I den nye Netflix-serie “Ancient Apocalypse” (Forhistoriske Apokalypser) retter journalisten Graham Hancock et frontal angreb mod “mainstream” arkæologer, geologer og historikere.
Han opfatter dem som en sammensværgelse af snæversynede skrankepaver, der er ude af stand til at forstå betydningen af de fund, han kæder sammen til en sensationel helhed.
I flere bøger – og nu også en tv-serie – har Graham Hancock forsøgt at påvise, at verden under den sidste istid var behersket af en global civilisation, der havde nået et meget højt teknologisk og kulturelt udviklingstrin. Da sidste istid sluttede for omkring 12.000 år siden, gik denne civilisation under. For havene steg godt 120 meter, da den gigantiske iskalot smeltede og oversvømmede alle civilisationens frembringelser
Men Graham Hancock formoder, at der var overlevende efter den verdensomspændende katastrofe. Og disse overlevende fik gang i de store oldtidscivilisationer. Uden hjælp havde fra fortidens vismænd havde fx Egypten og Mesopotamien aldrig fået styr på landbrug, skriftsprog, astronomi og byggeteknik. Mener Graham Hancock.
“Måske den ekstremt defensive, arrogante og patroniserende attitude i mainstream academia holder os tilbage fra at overveje denne mulighed”, som han siger i den første episode af “Ancient Apocalypse.
Den 72-årige Graham Hancock har arbejdet som journalist på flere britiske aviser, men han fik en åbenbaring, da han fik den tyrkiske admiral Piri Reis' verdenskort mellem hænderne. På kortet fra 1513 mente Hancock at se afbildninger af bl.a. den antarktiske kyst på kortet – 300 år før den russiske opdagelsesrejsende Fabian Gottlieb von Bellingshausen officielt opdagede verdensdelen i 1820.
Den farligste serie på Netflix
Netlix-serien er i de seneste uger blevet set af millioner, der formentlig hører om den forsvundne istidscivilisation for første gang – og måske undrer sig over, at forskerverdenen vender det døve øre til Graham Hancocks opdagelser.
Sandheden er nok snarere, at Hancock konsekvent ignorerer forskningen. De fleste arkæologiske fund og sites er studeret forlængst, og den britiske avis The Guardian er gået så langt som til at kalde Hancocks otte udsendelser for “den farligste serie på Netflix”.
Java: Gunung Padang
Klippeblokkene ligger smidt hulter til bulter i Gunung Padang.
En ukendt civilisation på Java?
Koordinater: 6° 59′ 36.5″ S, 107° 3′ 22.96″ E
På det østlige Java ligger det første af Graham Hancocks mysterier, Gunung Padang, der efter hans opfattelse dementerer arkæologernes opfattelse af den menneskelige udvikling.
Han mener, at de store klippestykker må være anbragt her af menneskehånd – af en avanceret kultur, som den officielle forskning nægter at anerkende.
Ved første øjekast ligner Gunang Padang et fæstningsværk eller tempelområde, der er blevet raseret. De store stenblokke ligger væltede, men alligevel i en form for orden på toppen af et 880 m højt bjerg.
Fundne potteskår i området kan dateres til årene omkring vor tidsregnings begyndelse. Stensætningerne er formentlig fra 500-700 tallet.
Disse tidsfastsættelser bestrides af bl.a. den indionesiske geolog Danny Hilman Natawidjaja, der har målt byggeriet til at være 9.000 til 20.000 år gammelt, og at det står oven på en gammel pyramide.
Alle øvrige forskere peger på, at det ikke er en pyramide men en udslukt vulkan.
Mexico: Pyramiden i Cholula
Aztekerne skjulte deres mægtige pyramide i Cholula under en høj bakke.
Hjælp til pyramiderne
Koordinater: 19° 3′ 27″ N, 98° 18′ 7″ W
I andet af afsnit af “Ancient Apocalypse” tager Graham Hancock os med til Cholula-pyramiden, der ligger små 100 km øst for Mexico City.
Med et grundmål på 400 x 400 m er pyramiden er verdens største pyramide. Alligevel lykkedes det aztecerne at dække den til med jord og gemme den, da de spanske conquistadorer nærmede sig i begyndelsen af 1500-tallet. Senere byggede de intetanende spanierne en kirke ovenpå den forklædte pyramide uden at opdage, at der under den katolsk indviede jord gemte sig 8 lag af hedenske pyramider.
Graham Hancock ved godt, at den gigantiske ruin af en pyramide umuligt kan føres 12-13.000 år tilbage til sidste istid. I stedet klamrer han sig til halmstrå af mytologisk arvegods fra regionen:
En mytisk beretning om en fremmed, der ankom på en båd trukket af slanger, bliver derfor i Cholula-afsnittet det nærmeste Graham Hancock kommer på en “smoking gun”, der kan bekræfte hans teori.
Den 72-årige Hancock tager nemlig denne myte om en langskægget fremmed bogstaveligt: Graham Hancock er snublende nær ved at hævde, at det var denne istidscivilisation, der for ca. 11.800 år siden kickstartede de indianske kulturer.
Malta: Megalittemplerne
Stenalderens maltesere baksede med 20 til 30 tons tunge sten for at bygge Ġgantija-templet.
Neandertalerens genistreg?
Koordinater: 36° 2′ 49.83″ N, 14° 16′ 8.3″ E
Malta er kun halvt så stor som byen Chicago. Alligevel huser øen i Middelhavet mere end 20 templer bygget i stenalderen. Det første og største tempel, Ġgantija, som forskerne har dateret til ca. 3.800 år f.Kr..
Skotsk-engelske Graham Hancock mener, at templerne kan føres tilbage til den sidste istid. Han mener nemlig, at det er usandsynligt, at maltesere skulle have haft held med at bygge et kæmpe tempel bestående af 20 tons tunge sten. Ur-malteserne må have fået hjælp af overlevende fra istiden.
Graham Hancock peger på fundet af et par formodede neandertaltænder. Dette fund viser, at der har været repræsentanter for slægten homo på Malta allerede for ca. 30.000 år siden – selvom neandertalerne ikke er kendt for at bygge huse af sten – kun af mammut-knogler.
Desuden lægger Hancock stor vægt på, at istidscivilisationen nåede tørskoet til Malta. Malta var nemlig landfast med Sicilien før sidste istid. Her giver oceanograferne ham ret: Sine steder er vanddybden i farvandet mellem Malta og Sicilien kun 90 m.
Men Graham Hancocks påstand er i modstrid med i det forrige tv-afsnit, hvor han fortalte at civilisationgrundlæggerne kom sejlende til Mexico i en båd trukket af slanger.
Caribien: Bimini Road
De flade sten ligger i havet ud for Bahama og danner i følge Graham Hancock en vej.
En brolagt vej under vandet?
Koordinater: 25° 46′ 1.08″ N, 79° 16′ 43.78″ W
I havet ud for Bahama-øen Bimini ligger en række firkantede klippeplader.
Graham Hancock betragter dem som resterne af en menneskeskabt, brolagt vej, der er anlagt af en ukendt civilisation inden havstigningerne efter sidste istid for knap 12.000 år siden. En vej, der måske førte til Atlantis, og som består af tilhuggede fliser på op til 12 meters længde. “Vejen” ligger i dag under fem meter vand.
Blandt geologer er der ingen tvivl om, at stenene er såkaldte beachrocks – klippestykker, der opstår af sedimenter på de tropiske og subtropiske strande.
De pudeformede klippestykker dannes af sten og sand, men der er også fundet eksempeler på beachrocks med en portion plasticaffald iblandet.
At stenene ser ud som om, de er hugget ud af menneskehænder, er et af naturens luner. Geologerne har et navn for disse “falske menneskelige artefakter” – de kaldes geofakter.
Tyrkiet: Göbekli Tepe
De tonstunge søjler i Göbekli Tepe er dekoreret med dyremotiver og tegn.
En advarsel i en tidskapsel?
Koordinater: 37° 13′ 22.81″ N, 38° 55′ 20.51″
Göbekli Tepe i Tyrkiet gælder i dag som verdens ældste kultiske bebyggelse med en datering, der rækker 12.000 år tilbage i tiden, til dengang områdets stenalderbefolkning stadig levede som jæger-samlere.
Engang i historien er Göbekli Tepe blev dækket med jord og glemt. Udgravningerne af templet på den anatolske højslette begyndte først i 1994, og kun et mindre område er færdigudgravet. Samtidig er flere lignende høje blevet opdaget i nærheden. Disse høje rummer flere større cirkelrunde rum med op til 20 tons tunge t-formede søjler dekoreret med udhuggede tegn og dyr.
De mange symboler i Göbekli Tepe kæder Graham Hancock behændigt sammen med den avancerede istidscivilisation. Han betragter Göbekli Tepe som en tidskapsel med en besked fra stenalderfolket til os: En besked om, hvilke katastrofer der venter os fra himlen i form af ødelæggende meteorer.
Forskerne ser templerne som kultsteder, hvor folk mødtes til offerfester. Men de undrer sig fortsat over, at stenalder-folket begyndte at bygge templer så tidligt i historien.
Søjle 43 i Göbekli Tepe, også kaldet "gribbestenen" pga. afbildningen af en fugl, der minder om en grib.
Graham Hancock-metoden
Med støtte fra en såkaldt astro-arkæolog, Dr. Michael Sweatman, præsenterer Graham Hancock i dette afsnit en sensationel teori om Göbekli Tepe. Følg hans tankerække her.
Søjle nr. 43 i Göbekli Tepe er i særlig grad dekoreret med indgraveringer af dyr og andre tegn.
Graham Hancock bakker helhjertet op om Michael.Sweatmans teori om, at tegnene på Søjle 43 er en afbildning af en helt bestemt stjernekonstellation. Denne konstellation var engang synlig på himlen. Men kun indtil 1000 år før Göbekli Tepe opstod eller mere præcist: mellem 10.900 og 10.800 f.Kr.
Via denne tilbageføring i tid lykkes det Hancock at etablere en sandsynlighed for kontakt mellem vismændene fra istidscivilisationen og Göbekli Tepe-folket.
Pludselig er vi dermed også tilbage i Yngre Dryas (ca.10.900-9.600 f.Kr), som er en periode i slutningen af sidste istid, hvor temperaturen tog et dramatisk dyk. Det blev så koldt, at nogle i dag mener, at det bragte menneskeheden i fare for at uddø.
Hancock tager derpå i sin argumentation et spring frem til Göbekli Tepes sidste dage. Bebyggelsen blev nemlig aldrig ødelagt, men derimod møjsommeligt dækket til.
Derfor mener Graham Hancock, at Göbekli Tepe kan være en advarsel til fremtiden om, hvor galt det kan gå.
I forbifarten har han under et besøg i nabotemplet, Karahan Tepe, spottet nogle figurer i lange kofter, som minder ham om lignende figurer, han har observeret i Mexico. Derfor antyder Hancock, at figurerne kan være afbildningerne af de istidsmennesker, der har udtænkt tidskapslen og sendt advarslen fra Göbekli Tepe til os.
Her ender Graham Hancocks spekulative indiciekæde blandt Göbekli Tepes ruiner. Om du køber den eller ej, må være en trossag.
USA: Poverty Point & Serpent Mound
På Serpent Mound bugter sig en over 400 m lang slange.
Astronomiske observatorier?
Koordinater: 32° 38′ 14.99″ N, 91° 24′ 25.9″ W
og 39° 1′ 0″ N, 83° 26′ 0″ W
I dette afsnit møder Graham Hancock for første gang modstand, da han besøger han to forhistoriske sites i Nordamerika: Poverty Point i Louisiana og Serpent Mound i Ohio.
Poverty Point består bl.a. af flere menneskeskabte jordhøje samt en amfiteatralsk halvcirkel omgivet af buede volde. Hele anlægget strækker sig over ca. 163 hektarer (228 fodboldbaner).
Serpent Mound er en afbildning i stor skala af en over 411 m lang slange, der bugter sig op ad en høj.
Forskerne ved meget lidt om, hvilken anvendelse de to anlæg har haft. Nogle taler om Poverty Point som et kultisk mødested, andre mener, at det kan have været en handelsplads. Slangen i Serpents Mound er orienteret mod solens placering ved solhverv, så måske har højen haft en astronomisk funktion.
Dateringen af begge sites er usikker. Det gør det ikke enklere, at der er blevet bygget på dem over hundreder af år. Den ældste datering sætter Poverty Point til et par tusinde år f.Kr. For Serpents Mounds vedkommende er det 100-300 f.Kr.
De dateringer er Graham Hancock ikke tilfreds med. I et interview med en parkbetjent lufter han sine teorier om Poverty Points orientering mod himmelen.
Parkbetjenten afviser ikke ideen. Stilfærdigt – og i overensstemmelse med god videnskabelig praksis, når de arkæologiske levn er mangelfulde – siger han:
”Det ved vi ikke noget om endnu.“
Ved næste stop, Serpent Mound, har myndighederne, der administrerer området, givet Graham Hancock et skriftligt afslag på deltagelse i Netflix-serien:
“Værten på programmet er fortaler for en teori, der ikke er i overensstemmelse med, hvad vi mener er sandheden om Serpent Mound”, hedder det i afvisningen.
Tyrkiet: Derinkuyu
Derinkuyu er bare en af Tyrkiets underjordiske byer. Indtil nu er der fundet 36 af dem.
En underjordisk bunker?
Koordinater: 38° 22′ 24.6″ N, 34° 44′ 6.36″ E
“Det, jeg foreslår, er at vi anerkender, at noget, som vi ville anse som en avanceret civilisation, eksisterede under istiden”, fortæller Graham Hancock i indledningen til syvende afsnit af “Ancielt Apocalypse".
“Jeg påstår ikke, at de fløj til Månen, men at de var meget, meget, meget mere avancerede, når det gjaldt videnskabelig indsigt”.
Ordene falder, mens han i en jeep kører mod den underjordiske by Derinkuyu i Cappadokien, Tyrkiet.
“Der er en overlevelsesbunker dybt under jorden!”
Hancock hævder, at videnskaben ingen forklaring har på, hvorfor tusindvis af mennesker indrettede en by under jorden – han mener, at bebyggelsen i sig selv rummer svaret:
Indbyggerne i den underjordiske by ville enten beskytte sig mod de meteorer, som repræsentanter for den undergangne istidscivilisation havde advaret dem imod. Eller også var byen et tilflugtssted mod den fimbulvinter, der angiveligt hærgede efter naturkatastrofen.
USA: Channeled Scablands
Channeled Scablands i det nordvestlige USA er efter Graham Hancocks mening blevet hærget, da en gigantisk smeltevandssø sendte sine vandmasser igennem her på få dage eller uger.
Den store, altødelæggende katastrofe?
Koordinater: 47° 34′ 38″ N, 119° 24′ 5.93″ W
I sidste afsnit kæder Graham Hancock sine argumenter fra seriens syv foregående afsnit sammen og leverer en forklaring på, hvad der blev af den mystiske istidskultur. I gamle myter finder han beskrivelser på voldsomme oversvømmelser, som ødelagde menneskenes samfund.
I det nordvestlige hjørne af USA finder han sporene efter en gigantisk smeltevandssø, der pressede sig gennem landskabet – det arrede område Channeled Scablands. Og nær den mexicanske grænse, i Murray Springs, finder han sporene efter den katastrofe, der udløste oversvømmelsen.
De argumenter må du hellere selv tage stilling til. Og måske bemærke, hvor selektivt han gengiver “mainstream academias” forskningsresultater og hvor behændigt han stykker sine egne beviser sammen af en bunke oldtidsmyter, udvalgte fund og hjemmegjorte observationer.
Billederne af de mange mange arkæologiske og geologiske sites er Graham Hancocks største fortjeneste med sin Netflix-serie. Han kommer rundt i hele verden til steder, de færreste kender. Og han gør det med et topprofessionelt filmcrew udrustet med droner og et effektfuldt symfoniorkester, der formår at skabe lydmæssige udråbstegn efter hver en påstand, han fremfører.
En flot tv-produktion gør det bare ikke ud for et stykke reelt oplysningsarbejde. Graham Hancock nyder tydeligvis sin rolle som ballademager i forskningens verden. Troværdigheden er en helt anden sag.