Ismumien Ötzi værner om stenalderens hemmeligheder

En gennemgang af røntgenbillederne afslørede i 2001, at manden var blevet dræbt med en pil. To år efter lykkedes det at fastlægge, hvor Ötzi havde boet.

Det skete ved at analysere bl.a. strontium-isotoper i hans tænder og knogler.

Populært sagt har undergrunden under ethvert område sine egne isotop-værdier. Gennem drikkevandet optages strontium i kroppen og lejres i fx tænderne, der dannes i 3-5 år alderen.

Derfor viser isotoperne her barndommens levested. Lårknoglen udvikles gennem hele livet og afslører et senere bosted.

Hos Ötzi fandt forskerne to forskellige værdier. Det betyder, at han flyttede som voksen, siger arkæolog Günther Kaufmann fra Sydtyrols Arkæologiske Museum. – Hvor boede han?

“Tændernes profil svarer til undergrunden øst for Bolzano.

Og hans lårknogle viser, at han som voksen levede i Etsch-dalen, mellem Merano til Trentino”, forklarer Günther Kaufmann.

Forskerne finder Ötzis landsby

Netop i Etsch-dalen har arkæologer fundet spor efter to stenalderbopladser – én i landsbyen Latsch og én nær middelalderborgen Juval.

Det er fristende at tro, at en af disse bopladser var Ötzis hjem.

Latsch og Juval ligger nær indgangen til den smalle Senales-dal, som fører op i bjergene – netop den vej, som Ötzi må være gået ad for 5.300 år siden, før han mødte sin skæbne på bjerget.

I dag er Senales-dalen et populært ferieområde for turister med vandrestøvler.

Hotellerne ligger tæt langs bjergvejen. I stenalderen voksede urskoven vildt her, fortæller antropolog Simone Bacher fra stenalderudstillingen ArcheoParc:

“Skoven var svær at færdes i, for de væltede træer fik jo lov at ligge”, siger hun.

“Men menneskene kunne finde alt, hvad de skulle bruge, i skoven, fx den fyrsvamp, de brugte til at tænde ild med. Svampen vokser netop på døde træer”.

Først og fremmest leverede skoven brænde og byggematerialer.

“Her i Senales-dalen er der ikke fundet spor efter menneskelig beboelse i stenalderen.

Dalen var uegnet til landbrug, fordi sommeren er så kort. Men stumper af flint fortæller, at mennesker er passeret igennem dalen”, forklarer Simone Bacher.

Et af ArcheoParcs specialer er at bygge huse med materialer og metoder, som stenaldermennesker brugte.

“Det er svært at sige, om vi har lavet en rigtig rekonstruktion. Det vil altid være et gæt”, erkender Simone Bacher.

Al viden stammer fra arkæologiske udgravninger, hvor husene er blevet presset helt flade.

“I begyndelsen troede vi fx, at ydervæggene var bygget af brædder – dvs. flækkede træstammer. Nu mener vi, at husene snarere var lerklinede, og det flækkede træ, vi fandt i udgravningerne, må have været tagspåner”.

Et stenalderhus var relativt lille og havde ikke plads til husdyr. Huset bestod af ét rum med lerstampet gulv og sengelejer langs væggene.

I midten var der et ildsted, og røgen undslap via et hul i gavlen.

Luften må have været kvælende hjemme hos Ötzi – og det forklarer, hvorfor han på trods af et aktivt udendørsliv havde sorte lunger.

Jæger og bonde

Fundet af bopladser i Latsch og Juval viser, at samfundene var små og lå tæt på hinanden, som professor Walter Leitner fra Innsbrucks universitet forklarer:

“På den måde var det nemmere at deles om arbejdet. I en landsby skulle der være folk til at passe landbruget og klare den videre forarbejdning af afgrøderne. Men de skulle bl.a. også have en pottemager og en flintesmed, for at landsbyen fungerede. Indbyggerne måtte specialisere sig og var hver for sig gode til bestemte opgaver”.

På Ötzis tid var menneskeheden i gang med den hidtil største omvæltning i sin historie – overgangen fra jægere til bønder. Store folkevandringer fra Lilleasien (vore dages Tyrkiet) havde bragt landbruget til Europa.

“Indvandrerne blev mødt af nogle primitive jægere, der sikkert har gjort store øjne. Stenalderjægerne så alt det nye, og selvfølgelig overtog de idéerne; den svage part tager altid idéerne fra den stærke, og dermed udbredtes kendskabet til landbrug, dyreavl og keramik”. Professor Leitner tror dog ikke på, at det var “enten bonde eller jæger”.

Overgangen var glidende og tog mange generationer, for en bonde skulle kunne gå på jagt, når høsten svigtede. I områder med god jord skete skiftet hurtigt, mens indbyggerne i de karrige bjergegne som Etsch-dalen var længe om at opbygge et stabilt landbrug.

Ötzi kom til verden et par tusind år efter indvandringen fra Lilleasien, og hans maveindhold viser, at han ud over brød også spiste stenbuk og hjort.

Han fik altså stadig en god del af sin føde fra jagt. Walter Leitners viden stammer ikke kun fra arkæologiske udgravninger – han er også videnskabelig rådgiver for den arkæologiske udstilling Ötzi-Dorf en times kørsel fra Innsbruck.

Her kan han efterprøve sine teorier i virkeligheden. Ötzi-Dorf har bl.a. eksperimenteret med garvning af skind, husdyrhold og stenalderbondens arbejde; modsat den gængse opfattelse bøjede bonden sig ikke ned, når han skulle høste – det ville være alt for hårdt for ryggen. Datidens strå længere end i dag, så bonden kunne stå oprejst under arbejdet.

Regnen var en gave fra guderne

Forskernes viden om religion i stenalderen er nærmest ikke-eksisterende, men i Ötzi-Dorf har Leitner forsøgt at kombinere den samlede viden om naturfolks tro:

“Alt det gode kommer fra oven – i form af sol og regn. For at takke guderne brændte folk offergaver, der steg op mod himlen som tyk røg”, forklarer han om den udveksling af gaver, der fandt sted mellem guder og mennesker.

Beviset på stenalderfolkenes ofre til guderne er fundet i form af metertykke askelag. På offerstederne er der gennem årtusinder brændt høst- og dyre-ofre.

“En offerfest foregik formentlig, ligesom når vi i dag holder høstfest: En del af høsten blev båret i procession til en ceremoni, der bliver anført af en præst og ledsages af musik”.

Hos stenalderfolket var det shamanen, der havde kontakten til guderne, og musikken stammede fra fløjter og trommer. Undersøgelserne af Ötzis mumie viser, at han næppe har været landmand; hans hænder er for bløde, og hans armmuskler for svage.

Men hvad var han så? Leitner tipper på handelsmand, høvding, shaman eller måske kriger.

“Mod afslutningen af stenalderen opstod en ny kaste i samfundet – krigerne. Mennesket havde fundet ud af at smelte kobber, og sådan opstod de første våben – det vil sige specialværktøj, som ikke kan bruges til jagt. En kobbermine skulle forsvares, og det krævede krigere, en livgarde organiseret af mineejeren”.

Da Ötzi blev fundet på Similaun-bjerget, lå der en kobberøkse få meter fra ham.

Analyser af metallet viser, at det stammer fra en kobberåre i Toscana, ca. 500 km mod syd. Om beboerne i Etsch-dalen havde indsigt i kobbersmeltning, er uvist, muligvis bragte vandrende handelsfolk den færdige økse med sig.

Ötzis økse er den hidtil eneste komplette kobberøkse, der nogensinde er fundet. Den er ellers kun kendt fra helleristninger – de såkaldte menhirer.

Forskerne mener derfor, at en kobberøkse var så kostbar, at kun en høvding ville kunne betale den. Indbyggerne i Etsch levede i udkanten af verden og var ikke rige, men én eftertragtet vare havde de at handle med: taks.

Ötzi plukkede naturens gaver

Træsorten taks er det perfekte materiale at lave buer af, fordi stammens kerne er hård og det omgivende ved blødt.

De ferme håndværkere i Etsch kunne flække en slank taks-stamme og skabe en bue med de samme egenskaber som en moderne kompositbue: styrke og fleksibilitet. En pil affyret fra Ötzis bue var dræbende på 50-60 meters afstand.

Som buestreng brugte han dyresener, der er lige så stærke som vore dages nylon liner.

Valget af sener og taks er blot to vidnesbyrd om, at stenaldermenneskene vidste alt om deres verden og de muligheder, naturen gav dem.

Sådan så Ötzi ud:

Som pile brugte de grene fra pibekvalkvedbusken, hvis grene skyder lige i vejret.

De fandt også ud af at varme birkebark op i krukker, så der kogte sort tjære ud. Tjæren var perfekt som klæbemiddel, når fx en pilespids skulle sættes fast på pilen.

I skoven voksede også svampe med helbredende egenskaber. Bundet til Ötzis bælte hang to stykker birke-svamp, der har en desinficerende virkning på sår. Svampen kunne Ötzi også koge til en te mod mavesmerter.

En syg, gammel mand

Ötzi blev fundet i et næsten komplet sæt tøj. Alt var lavet af skind og pels, hvilket er misvisende, for menneskene på hans tid rådede også over gode væve, som kunne fremstille tøj af uld og hør.

Ötzis klædedragt er syet af kyndige hænder med præcise sting, tråden er lavet af dyresener.

Skindet kommer fra får, ged, bjørn og hjort. Men det er påfaldende, at Ötzis tøj virker slidt, plettet og repareret amatøragtigt med en tråd spundet af græsfibre.

I ArcheoParc har medarbejderne rekonstrueret hans tøj og måttet erkende, at det er et yderst tidskrævende arbejde.

“Derfor lappede man sit tøj så længe, det var muligt, uden at tænke over, hvordan det så ud”, mener Simone Bacher. – Han var jo en ældre herre på 46 år.

Måske var han enkemand og manglede en kone til at ordne sit tøj? “Måske”, svarer Simone Bacher og bryder ud i latter.

“Eller ungkarl!” foreslår Günther Kaufmann fra arkæologimuseet i Bolzano.

“Vi aner det ikke, men han havde statistisk set nået en høj alder”. Alderen var begyndt at plage Ötzi, viser undersøgelserne. Han havde gigt i knæene og en truende diskusprolaps i lænden.

Meget overraskende var hans årer forkalkede – en lidelse, der ellers forbindes med vore dages levevis: rygning, fed kost og stillesiddende arbejde. Han var laktose-intolerant, hvilket må have været et handicap i et landbrugssamfund, der producerede mælk og ost.

Og oven i led Ötzi af fodsvamp, dårlige tænder, smertende indvoldsorm i maven og borreliose fra skovflåt. Alt i alt var han altså langt fra sin topform på sin sidste vandring i bjergene.

På sporet af morderen

Tre hemmeligheder har forskerne endnuikke kunnet lokke ud af Ötzi: Hvem var han? Hvorfor skulle han dø? Og hvem stod bag drabet?

I bilen på vej til Innsbruck præsenterer professor Leitner en teori, der tager afsæt i den værdifulde kobberøkse. Den viser, at Ötzi må have været en højtstående person – høvding eller shaman.

“Måske var han en gammel høvding, som stod i vejen for den unge generation. Eller en shaman, der havde fejlbehandlet en mand, og nu tog de efterladte hævn”, funderer Leitner og præsenterer sit indicium: en helleristning fundet på en mandshøj menhir.

Indridset i stenen ses en mand med buen rettet mod en anden mand.

“Ugerningen skulle holdes hemmelig, men nogle vidste alligevel besked. Historien om mordet er så blevet genfortalt gennem århundreder, indtil den blev ridset ind i stenen”, siger Walter Leitner.

Teorien møder skepsis – fx fra arkæologen Günther Kaufmann i Bolzano: “Ville det ikke være for heldigt, at vi blandt de ganske få fund fra stenalderen har netop disse to – den dræbte høvding og forklaringen ridset i en sten? Menhiren er flere hundrede år yngre end Ötzi. For mig lyder det usandsynligt. Motivet på stenen viser to mænd ved siden af hinanden, og én af dem holder en bue. Men det betyder jo ikke automatisk, at den ene er ved at skyde den anden”.

Der er dog én fascinerende detalje ved menhiren: Den er fundet i landsbyen Latsch, hvor der er spor efter en stenalderboplads, og isotopanalyser har godtgjort, at Ötzi kan have boet her.

Hvis Walter Leitners tolkning af stenen er rigtig, var Ötzi altså ikke et uskyldigt offer, men en tyran eller morder, der fik sin retfærdige straf.

Flere nyheder venter

“Arkæologens opgave er hele tiden at betragte en sag fra en ny vinkel”, siger Günther Kaufmann. “Det er som et puslespil, hvor man kun har nogle få af brikkerne til rådighed, og hvis man flytter dem en smule, ændrer hele billedet sig”.

– Det må være meget frustrerende...

“Tværtimod! Det er uhyre spændende! Man finder svar, som udløser nye spørgsmål, og de fører én i helt nye retninger”, forklarer Günther Kaufmann med en videnskabsmands tålmodighed.

På museets førstesal ligger Ötzi i sin iskolde krypt. Temperaturen bliver holdt på minus 6 grader, og luftfugtigheden er konstant 99 pct.

Sådan kan mumien holde næsten evigt, forudser Günther Kaufmann. Og hvis museet rammes af en brand, vil Ötzi hurtigt blive evakueret til et særligt beskyttelsesrum på Bolzanos hospital.

Ismanden er 5.300 år gammel og har fremtiden foran sig. Forskerne står klar til at lokke endnu flere hemmeligheder ud af ham.