Efter 17 års udgravninger og undersøgelser kan Andrea Zeeb-Lanz kun alt for godt forestille sig de mareridtsagtige scener, som Herxheim i det sydvestlige Tyskland dannede rammen om for omkring 7.000 år siden.
“Der må have været så meget blod – blodige knogler og blodige deltagere”, forklarer arkæologen, der i 2003 blev sat til at lede Tysklands mest gådefulde og omdiskuterede stenalder-udgravning.
Siden da har hun undersøgt flere knogler, end de fleste arkæologer når at se på en hel karriere.
Indtil videre er tæt ved 80.000 knogledele blevet hevet op af Herxheims frugtbare jord.
“Jeg er sikker på, at de mennesker, der var med i dette ritual – som tilskuere eller aktivt deltagende – sandsynligvis var meget imponerede over blodbadet”, fortæller Zeeb-Lanz til HISTORIE.
“Der må have været så meget blod – blodige knogler og blodige deltagere”. Andrea Zeeb-Lanz, udgravningsleder.
I alt mener arkæologen, at op imod 1.000 mennesker – mænd, kvinder og børn – nådesløst og ekstremt metodisk blev dræbt og parteret i Herxheim.
Arkæologerne har gravet i Herxheim siden 2003 og fundet knogler i tusindvis.
Vha. et årelangt detektivarbejde er det nu lykkedes forskerne at klarlægge, hvem gerningsmændene og ofrene var.
Men arkæologernes opdagelser, som for nylig blev offentliggjort, gør kun fortællingen om Herxheims dunkle fortid endnu mere forbløffende.
Keramik peger på særlig bondekultur
Ingen kunne have forberedt arkæologerne på, hvilken dyster begivenhed de ville afdække, da de i 1996 begyndte at grave i Herxheim i delstaten Rheinland-Pfalz.
Kommunen ville anlægge et nyt industriområde, men da privatpersoner tidligere havde rapporteret om småfund af menneskeknogler på stedet, besluttede arkæologerne at undersøge det først.
De gule linjer markerer de to gravede grøfter.
Rundkørsel skjulte blodig hemmelighed
Da arkæologerne fandt de første knogler i Herxheim, anede de ikke, at fundet var så stort, at de 24 år senere fortsat ikke havde udgravet alt.
Udgravningerne i Herxheim blev indledt i 1996, da et industrikvarter skulle udbygges.
Arkæologerne fandt hurtigt resterne af to parallelle grøfter, som løb i en halvcirkel rundt om resterne af bosættelse med adskillige huse.
De to render var flere steder afbrudt af “overgange” af jord, der i sin tid har gjort det muligt at passere de op imod fire meter dybe grøfter.
Den indre grøft havde en samlet længde på 350 m, mens den ydre, grundet en bred, lang overgang, kun var 234 m lang.
Den nordligste del af anlægget er ikke blevet udgravet, men er kortlagt vha. elektromagnetiske målinger, kaldet geoprospektion.
Da gravemaskinen havde fjernet det øverste lag jord, dukkede resterne af ældgamle grøfter op, og i bunden af dem kom bunker af knogler snart efter til syne – de første af mange tusind.
“Da stod det klart, at dette område var et ekstraordinært og enestående sted”, påpeger Andrea Zeeb-Lanz.
Under de følgende udgravninger afdækkede arkæologerne to grøfter, der løb parallelt med hinanden i en halvcirkel med få meter imellem.
Ikke langt fra grøfterne fandt arkæologerne også spor efter en lille bosættelse med huse.
Grøfterne målte tilsammen 584 m og havde en dybde på op imod fire meter.
Ud over knogler i massevis fandt forskerne også store mængder knuste lerkrukker, som gav dem et klart bevis for, hvilken tidsperiode de uhyggelige fund stammer fra.
De halvkugleformede lerpotter bar enkle, båndformede ornamenter, som også har givet navn til skaberne: Den båndkeramiske kultur – på tysk kendt som Linienbandkeramische Kultur (LBK).
I udgravningen lå knuste lerpotter, hvis dekoration viste, at de stammede fra den såkaldte båndkeramiske kultur (LBK).
Kulturen dominerede dele af Europa fra omkring 5500 f.Kr. til 4900 f.Kr.
“LBK-folket er de første fuldbårne fastboende bønder i Europa. De immigrerede fra Mellemøsten til Ungarn, hvor de udviklede deres meget karakteristiske lertøj og specielle stenøkser”, fortæller Andrea Zeeb-Lanz.
I løbet af blot 200 år indtog landbrugskulturen resten af Europa bortset fra Nordeuropa (bl.a. Nordtyskland, Danmark og Sverige), fordi LBK-folket foretrak såkaldt løss-jord, der er yderst frugtbar, men kun findes pletvis i Nordeuropa.
LBK-kulturen har efterladt sig arkæologiske spor mange steder i form af små og store bosættelser samt lertøj og værktøj i sten, men aldrig spor som dem, arkæologerne opdagede i Herxheim, hvor de nærmere undersøgelser af knoglerne afslørede makabre detaljer.
Kød, muskler og sener blev skåret af
Under udgravningerne af grøfterne fandt arkæologerne ufattelige mængder af fragmenter fra menneskeknogler – ca. 75.500.
I bunden af de 7.000 år gamle grøfter lå knogler og potteskår.
Hjerneskaller
Et enormt antal menneskeknogler lå i grøfterne. Flere steder lå små samlinger af hjerneskaller.
Knuste lerpotter
Mange steder lå potteskår fra knuste lerkrukker, som var blevet smidt ned blandt knoglerne.
Rester af festmåltid
I bunden af grøfterne fandt arkæologerne knoglerester fra bl.a. køer, som blev spist i forbindelse med ceremonien.
Da eksperterne nærstuderede knogleresterne, fandt de tydelige spor fra flinteknive, som var blevet brugt til at skrabe kød, muskler og sener af knoglerne.
Herefter var de rensede knogler systematisk blevet knust, sandsynligvis med en primitiv hammer af sten.
Brudfladerne afslørede, at knoglerne var friske, da de blev slået i stykker.
Blandt knoglefragmenterne lå også hundreder af kranier – eller nærmere en del af dem.
Ligesom resten af knoglerne var kranierne i sin tid blevet renset for kød med et skæreværktøj.
Herefter var ansigtet blev hugget af, så kun toppen af hjerneskallen var tilbage.
Disse kranie-kalotter blev herefter som de eneste lagt hele ned i grøfterne, typisk med toppen nedad, så de lignede en form for skåle.
Til dags dato har arkæologerne fundet omkring 500 sådanne kraniekalotter.
Men ud fra antallet af andre knoglefund samt det faktum, at en del af grøfterne endnu ikke er udgravet, vurderer de, at knoglerne fra mindst 1.000 mennesker endte i Herxheims dystre grøfter.
Ifølge Andrea Zeeb-Lanz tilhørte skeletdelene både mænd, kvinder og børn, hvoraf størstedelen var teenagere eller unge voksne i tyverne.
De mange unge ofre viser, at der ikke kan være tale om naturligt afdøde, da disse aldersgrupper kun sjældent findes på gravpladser fra den tid.
Andre steder har arkæologer tidligere fundet mindre massegrave med ofre fra krigeriske sammenstød mellem LBK-stammer.
Men på knoglerne fra Herxheim fandt eksperterne hverken pilespidser indlejret i ribben eller knuste kranier fra kølleslag, der kunne tyde på, at skeletdelene stammede fra fjender, der var blevet dræbt i kamp.
Gåden blev kun større, da arkæologerne undersøgte de dødes såkaldte strontium-signatur for at finde ud af, hvor de oprindeligt kom fra.
Ofrene fik deres kroppe smadret
I Herxheims grøfter har arkæologerne fundet næsten 80.000 knoglefragmenter fra mennesker.
Mærker på knoglerne afslører, at ligene af de døde først var blevet renset for alt organisk materiale, hvorefter samtlige deres knogler metodisk blev knust.
Forskerne ved ikke, præcis hvorfor de døde fik denne ekstreme behandling.
Meget tyder dog på, at det for gerningsmændene var afgørende, at ofrene ikke længere kunne genkendes som personer – endsige mennesker.
Kød, muskler og sener blev metodisk skrabet af samtlige ofres knogler. Tydelige skæremærker på skeletdelene afslører, at gerningsmændene brugte en såkaldt silex, som var en primitiv, men ekstremt skarp kniv lavet af flintesten.
De rensede knogler blev herefter slået i stykker med en tung hammer af sten. Arkæologerne har på mange af knoglerne fundet mærker, der tydeligt viser, at knoglerne må have ligget på en primitiv ambolt af sten, da de blev knust med hammeren.
Hovedet fik særbehandling
Et snit fra næsebroen til nakken med en skarp sten delte huden. Herefter blev hud og hår med et håndgreb krænget af kraniet.
Hovedet fik særbehandling
Øjne og tunge blev skåret ud af kraniet, hvorefter ansigtsknoglerne med en økse blev hugget af lige over øjnene.
Hovedet fik særbehandling
Tilbage var kraniets top – den såkaldte kalot, som blev renset for hjernemasse. Mange kalotter lå med åbningen opad, da de blev fundet. En teori er, at de fungerede som skåle.
Analyser gav forbløffende resultat
For at løse mysteriet om Herxheims mange døde tog arkæologerne den højteknologiske værktøjskasse i brug: Strontium- og DNA-analyse. Strontium er et grundstof, der findes i undergrundens bjergarter.
Når bjergarterne smuldrer, spreder strontium sig til grundvandet, som dyr og mennesker drikker.
Hvert område har derfor en særlig strontium-værdi – en signatur – som bl.a. lagrer sig i menneskets tænder.
Da forskerne analyserede strontium-signaturen i tænderne på 83 af de døde fra Herxheim, fik de et uventet resultat: Langt størstedelen af de undersøgte individer kunne umuligt være født eller opvokset i nærheden af Herxheim.
Endnu mere overraskede blev eksperterne, da det stod klart, at signaturen heller ikke kunne matches med nogen andre tidligere undersøgte LBK-bosættelser.
“De høje strontiumværdier, som blev fundet i 90 pct. af de analyserede individer, viser, at disse folk blev født og voksede op i bjerge med granit eller gnejs, mens andre stammede fra bjerge med sandsten”, forklarer Andrea Zeeb-Lanz.
Ofrene kom desuden fra mindst fem forskellige områder. Ifølge Zeeb-Lanz ligger de nærmeste bjerge med sandsten ca. 18 km fra Herxheim, mens bjerge med granit befinder sig ca. 60 km væk.
Ofrene kan dog også stamme fra lignende bjergområder endnu længere borte.
Den lange afstand var imidlertid ikke det eneste, som gav anledning til undren.
“Det store problem er, at vi aldrig har fundet spor af bosættelser fra denne tid i nogen bjerge overhovedet – LBK-folket bosatte sig kun i dale og på sletter”, forklarer Andrea Zeeb-Lanz.
DNA-analyser knuste teori
De mystiske strontium-signaturer gav forskerne den mistanke, at ofrene kunne være grupper af lokale jæger-samlere.
De levede i Europa, da LBK-folket indvandrede, og kan være blevet anset for fjender. I så fald burde ofrene have en anderledes DNA-profil end LBK-folket.
Men da analyserne fra knoglerne kom tilbage fra laboratoriet, fik arkæologerne endnu en overraskelse: Ofrenes DNA svarede til LBK-folkets. De to grupper havde altså samme forfædre.
Ifølge Andrea Zeeb-Lanz kunne det tyde på, at da LBK-folket i sin tid migrerede til Centraleuropa, brød nogle grupperinger ud af deres samfund for i stedet at leve et mere frit nomadeliv i bjergene ligesom de indfødte jæger-samlere.
Bruddet kan have udløst et årelangt fjendskab mellem “de revolutionære” og “traditionalisterne” blandt LBK-folket.
Arkæologernes undersøgelser af de mange knuste lerpotter, der blev fundet blandt knoglerne i grøfterne, fik flere brikker i gåden til at falde på plads.
Generelt var lerpotterne af meget høj kvalitet og repræsenterede stor værdi.
Da eksperterne gennemgik lertøjets dekorative stilarter, opdagede de desuden, at ca. 25 pct. af potterne stammede fra LBK-samfund uden for Rheinland-Pfalz.
De fundne potter kom fra områder markeret med rød farve.
Potteskår afslører gerningsmænd
Da arkæologerne undersøgte de mange potteskår, som lå blandt knoglestumperne i grøfterne, opdagede de, at omkring en fjerdedel ikke var fra Herxheim.
Dekorationen og lertypen viste, at potterne stammede fra LBK-samfund, hvis bopladser i nogle tilfælde lå hundreder af kilometer væk.
Arkæologerne konkluderede derfor, at en del af gerningsmændene bag massakren kom fra disse egne og bragte potterne med til Herxheim.
“LBK er den bedst undersøgte kultur i hele Europas forhistorie, så vi ved, hvor disse stilarter blev anvendt. Derfor kan vi også konkludere, at lertøjet kom fra områder helt op til 400 km væk fra Herxheim”, forklarer Zeeb-Lanz.
Ifølge hende betyder det, at mindst otte forskellige LBK-grupper, bosat inden for en radius flere hundrede kilometer fra Herxheim, må have været involveret i de makabre begivenheder.
Bjergfolk blev indfanget og myrdet
Andrea Zeeb-Lanz har ud fra de mange fund og undersøgelser forsøgt at rekonstruere, hvad der skete for 7.000 år siden i Herxheim.
Ifølge arkæologen viser kulstof 14-dateringer af knoglerne, at de blev begravet mellem 5050 f.Kr. og 5030 f.Kr.
På det tidspunkt havde Herxheim haft en LBK-bosættelse med flere huse i omkring 250 år.
“Det var aldrig en stor bosættelse, nærmere en lille landsby”, forklarer Zeeb-Lanz, der mener, at indbyggerne dengang højst talte 100 personer.
Men da de makabre begivenheder fandt sted omkring år 5050 f.Kr., var Herxheim tæt på at være helt forladt.
Kun et enkelt hus fra perioden er fundet. Stedet var ifølge Andrea Zeeb-Lanz blevet forvandlet til et rituelt område, hvor LBK-folkeslag fra nær og fjern mødtes for at styrke sammenholdet med stenalderens uhyggeligste fest.
"Hele samfund blev taget til fange uden skelen til hverken alder eller køn". Andrea Zeeb-Lanz, udgravningsleder.
Forskernes teori er, at adskillige LBK-folkeslag satte hinanden stævne i Herxheim på et aftalt tidspunkt, og de skulle alle medbringe et antal mennesker, som skulle ofres ved den store fest.
Hver især drog folk fra de hidkaldte LBK-samfund ud i bjergområderne, hvor de “frafaldne” jæger-samlere holdt til.
“Det ser ud til, at hele samfund blev taget til fange uden skelen til hverken alder eller køn”, forklarer Zeeb-Lanz.
Fangerne – mænd, kvinder og børn – blev herefter bragt til Herxheim, hvor forberedelserne til den blodige ceremoni allerede var i gang.
Grøfter blev gravet, store bål tændt og mad tilberedt. Andrea Zeeb-Lanz’ teori er, at fangerne blev stillet op i lange rækker, hvorefter myrderierne gik i gang.
“Skeletterne er så stærkt fragmenterede, at det er umuligt at finde drabsmetoden. De kan være blevet stranguleret, dræbt ved et stik i hjertet eller måske forgiftet – et menneske kan dræbes på mange forskellige måder.
Vi kan kun med sikkerhed sige, at de ikke blev dræbt af et slag mod hovedet, eftersom de ca. 500 kranie-kalotter, vi har fundet, alle er intakte uden friske skader”, forklarer arkæologen.
LBK-folket lavede bl.a. små lerfigurer, som viser, at de brugte primitive bukser og trøjer.
Efter myrderierne blev ofrenes arme, ben og hoveder hugget af, hvorefter rygraden blev revet ud af ryggen, så torsoen lettere kunne åbnes.
I næste trin blev alt organisk materiale skrabet af de friske knogler, der siden knustes.
Også hovederne blev renset, hvorefter ansigtsknoglerne blev hugget væk, så kun kranie-kalotten var tilbage.
Herefter blev knoglefragmenterne kastet i de på forhånd udgravede grøfter.
Deltagerne festede midt i blodet
Mens myrderierne fandt sted – eller i forlængelse af dem – spiste og festede deltagerne.
Beviserne lå i grøfterne sammen med knoglerne. Her har arkæologerne fundet rester af kværnsten til at male korn med til brød samt knogler fra kvæg, får og geder samt vilde dyr.
Knoglerne har skæremærker fra slagtning og udskæring af kødet, mens andre har ildspor, der kan stamme fra tilberedningen.
Fund af aske og trækul i grøfterne viser, at maden sandsynligvis blev lavet over åben ild lige i nærheden.
Ifølge Andrea Zeeb-Lanz kan de mange ødelagte lerpotter, som også er blevet fundet i grøfterne, have været brugt til at fragte andre madvarer til Herxheim til den store fest.
Blandt dyreknoglerne identificerede arkæologerne også rester af mindst 13 hunde, som ligeledes er blevet slagtet og fortæret, hvilket er højst usædvanligt:
“Hunde blev normalt ikke spist af LBK-folkeslaget. De var kæledyr, folks venner – og man spiser ikke sine venner!” forklarer Zeeb-Lanz, der ikke er i tvivl om, at måltidet sandsynligvis var en del af ukendte religiøse ritualer med menneske-ofringerne som omdrejningspunkt.
Efter festen blev samtlige de medbragte lerkrukker smadret. Også værktøjerne, fx stenøkser, der anvendtes under ceremonien, blev knust.
De tunge kværnsten var svære at ødelægge, så de blev først opvarmet i bål, der gjorde stenene skøre, så de med et enkelt slag kunne smadres.
Herefter skubbede festdeltagerne alt ned i grøfterne, som umiddelbart efter blev dækket til.
Herefter vidste kun deltagerne, hvilken grum hemmelighed Herxheims jord skjulte.
Fra udgravninger ved arkæologer, at LBK-folket byggede store huse i træ.
Blodtørstige bønder byggede kæmpehuse
LBK-folket var agerbrugets pionerer og bosatte sig på såkaldt løss-jord, der var ekstremt frugtbar. Deres huse vidnede om deres mange talenter.
Et bælte af frugtbar superjord trak for omkring 5.500 år siden LBK-folket til Europa fra Mellemøsten.
Den såkaldte løss-jord var et finkornet materiale, som var blæst fra Nordeuropas daværende arktiske områder og fortsat ligger i et bælte fra Sydbelgien og videre østover.
LBK-folket elskede jordtypen, fordi den er meget næringsrig og kan holde på store mængder vand.
Jordtypen gjorde det let for landbrugsfolket at dyrke hvede, byg og bælgplanter og opbygge faste bosættelser.
Arkæologerne har fundet flere tusind LBK-bosættelser rundtomkring i Europa. Udgravningerne viser, at folkeslaget ud over at være pionerer inden for agerbrug også var ekstremt dygtige husbyggere.
“De havde store arkitektoniske evner og byggede enorme huse, som var mellem 20 m og 50 m lange”, forklarer Andrea Zeeb-Lanz.
Ifølge arkæologen kunne de spinde og væve tekstiler, som er afbildet på deres lertøj.
“De havde desuden religiøse forestillinger og troede sandsynligvis på et efterliv, da de ikke kun gav deres døde en ophøjet begravelse, men også lagde lerpotter, smykker, økser og mad i gravene”, forklarer hun.
Teorier om kannibalisme afvist
Nogle forskere har under udgravningen af Herxheim foreslået, at stedet dannede rammen om en overdådig kannibalfest.
Det kunne forklare, hvorfor ofrenes kød blev skåret af.
Ofrenes knogler skulle ifølge denne teori være blevet knust, så marven kunne suges ud.
Det kunne også forklare, hvorfor enkelte af menneskeknoglerne bar spor af ild: De blev ifølge teorien ristet, så kødet kunne spises.
"Jeg beregnede engang, hvor meget kød og fedt blot 100 individer ville give". Andrea Zeeb-Lanz, udgravningsleder.
Men den teori afviser Andrea Zeeb-Lanz, som bl.a. påpeger, at antallet af ofre simpelthen er for stort:
“Jeg beregnede engang, hvor meget kød og fedt blot 100 individer, børn inklusive, ville give. Det blev til ca. 3.000 kg kød og 1.300 kg fedt”, fortæller arkæologen, der forklarer, at fortæringen af så enorm en mængde kød ville have krævet et gigantisk fremmøde:
“Det ville have krævet hele den samlede europæiske LBK-befolkning!”
Hun kan derfor ikke tilslutte sig den tidligere stærkt omtalte kannibal-teori.
Blodig ceremoni til ære for guderne
Andrea Zeeb-Lanz mener i stedet, at nedslagtningen skete af rent religiøse årsager.
En ukendt katastrofe eller krise kan have fået LBK-folkeslagene til at gå sammen om at tilbyde guderne det dyrebareste, de kendte: Menneskeliv.
“Måske troede de, at guderne ville blive formildet efter så drastisk et offer – eller at deres samfund ville blive styrket af dette ritual. Vi vil aldrig opklare det i detaljer”, erkender arkæologen.
Hun påpeger, at det meget vel kan være, at ritualet gentog sig over en årrække med nogle hundrede ofre hver gang.
Både potteskår og knoglefragmenter, der tydeligvis hører sammen, er imidlertid blevet fundet i grøfterne med helt op til 100 meters afstand imellem.
“Det betyder, at disse fund må være blevet placeret i grøfterne på samme tid, og at de må stamme fra én og samme begivenhed”, forklarer Zeeb-Lanz, der derfor vurderer, at antallet af offerfester må have været begrænset.
Den systematiske ødelæggelse af ofrenes kroppe og knogler kan ifølge arkæologen skyldes, at man ønskede at “omdanne” de døde fra menneskekroppe til en form for objekter, der intet længere havde med mennesker at gøre.
Af samme årsag huggede gerningsmændene ansigtsknoglerne bort fra kranierne – netop den del af mennesket, der om noget identificerer os som individer.
Med dette indgreb blev offerets kranie omskabt til et nyt objekt – en skål.
Ødelæggelsen omfattede også alle de værktøjer, der var blevet brugt i ritualerne. Intet måtte øjensynligt blive begravet i grøfterne i deres oprindelige form.
På bunden af en brønd lå de knuste rester af mayaernes krigsfanger.
Andre kulturer knuste også de dødes knogler
LBK-folket er ikke den eneste kultur, som har haft tradition for at smadre menneskeknogler; bl.a. beskrev europæere i 1800-tallets Australien, hvordan indfødte aboriginere skar kødet af deres døde og brækkede knoglerne for at komme ind til marven.
Bløddelene blev derefter begravet, mens de afdødes pårørende fik knoglerne.
Skikken var en fast del af aboriginernes begravelsesritualer.
I 2019 fandt arkæologer vha. strontium-analyser ud af, at knogler fra ca. 20 mennesker fundet på bunden af en brønd i Maya-hovedstaden, Uxul, i Mexico måtte stamme fra krigsfanger hentet mindst 150 km væk.
Ofrene var blevet parteret for 1.400 år siden og havde fået deres knogler knust.
Ifølge arkæologen Nicolaus Seefeld, der gjorde opdagelsen, var det en måde for mayaerne at vise deres magt og styrke.
Sydamerikas indianere ofrede mennesker til guderne i hundreder af år.
Fremtiden kan give flere svar
På trods af at have været med til at afdække en af europæisk stenalders makabreste begivenheder har fundet ikke påvirket Andrea Zeeb-Lanz synderligt:
“På en måde er jeg faktisk blevet vant til tanken om hundredvis af mennesker, der blev rituelt dræbt og derefter slagtet.
Jeg ser det som en ekstraordinær religiøs og rituel gerning, og jeg tror ikke, at gerningsmændene var “brutale vildmænd“ eller lignende.
Når det gælder ritualer og religion, gør mennesker mærkværdige ting – også den dag i dag”, anfører arkæologen, der dog har været forbløffet over det store antal ofre.
“Et stort og komplekst verdenssyn er for mig blevet udtrykt i disse mærkelige ritualer. Det faktum, at mennesker blev ofret og skåret i småstykker efter deres død, er for mig at se kun et enkelt aspekt ud af mange”, forklarer hun.
En af de gåder, Zeeb-Lanz aldrig har fået løst, er, hvorfor LBK-folket udpegede lige præcis Herxheim til deres ritualer.
“Landskabet er typisk for LBK-bosættelser med et lille, let skrånende plateau, to små vandløb i nærheden og god løss-jord.
Der findes hundreder af LBK-bosættelser, der geografisk og geologisk er direkte sammenlignelige, så vi har ingen idé om, hvorfor stedet blev valgt”.
Zeeb-Lanz er dog ret sikker på, at Herxheim på en eller anden måde har skilt sig ud:
“Det er ikke umuligt, at der findes et andet offersted ligesom Herxheim gemt. Men jeg er overbevist om, at den form for ritualer, som blev udført i Herxheim, var noget specielt, som kun sjældent fandt sted”.
Herxheim kan dog gemme på flere overraskelser, for arkæologerne har undladt at udgrave en del af grøfterne. De afventer den dag, hvor nye teknologier kan løse Herxheims sidste gåder.