Weimarrepublikken: Et demokratisk eksperiment tæt på at lykkes

Den 9. november 1918 blev den tyske republik udråbt fra vestbalkonen på Rigsdagsbygningen i Berlin.

“Det gamle og rådne, monarkiet, er brudt sammen. Længe leve det nye. Længe leve den tyske republik!” proklamerede Philipp Scheidemann fra Tysklands socialdemokratiske parti til de tusindvis af borgere, der var mødt op foran parlamentet.

Udråbningen af den tyske republik begravede Det Tyske Kejserrige og afsluttede 1. verdenskrig, der havde kostet 1,8 mio. tyske soldater livet og lagt Tysklands økonomi i ruiner.

Ud af krigens aske rejste Weimarrepublikken sig og præsenterede den hårdt prøvede tyske befolkning for den mest demokratiske forfatning, verden havde set på det tidspunkt. Valgretsalderen var 20 år, kvinder fik stemmeret, og en spærregrænse ved parlamentsvalg eksisterede ikke.

I de første måneder efter grundlæggelsen af Weimarrepublikken befandt Tyskland sig i en borgerkrigslignende tilstand med blodige gadekampe og adskillige hundrede dræbte.

Blot få timer efter SPD’s udnævnelse af den nye tyske republik proklamerede den revolutionære Karl Liebknecht Tyskland som den “frie socialistiske republik Tyskland”.

Liebknecht var leder af Spartakusforbundet – Tysklands kommunistiske parti opkaldt efter den legendariske romerske gladiator og oprører, Spartacus.

Inspireret af Lenins revolution i Rusland året forinden forsøgte de tyske kommunister at mobilisere arbejderne og soldaterne til at gribe magten i landet.

Kommunisterne ønskede med egne ord at skabe en social revolution baseret på de utallige arbejder- og soldaterråd, som var skudt op i Tyskland efter 1. verdenskrig.

Det lykkedes dog SPD at slå modstanden ned, bl.a. med hjælp fra højreradikale frikorps, der talte flere hundrede tusind frivillige soldater.

Revolutionen manifesterede sig aldrig, og SPD og midterpartierne formåede at beholde magten.

Den 11. februar 1919 valgte Nationalforsamlingen SPD’s leder, Friedrich Ebert, til tysk rigspræsident, og den 1. august 1919 blev Tysklands første demokratiske forfatning vedtaget under en nationalforsamling i byen Weimar i Thüringen.

Weimar blev valgt som skueplads, fordi hovedstaden Berlin på det tidspunkt blev anset for alt for urolig til at lægge hus til en grundlovgivende forsamling.

Det første punkt, den såkaldte artikel 1, var fundamentet for hele Weimarrepublikkens politiske sigte: “Statsmagten udgår fra folket”.

Politikerne måtte dog kæmpe for at få etableret et stabilt styre. I de seks år, Friedrich Ebert var rigspræsident (frem til 1925), havde han 12 forskellige regeringer under sig, og alene frem til 1922 blev 354 tyske regeringsmedlemmer og politikere myrdet.

Den nye tyske regering skaffede penge ved simpelthen at trykke flere. Det førte til historiens hidtil værste inflation. Priserne skød i vejret med prisstigninger på op til 3,2 mio. procent om måneden, da det så værst ud i 1923.

Situationen var desperat for de tyske indbyggere. Som den østrigske forfatter Stefan Zweig beskriver det i erindringsromanen “Verden af i går” udgivet posthumt i 1948:

“Et par snørebånd kostede mere end en sko før, nej, mere end en luksusbutik med to tusind par sko; at få et ødelagt vindue gjort i stand kostede mere end tidligere en hel husreparation”.

På trods af al modgangen begyndte lykken at vende for den hårdtprøvede Weimarrepublik.

I midten af november 1923 vedtog regeringen en valutareform og indførte overgangsvalutaen rentemark. Vekselkursen var én rentemark for 1.000 mia. gamle mark.

Året efter blev overgangsvalutaen afløst af den nye reichsmark. Tyskerne fik gradvist tillid til penge igen, og priserne blev mere stabile.

Det hjalp også gevaldigt på Weimarrepublikkens skrantende økonomi, at USA i 1924 iværksatte den såkaldte Dawesplan.

Planen var ledet af den amerikanske politiker og diplomat Charles G. Dawes (1865-1951), og formålet var at stabilisere den tyske økonomi.

Dette skulle bl.a. ske gennem et internationalt lån på 800 mio. guldmark, en stærk reduktion af erstatningsbetalingerne samt en reorganisering af den tyske Reichsbank.

Den økonomiske håndsrækning fra USA trak Weimarrepublikken væk fra afgrundens rand og førte det unge demokrati ind i en ny æra.

Mellem 1924 og 1929 voksede den tyske produktion med 50 procent, og mange industrier var i stand til at genvinde deres tidligere dominerende stilling på verdensmarkederne.

Med økonomien i vækst blomstrede kulturlivet og den personlige frihed også i Weimarrepublikken.

Oktober 1929 blev begyndelsen på enden for det skrøbelige demokratiske projekt i Tyskland.

Børskrakket på Wall Street i USA sendte verdensøkonomien ud i et frit fald, og det gik særlig hårdt ud over Tyskland, der havde optaget store og kortfristede lån af USA.

Lånene kunne ikke længere forlænges, og økonomien i Weimarrepublikken led et gigantisk knæk. I 1929 var der 1,5 mio. arbejdsløse i Tyskland. I 1932 var tallet steget til 6 mio. svarende til en arbejdsløshedsprocent på 29,9.

Den økonomiske krise var som benzin på den politiske uro i Weimarrepublikken – særligt nazistpartiet (NSDAP) nød godt af den stigende ustabilitet i samfundet.

Ved valget til rigsdagen den 15. september 1930 blev NSDAP næststørst med 107 mandater. Også kommunisterne gik frem og blev med 77 mandater Tysklands tredjestørste parti.

Rigskansler Heinrich Brüning fra det katolske midterparti Zentrum mistede sit parlamentariske flertal.

Med henvisning til den kommunistiske og nazistiske trussel besluttede han at regere via de nødforordninger, som Weimarrepublikkens forfatning med artikel 48 gjorde muligt.

Loven gav rigskansleren mulighed for at suspendere de borgerlige rettigheder i Weimarrepublikkens forfatning, hvis den offentlige sikkerhed og orden var i fare.

Beslutningen indvarslede den afdemokratisering i Weimarrepublikken, som i sidste ende banede vej for nazisternes magtovertagelse i 1933.

Økonomiske kriser, radikalt frisind og endeløse oprør havde Weimarrepublikken stået imod. Men da det ideologiske stormløb fra nazisterne kom, slap kræfterne op – modstanden var for udspekuleret og udlandet optaget af egne problemer.