Året er 1927. Den tyske arkitekt Herman Sörgel har fået en fantastisk idé, som optager ham i alle hans vågne timer: Han vil bygge verdens største dæmning tværs over Gibraltarstrædet.
Når strædet mellem Europa og Afrika er spærret, vil fordampningen medføre, at vandstanden i Middelhavet falder med 200 m. Den blotlagte havbund vil forøge Europas areal med en halv million km2 – et areal på størrelse med Frankrig og Belgien – og give plads til nye, moderne byer.
Højdeforskellen mellem de to have vil Sörgel udnytte til et gigantisk vandkraftværk, der sammen med dæmninger ved fx Bosporus skal producere 110.000 megawatt – energi nok til at forsyne hele Europa med elektricitet.
Herman Sörgel udgav et velanskrevet tidskrift for arkitektur, men tiden brugte han på Atlantropa.
Samtidig vil dæmningen over Gibraltarstrædet og en bro fra Sicilien gøre Europa landfast med Afrika.
Navnet på det nye superkontinent har Herman Sörgel klar: Atlantropa.
Stormende hyldest
Sörgel beregner, at det vil tage ca. 150 år at fuldføre de enorme byggeprojekter, hvilket betyder beskæftigelse til millioner af arbejdere i flere generationer.
Atlantropa kan – kort sagt – afskaffe den store europæiske arbejdsløshed, forsyne verdensdelen med billig elektricitet, gøre Afrikas naturrigdomme tilgængelige og tilmed overflødiggøre krige.
KORT – Her er Atlantropa:
Det indvundne land omkring Middelhavet markerede Sörgel med grønt. I virkeligheden ville her være opstået en gold saltørken.
Dæmningen ved Gibraltar er 35 km lang, værkets turbiner forsyner hele Europa med el.
Atlantropa-hovedkvarteret placeres i Geneve. De tre tårne symboliserer sammensmeltningen af politik, erhvervsliv og videnskab.
Venedigs kanaler bliver tørlagt, når vandstanden falder. For at redde byens særlige atmosfære inddæmmes Veneziabugten. Dæmningen ligger 30 km væk, så den ikke er synlig fra byen.
Sortehavet kommer til at ligge højere end Middelhavet. Det giver mulighed for et kraftværk ved Bosporus.
Port Said får en ny havn 80 km fra den gamle by, Nilen stemmes op, og Suezkanalen forlænges.
Da han offentliggør sine planer, er Tyskland stadig mærket af nederlaget efter 1. verdenskrig, men tyskerne har fået tillid til fremtiden – og til ingeniørernes formåen. De drømmer om, at landet igen vil rejse sig og på ny blive en stormagt.
Sörgel deler deres drømme, men han mener også, at de europæiske lande må stå sammen, hvis de ikke skal sakke teknologisk bagud i forhold til USA.
Pressen reagerer med begejstring og beskriver Sörgel som en visionær, der arbejder for menneskehedens bedste. “Det 20. århundredes mest betydningsfulde arkitekt” og “en ny Columbus”, bliver han kaldt.
Han opretter et Atlantropa-institut, hvor tidens førende ingeniører og arkitekter videreudvikler planerne for det nye kontinent.
Ingen vil være med til Atlantropa
Men ét er at lægge planer, noget andet er at få politisk opbakning. Især Italien yder stor modstand mod Sörgel – bl.a. fordi alle landets gamle havnebyer vil komme til at ligge langt inde i landet.
Da nazisterne overtager magten i Tyskland i 1933, øjner Sörgel muligheden for at få ført sine visioner ud i livet. Han foreslår en tysk-italiensk alliance, der kan gennemføre projektet.
Men nazisterne har kun hån tilovers for ham. De ønsker at skaffe lebensraum mod øst ved hjælp af militære midler, mens Sörgels udtrykkelige hensigt er at skabe fred.
I 1943 får han forbud mod at skrive, og hans Atlantropa-institut lukkes. “Mit liv går i ring”, klager han.
I to år lever han tilbagetrukket på landet i Bayern, men straks efter 2. verdenskrig kan Sörgel igen arbejde med sine ideer om det nye superkontinent. Mere end nogen sinde er han overbevist om, at Atlantropa er svaret på alle problemer, og han får foretræde for Tysklands nye magthavere, amerikanerne.
De er især interesserede i Afrika, som bugner af uudnyttede råstoffer, og Sörgel udvider hurtigt sine planer: Vældige landområder, inklusive Sahara, kan opdyrkes vha. kunstvanding.
Vandet vil han hente fra tre enorme kunstige søer. Den største – kaldet Congohavet – vil opstå ved opdæmning af Congofloden og dække 900.000 km2.
Fordampningen fra de tre søer kan tilmed sænke temperaturen i Afrika, så den bliver mere behagelig for de hvide, lover han. I en tankegang, der er typisk for kolonitiden, indgår afrikanerne ikke i Sörgels planer – ikke som andet end billig arbejdskraft.
Visionen om Atlantropa vinder støtte i efterkrigstiden, men Sörgels livslange stræben ender tragisk. Under en cykeltur i 1952 bliver han påkørt og dør af sine kvæstelser. Bilisten flygter fra ulykkesstedet.
Uden den karismatiske Herman Sörgel svinder interessen for Atlantropa-projektet hurtigt. Samtidig overbeviser åbningen af verdens første atomkraftværk i 1954 politikerne om, at a-kraft – snarere end en komplet utopisk dæmning ved Gibraltarstrædet – er svaret på verdens energiproblemer.