Det var bestemt ikke normalt for Cyrus Field at græde. Den noble og entusiastiske amerikaner var kendt for sit positive sind og sin smittende iver, men søndag den 2. september 1866 blev det alligevel for meget.
Cyrus Field låste sig inde i sin kahyt midt ude på Atlanten og græd af glæde. I 11 år havde han kæmpet med sin store drøm – at forbinde Europa og Amerika med et telegrafkabel.
Drømmen havde stemplet ham som både genial entreprenør og simpel fidusmager. Og den havde kostet uanede mængder af blod, sved, penge og denne dag også tårer. For nu var drømmen gået i opfyldelse.
Den umulige mission var lykkedes, selv om Cyrus Field var blevet ramt af så mange ulykker og katastrofer, at det ville have knækket enhver anden.
Dårlig idé viste Field vejen
I 1837 åbnede den første telegraflinje i Storbritannien. I løbet af de følgende år blev by efter by forbundet med kabler.
Da opfindere fandt ud af, at guttaperka-gummi kunne beskytte telegrafkabler mod vand, blev England og Frankrig forbundet med et 35 km langt havkabel.
Cyrus Field anede ikke det mindste om telegrafer og kabler, men med sin enorme energi og entusiasme lykkedes det ham at gøre det umulige.
De 3.000 km åbent hav mellem Amerika og Irland ville dog være et projekt af en helt anden størrelsesorden, og ingen turde tilsyneladende give sig i kast med opgaven.
Først i 1855 kom der skred i sagerne, da det bankede på døren hos forretningsmanden Cyrus Fields i New York. Han åbnede uden at vide, at han få minutter efter stod foran sit livs største udfordring.
Ind ad døren trådte Frederick Gisborne, en langskægget ingeniør fra Canada. Frederick Gisborne var på jagt efter penge til et skrantende projekt, der skulle forbinde Newfoundland og USA med et telegrafkabel.
På den tid kunne nyheder fra Europa kun nå frem til Amerika med samme hastighed, som det tog et skib at sejle over Atlanten, dvs. fra uger til måneder alt afhængigt af vejret.
Gisbornes idé var at skære tiden ned med et par dage ved at lade skibene lægge til ved kontinentets østligste punkt på Newfoundland. Herfra kunne nyhederne sendes videre via et telegrafkabel på land.
I midten af 1800-tallet blev tusindvis af km telegrafkabel spændt ud verden over. I løbet af minutter kunne korte beskeder nu sendes ved at trykke på morsenøglens sorte knap.
Cyrus Field lyttede opmærksomt til sin gæst. Selv var han flyttet fra Connecticut til New York allerede som 15-årig, og en række gode investeringer havde nu gjort ham så velhavende, at han kunne kaste sig over nye projekter af ren nysgerrighed.
Han kunne lide Gisbornes idé, men noget irriterede ham: Det var for småt, for lidt visionært.
Da Gisborne havde sagt farvel, trådte Cyrus Field ind i sit bibliotek, og det var her, han indså, hvad der var galt med projektet – eller som Cyrus Fields bror noterede nogle år senere:
“Det var, mens han studerede globussen, at ideen første gang slog ham: Kablet skulle trækkes meget længere – at det skulle trækkes over Det Atlantiske Ocean.”
Kablet skulle ligge på tre km vand
Cyrus Fields vision var lige så fantastisk, som den var vanvittig. Det var ikke mere end godt hundrede år siden, at William Watson havde fundet ud af, at det overhovedet var muligt at sende elektricitet igennem en metaltråd over længere afstande, og ingeniørerne var kun lige begyndt at eksperimentere med kabler under vand.
Guttaperka blev udvundet af træer – lige som gummi. Her ses stammefolk på Borneo i gang med at tappe et fældet guttaperkatræ (ca. 1910).
Det var derfor en svimlende tanke at forestille sig et kabel over Atlanten, der skulle være mere end 3.200 km langt og gå ned i en dybde på omkring tre km!
Cyrus Field var imidlertid blevet besat af sin idé, der kunne forbinde “den gamle” og “den nye verden”. I de næste år samlede han en række videnskabsmænd og investorer omkring sig og dannede “Atlantic Telegraph Company”.
Field finansierede selv en fjerdedel af kapitalen – resten blev rejst ved at sælge andele i det nye selskab.
I England gik Cyrus Field i gang med at skaffe det kabel, der skulle krydse Atlanten. Tilfældigvis havde videnskaben få år forinden opdaget, at saften guttaperka fra tropiske træer var fleksibel og ikke blev nedbrudt af vand.
De strømførende kobbertråde blev derfor omviklet med guttaperka, voks, harpiks og tjære samt en armering af jerntråde.
Ingen skibe kunne bære lasten
Vægten af kablet blev over 2.000 tons, og det skulle vise sig at være næste problem, for ingen skibe kunne bære så tung en last.
Kablet fra 1857 havde en tykkelse som et kosteskaft.
Løsningen blev at hyre to skibe, USS Niagara, der var USA's største krigsskib, og det britiske krigsskib HMS Agamemnon.
Skibene blev fulgt af tusindvis af tilskuere, da de sommeren 1857 lastede de tunge kabler og stævnede ud fra Irland mod Newfoundland på den utrolige mission. Aviserne havde fulgt projektet tæt, og mange havde sået tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre.
En af datidens kendte astronomer, sir George Airy, havde sågar skrevet, at det var “matematisk umuligt at lægge kablet ned på så dybt vand, og selv hvis det var muligt, ville intet signal kunne føres så langt”.
Men de dystre forudsigelser bed ikke på Cyrus Field, der nu lå i sin køje om bord på skibet Niagara og lyttede intenst til den dovne, men tunge lyd af kablet, der blev trukket fra skibet mod bunden sømil efter sømil.
Natten til tirsdag den 11. august havde Niagara lagt over 400 km kabel. Cyrus Field lå i sin kahyt, da han pludselig hørte råb fra dækket:
“Stop hende! Slå bak!”
De britiske fabrikker spandt næsten 600.000 km enkelttråd til atlantkablet.
Kabeltråde kunne nå til Månen
I et helt år arbejdede fabrikkerne i Storbritannien med at producere det enorme telegrafkabel, der skulle forbinde Europa og Amerika.
De første kabler, der blev trukket over Atlanten, var ikke meget tykkere end et kosteskaft, men de var fremstillet med datidens mest moderne teknik: Inderst lå de strøm-førende kobbertråde, der var beskyttet af flere lag naturgummi, og hamptråd dyppet i tjære.
Endelig var hele kablet omgivet af jerntråde. I alt spandt fabrikkerne ca. 600.000 km enkelttråd op til det første telegrafkabel – en længde, der snildt kunne have forbundet
Jorden med Månen.
Da Cyrus Field i 1865 gjorde sit fjerde forsøg på at nå det amerikanske kontinent, var kablet en halv gang tykkere og kunne overføre otte ord i minuttet – 50 gange mere end det gamle kabel fra 1857. Hvis man skulle sende beskeder via det transatlantiske kabel, kostede det 10 dollars per ord. Det svarede til en ugeløn for en arbejdsmand.
Sekunder efter bankede det på døren, og Cyrus Field fik den katastrofale besked: “Kablet er væk!”
Bølgerne havde flået i skib og kabel, og selv om kaptajnen konstant havde forsøgt at kompensere ved at bremse op, var kablet til sidst knækket. Slukøret og med 400 km kabel mindre om bord sejlede Cyrus Field og besætningen på Niagara atter tilbage mod land.
Stormen ødelægger alt
Uheldet havde kostet over 100.000 pund (over 60 mio. nutidskroner) og et helt års arbejde med at tilvirke det gigantiske telegrafkabel. Men det slog ikke Cyrus Field ud, selv om han måtte vente til næste sommer med at gøre et nyt forsøg.
Tiden blev brugt til at forbedre kabel-spillet og udskifte projektets tekniske chef. Den nye mand blev matematikeren og ingeniøren William Thomsen. Han mente, at kablet var alt for tyndt, men kompagniet havde ikke penge nok til et nyt, så Thomsen måtte nøjes med det tynde kabel.
I juni 1858 var Agamemnon og Niagara klar til at gøre et nyt forsøg. Denne gang skulle de to skibe mødes midt på Atlanten og dernæst sejle mod hver sin kyst med hver sin del af kablet.
Telegrammer blev mange steder bragt ud til modtageren med cykelbud. Breve tog uger om at nå frem, mens et telegram kunne leveres samme dag, som det var sendt over Atlanterhavet.
Men på vej mod målet samlede mørke skyer sig over Agamemnon, og den 13. juni tog en voldsom storm sin begyndelse. Det store træskib vippede i 30 graders vinkler fra side til side, og enorme bølger hamrede mod skroget. Først efter en uge løjede stormen af.
Cyrus Field havde sejlet i Niagara på en fredeligere rute, men da de to skibe mødtes midt på Atlanten, kunne han konstatere, at kablet om bord på Agamemnon var filtret sammen. De forsøgte at vikle det ud og gik i gang med nedlægningen, men efter ca. 300 km knækkede det tyndslidte kabel og forsvandt med et svirp ud over rælingen.
To kontinenter omsider i kontakt
Cyrus Field måtte atter returnere til kysten med uforrettet sag. Han var træt, men ikke knust, for han tilskrev det alene uheld, at missionen ikke var fuldført.
Kort efter lagde de to skibe derfor igen ud fra kysten, men denne gang blev de ikke fulgt af jublende menneskemængder. Både godtfolk og investorer var begyndt at miste troen på Cyrus Fields vilde planer.
Det transatlantiske telegrafkabel blev sænket ned på havbunden mellem Irland og Newfoundland.
Der var derfor helt nødvendigt med succes, da skibene atter mødtes på Atlanten i juli 1858, og de to kabelender blev splejset sammen, før skibene igen satte kursen mod hvert sit kontinent. Denne gang var vejret med dem, og alt så ud til at fungere.
Samme nat forsvandt signalet mellem de to skibe dog lige pludselig, og en søsyg William Thomsen blev tilkaldt.
Med rystende hænder forsøgte han igen og igen at få genetableret kontakten. Alles øjne var rettet mod instrumentpanelet, da miraklet pludselig indtrådte, og signalet – uden nogen forklaring – kom tilbage.
I begyndelsen af august dukkede Newfoundlands mørke klippekyst op i horisonten, imens kablet stadig i roligt tempo gled mod bunden. Niagara ankrede op ved Bull’s Arms Bay, og den 5. august sprang Cyrus Field midt om natten ned i en robåd og sejlede ind mod kysten for at lede efter den lille telegrafstation, der skulle koble de to mægtige kontinenter sammen.
Western Union blev USAs førende telegramtjeneste. Firmaets kunder sendte millioner af kortfattede beskeder tværs over USA og til Europa.
Cyrus Field ravede rundt i mørket, men fandt frem til huset, hvorfra han kunne høre snorken. Han slog døren op, imens han råbte ud i natten “Kablet er lagt, kablet er lagt!”
Festen bliver en skandale
Jublen spredte sig hurtigt til begge verdensdele. I England skrev den ellers så forsigtige avis The Times i sin leder:
“Siden Columbus’ opdagelse er der ikke sket noget, som kan sammenlignes med denne uhyre udvidelse.”
Da Cyrus Field ankom til New York, organiserede byen et festoptog, der var så langt, at det tog seks timer at nå fra den ene ende af byen til den anden. Taler, banketter og fakkeltog afløste hinanden.
Dronning Victoria skulle sende den første besked igennem kablet, og den nåede Amerika den 16. august 1858. Jublen ville ingen ende tage, men hvad offentligheden ikke vidste, var, at beskeden på kun 99 ord havde været over 16 timer om at nå frem.
Signalet fra det tynde kabel blev svagere dag for dag, og i begyndelsen af september var kablet helt dødt.
SS Great Eastern var med sine 211 meters længde og 18.915 registertons verdens største skib i 1800-tallet. 4.000 passagerer kunne kæmpen rumme, før hun blev kabellægger.
Skandalen var åbenbar. Cyrus Field blev kaldt en gal svindler, og aviser antydede, at beskeden fra dronningen aldrig var sendt via kablet, men simpelthen sejlet over Atlanten på god gammeldags facon.
I de følgende år rasede den amerikanske borgerkrig, men så snart støvet fra slagmarken havde lagt sig, stod den ukuelige Cyrus Field igen klar.
Verdens største skib tages i brug
Denne gang var kablet en halv gang tykkere end det gamle og derfor meget stærkere. Det forøgede den samlede vægt dramatisk, men i mellemtiden var verdens største skib, Great Eastern, netop blevet bygget, og det kunne bære kablet i sin fulde længde.
Med lasten fuld sejlede Great Eastern i juli 1865 ud fra Irlands kyst. Men skæbnen ville, at det også denne gang gik galt. Splinter af trækul havde sat sig i kablet, og da mandskabet forsøgte at rense det, røg kablet i bølgerne.
Selv efter fire fiaskoer nægtede Cyrus Field at give fortabt. Han følte, at han nu var tættere på målet end nogen sinde før. De sidste kræfter blev samlet til endnu en sejlads, og endelig klappede alt.
- juli 1866 nåede telegrafkablet omsider Newfoundland. Kablet blev straks udnævnt til “Verdens Ottende Vidunder”.
Den 27. juli 1866 dukkede Great Eastern op ved Newfoundland i tæt tåge, og dagen efter kunne kablet tilsluttes telegrafstationen, og et stærkt signal brød igennem.
Måneden efter var succesen fuldkommen, da Great Eastern samlede det kabel op fra havbunden, som skibet havde tabt på den første tur.
Da kablet nåede overfladen, og mandskabet konstaterede, at det virkede, brød jublen løs. Alle undtagen Cyrus Field råbte af begejstring.
Han vandrede ned i sin kahyt, låste døren og græd af glæde. Hans drøm var virkeliggjort, og nu havde han ikke kun lagt et, men hele to velfungerende kabler over Atlanten. To verdener var endelig blevet til én.