Apollo 13: "Houston, vi har et problem"

Denne gang er det alvor

“Vores hjerter ryger helt op i halsen på os, hver gang han gør det der”, siger han til seerne og runder kort efter transmissionen af.

Få sekunder efter at kameraerne er slukket, skælver rumskibet i en ny, voldsom rystelse. Igen farer Lovell sammen.

Haise! Denne gang er chefpiloten blevet godt tosset og stikker hovedet ind til Haise i månelandingsmodulet Aquarius for at sætte ham på plads. Men da han møder Haises blik, ved Lovell, at han er uskyldig. Der er intet skælmsk i Haises øjne. De er udspilede af skræk.

“Det var ikke mig!” bedyrer han.

Rystelsen var så kraftig, at Haise ikke alene har mærket, mens også set væggene i tunnelen bevæge sig. Ovre i kommandomodulet er Swigert lige så forskrækket. Han har hørt et højt brag samtidig med den voldsomme rystelse, og nu slingrer og bumper rumskibet af sted som en flyvemaskine i kraftig turbulens. To advarselslamper er begyndt at blinke, ledsaget af den skærende lyd af en alarm.

“Hey, vi har et problem her!”, råber Swigert spontant til kontrolcentret i Houston. Det er første gang, han ignorerer de faste opkaldsprocedurer.

“Her er Houston. Vær venlig at gentage”.

Lovell kommer Swigert i forkøbet:

“Houston, vi har et problem”, gentager han. Chefpiloten ved det ikke selv, men hans melding er en grov underdrivelse. Apollo 13 har ikke ét problem, men en hel stribe.

I rumskibets servicemodul er ilttank 2 eksploderet. Rumskibets ene side er revet op, og ud gennem hullet fosser ilten fra den tilbageværende ilttank 1, som er sprunget læk.

To brændselsceller er sat ud af kraft, den tredje er ved at svigte, og rumskibets raketmotor vil næppe kunne startes igen, da brændselscellerne skal bruge ilt for at lave raketbrændstof, strøm og vand. Apollo 13 er strandet i rummet.

Vigtigst lige nu er ilten. Luften i Odysseys heldigvis intakte kommandomodul rækker til en time og tre kvarter. Derefter vil de tre astronauter blive kvalt. Missionsledelsen i Houston skal finde på noget meget hurtigt – ellers er det ude med Jim Lovell, Fred Haise og Jack Swigert.

Den vagthavende tror ikke sine egne øjne

Det kan ikke passe! Det kan simpelthen ikke passe, tænker den vagthavende chef for kontrolcentret i Houston, Gene Kranz. Odysseys computersystem sender konstant en mængde data ned til kontrolcentret, hvor medarbejderne i princippet kan se det samme på deres skærme, som astronauterne ser på instrumentpanelet.

Men tallene, som viser tilstanden for alle rumskibets livsvigtige funktioner, er pludselig fuldstændigt sindssyge. Ifølge computeren er en ilttank og to brændstofceller sat helt ud af spillet, og den tilbageværende ilttank på moderskibet taber tryk hurtigt.

Så mange fejl på én gang er aldrig nogensinde set i et rumskib. Det hele svarer til at køre en næsten fabriksny bil til mekanikeren for at få skiftet olie og så blive ringet op og få at vide, at dækkene er nedslidte, bremserne defekte, køleren moden til udskiftning, og alle fire døre ved at falde af hængslerne. Det kan bare ikke passe!

Tallene fra rumskibet må være forkerte. Det er en instrumentfejl, vurderer Kranz. De omkringstående i kontrolcentret giver ham ret.

I Odyssey er astronauterne af en anden mening. De tror alle, at rumskibet er blevet ramt af en lille meteor. Det kan forklare braget og den kraftige rystelse. Til gengæld er det en gåde, at Odyssey bliver ved med at hoppe og bumpe af sted. Computeren burde for længst have stabiliseret rumskibet.

Lovell følger sit pilotinstinkt, skifter til manuel styring og genvinder kontrollen under store vanskeligheder, da flere styreraketter er sat ud af kraft pga. strømsvigt. Men så snart han slår over til autopilot igen, begynder rystelserne på ny.

Det gentager sig flere gange. Til sidst lader Lovell rumskibet blive på autopilot, mens han svæver hen for at kigge ud af vinduet. Han mødes af et skræmmende syn: En strøm af frosne krystaller vælter under stort tryk ud af rum-skibet og virker som en jetstråle i miniformat. Lovell kalder Houston:

“Vi lækker noget ud i rummet. Det er en gas af en art”, siger han.

Meldingen udløser et totalt stemningsskift i kontrolcentret. Der er ingen instrumentfejl. Computernes data er korrekte. Det er Odysseys sidste iltreserver, som lækker ud i rummet!

Månemodul bruges som redningsbåd

Ingen i kontrolcentret behøver at påtage sig den tunge pligt at informere astronauterne om den overhængende livsfare, de befinder sig i.

Jim Lovell er en erfaren astronaut med tre tidligere rumrejser bag sig. Han er fuldt ud i stand til at læse sine instrumenter og forstå, hvad den støt faldende viser på iltmåleren indebærer. Han kender bare ikke tidsfaktoren.

Det gør Houston. En hurtig beregning viser, at ilten i Odyssey rækker til en time og tre kvarter. Inden da skal nogen komme med en idé, der kan reddde astronauternes liv.

Heldigvis råder NASA over et overflødighedshorn af skarpe hjerner, og inden deadline er planen klar. Houston når dog ikke at kommunikere den til astronauterne, før de selv fostrer den samme idé.

Lovell kigger på Haise, som er pilot på månelandingsfartøjet, og siger:

“Hvis vi skal hjem, er vi nødt til at bruge Aquarius”.

Kort efter indløber forholdsordren fra kontrolcentret. Astronauterne skal lukke alle Odysseys systemer ned og trække sig tilbage til Aquarius, som skal agere redningsbåd.

Månelandingsfartøjet er bygget til at rumme to personer og forsyne dem med strøm og ilt i 45 timer. Nu er de tre i landingsmodulet, og der er 55 timer til Jorden. Houston har langtfra løst problemerne, men blot vundet dyrebar tid, som eksperterne kan bruge til at lægge en plan.

Odysseys raketmotor er død

Et af de problemer, analytikerne i NASA skal løse, er, at raketmotoren i Odyssey ikke kan genstartes uden ilt til brændselscellerne. Der vil i bedste fald kunne opnås et kortvarigt og helt utilstrækkeligt blæs med det brændstof, som allerede er ude i brændstofslangerne.

Det eneste, som kan bringe besætningen hjem, er raketmotoren på Aquarius. Det lille månelandingsmodul er kun forsynet med brændstof til den korte tur fra moderskibet, ned på Månen og tilbage til moderskibet igen.

Men da Apollo 13 allerede skyder en betydelig fart, vil brændstoffet antagelig række til at foretage de nødvendige kurskorrektioner og bringe hele rumskibet yderligere op i fart, så hjemrejsen tager mindst mulig tid.

Under tidligere Apollo-missioner, hvor astronauterne har overfløjet Månen uden at lande på den, har NASA benyttet sig af en såkaldt “free return” – en “gratis hjemrejse”.

Ved at følge en bestemt kurs rundt om Månens bagside kan rumskibe udnytte planetens tiltrækningskraft og lade sig slynge tilbage mod Jorden igen.

Problemet er, at Apollo 13 har kurs direkte mod Månen, ikke bag om den. For at få en “free return”, skal missionens besætning ved hjælp af det lille månelandingsmoduls raket-motor og et antal små udstødningsdyser foretage en kurskorrektion, som vil byde på enorme udfordringer. Månelandingsmodulet er jo ikke bygget til at manøvrere, mens det stadig er sammenkoblet med det store moderskib.

Men selv hvis alt går godt, og det virkelig skulle lykkes at bringe rumskibet tilbage til
Jorden, vil besætningen efter alt at dømme være kvalt ved ankomsten.

Kvælning og kuldedød truer

I Houston bliver et såkaldt “Tiger Team” af eksperter lukket inde i et rum, som de ikke vil komme til at forlade i flere døgn. Her skal de udtænke en plan, som kan minimere Apollo-
besætningens brug af strøm og vand og dermed få ressourcerne til at strække hele vejen hjem. Noget, der forekommer komplet umuligt.

Astronauternes iltforbrug kan ingen gøre noget ved. Teoretisk set kan den ilt, som er til rådighed i rumskibets atmosfære og Aquarius' tanke, lige akkurat række til en hurtig hjem-rejse.

Men paradoksalt nok vil astronauterne højst sandsynligt dø alligevel – dræbt af kultveilten fra deres egen udåndingsluft. Aquarius' luftrensningssystem, som skal fjerne kultveilten, bruger to særlige filtre, som ikke vil kunne holde hele vejen hjem.

I moderskibets luftrensningssystem findes yderligere to filtre, men de er ikke kompatible med Aquarius' system og kan altså ikke bruges.

Som om det ikke var nok, trues besætningen af endnu et dødbringende problem: Aquarius' batterier kan ikke dække strømbehovet.

Det vil nemlig være nødvendigt at overføre en større mængde strøm til det nu komplet nedlukkede Odyssey, så dets vitale elektriske systemer kan genoplives umiddelbart forud for ankomsten til Jordens atmosfære.

NASA lægger problemet i hænderne på et af sine mest lysende genier, John Aaron. Han skal beregne hvert eneste instruments strøm-forbrug, frasortere alle instrumenter, som på nogen måde kan undværes, og skabe et holdbart strømbudget. Hvis det er muligt.

Aaron går øjeblikkeligt i gang med at identificere alle elektriske funktioner, som på nogen måde kan undværes på Aquarius, og beordrer dem lukket ned. Halvmørket sænker sig
over astronauternes lille redningsbåd, og temperaturen falder hurtigt. Imens vokser Månen sig større og større uden for vinduet.

Astronauterne kan ikke korrigere kursen

Få timer efter eksplosionen på Apollo 13 har Houston besluttet sig. Astronauterne skal foretage en kurskorrektion, som bringer dem ind i en bane rundt om Månen til en “free return”.

Aquarius' raketmotor skal aktiveres kortvarigt, men først skal rumskibets position justeres, så næsen peger den rigtige vej. Og det er ikke let.

Ilttank 1 er holdt op med at lække, og rumskibet flyver atter stabilt, men skyen af frosne krystaller fra den lækkede ilt svæver stadig rundt om skibet. Krystallerne reflekterer sollyset og gør det umuligt for Jim Lovell at se en eneste stjerne, han kan bruge som fikspunkt for den vanskelige styremanøvre.

Chefpiloten aktiverer raketmotoren kortvarigt for at flyve ud af skyen, men det er umuligt. Rumskibets massetiltrækningskraft virker kraftigere end Jordens og Månens, så skyen følger rumskibet, som var det en magnet.

Et andet problem er, at Aquarius opfører sig helt anderledes, end astronauterne har vænnet sig til under de mange timers simulatortræning forud for missionen. Det er ikke så underligt, da månelandingsmodulet nu har hele moderskibet at slæbe rundt på.

Ved hjælp af Aquarius' små raketdyser og instruktioner fra Houston, som følger manøvrerne på computerskærmene, kan Lovell så nogenlunde rette rumskibet ind på den nye kurs.

Men den livsvigtige finjustering er umulig, og i hvert forsøg bruger Lovell af det dyrebare brændstof, som skal hjælpe dem med at komme tilbage til Jorden.

Til sidst beder Houston ham om at stoppe. Der er ikke andet at gøre end at skifte tilbage til automatisk styring, indtaste cifrene for kurs-justeringen i Aquarius' navigationscomputer og så bare håbe det bedste.

Hvis computeren selv kan klare finjusteringen, vil Apollo 13-missionen være på vej hjem. Og hvis ikke… Den tanke har ingen lyst til at tænke til ende.

NASA's supercomputere har beregnet, at Aquarius' raketmotor skal brænde i præcis 25 sekunder med et tryk på præcis 3.948 pounds (1.794,55 kg). Rumfartøjets computer styrer selv det hele.

Astronauterne kan bare se på. Kl. 02.43 den 14. april starter raketmotoren, og 25 sekunder efter stopper den igen. Kort efter lyder meldingen fra Houston: Kursen er perfekt! Apollo 13 er på vej hjem. Spørgsmålet er nu bare, om astronauterne vil være i live, når de når tilbage til Jorden.

Gaffertape og plastik redder liv

Ed Smylie har en fin titel – Chief of Crew Systems Division. Titlen til trods ligger han langt nede i NASA’s hierarki.

Han er en af de mange tusinder anonyme problemknusere, som gør rumfart mulig. Og han får nu ansvaret for at løse et af Apollo 13's mest påtrængende problemer: at rense luften i Aquarius, inden besætningen dør af kultveilteforgiftning.

Både Odyssey og Aquarius er udrustet med luftrensningsfiltre, men Aquarius har ikke nok filtre til den lange tur. Derfor skal filtrene fra moderskibet bruges i Aquarius. Men luftfiltrene i Aquarius er runde, mens Odysseys er firkantede, og derfor kan filtrene fra rumskibet ikke umiddelbart overføres til landingsfartøjet.

Smylies opgave er at bygge et mellemstykke, så Odysseys filtre alligevel kan bruges i Aquarius. Dette er i sig selv ingen kunst for Smylie – problemet er, at mellemstykket skal bygges af materialer, som er tilgængelige på rumskibet, så astronauterne kan gøre hans prototype efter.

Heldigvis er NASA en organisation med tjek på tingene. Smylie er udstyret med en inventarliste over alt det, som befinder sig i rumskibet. Sammen med sit team gennemgår han minu-tiøst listen for at finde brugbare materialer.

Til sin usigelige glæde konstaterer Smylie, at Apollo 13's beskedne værktøjskasse indeholder vidundermidlet gaffertape. Med gaffertape kan opfindsomme mennesker nå langt.

Smylies glæde bliver endnu større, da han i inventarlisten finder nogle meter plastikslange. Men han skal også bruge nogle almindelige stykker blød plastik, og det findes ikke på listen, som han i timevis gennemsøger systematisk.

Pludselig lander hans finger på ordet “rum-dragter”. Dragterne skulle vel aldrig være emballeret i… plastik? Jo, det er de, bekræfter en opringning.

Nu mangler Smylie bare to sæt filtre mage til dem, som sidder i Aquarius og Odyssey. Ulykkeligvis har NASA ingen af de sidstnævnte på lager. Smylie ved dog, at en ny Apollo-raket er under udrustning på Cape Canaveral i Florida, 1.400 km fra Houston.

En opringning bekræfter, at moderskibet har de rigtige luftrensningsfiltre om bord. Smylie forlanger, at de bliver afmonteret, sat på et fly og fløjet til Houston øjeblikkeligt. Derpå kan Smylie påbegynde konstruktionen af mellemstykket.

Frivillig forsøgskanin

Prototypen på mellemstykket er hurtigt klar, men mangler at blive testet. Smylie beslutter at bruge sig selv som forsøgskanin. Han råder over en tryktank, hvor han kan genskabe præcis de forhold, som eksisterer om bord på Apollo 13.

Smylie installerer sig selv og sin opfindelse i tanken, som efterfølgende bliver pumpet fuld af dødbringende kultveilte. Efter adskillige timer i tanken kan Smylie konstatere, at han stadig er i live og ikke lider af forgiftningssymptomer. Mellemstykket virker!

Spørgsmålet er nu bare, om han kan over-bevise de høje herrer. Smylie kan sagtens se det absurde i, at astronauterne i verdens mest højteknologiske rumfartøj skal reddes ved hjælp af gaffertape og plastikemballage.

Han er hamrende nervøs, da han for første gang træder ind i NASA’s allerhelligste – kontrolcentret – og præsenterer sin løsning.

Smylies frygt er ubegrundet. Lederne i kontrolcentret griber løsningen med kyshånd. De giver astronauterne ordre til at finde mate-rialerne rundt om i rumskibet og begynde at bygge med det samme.

I en hel time modtager astronauterne løbende vejledning fra Jorden via den nok mest indviklede radiokommunikation i NASA's historie. Snesevis af spørgsmål og svar ryger frem og tilbage. “Skal vi tape langs siden?” lyder det fra rummet. “Det kommer an på, hvad du forstår ved siden”, svarer Jorden.

Endelig lykkes det. Swigert kan med tydelig stolthed meddele Jorden, at mellemstykket er færdigt. Og inden længe lyder endnu en glad melding fra Apollo 13. Måleren viser, at indholdet af kultveilte i luften er begyndt at falde. Et problem så stort som et bjerg er blevet fjernet, takket være Ed Smylie – og gaffertape.

Så tæt på Månen

Kl. 18.15 tirsdag den 14. april flyver Apollo 13 om bag Månen og er alene uden radiokontakt til Houston. Jim Lovell tænker med skuffelse på, at dette er det nærmeste, han nogensinde kommer Månen, han skulle have vandret på i denne uge. Nu sker det aldrig. Selv hvis han overlever missionen, tilsiger hans alder, at dette bliver hans sidste rummission.

Månens bagside ligger i skygge, og astronauterne kan i de første 20 minutter kun fornemme en stor masse under sig.

Men så kommer de ud i sollyset, og et fantastisk syn åben-barer sig: Månens forrevne landskab af bjerge, kratere og kløfter. De tre astronauter flokkes om et af vinduerne, tavse og dybt betagede. Der går en stund, inden de kommer i tanke om, at de skal huske at fotografere.

Da måneomflyvningen er gennemført, aktiverer Lovell kortvarigt Aquarius' raketmotor for at bringe rumskibet yderligere op i fart. Alt går, som det skal. Den ca. 380.000 km lange hjemrejse er begyndt. Efter planen vil rumkapslen lande i Stillehavet lige over middag fredag.

Astronauterne er så dødtrætte, at de knap kan hænge sammen, og Houston beordrer dem til at sove på skift og få så meget hvile som muligt.

Det er imidlertid lettere sagt end gjort. Der er ikke plads til at sove i Aquarius. De er nødt til at lægge sig i Odyssey, hvor temperaturen nu er nede omkring fem grader.

Indimellem lykkes det en af astronauterne at slumre hen, blot for straks efter at vågne igen, rystende af kulde.

Det bliver ikke til mere end to-tre timers afbrudt søvn i døgnet, og Houstons læger er bekymrede. De følgende dage bliver én lang prøvelse for astronauterne i den ramponerede lille blikdåse af et rumskib.

Ventilationsanlægget er lukket ned, og et nyt problem opstået. Kulden fortætter fugten fra mændenes udåndingsluft, så vandet bogstavelig talt driver ned af væggene. Alt er klamt og ubehageligt, men værst er frygten for, at fugten skal udløse en katastrofal kortslutning i et vitalt elektrisk system.

Skaderne er værre end antaget

Fredag morgen er sandhedens time kommet. Apollo 13 suser mod Jorden med ca. 11.500 km/t. Om få timer vil alting være afgjort. Astronauterne gør sig klar til at skille sig af med
først servicemodulet og siden Aquarius. Kun kommandomodulet – selve rumkapslen – vil være tilbage, når de går ind i atmosfæren.

Afskydningen af servicemodulet går helt efter planen, men bliver ikke desto mindre et chok for astronauterne. Lovell svæver hen til et af vinduerne for at holde øje med, at service-modulet afskydes korrekt og glider bort fra rumskibet, som det skal.

Idet modulet langsomt passerer vinduet, stirrer han målløs på skadernes omfang, men ikke et ord kommer over hans læber.

Servicemodulet er flænset op i hele sin længde. Hele den ene side er blæst ud i rummet. Han kan kigge lige ind til de ødelagte kabler og sprængte rør. Hvor ilttank 2 skulle have været, er der kun et stort hul omgivet af søndervredet metal.

Lovell er rystet. Han har ikke anet, at rumskibet var så slemt beskadiget. En ny frygt er født: Lige mellem kommandomodulet og det ødelagte servicemodul sidder det varmeskjold, som skal beskytte rumkapslens bund mod de over 2.700 graders varme, som vil opstå, når kapslen flyver igennem atmosfæren.

Hvis skjoldet er blevet blot den mindste smule beskadiget ved eksplosionen, vil de med sikkerhed brænde op. Det er umuligt at konstatere, om skjoldet er intakt. De kan kun fortsætte med landings-procedurerne. Og håbe det bedste.

Klar til landing

Så er det nu, det sker. Astronauterne sidder fastspændte i rumkapslen, som Jordens tiltrækningskraft har accelereret til over 40.000 km/t. De har afkoblet Aquarius, deres trygge
redningsbåd, og de har med held fået liv i kommandomodulets elektriske systemer. Nu er der ikke mere, de kan gøre.

Om et øjeblik vil radiokontakten med Houston blive afbrudt i fire minutter på grund af den ionstorm, som vil opstå omkring kapslen ved indtræden i atmosfæren. Der er lige tid til en sidste hilsen.

“Houston”, kalder Jack Swigert, “vi vil gerne takke alle jer gutter for det fine stykke arbejde, I har udført”.

“Jeg kan forsikre jer for, at det har været os en glæde”, svarer Houston.

Så forsvinder forbindelsen. Ionstormen er begyndt, og uden for vinduerne kan astro-nauterne kun ane en rød farvetone, mens deres vilde fart sekund for sekund reduceres dramatisk. Mændene kan ikke mærke opbremsningen, kun de voksende G-kræfter.

I Houston hersker en anspændt tavshed, mens minutterne går. Et, to, tre, fire.

“Odyssey, Houston er standby”, kalder kontrolcentret.

Intet svar. Femten sekunder går. Houston kalder, men Odyssey svarer ikke. Yderligere 15 sekunder. Stadig ingen livstegn.

Yderligere 30 sekunder – besætningen burde være igennem nu, men der er stadig intet. Mændene i kontrolcentret ser på hinanden.

“Odyssey, Houston er standby”, prøver de.

Der går tre sekunder, så svarer Jack Swigert med et “o.k.” fra Odyssey, og en bølge af lettelse og glæde breder sig.

Godt syv km over havet hører astronauterne et dæmpet smæld, da rumkapslens bremsefaldskærme folder sig ud.

Mindre end to minutter senere lander de blidt i Stillehavets bølger.

Lovell mærker et lille bump og ser taknemmeligt havvandet skvulpe mod vinduerne.

“Drenge, vi er hjemme!” udbryder han.