Ruiz-Redondo/Barciela/Martorell
Mand kaster lys på hulemalerier

Stort fund: Arkæologer finder mere end 100 hulemalerier i spansk hule

Vandrere, som søgte ly i Cova Dones-hulen, vidste ikke, at der dybt inde i det svale mørke gemte sig 24.000 år gamle kunstværker. Nu udforsker arkæologer den 500 meter lange hules hemmeligheder.

Hulen Cova Dones lidt udenfor byen Valencia i det østlige Spanien har i årtier været velkendt blandt de lokale.

Nysgerrige og folk på travetur finder ofte vej gennem sprækken i klippevæggen og ind i hulens kølige mørke.

Men ingen af de besøgende anede, at den 500 meter lange hule gemte på en skat.

Først nu har arkæologer fundet og undersøgt hulens mindst 24.000 år gamle hemmelighed – en række velbevarede hulemalerier malet med en usædvanlig teknik.

Så snart forskerne fik øje på aftegningerne på klippevæggen, var de klar over, at de stod overfor noget særligt.

“Da vi opdagede det første maleri, som forestiller en urokse, vidste vi straks, at det var et vigtigt fund”, siger Aitor Ruiz-Redondo, lektor i forhistorisk arkæologi ved Universitetet i Zaragoza i Spanien.

Selvom Spanien hører til blandt de lande, som huser flest hulemalerier, er kunst af denne art aldrig før fundet i netop dette område, fortæller Dr. Ruiz-Redondo.

Stenaldermennesker malede med vådt ler

Malerierne i Cova Dones adskiller sig desuden fra andre malerier, når det gælder valg af materialer.

Mens de fleste hulemalerier er udført med naturlige pigmenter som fx jernoxid og trækul, er kunstværkerne i Cova Dones lavet med vådt ler.

Kunstneren har brugt fingre og håndflader til at dekorere væggene med det glatte materiale.

Hulemaleri af urokse i Spanien

Uroksen, Bos primigenius, var et yndet motiv i hulemalerier fra den ældre stenalder.

© Ruiz-Redondo/Barciela/Martorell

Den fugtige jord i hulen beskytter leret mod udtørring. Et lag af kalken, som naturligt er dannet på væggen, har bidraget yderligere til at bevare billederne.

Indtil nu har forskerne fundet 100 malerier. De fleste var gemt i et delvist oversvømmet rum i hulen.

Udover billedet af uroksen pryder fremstillinger af bl.a. heste, kronhjorte og andre hjortearter væggene, fortæller forskerne i en pressemeddelelse.

Ifølge forskerne er det store fund sandsynligvis kun begyndelsen.

Formentlig dukker endnu flere malerier op i de kommende år, siger forskerne, som netop har offentliggjort deres opdagelser i et studie i tidsskriftet Antiquity.