“Lille Lewis, min søn. Jeg kan se, at du har evnen til at lære videnskab, numre og proportioner, og jeg kan se, at du er specielt interesseret i at lære om astrolabiet”.
Med disse ord indledte den engelske digter Geoffrey Chaucer i 1391 en lille håndbog, han havde skrevet til sin 10-årige søn, Lewis, der var på vej til Oxford for at studere.
Sammen med håndbogen forærede Chaucer også drengen et eksemplar af astrolabiet – et lille, rundt måleinstrument på omkring 15 cm i diameter. Med dette instrument i hånden kunne Lewis ikke blot måle, hvad klokken var, og finde verdenshjørnerne, astrolabiet kunne bl.a. også forudse planeternes gang over himlen.
Astrolabiet rummede et utal af funktioner – det gjaldt bare om at lære at betjene det, og Chaucers tekst var den første håndbog på engelsk, der lærte brugeren at betjene det fantastiske instrument.
Geoffrey Chaucer blev i middelalderen set som Englands største poet. Han er især berømt for Canterbury-fortællingerne.
Ikke alene ville instrumentet få Lewis’ studiekammerater i Oxford til at måbe af misundelse, med sit astrolabium ville drengen kunne løse næsten alle store udfordringer i middelalderens verden.
Det samme redskab brugte fx præsterne til at fastslå, hvornår det var tid for bøn, bønder kunne holde styr på årstiderne, og søfolk kunne beregne, hvor de befandt sig. Men astrolabiet bandt ikke blot verden sammen, det gjorde den også større.
100 år efter at Chaucer skrev den lille håndbog, bevæbnede de europæiske opdagelsesrejsende sig med måleinstrumentet, da de begyndte at udforske de store, hvide pletter på verdenskortet og med tiden skabte enorme imperier.
Det ældste europæiske astrolabium, som har overlevet til i dag, stammer fra 1326.
Kamel trådte verden flad
Chaucer var ikke hjernen bag det astrolabium, som han forærede sin søn. Instrumentet er en ældgammel opfindelse, der ifølge en overlevering blev konstrueret af den græske astronom Ptolemaios i 100-tallet e.Kr.
Historien fortæller, at Ptolemaios fik idéen, da en kamel trådte på hans model af jordkloden, så den blev flad. Ptolemaios indså, at det var muligt at skabe en model af himmelhvælvet i flad form, som derefter kunne udformes som et måleinstrument ved hjælp af talrækker og sigtemekanismer.
Selvom Ptolemaios var en flittig bruger af astrolabiet, er beretningen sandsynligvis en skrøne. I dag kender historikerne til omtaler af astrolabiet, som går helt tilbage til 200-tallet f.Kr., hvor grækeren Apollonius af Perga nævner, at han brugte et lignende instrument til at lave geometriske beregninger af himmellegemer med.
Den græske matematiker Ptolemaios beskrives ofte som astrolabiets fader, men instrumentet har rødder endnu længere tilbage.
Gennem mange århundreder blev astrolabiet løbende udviklet, men selv udgangspunktet var en genistreg. Et astrolabium består af en flad skive, hvor begge sider bruges til at foretage forskellige målinger og beregninger med, bl.a. ved hjælp af en gradsinddelt skala præget ind i skivens kant.
Forsiden forestiller stjernehimlen, hvor den drejelige rete viser Solen og vigtige stjerners bane i årets løb. Ved at indstille den er det fx muligt at skabe et præcist billede af den stjernehimmel, som ejeren selv kan stå og kigge op på.
Bagsiden bruges især til gradsmålinger. I centrum var der fæstnet en lineal kaldet alidanten, som kan drejes og har en sigteanordning. Ved at skiven hænges lodret fra en snor, kan sigteanordningen rettes imod Solen eller en stjerne, og herefter kan himmellegemets position aflæses på skalaen, der befinder sig langs astrolabiets kant.
Selv i denne simple udformning kunne et astrolabium bruges til fx at udregne, hvad klokken var, ud fra Solens eller en stjernes position. Og i løbet af de næste 1.000 år blev instrumentet kun mere avanceret.
Hver eneste del af astrolabiet var essentiel
Med sine utallige muligheder kunne det tage år at lære at betjene et astrolabium. Med udgangspunkt i manualer som den, Geoffrey Chaucer i 1391 skrev til sin søn, er det dog muligt stadig at bruge instrumentet i dag.
Aflæsninger af himlen foregik lodret
De fleste astrolabier havde en ring i toppen, som de blev hængt op i, når målinger af vinkler skulle foretages. Hvis instrumentet ikke hang lodret, blev målingerne misvisende.
Små kighuller fandt sol og stjerner
Alidanten var en aflang lineal på astrolabiets bagside, som havde et sigtehul i hver ende. Ved at man kiggede på fx en stjerne igennem hullerne, kunne himmellegemets position fastslås, ved at man aflæste skalaen dér, hvor alidanten pegede på astrolabiets kant.
Skalaer kunne måle flere ting
På begge sider af astrolabiet løb en kant med en række indgraverede skalaer til brug for målinger. Skalaerne viste bl.a. grader, datoer og klokkeslæt. Skalaerne kunne bruges i forskellige kombinationer.
Inderpladen skulle skiftes på rejsen
På astrolabiets forside sad en inderplade med et indgraveret koordinatsystem over stjernehimlen. Kurver angav det antal grader, forskellige stjerner lå over horisonten. Inderpladen var tilpasset en bestemt breddegrad og skulle udskiftes, hvis ejeren var på rejse.
Himlen var et edderkoppespind
Oven på inderpladen sad reten, en drejelig skive, som viste Solens vigtigste stjerners baner i løbet af et år. Reten blev kaldt et “edderkoppespind”, fordi det var muligt at se bagpladen bag den og dermed aflæse fx Solens position i forhold til stjernehimlen.
Viser hjalp med at finde resultatet
Rulen sad oven på reten (edderkoppespindet). Den blev primært brugt til at lave præcise målinger med, og den drejede uafhængigt af alidanten på bagsiden. Rulen kunne fx fungere som viseren på et ur.
Muslimer havde brug for en vejviser
Selvom Ptolemaios ikke var den første, der fik idéen til et astrolabium, tyder meget på, at den græske astronom var med til at udbrede det. I hans hjemby, Alexandria, i den romerske provins Egypten tog de lærde astrolabiet til sig, og i 300-tallet e.Kr. skrev matematikeren Theon af Alexandria den første kendte manual til det avancerede instrument.
Fra de græske videnskabsfolk ansat hos fyrster i Mellemøsten og Nordafrika nåede instrumentet til den arabiske verden, hvor det dog i begyndelsen kun var en lille lukket kreds af primært hofastrologer, der havde forstand på at anvende instrumentet med de mange smådele, der kunne drejes.
De arabiske astrolabier var ofte udtryk for virkelig godt håndværk. Dette fra 1100-tallets Syrien har fx stjernebillederne afbildet som forskellige mennesker og dyr.
Astrolabiet begyndte først at blive hvermandseje, i takt med at den nye religion islam i 600-tallet bredte sig på Den Arabiske Halvø og i Mellemøsten. Et af troens vigtigste elementer var de fem daglige bønner, der skulle finde sted på præcise tidspunkter og med den bedende vendt mod den hellige by Mekka.
For de tidlige muslimer var det ganske besværligt at finde ud af, hvornår på dagen de skulle bede, og i hvilken retning deres hoved skulle vende. Disse problemer var astrolabiet nærmest skabt til at løse.
Med instrumentet i hånden var en muslim aldrig i tvivl om, hvornår de daglige bønner skulle foregå, og i modsætning til periodens andre metoder til tids- og retningsbestemmelse var astrolabiet så lille, at det kunne tages med og benyttes på farten.
Der gik ikke længe, før astrolabiet vandt stor udbredelse i den arabiske verden. Muslimske astronomer begyndte også at videreudvikle instrumentet, så det kunne anvendes til at beregne begivenheder som, hvornår Nilens vande ville stige og falde, og hvornår bestemte stjernebilleder kunne ses på himlen.
“Din krop og din intelligens er lige så smuk og præcis som et astrolabium”. Den persiske digter Rumi i digtsamlingen “Masnavi-ye Manavi” (ca. 1258 e.Kr.).
Instrumentet fik også stor politisk betydning, bl.a. under kaliffen al-Mansur, der regerede fra 754 til 775. Han brugte sine astrologer og deres astrolabier til at beslutte alt, fra hvordan han skulle reagere over for utilfredse familiemedlemmer, og til at bestemme datoen for grundlæggelsen af Baghdad i 762.
Astrolabium-byggeri blev et så respekteret og specialiseret håndværk, at de bedste instrumentmagere fik gode stillinger som ansatte hos de arabiske emirer. En af dem var Miriam al-Asturlabi, der, som navnet antyder, var datter af en astrolabium-mager.
Hun byggede astrolabier for emiren af Aleppo i midten af 900-tallet og har sandsynligvis været særdeles dygtig, da det ellers sjældent var en position, kvinder kunne opnå.
Astrolabiet blev efterhånden så velkendt i den arabiske verden, at den persiske digter Rumi omkring 1258 brugte instrumentet som en metafor:
“Din krop og din intelligens er lige så smuk og præcis som et astrolabium”.
Dagen blev sat i system
Gennem kontakt til muslimerne på Den Iberiske Halvø nåede astrolabiet til Europa i løbet af 900-tallet. Ligesom araberne havde europæerne ikke nogle praktiske måder at udregne klokkeslæt på.
Det mest normale var at kigge på Solen og ud fra dens position anslå, om det var tidlig morgen, middag, eftermiddag eller aften. For bønderne var de grove tidsangivelser som regel nok – men for fx munkene, som skulle til andagt på bestemte tidspunkter, opstod der bunker af problemer.
Biblen havde fastlagt, at et døgn har 24 timer – 12 om natten og 12 om dagen. Men eftersom timerne var bundet til solopgang og solnedgang, var deres længde afhængig af årstiden og meget svær at regne ud.
Om vinteren, hvor der var kort tid med dagslys, var timerne derfor korte om dagen, men lange om natten, og det modsatte gjorde sig gældende om sommeren.
I Europa var det især munke og videnskabsmænd, som brugte astrolabier.
Mange klostre forsøgte at løse problemet med vandure, hvor vand dryppede med en fast hastighed, så en time altid var den samme længde. Men urene var ikke særlig præcise og desuden besværlige både om vinteren, hvor vandet kunne fryse til is, og om sommeren, hvor det kunne fordampe. Her fungerede astrolabiet som en bedre løsning.
Men arabernes videreudvikling af instrumentet betød, at astrolabiet nu var et værktøj med mange funktioner foruden at vise klokken. I slutningen af 900-tallet beskrev den persiske videnskabsmand Abd al-Rahman al-Sufi mere end 1.000 forskellige måder, hvorpå astrolabiet kunne benyttes.
En bygningskonstruktør kunne fx bruge et astrolabium til at måle størrelsen af sit projekt, og en krigsherre kunne fra lang afstand måle højden på en belejret borgs mure, så hans vidste, hvor lange stormstiger hans mænd havde brug for.
Herremænd og fyrster kunne udregne, hvornår det var tid til at inddrive skatter, og bønder kunne beregne, hvornår de skulle tilså markerne for at udnytte årstiden bedst muligt.
Astrolabier var et tegn på visdom
De mange muligheder gjorde astrolabiet – og personer, der kunne betjene det komplicerede instrument – særdeles eftertragtede ved alverdens hoffer.
En af dets vigtigste opgaver var inden for astrologien, der blev anset som en videnskab på lige fod med astronomi og matematik. Fyrster vendte sig til en astrolabium-kyndig astrolog for at vide, hvornår stjernerne stod i den rette position for at føre krig, indgå politiske alliancer og arrangere et byllup.
At de fine instrumenter også var særdeles dyre, gjorde dem også til eftertragtede statussymboler. De blev således et tegn på både fyrstens visdom og hans rigdom.
Når der var fornemt besøg, blev astrolabium-samlingen gerne vist frem – og den skulle helst gøre gæsterne grønne af misundelse. Den franske kong Karl 5. (1338-1380) besad således hele 12 eksemplarer, bl.a. ét astrolabium i guld og to i sølv.
“Hans majestæt var, når det gælder astrolabium-aflæsninger, forud for de dygtigste inden for dette felt”. Den indiske historiker Abu Fadl om stormogul Humayun.
Nogle fyrster lærte selv at aflæse instrumentet, enten fordi de ikke stolede på astrologernes målinger, eller fordi de elskede at eksperimentere og fx beregne himmellegemernes kommende positioner.
Den ungarske konge, Matthias Corvinus, der regerede i årene 1458-1490, rejste altid med sit astrolabium og brugte det til både at lægge strategier på slagmarken og finde den astrologisk set bedste dag, når der skulle underskrives diplomatiske aftaler.
På dette tidspunkt havde apparatet bredt sig til stort set hele verden, og europæiske opdagelsesrejsende berettede om astrolabier ved bl.a. Khubilai Khans hof i Mongoliet, mens den italienske eventyrer Marco Polo hævdede, at kineserne i Beijing også brugte dem.
En af verdens største astrolabium-entusiaster var den indiske stormogul Humayun, der betalte formuer til dygtige instrumentmagere. I byen Jaipur skød en hel række værksteder op, hvori der blev produceret astrolabier til stormogulen, hans hof og til eksport.
Da Humayun i 1541 skulle giftes, blev datoen da også bestemt vha. et astrolabium. Den samtidige historiker Abu Fadl beskrev, hvordan stormogulen selv var en ferm bruger af instrumentet:
“Hans majestæt var, når det gælder astrolabium-aflæsninger, forud for de dygtigste inden for dette felt”.
Astrolabiet kan løse livets store spørgsmål
Hvornår går Solen ned?
I en tid uden elektrisk lys var det vigtigt at vide, hvornår Solen gik ned og stod op, så det var muligt at planlægge arbejdsdagen. I dag kan du fx bruge et astrolabium til at udregne, hvornår Solen står højest på himlen, hvis du vil solbade.
Hvor er jeg?
Med udgangspunkt i Solen eller en klar stjerne var det muligt at udregne sin præcise position både på land og til vands – en vigtig information at have, hvis en storm har blæst dit skib på afveje, eller du er faret vild.
Hvem er jeg?
Udstyret med et astrolabium er det muligt at regne sig frem til, hvordan vigtige stjernekonstellationer stod under din fødsel. Middelalderens videnskabsfolk var overbeviste om, at astrologien har stor betydning for dit liv.
Hvor høj er den mur der?
Det er intet problem at beregne højden på genstande med astrolabiet – en funktion, som er guld værd, når der skal bygges store katedraler. Så tag dit astrolabium frem, næste gang du skal lave en carport.
Hvilken vej skal jeg vende?
Astrolabiet kan bruges som kompas. For muslimer var den funktion uhyre praktisk, for troen kræver, at de vender sig mod Mekka under bønnen. Under pilgrimsfærden (hajj) var de sikre på at finde vej til den hellige by.
Borgerskabet måtte nøjes med træudgaven
Stort set alle astrolabier fra middelalderen, der har overlevet til i dag, er lavet af bronze, kobber eller andre metaller og bestilt af overklassen. Historikere og arkæologer antager dog, at langt de fleste instrumenter var lavet i træ og derfor ikke er bevaret.
Disse billige astrolabier har været enkle, lettere at bruge og konstrueret til specifikke opgaver; fx har en arkitekt kunnet nøjes med et astrolabium, der kunne bruges til at udregne højder og vinkler samt fastslå klokkeslæt og dato med.
De simple astrolabier kunne bygges af snedkere. Små værksteder skød op i Europa, hvor mestre byggede astrolabier og andre måleredskaber til brug for den langsomtvoksende samfundsklasse af borgere i byerne.
Hvis astrolabiet skal med på en rejse, kræver det udskiftelige bagplader. De viser stjernehimlen tilpasset forskellige breddegrader.
I Paris indså den franske opfinder Jean Fusoris i slutningen af 1300-tallet, at han kunne tjene mange penge, hvis han ikke blot beskrev sine opdagelser og forslag til forbedringer af astrolabiet, men rent faktisk satte dem i produktion. Hans forretning med enkle og smukke astrolabier udviklede sig til den største instrument-fabrikation i Europa.
De fleste snedkere brugte dog astrolabium-manualer, ofte oversat fra arabisk, når de skulle bygge et instrument til en kunde.
Teksterne viser tydeligt stigningen i astrolabiets popularitet. Hvor historikerne kender til 10 afhandlinger skrevet i Europa inden slutningen af 1200-tallet, er tallet mere end 10-doblet ved indgangen til 1400-tallet. En af dem er Chaucers håndbog til sin søn.
Astrolabiet åbnede op for verden
Selvom instrumentet i princippet også havde store anvendelsesmuligheder for skibsfartens navigatører, var der ikke mange kaptajner i Europa, der havde interesse for astrolabiet. De kunne navigere vha. Nordstjernen.
Men da portugisiske opdagelsesrejsende i 1474 krydsede ækvator, var stjernen forsvundet bag horisonten. Derfor nedsatte den portugisiske prins Henrik, kendt som Henrik Søfareren, i 1484 et udvalg, der skulle finde den bedste måde at bruge astrolabiet på til søs.
Portugiserne udviklede en ny version af instrumentet, hvor den udskiftelige inderplade, som normalt viste stjernehimlen, blev fjernet. Det tillod de kraftige havvinde at blæse igennem, så målingerne blev forstyrret mindst muligt.
Instrumentet blev også bygget større og mere robust vha. bronze- og kobber-legeringer, der kunne tåle de salte forhold til søs uden at ruste og blive skæve. Denne specialiserede udgave blev kaldt et søastrolabium.
Søastrolabier var ikke helt så avancerede som de klassiske, men de var stabile og tålte saltvand.
I 1487 skulle det nye instrument stå sin prøve, da den portugisiske opdagelsesrejsende Bartolomeu Dias fik til opgave at sejle syd om Afrikas sydspids for at finde en søvej til Indien.
Indtil da havde ingen europæere haft held med forehavendet, og opgaven virkede umulig. Den nye astrolabium hjalp heller ikke meget, da Dias’ lille flåde på tre skibe kom i et voldsomt stormvejr, der truede med at knuse skibene imod de skarpe rev ud for den sydafrikanske kyst.
I 13 dage blev skibene kastet frem og tilbage, så søfolkene til sidst ikke anede, hvor de var. Men i januar 1488, da stormen havde lagt sig, kunne Dias ved hjælp af astrolabiet finde syd, hvor han regnede med at støde på vinde, der ville føre dem mod øst.
Dias’ manøvre var dristig, men han stolede på, at han med sit instrument præcist kunne udregne, hvor langt skibene skulle sejle, inden de drejede af for at følge den afrikanske kyst igen. Hvis hans instrument målte forkert, risikerede han i stedet blive sendt ud på det uendelige Indiske Ocean uden chance for at få nye forsyninger af ferskvand.
Manøvren tog godt en måned, inden skibets udkigspost omsider den 3. februar 1488 kunne råbe, at der var land i sigte. Dias’ skibe havde rundet Afrika og befandt sig nu øst for Kap det Gode Håb.
Den franske opdagelsesrejsende Samuel de Champlain brugte sit astrolabium flittigt i Canada.
Canada blev kortlagt med astrolabiet
Den franske kolonist Samuel de Champlain sejlede til Canada i 1608, hvor han grundlagde byen Québec. De Champlain brugte flere år på at udforske de ukendte områder og tegnede utrolig præcise kort over de steder, han nåede frem til, bl.a. ved at bruge sit astrolabium til landmålinger.
Men i maj 1613, da de Champlain sejlede op ad Ottawa-floden, begyndte hans kort at blive væsentlig mindre detaljerede.
Forklaringen på den dalende kortkvalitet fik historikerne godt 250 år senere, da den 14-årige farmersøn Edward Lee i 1867 fandt de Champlains astrolabium, mens han var ved at rydde træer på sin fars grund.
Historikerne regner med, at de Champlain mistede astrolabiet, da han krydsede de voldsomme strømfald omkring 100 km fra Ottawa. Uden sit skattede instrument måtte de Champlain anvende enklere metoder til at udfærdige sine kort, og resultatet blev derefter.
De Champlains astrolabium blev i 1989 købt af den canadiske regering, og er i dag udstillet på Canadian Museum of History i Québec.
Atlanterhavet kunne krydses sikkert
Dias’ succes gjorde ham ikke bare til en af Portugals største navigatører, men åbnede også en helt ny verden op for Europas opdagelsesrejsende. Astrolabiet blev fast inventar på portugisiske sørejser, og andre nationer fulgte hurtigt trop.
Christoffer Columbus havde et astrolabium med sig, da han i 1492 opdagede Amerika, og Vasco da Gama brugte et stort astrolabium af træ da han landede i St. Helena Bay i Sydafrika i 1497. Da Fernando de Magellan i 1519 drog ud på verdens første jordomsejling, var han udrustet med intet mindre end syv astrolabier – seks af metal og et af træ.
Især rejsende blev ofte afbildet med et astrolabium – her Christoffer Columbus på et træsnit fra slutningen af 1400-tallet.
Med astrolabiet i hånden blev nye verdensdele opdaget, og rejsetiden mellem dem blev væsentlig mindre. Instrumentet gjorde det også muligt at krydse det mægtige Atlanterhav uden problemer.
En kaptajn, der skulle sejle fra Europa til en koloni i Caribien, sejlede først til Azorerne eller Kap Verde for at få frisk drikkevand til resten af turen. Derfra sejlede han mod syd, indtil han ramte den breddegrad, endemålet lå på.
For at sikre, at skibet holdt sig på den korrekte breddegrad, blev astrolabiet dagligt brugt på turen tværs over Atlanten. Metoden var ikke ligefrem elegant, men til gengæld virkede den og gjorde handlen med de oversøiske kolonier meget lettere.
Det astronomiske ur i Prag står stadigvæk som et af byens kendteste vartegn.
Verdens ældste ur bruger principperne
I 1410 kunne indbyggerne i Prag for første gang beundre deres nye, smukke astronomiske ur. Det byggede på principperne fra de populære astrolabier, men var her blevet fremstillet i en enorm størrelse, som var hidtil uset
Urets mange skiver er en forstørret udgave af den todimensionelle stjernehimmel med bevægelige dele, som også kan ses på et astrolabiums forside – og samtidig var uret et pragteksemplar på sin tids håndværk.
Ifølge en lokal legende var Prags borgerråd så tilfreds med urmagerens værk, at de beordrede ham blindet, for at han ikke kunne genskabe sit ur i en rivaliserende by.
Prags indbyggere havde god grund til at være stolte af uret, der bl.a. viser Månens og Solens bevægelser i relation til hinanden, samt hvornår Solen vil gå ned. Uret er det tredjeældste astronomiske ur i verden og det ældste, der endnu er i brug.
Fire instrumenter erstattede multiredskabet
I århundreder var astrolabiet verdens måske vigtigste videnskabelige instrument. Men efterhånden fandt folk dog ud af, at der var problemer ved datidens version af en smartphone, som betød, at den ikke altid var så smart. Med tiden blev dets funktioner erstattet af andre – mere præcise eller praktiske – redskaber.
Allerede i middelalderen begyndte mekaniske ure at fortrænge astrolabiet som det vigtigste instrument til at aflæse tiden. Fra 1300-tallet blev høje klokketårne bygget, og de kunne oplyse alle i et området om, hvad klokken var.
Da hollandske Christiaan Huygens i 1656 opfandt det pendul-drevne ur, som var så lille, at det kunne stå i et privat hjem, var astrolabiets dage som ur endegyldigt talte.
Astrolabiet er også kommet med på statuer, fx i Canadas hovedstad, Ottawa, hvor Samuel de Champlain står med sit instrument, som han tabte under sin opdagelsesrejse.
På land havde opfindsomme landmålere nogle årtier forinden tilføjet et teleskop til deres astrolabium og dermed skabt den første teodolit – et vinkelmålingsinstrument, der gør det utrolig nemt at opmåle distancer og fx fastlægge grundskel og måle op til veje.
Søastrolabiet holdt stand mere end hundrede år endnu, indtil det blev erstattet af sekstanten. Dette instrument blev opfundet i 1730’erne som en videreudvikling af astrolabiet, men var mere præcist og bedre egnet til at lave målinger med på et gyngende skibsdæk.
En æra var slut. I omkring 1.000 år havde astrolabiet været et uundværligt redskab for alle – fra astrologer til søfolk – i hele verden. Det lille instrument skabte system i middelalderen og muliggjorde opbygningen af enorme koloniimperier i den nye verden.