Medici Firenze

Adelige blev hugget ned på kirkegulvet

Medici-familien var det rige Firenzes reelle herskere. I 1478 blev magtkampen så indædt, at to Medici-brødre blev hugget ned i domkirken. Bagmændene fik hurtigt deres bekomst; de blev smidt ud af byens vinduer med reb om halsen.

Medici-familien var det rige Firenzes reelle herskere. I 1478 blev magtkampen så indædt, at to Medici-brødre blev hugget ned i domkirken. Bagmændene fik hurtigt deres bekomst; de blev smidt ud af byens vinduer med reb om halsen.

Benozzo Gozzoli /Wikipedia

Søndag 26. april 1478 var der, vanen tro, gudstjeneste i den smukke domkirke i Firenze. Præsten havde netop hævet alterbrødet og velsignet det. Menigheden slog andægtigt øjnene ned og foldede hænderne i bøn. I samme øjeblik sprang fire mænd op med hævede sværd og angreb de to adelige brødre Giuliano og Lorenzo Medici.
Giuliano Medici blev hugget og stukket ikke mindre end 19 gange og efterladt døende i en sø af blod på kirkegulvet. Lorenzo Medici nåede hårdt såret at flygte ind i sakristiet, hvor en ven låste døren bag ham. Han reddede livet ved sin flugt.
I og uden for kirken udløste attentatet både skrål og voldsom tumult. Mænd greb deres våben og råbte til hinanden, at de ansvarlige for attentatet kom fra Pazzifamilien. Samtidig forsøgte tilhængere af Pazzifamilien at storme Medicifamiliens rige paladser, mens de gjaldende råbte “frihed”.­ Kampråbet var en hentydning til, at Medicifamilien i generationer havde regeret bystaten fra kulissen. Til trods for, at Firenze var en republik, hvor regeringsmagten skulle gå på skift mellem de mest magtfulde familier. Pazzifamilien havde denne gang gjort regning uden vært: Deres angreb blev mødt af ophidsede folkemængder, der støttede Medici'erne og var skummende af raseri over angrebet på slægtens ledere i domkirken. Familien var populær på grund af den rigdom, de skaffede til byen. En nådeløs jagt på attentatmændene fra Pazzifamilien og deres tilhængere gik nu ind. Efterhånden som drabsmændene blev fanget, blev de dømt til døden. Uden rettergang. Jacopo de Pazzi, en af komplotmagerne, blev smidt levende ud af et paladsvindue. Den ophidsede folkemængde kastede sig over manden også efter hans død og trak det nøgne lig gennem gaderne til floden. Andre kupmagere blev hængt ved deres hals fra Medicipaladsets vinduer. En af de hængte var ærkebiskop Francesco Salviati – en af hovedmændene bag komplottet. Han blev hængt iført fuldt ornat. Først to dage efter attentatet i domkirken var urolighederne slut. Mere end 20 medlemmer af Pazzifamilien var da døde.

Bystyret fratog desuden slægten alle besiddelser, og familienavnet blev slettet fra byens annaler.
Optakten til de blodige begivenheder i Firenzes domkirke havde strakt sig over århundreder. Selve byggeriet af Basilica di Santa Maria del Fiore, som domkirken officielt hedder, blev påbegyndt helt tilbage i 1296. Firenze var allerede dengang en by i kraftig vækst med rigdom fra handel, klædeproduktion og minedrift. Byens borgere ville derfor have en katedral, som kunne overgå kirkerne i de rivaliserende byer, Pisa og Siena. Byggeriet kom dog til at trække ud. Pengemangel og pesten plagede. Først i 1436 stod domkirken færdig. Da var den både større og dyrere udsmykket end nogen anden kirke i Italien. Med plads til 30.000 mennesker var den verdens næststørste kirke, kun overgået af Hagia Sofia i Konstantinopel. Især kuppel blev et mesterværk. Den ottekantede kuppel blev opført fra 1420. Den løfter sig 111 meter i vejret og er den første i verden bygget uden støttende stillads. Det kunne lade sig gøre, fordi arkitekten Brunelleschi opfandt et selvbærende murstensmønster, der klarede den tonstunge vægt.
Mens byggeriet af domkirken stod på, var Firenzes magt blevet stadig større. Byen havde underlagt sig nabobyer og var blevet magtcentrum i Toscana. Firenze var blevet så stærk, at byen kunne blande sig i kirkens anliggender – hvilket pave Sixtus 4., der var valgt som pave året før attentatet i domkirken, var stærkt utilfreds med. Han prøvede at begrænse bystatens magt ved at købe et grevskab på grænsen mellem sine og Firenzes landområder. Paven finansierede sit køb med et lån fra Pazzifamilien, som også blev bestyrere af hans indtægter. Dén forretningsforbindelse brød Medicifamilien sig til gengæld ikke om og fjernede som modtræk byens ærkebiskoppen Salviati fra sin post. En personlig fornærmelse, paven ikke kunne ikke sidde overhørig. Med ordene: “Jeg støtter det – så længe ingen bliver dræbt,” godkendte han derfor attentatet mod Medici-brødrene i den smukke domkirke.