænkede jernbaner og viden

Mir Osman Ali Khan – hersker over den britiske vasalstat Hyderabad i Indien – er formentlig den rigeste inder gennem historien.

Han nåede forsiden af amerikanske “Time Magazine” som verdens rigeste i 1937. Formuen på 1,5 billioner kroner stammede bl.a. fra statens mange diamantminer.

Mir Osman Ali Khan holdt ikke formuen for sig selv, men brugte millioner af rupier på udbredelse af elektricitet, jernbaner og uddannelse til befolkningen.

Mir Osman Ali Khan strikkede efter sigende sine egne sokker og nassede cigaretter af gæster. Herskeren nåede angiveligt at få 149 børn med en række kvinder.

Læs også:

Civilisationer

Storslået pilgrimsfærd satte Mali på landkortet

13 minutter
Terrorisme

Terror i hjertet af Mekka

2 minutter
Historiske storbyguider

Timbuktu bugnede med skatte

5 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul