Scanpix

Ismumien Ötzi værner om stenalderens hemmeligheder

Ismumien Ötzi lå gemt i en gletsjer i 5.300 år, før han dukkede op i 1991. Lige siden har han givet forskerne uvurderlig viden om livet i stenalderen – fx om værktøj, spisevaner og brugen af sko. Her får du hele historien om den berømte ismumie, der led en voldsom død i de østrigske alper.

Arkæologiprofessor Walter Leitners begejstring smitter, når han taler om verdens ældste bevarede menneske, Ötzi – den 5.300 år gamle ismumie fra Alperne.

“Ötzis betydning er enorm, han er en verdenssensation! Perfekt konserveret – og ikke kun hud og hår, også hans indre organer, tøjet og redskaberne – mere kan man ikke ønske sig”, siger Leitner.

I bogstaveligste forstand er Ötzi rejst gennem tiden og ligger i dag i en særlig, isafkølet krypt på Sydtyrols Arkæologiske Museum i Bolzano.

Gæsterne kan studere ham gennem en glasrude, mens forskerne har mulighed for at studere ham på museets eget laboratorium.

Den fordeling fungerer tilsyneladende perfekt, for gæsterne strømmer til museet i det nordlige Italien, og på samme tid har Ötzi forsynet i hundredvis af forskere – retsmedicinere, radiologer, dna-specialister og mange andre – med uvurderlig viden om livet i stenalderen.

Men Ötzi er også en hemmelighedsfuld herre. Der skulle således gå 10 år fra fundet af mumien i 1991, før det stod klart, at han ikke døde af kulde oppe på Similaun-bjerget i 3.200 meters højde.

Isotop-analyser af Ötzis lårknogle viser, at han boede i Etsch-dalen.

© Paul Hanny, 1991

En gennemgang af røntgenbillederne afslørede i 2001, at manden var blevet dræbt med en pil. To år efter lykkedes det at fastlægge, hvor Ötzi havde boet.

Det skete ved at analysere bl.a. strontium-isotoper i hans tænder og knogler.

Populært sagt har undergrunden under ethvert område sine egne isotop-værdier. Gennem drikkevandet optages strontium i kroppen og lejres i fx tænderne, der dannes i 3-5 år alderen.

Gennem 10 år var pilespidsen blevet overset.

© Südtiroler Archäologiemuseum

Mumien er fuld af overraskelser

Et pensionist-ægtepar på vandreferie i Alperne finder et mumificeret lig i 1991. Efterfølgende viser en kulstof 14-analyse, at manden døde ca. 3300 f.Kr. – dvs. i stenalderen. Østrigsk presse kalder ham “Ötzi”. Siden sin død har han ligget beskyttet i en lavning, dækket af is og sne, så han blev frysetørret og er den ældste mumie i verden. I de følgende mange år vil han overraske forskerne igen og igen.

Derfor viser isotoperne her barndommens levested. Lårknoglen udvikles gennem hele livet og afslører et senere bosted.

Hos Ötzi fandt forskerne to forskellige værdier. Det betyder, at han flyttede som voksen, siger arkæolog Günther Kaufmann fra Sydtyrols Arkæologiske Museum. – Hvor boede han?

“Tændernes profil svarer til undergrunden øst for Bolzano.

Og hans lårknogle viser, at han som voksen levede i Etsch-dalen, mellem Merano til Trentino”, forklarer Günther Kaufmann.

Forskerne finder Ötzis landsby

Netop i Etsch-dalen har arkæologer fundet spor efter to stenalderbopladser – én i landsbyen Latsch og én nær middelalderborgen Juval.

Det er fristende at tro, at en af disse bopladser var Ötzis hjem.

Latsch og Juval ligger nær indgangen til den smalle Senales-dal, som fører op i bjergene – netop den vej, som Ötzi må være gået ad for 5.300 år siden, før han mødte sin skæbne på bjerget.

I dag er Senales-dalen et populært ferieområde for turister med vandrestøvler.

Mumien var blevet frysetørret og lå gemt i isen indtil sommeren 1991.

© Paul Hanny, 1991

Hotellerne ligger tæt langs bjergvejen. I stenalderen voksede urskoven vildt her, fortæller antropolog Simone Bacher fra stenalderudstillingen ArcheoParc:

“Skoven var svær at færdes i, for de væltede træer fik jo lov at ligge”, siger hun.

“Men menneskene kunne finde alt, hvad de skulle bruge, i skoven, fx den fyrsvamp, de brugte til at tænde ild med. Svampen vokser netop på døde træer”.

Først og fremmest leverede skoven brænde og byggematerialer.

“Her i Senales-dalen er der ikke fundet spor efter menneskelig beboelse i stenalderen.

Dalen var uegnet til landbrug, fordi sommeren er så kort. Men stumper af flint fortæller, at mennesker er passeret igennem dalen”, forklarer Simone Bacher.

© Shutterstock

Ötzis verden var en urskov

Et af ArcheoParcs specialer er at bygge huse med materialer og metoder, som stenaldermennesker brugte.

“Det er svært at sige, om vi har lavet en rigtig rekonstruktion. Det vil altid være et gæt”, erkender Simone Bacher.

Al viden stammer fra arkæologiske udgravninger, hvor husene er blevet presset helt flade.

“I begyndelsen troede vi fx, at ydervæggene var bygget af brædder – dvs. flækkede træstammer. Nu mener vi, at husene snarere var lerklinede, og det flækkede træ, vi fandt i udgravningerne, må have været tagspåner”.

Et stenalderhus var relativt lille og havde ikke plads til husdyr. Huset bestod af ét rum med lerstampet gulv og sengelejer langs væggene.

Sådan boede Ötzi (måske). Huset er bygget med stenaldermaterialer.

© Torsten Weper/Historie/Archeoparc

Det lille hus i bjergene

I midten var der et ildsted, og røgen undslap via et hul i gavlen.

Luften må have været kvælende hjemme hos Ötzi – og det forklarer, hvorfor han på trods af et aktivt udendørsliv havde sorte lunger.

Jæger og bonde

Fundet af bopladser i Latsch og Juval viser, at samfundene var små og lå tæt på hinanden, som professor Walter Leitner fra Innsbrucks universitet forklarer:

“På den måde var det nemmere at deles om arbejdet. I en landsby skulle der være folk til at passe landbruget og klare den videre forarbejdning af afgrøderne. Men de skulle bl.a. også have en pottemager og en flintesmed, for at landsbyen fungerede. Indbyggerne måtte specialisere sig og var hver for sig gode til bestemte opgaver”.

På Ötzis tid var menneskeheden i gang med den hidtil største omvæltning i sin historie – overgangen fra jægere til bønder. Store folkevandringer fra Lilleasien (vore dages Tyrkiet) havde bragt landbruget til Europa.

“Indvandrerne blev mødt af nogle primitive jægere, der sikkert har gjort store øjne. Stenalderjægerne så alt det nye, og selvfølgelig overtog de idéerne; den svage part tager altid idéerne fra den stærke, og dermed udbredtes kendskabet til landbrug, dyreavl og keramik”. Professor Leitner tror dog ikke på, at det var “enten bonde eller jæger”.

Overgangen var glidende og tog mange generationer, for en bonde skulle kunne gå på jagt, når høsten svigtede. I områder med god jord skete skiftet hurtigt, mens indbyggerne i de karrige bjergegne som Etsch-dalen var længe om at opbygge et stabilt landbrug.

Jægerne fik dyr at passe

Ötzi kom til verden et par tusind år efter indvandringen fra Lilleasien, og hans maveindhold viser, at han ud over brød også spiste stenbuk og hjort.

Han fik altså stadig en god del af sin føde fra jagt. Walter Leitners viden stammer ikke kun fra arkæologiske udgravninger – han er også videnskabelig rådgiver for den arkæologiske udstilling Ötzi-Dorf en times kørsel fra Innsbruck.

Her kan han efterprøve sine teorier i virkeligheden. Ötzi-Dorf har bl.a. eksperimenteret med garvning af skind, husdyrhold og stenalderbondens arbejde; modsat den gængse opfattelse bøjede bonden sig ikke ned, når han skulle høste – det ville være alt for hårdt for ryggen. Datidens strå længere end i dag, så bonden kunne stå oprejst under arbejdet.

Regnen var en gave fra guderne

Forskernes viden om religion i stenalderen er nærmest ikke-eksisterende, men i Ötzi-Dorf har Leitner forsøgt at kombinere den samlede viden om naturfolks tro:

“Alt det gode kommer fra oven – i form af sol og regn. For at takke guderne brændte folk offergaver, der steg op mod himlen som tyk røg”, forklarer han om den udveksling af gaver, der fandt sted mellem guder og mennesker.

Beviset på stenalderfolkenes ofre til guderne er fundet i form af metertykke askelag. På offerstederne er der gennem årtusinder brændt høst- og dyre-ofre.

“En offerfest foregik formentlig, ligesom når vi i dag holder høstfest: En del af høsten blev båret i procession til en ceremoni, der bliver anført af en præst og ledsages af musik”.

De skarpe skærver af flint blev holdt fast af et lag tjære udvundet af birkebark.

© Landschaftsmuseum.de/Robert Graf/Scanpix

Høsten blev klaret med flinte-segl

Hos stenalderfolket var det shamanen, der havde kontakten til guderne, og musikken stammede fra fløjter og trommer. Undersøgelserne af Ötzis mumie viser, at han næppe har været landmand; hans hænder er for bløde, og hans armmuskler for svage.

Men hvad var han så? Leitner tipper på handelsmand, høvding, shaman eller måske kriger.

“Mod afslutningen af stenalderen opstod en ny kaste i samfundet – krigerne. Mennesket havde fundet ud af at smelte kobber, og sådan opstod de første våben – det vil sige specialværktøj, som ikke kan bruges til jagt. En kobbermine skulle forsvares, og det krævede krigere, en livgarde organiseret af mineejeren”.

Da Ötzi blev fundet på Similaun-bjerget, lå der en kobberøkse få meter fra ham.

Analyser af metallet viser, at det stammer fra en kobberåre i Toscana, ca. 500 km mod syd. Om beboerne i Etsch-dalen havde indsigt i kobbersmeltning, er uvist, muligvis bragte vandrende handelsfolk den færdige økse med sig.

Ötzi drog afsted med fuld rygsæk

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler

Rygsækken

En to meter lang pind og to brædder – mere var der ikke tilbage af dét, forskerne formoder var Ötzis rygsæk. I Archeo­Parc i Sydtyrol har forskerne lavet en rekonstruktion, hvor de tre stykker træ er samlet til en ramme og forsynet med en stor skindpose. Sådan kan Ötzis rygsæk have set ud.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler

Beholdere

I bagagen havde Ötzi bl.a. to bøtter lavet af birkebark og syet sammen med bast. Materialet er en lille genistreg,– bøtterne er meget lettere end lerkrukker, og de kan holde til at blive tabt.

© Bridgeman Images

Kobberøksen

Få meter fra det sted, Ötzi lå, ventede endnu en sensation på forskerne: en kobberøkse – det eneste bevarede eksemplar fra stenalderen. Kobber er et blødt metal, så øksen er uegnet til at fælde træer med – den blev snarere brugt som våben eller fungerede som et statussymbol.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler

Reparation

Et redskab af flint blev hurtigt sløvt. Ötzi brugte et stykke hjortetak til at slå små skærver af æggen og gøre den skarp igen. Takken sidder i en stump gren og ligner en blyant.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler

Liggeunderlag?

Nær Ötzis mumie lå stumper af sammenknyttet græs fra en mose. Græsset er muligvis resterne af hans medbragte liggeunderlag eller en regnfrakke.

Ötzis økse er den hidtil eneste komplette kobberøkse, der nogensinde er fundet. Den er ellers kun kendt fra helleristninger – de såkaldte menhirer.

Forskerne mener derfor, at en kobberøkse var så kostbar, at kun en høvding ville kunne betale den. Indbyggerne i Etsch levede i udkanten af verden og var ikke rige, men én eftertragtet vare havde de at handle med: taks.

Ötzi plukkede naturens gaver

Træsorten taks er det perfekte materiale at lave buer af, fordi stammens kerne er hård og det omgivende ved blødt.

De ferme håndværkere i Etsch kunne flække en slank taks-stamme og skabe en bue med de samme egenskaber som en moderne kompositbue: styrke og fleksibilitet. En pil affyret fra Ötzis bue var dræbende på 50-60 meters afstand.

Som buestreng brugte han dyresener, der er lige så stærke som vore dages nylon liner.

Valget af sener og taks er blot to vidnesbyrd om, at stenaldermenneskene vidste alt om deres verden og de muligheder, naturen gav dem.

Sådan så Ötzi ud:

Modellen af Ötzi er lavet efter nøje opmålinger af knogler og muskelmasse. Da han blev fundet, bar han en frakke af skind.

Reconstruction by Kennis © Südtiroler Archäologiemuseum/Augustin Ochsenreiter

Dolken

Flint fra Alperne egnede sig ikke til større redskaber som økser og knive. Stenen til Ötzis dolk stammer fra Lessini-bjerget ved Gardasøen, 150 km fra hans levested.

Reconstruction by Kennis © Südtiroler Archäologiemuseum/Augustin Ochsenreiter

Buen var ikke lavet færdig

Ötzis bue havde ingen streng, og kun to af hans pile kunne bruges. Hans plan var formentlig at gøre våbnet klar undervejs. Buen er lavet af taks – en træsort med hård kerne og blødt ved udenom. Dermed var buen på samme tid stærk og smidig. Træet har stadig mærker efter Ötzis kniv.

Reconstruction by Kennis © Südtiroler Archäologiemuseum/Augustin Ochsenreiter/Wisthaler

Ötzi gik i lange bukser

På sin vandring var Ötzi iført to løse bukseben lavet af mange, små stykker skind. Foroven var de bundet til bæltet, forneden til skoene.

Reconstruction by Kennis © Südtiroler Archäologiemuseum/Augustin Ochsenreiter

Forede sko holdt fødderne varme

Ötzis sko er blandt verdens ældste. De består af en indersko af knyttede snore og en ydersko med en sål af bjørneskind. Mellemrummet er foret med halm. Skoen skal bindes med snørebånd.

Reconstruction by Kennis © Südtiroler Archäologiemuseum/Augustin Ochsenreiter

Som pile brugte de grene fra pibekvalkvedbusken, hvis grene skyder lige i vejret.

De fandt også ud af at varme birkebark op i krukker, så der kogte sort tjære ud. Tjæren var perfekt som klæbemiddel, når fx en pilespids skulle sættes fast på pilen.

I skoven voksede også svampe med helbredende egenskaber. Bundet til Ötzis bælte hang to stykker birke-svamp, der har en desinficerende virkning på sår. Svampen kunne Ötzi også koge til en te mod mavesmerter.

En syg, gammel mand

Ötzi blev fundet i et næsten komplet sæt tøj. Alt var lavet af skind og pels, hvilket er misvisende, for menneskene på hans tid rådede også over gode væve, som kunne fremstille tøj af uld og hør.

Ötzis klædedragt er syet af kyndige hænder med præcise sting, tråden er lavet af dyresener.

Skindet kommer fra får, ged, bjørn og hjort. Men det er påfaldende, at Ötzis tøj virker slidt, plettet og repareret amatøragtigt med en tråd spundet af græsfibre.

I ArcheoParc har medarbejderne rekonstrueret hans tøj og måttet erkende, at det er et yderst tidskrævende arbejde.

“Derfor lappede man sit tøj så længe, det var muligt, uden at tænke over, hvordan det så ud”, mener Simone Bacher. – Han var jo en ældre herre på 46 år.

Måske var han enkemand og manglede en kone til at ordne sit tøj? “Måske”, svarer Simone Bacher og bryder ud i latter.

“Eller ungkarl!” foreslår Günther Kaufmann fra arkæologimuseet i Bolzano.

5 vigtige ting Ötzi havde i lommen

Om livet havde Ötzi et læderbælte med indvendig lomme, som rummede vigtige småting, der ikke måtte gå tabt – fx de to specielle sten og en stump svamp, som udgjorde stenaldermandens fyrtøj. Også en rulle snor, en lædernål og en tandstikker lå i lommen.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler/Shutterstock

1) En rulle snor

Vigtig at have ved hånden til reparationer.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler/Shutterstock

2) Lille kniv

En skærve af flint kunne bruges som lommekniv.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler/Shutterstock

3) Lædernål

Brugt til at prikke hul i skind, før de kunne sys. Ötzi har repa-reret sit tøj flere gange.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler/Shutterstock

4) Fyrtøjet

Ved at slå en flintesten mod et stykke svovlkis fik Ötzi gnister, som kunne få en stump fyrsvamp til at gløde. En håndfuld tørt hø kunne forvandle gløden til blussende ild.

© Südtiroler Archäologiemuseum/Harald Wisthaler/Shutterstock

5) Tandstikker

Stikker til tandhygiejne.

“Vi aner det ikke, men han havde statistisk set nået en høj alder”. Alderen var begyndt at plage Ötzi, viser undersøgelserne. Han havde gigt i knæene og en truende diskusprolaps i lænden.

Meget overraskende var hans årer forkalkede – en lidelse, der ellers forbindes med vore dages levevis: rygning, fed kost og stillesiddende arbejde. Han var laktose-intolerant, hvilket må have været et handicap i et landbrugssamfund, der producerede mælk og ost.

Og oven i led Ötzi af fodsvamp, dårlige tænder, smertende indvoldsorm i maven og borreliose fra skovflåt. Alt i alt var han altså langt fra sin topform på sin sidste vandring i bjergene.

På sporet af morderen

Tre hemmeligheder har forskerne endnuikke kunnet lokke ud af Ötzi: Hvem var han? Hvorfor skulle han dø? Og hvem stod bag drabet?

I bilen på vej til Innsbruck præsenterer professor Leitner en teori, der tager afsæt i den værdifulde kobberøkse. Den viser, at Ötzi må have været en højtstående person – høvding eller shaman.

“Måske var han en gammel høvding, som stod i vejen for den unge generation. Eller en shaman, der havde fejlbehandlet en mand, og nu tog de efterladte hævn”, funderer Leitner og præsenterer sit indicium: en helleristning fundet på en mandshøj menhir.

Indridset i stenen ses en mand med buen rettet mod en anden mand.

“Ugerningen skulle holdes hemmelig, men nogle vidste alligevel besked. Historien om mordet er så blevet genfortalt gennem århundreder, indtil den blev ridset ind i stenen”, siger Walter Leitner.

Menhiren med bueskytten dukkede op under restaureringen af Nikolaus-kirken i Latsch i 1992 (t.v.). En af de andre menhirer bærer et ansigt og viser hele tre kobberøkser (t.h.).

© Bayerischer Rundfunk/Torsten Weper/Historie/ötzi-dorf

Sten afslører måske morderen

Teorien møder skepsis – fx fra arkæologen Günther Kaufmann i Bolzano: “Ville det ikke være for heldigt, at vi blandt de ganske få fund fra stenalderen har netop disse to – den dræbte høvding og forklaringen ridset i en sten? Menhiren er flere hundrede år yngre end Ötzi. For mig lyder det usandsynligt. Motivet på stenen viser to mænd ved siden af hinanden, og én af dem holder en bue. Men det betyder jo ikke automatisk, at den ene er ved at skyde den anden”.

Der er dog én fascinerende detalje ved menhiren: Den er fundet i landsbyen Latsch, hvor der er spor efter en stenalderboplads, og isotopanalyser har godtgjort, at Ötzi kan have boet her.

Hvis Walter Leitners tolkning af stenen er rigtig, var Ötzi altså ikke et uskyldigt offer, men en tyran eller morder, der fik sin retfærdige straf.

Flere nyheder venter

“Arkæologens opgave er hele tiden at betragte en sag fra en ny vinkel”, siger Günther Kaufmann. “Det er som et puslespil, hvor man kun har nogle få af brikkerne til rådighed, og hvis man flytter dem en smule, ændrer hele billedet sig”.

Mumien bliver opbevaret i sterile omgivelser.

© Buch-Iceman/© Südtiroler Archäologiemuseum

– Det må være meget frustrerende...

“Tværtimod! Det er uhyre spændende! Man finder svar, som udløser nye spørgsmål, og de fører én i helt nye retninger”, forklarer Günther Kaufmann med en videnskabsmands tålmodighed.

På museets førstesal ligger Ötzi i sin iskolde krypt. Temperaturen bliver holdt på minus 6 grader, og luftfugtigheden er konstant 99 pct.

Sådan kan mumien holde næsten evigt, forudser Günther Kaufmann. Og hvis museet rammes af en brand, vil Ötzi hurtigt blive evakueret til et særligt beskyttelsesrum på Bolzanos hospital.

Ismanden er 5.300 år gammel og har fremtiden foran sig. Forskerne står klar til at lokke endnu flere hemmeligheder ud af ham.