Shutterstock
Europæere istid

Hvem klarede sig bedst igennem Europas hårde istid?

For 25.000 år siden strammede istiden sit greb om Europa. Den hidtil største dna-analyse af fortidsmennesker i Europa afslører nu, at vesteuropæerne var bedst til at håndtere den nye kolde hverdag.

Stenalder-folk i det vestlige Europa klarede sig langt bedre gennem den seneste istid end deres artsfæller i det sydøstlige Europa. Det fastslår en ny undersøgelse, hvor der er analyseret dna fra knogler og tænder fra 357 europæere, der levede for 5.000-45.000 år siden.

Undersøgelsen er foretaget af over 125 internationale forskere og er den største dna-analyse af fortidsmennesker i Europa.

Stenaldermand

Forskerne har brugt deres dna-analyser til at rekonstruere, hvordan en europæer kunne have set ud for 24.000-32.000 år siden.

© Tom Bjoerklund

Europæerne blev delt i to

Undersøgelsen viser bl.a., at de første europæere var genetisk langt mere forskelligartede, end vi er i dag, selvom de levede side om side i tusinder af år.

Da istiden strammede sit greb for ca. 25.000 år siden, blev Europas befolkning delt i to, hvoraf den vestlige gruppe slog sig ned i nutidens Spanien og Frankrig, mens den sydøstlige forsøgte at overleve i Italien.

De genetiske spor viser, at vesteuropæerne klarede sig gennem istiden og gav deres gener videre til senere generationer. Til gengæld overlevede de sydøstlige europæere ikke istiden og gik genetisk til grunde – formentlig fordi de døde af sult og kulde, eller fordi de blev nedkæmpet af andre grupper. I hvert fald kan forskerne se, at deres områder blev overtaget af en ny gruppe fra Balkan med en ny genpulje.

Kranium

For 7.000 år siden levede denne mand i Tyskland side om side med nogle af Europas første bønder – dog uden at blande gener med dem.

© Volker Minkus

Bønderne gjorde deres indtog

Efter istiden bevægede både vesteuropæerne og Balkan-gruppen sig længere nordpå og blandede gener – i takt med at landbruget spredte sig i Europa for ca. 8.000 år siden.

"Det er muligt, at befolkningen af jæger-samlere blev presset til at trække sig til Europas nordlige kant, da de første bønder begyndte at migrere ind i Europa", siger en af studiets forfattere, Johannes Krause, der er direktør for Max Planck Institute for Evolutionary Anthropology i Tyskland.