Et astrolabium var et multifunktionelt apparat, der blev brugt til forskellige opgaver, som relaterede sig til himmellegemerne – bl.a. astronomi og navigation.
Ved hjælp apparatet – der kan betragtes som en håndholdt model af himlen – kunne brugeren bl.a. afgøre, hvilken af klodens breddegrader han befandt sig på, eller hvad tiden var lokalt.
Der findes beskrivelser af et apparat, som minder om et astrolabium, hos oldtidens grækere, men apparatet blev især populært i 700-tallets Mellemøsten.
Her blev det videreudviklet af arabiske videnskabsmænd, så det kunne bruges til bl.a. at bestemme tidspunkterne for deres fem daglige bønner og finde bederetningen mod Mekka.
Se, hvordan et astrolabium virker:
Tidtagning startede ved, at man pegede viseren mod Solen.
Pladerne i astrolabiet skulle passe til stjernehimlen. Derfor kunne pladerne udskiftes, og de samme kunne ikke bruges i fx London og Paris.
En gennemboret plade viser stjernehimlen og Solens årlige bane.
I middelalderen kom apparatet tilbage til Europa, hvor det blev populært som et astrologisk instrument.
Ved hjælp af apparatet forsøgte europæerne at rådføre sig med stjernerne for at finde det rette tidspunkt til bl.a. at drage i krig eller gøre vigtige forretninger.
Astrolabiet blev overhalet af mekaniske ure og sekstanter til tidsmåling og navigation i løbet af 1600-tallet.