Weimarrepublikken udråbes af Philipp Scheidemann.

Weimarrepublikken udråbes af Philipp Scheidemann fra SPD fra balkon i Rigsdagsbygningen den 9. november 1919.

© Imageselect

Weimarrepublikken: Et demokratisk eksperiment tæt på at lykkes

Weimarrepublikken var 15 års kamp for overlevelse klemt inde mellem 1. verdenskrig og Hitlers nazivælde. Alle odds var imod den tyske republik, der alligevel tog kampen op mod alle, der ville den til livs.

Hitler foragtede Weimarrepublikken. Det var der mange andre fra alle politiske lejre i Tyskland, der gjorde.

I dag betragtes Weimarrepublikken med langt større sympati, end den nød i årtierne efter sin undergang i 1933.

Her er nogle af de største udfordringer, det nye tyske demokrati mødte i sin korte levetid.

Republikken længe leve!

Den 9. november 1918 blev den tyske republik udråbt fra vestbalkonen på Rigsdagsbygningen i Berlin.

“Det gamle og rådne, monarkiet, er brudt sammen. Længe leve det nye. Længe leve den tyske republik!” proklamerede Philipp Scheidemann fra Tysklands socialdemokratiske parti til de tusindvis af borgere, der var mødt op foran parlamentet.

Udråbningen af den tyske republik begravede Det Tyske Kejserrige og afsluttede 1. verdenskrig, der havde kostet 1,8 mio. tyske soldater livet og lagt Tysklands økonomi i ruiner.

Ud af krigens aske rejste Weimarrepublikken sig og præsenterede den hårdt prøvede tyske befolkning for den mest demokratiske forfatning, verden havde set på det tidspunkt. Valgretsalderen var 20 år, kvinder fik stemmeret, og en spærregrænse ved parlamentsvalg eksisterede ikke.

Philipp Scheidemann taler til folkemængde den 9. november 1918.

Philipp Scheidemann taler fra et vindue foran en stor folkemængde kort før udråbelsen af den nye tyske republik den 9. november 1918.

© Public Domain (Bundesarchiv)

To tyske republikker født på samme dag

I de første måneder efter grundlæggelsen af Weimarrepublikken befandt Tyskland sig i en borgerkrigslignende tilstand med blodige gadekampe og adskillige hundrede dræbte.

Blot få timer efter SPD’s udnævnelse af den nye tyske republik proklamerede den revolutionære Karl Liebknecht Tyskland som den “frie socialistiske republik Tyskland”.

Liebknecht var leder af Spartakusforbundet – Tysklands kommunistiske parti opkaldt efter den legendariske romerske gladiator og oprører, Spartacus.

Inspireret af Lenins revolution i Rusland året forinden forsøgte de tyske kommunister at mobilisere arbejderne og soldaterne til at gribe magten i landet.

Kommunisterne ønskede med egne ord at skabe en social revolution baseret på de utallige arbejder- og soldaterråd, som var skudt op i Tyskland efter 1. verdenskrig.

Det lykkedes dog SPD at slå modstanden ned, bl.a. med hjælp fra højreradikale frikorps, der talte flere hundrede tusind frivillige soldater.

Revolutionen manifesterede sig aldrig, og SPD og midterpartierne formåede at beholde magten.

Gadekampe under Weimarrepublikken

Gadekampe under et af de utallige væbnede sammenstød, som i perioder hørte til dagens orden i Weimarrepublikken.

© Public Domain (Bundesarchiv)

Tre kritiske kupforsøg

Weimarrepublikken blev forsøgt kuppet flere gange af kræfter fra både venstre- og højrefløjen.

Berlin for farlig

Den 11. februar 1919 valgte Nationalforsamlingen SPD’s leder, Friedrich Ebert, til tysk rigspræsident, og den 1. august 1919 blev Tysklands første demokratiske forfatning vedtaget under en nationalforsamling i byen Weimar i Thüringen.

Weimar blev valgt som skueplads, fordi hovedstaden Berlin på det tidspunkt blev anset for alt for urolig til at lægge hus til en grundlovgivende forsamling.

Det første punkt, den såkaldte artikel 1, var fundamentet for hele Weimarrepublikkens politiske sigte: “Statsmagten udgår fra folket”.

Politikerne måtte dog kæmpe for at få etableret et stabilt styre. I de seks år, Friedrich Ebert var rigspræsident (frem til 1925), havde han 12 forskellige regeringer under sig, og alene frem til 1922 blev 354 tyske regeringsmedlemmer og politikere myrdet.

Statue af Goethe og Schiller foran Nationalteatret i Weimar

Statuer af Goethe og Schiller foran Nationalteatret i Weimar, der i øvrigt var det første forsamlingssted for Weimarrepublikkens parlament.

© Shutterstock

Hvorfor hedder det Weimarrepublikken?

“Weimarrepublikken” var et skældsord, som Hitler gjorde populært under sin vej mod magtens top.

I daglig tale blev Weimar-tyskland i sin samtid omtalt som Det Tyske Rige.

Weimar er en mindre by i det centrale Tyskland. I århundreder var byen en kulturel metropol og hjemsted for de største tyske digtere, Goethe og Schiller.

Valget af Weimar i 1919 som scenen for vedtagelsen af forfatningen for den nye tyske republik havde derfor stor symbolsk betydning.

Erstatningskrav skød økonomien i sænk

Med op mod 30 opstillede partier ved valgene – og ingen spærregrænser til at stoppe de mindste af dem – blev skrøbelige koalitionsregeringer snart hverdag i Weimarrepublikken.

Værre endnu var Tysklands økonomiske forfatning. Efter afslutningen på 1. verdenskrig underskrev Tyskland modvilligt Versaillestraktaten (1919), der var blevet udfærdiget af de allierede sejrherrer.

Versaillestraktaten tvang bl.a. Tyskland til at tage fuldt ansvar for krigen og betale enorme krigsskadeserstatninger til de allierede nationer.

Alene krigsskadeserstatningerne løb op på i alt 132 mia. guldmark. Den massive regning kastede Tyskland ud i en økonomisk krise.

Pengesedler fra gulv til loft under hyperinflationen i Weimar-Tyskland

Pengesedler fra gulv til loft under hyperinflationen i Weimar-tyskland. Hvor en dollar før krigen kostede 4,5 mark, var vekselkursen i oktober 1923 ufattelige 3,7 mia. mark for én dollar. Inflationen betød, at der skulle bruges bunker af penge for at købe selv de mest basale madvarer.

© Shutterstock

Den nye tyske regering skaffede penge ved simpelthen at trykke flere. Det førte til historiens hidtil værste inflation. Priserne skød i vejret med prisstigninger på op til 3,2 mio. procent om måneden, da det så værst ud i 1923.

Situationen var desperat for de tyske indbyggere. Som den østrigske forfatter Stefan Zweig beskriver det i erindringsromanen “Verden af i går” udgivet posthumt i 1948:

“Et par snørebånd kostede mere end en sko før, nej, mere end en luksusbutik med to tusind par sko; at få et ødelagt vindue gjort i stand kostede mere end tidligere en hel husreparation”.

Forud for sin tid

Plakat til film af Fritz Lang: Metropolis.

Filmplakat for Fritz Langs sci-fi-film “Metropolis” (1927). Tysk films første og største guldalder var i perioden efter 1. verdenskrig og frem til Hitlers magtovertagelse.

© Wikimedia Commons

Den store personlige frihed i Weimarrepublikken skabte ny kunst, som hele verden måbede over, og en grænsesøgende erotisk underverden, som samtiden fandt både dragende og frastødende.

Marlene Dietrich i Der Blaue Engel
© Imageselect

Seksualiteten sat fri

Med mere end 100.000 prostituerede og 1.000 dansehaller var Berlin en syndens hule. Letpåklædte kvinder indtog scenen i vovede varietéshows. Samtidig blev det muligt for homoseksuelle og transpersoner at komme ud af skabet og dyrke deres seksualitet i storbyens mange homobarer.

Bauhaus-inspireret bygning fra Weimarrepublikkens tid.
© Shutterstock

Byggestil tog verden med storm

Arkitekturstilen Bauhaus blev lanceret i 1919 i Weimar og var et opgør med historicismens pompøse bygninger. Bauhaus introducerede en menneskevenlig funktionalisme, som stadig præger bybilledet i store dele af verden i dag.

Otto Dix’ maleri af journalisten Sylvia von Harden.
© Mikkel Hede

Flere borgerrettigheder

I 1918 fik kvinder stemmeret i Tyskland, og valgretsalderen blev sat ned til 20 år. I Weimarrepublikken indtog det stærke køn ikke blot arbejdsmarkedet, men også den politiske arena. Ved valget i 1920 blev i alt 111 kvinder valgt til Rigsdagen.

Økonomien vender

På trods af al modgangen begyndte lykken at vende for den hårdtprøvede Weimarrepublik.

I midten af november 1923 vedtog regeringen en valutareform og indførte overgangsvalutaen rentemark. Vekselkursen var én rentemark for 1.000 mia. gamle mark.

Året efter blev overgangsvalutaen afløst af den nye reichsmark. Tyskerne fik gradvist tillid til penge igen, og priserne blev mere stabile.

Det hjalp også gevaldigt på Weimarrepublikkens skrantende økonomi, at USA i 1924 iværksatte den såkaldte Dawesplan.

Planen var ledet af den amerikanske politiker og diplomat Charles G. Dawes (1865-1951), og formålet var at stabilisere den tyske økonomi.

Dette skulle bl.a. ske gennem et internationalt lån på 800 mio. guldmark, en stærk reduktion af erstatningsbetalingerne samt en reorganisering af den tyske Reichsbank.

Den økonomiske håndsrækning fra USA trak Weimarrepublikken væk fra afgrundens rand og førte det unge demokrati ind i en ny æra.

Mellem 1924 og 1929 voksede den tyske produktion med 50 procent, og mange industrier var i stand til at genvinde deres tidligere dominerende stilling på verdensmarkederne.

Med økonomien i vækst blomstrede kulturlivet og den personlige frihed også i Weimarrepublikken.

Tre af Weimarrepublikkens forbandelser

Nazitoppen i 1924

Nogle af de anklagede i retssagen om ølstuekuppet. Herren i trenchcoat fjerdesidst fra højre kræver næppe nærmere introduktion.

© Wikimedia Commons (Bundesarchiv)

Weimarrepublikken lignede ikke noget, Tyskland havde prøvet før. Tyskland havde i århundreder været et kludetæppe af mere eller mindre suveræne stater og siden et kejserdømme domineret af Preussen. Demokratisk sindelag var ikke noget, tyskerne var født med.

Antidemokrati

Både kommunister og nazister kæmpede for at knække demokratiet. Kommunisterne anså socialdemokraterne for “klasseforrædere”. Demokratiskepsissen var også stor blandt Tysklands aristokrati.

Konspirationsteori

Den såkaldte dolkestødslegende var en vidt udbredt konspirationsteori blandt tyske nationalister. Den gik ud på, at nederlaget under 1. verdenskrig skyldtes, at socialister og jøder var faldet hæren i ryggen. Nazisterne brugte dolkestødslegenden som anti-jødisk propaganda på deres vej til magten.

Dobbeltspil

Nazisterne modtog store beløb fra nationalistiske finanskredse, der anså Hitler som manden, der kunne knuse Weimarrepublikken. Nazisterne viste sig at være dygtige til at skifte mellem fløjlshandskerne, når de optrådte på de bonede gulve, og knojernene, når de sloges med kommunisterne på gaden.

Ordensfolket

I den sidste halvdel af 1920’erne var Weimarrepublikken for mange et lysende symbol på moderne tider og social fremgang.

For andre var den tyske republik et arnested for tøjlesløshed, dekadence og det totale sammenbrud af samfundets moralske værdier.

Kritikerne så Weimarrepublikken som en kolos på lerfødder, der i sin iver efter at give befolkningen frihed fuldstændig havde mistet kontrollen. Som den østrigske forfatter Stefan Zweig beskrev det i “Verden af i går”:

“Inderst inde hadede nationen republikken, ikke fordi man beskyldte den for at undertrykke denne vilde frihed, men tværtimod fordi den gav for slappe tøjler. Det tyske folk, som var et ordenens folk, anede ikke, hvad de skulle stille op med friheden, og det holdt længselsfuldt udkig: Om der dog ikke ville komme nogen, der kunne fratage dem den”.

Det tyske folk skulle meget snart få det “ønske” opfyldt. I horisonten lurede nemlig mørke skyer i form af en ny økonomisk krise og nazisternes fremmarch.

Børskrak gav dødsstødet

Hitler og Hindenburg

Adolf Hitler hilser i 1933 som nyudnævnt rigskansler på den småsenile og sidste præsident for Weimarrepublikken, Paul von Hindenburg. I baggrunden anes Hermann Göring og Joseph Goebbels.

© Shutterstock

Oktober 1929 blev begyndelsen på enden for det skrøbelige demokratiske projekt i Tyskland.

Børskrakket på Wall Street i USA sendte verdensøkonomien ud i et frit fald, og det gik særlig hårdt ud over Tyskland, der havde optaget store og kortfristede lån af USA.

Lånene kunne ikke længere forlænges, og økonomien i Weimarrepublikken led et gigantisk knæk. I 1929 var der 1,5 mio. arbejdsløse i Tyskland. I 1932 var tallet steget til 6 mio. svarende til en arbejdsløshedsprocent på 29,9.

Den økonomiske krise var som benzin på den politiske uro i Weimarrepublikken – særligt nazistpartiet (NSDAP) nød godt af den stigende ustabilitet i samfundet.

Ved valget til rigsdagen den 15. september 1930 blev NSDAP næststørst med 107 mandater. Også kommunisterne gik frem og blev med 77 mandater Tysklands tredjestørste parti.

Rigskansler Heinrich Brüning fra det katolske midterparti Zentrum mistede sit parlamentariske flertal.

Med henvisning til den kommunistiske og nazistiske trussel besluttede han at regere via de nødforordninger, som Weimarrepublikkens forfatning med artikel 48 gjorde muligt.

Loven gav rigskansleren mulighed for at suspendere de borgerlige rettigheder i Weimarrepublikkens forfatning, hvis den offentlige sikkerhed og orden var i fare.

Beslutningen indvarslede den afdemokratisering i Weimarrepublikken, som i sidste ende banede vej for nazisternes magtovertagelse i 1933.

Økonomiske kriser, radikalt frisind og endeløse oprør havde Weimarrepublikken stået imod. Men da det ideologiske stormløb fra nazisterne kom, slap kræfterne op – modstanden var for udspekuleret og udlandet optaget af egne problemer.