Big Bens enorme klokke ser underlig malplaceret ud i det simple træstillads på en mudret græsplæne ved Themsen. Mens regnen falder på klokkens glinsende overflade, syder omgivelserne af aktivitet.
Efter 17 års uafbrudt byggeri er håndværkere i 1857 ved at lægge sidste hånd på den nye parlamentsbygning, mens tårnet, som klokken skal op at hænge i, endnu kun er halvvejs. Forsinkelserne betyder, at en klokker må trække i et tov hver time for at få klokken til at slå timeslag.
Denne oktobereftermiddag løftes klokkens 610 kg tunge jernhammer atter en gang og falder tungt. En smuk E-tone overdøver larmen fra byggeriet og hestehove mod brosten, men næste gang hammeren falder på klokken, udsender den et sygt metallisk host.
Lederen af klokketårnsbyggeriet, Edmund Denison, kommer ilende, og efter en febrilsk inspektion må han konstatere, at det værst tænkelige er sket: Klokken er flækket. En grim og over en meter lang revne skærer ned gennem bronzen. På avisen The Times of London ved redaktøren, at revnen ikke kun er et hårdt slag for byggeriet. Dagen efter skriver han i en artikel:
“Hr. Denison betragtede klokken med samme ømhed, som en far betragter sin eneste søn. Hans sorg over dens tidlige død er ikke vanskelig at forestille sig”.
Kort tid efter slæbes klokken væk og slås i hundredvis af stykker med en mægtig jernkugle.
Den flækkede klokke er blot ét af utallige uheld og skandaler, der rammer byggeriet af Big Ben. Storbritannien er klodens eneste supermagt, og hovedstadens klokketårn skal naturligvis være verdens smukkeste og mest imponerende. Men store egoer og skrappe krav gør byggeriet af mure, ure og klokkeværket til et helvede.
Brand skaber plads til Big Ben
I 1834 havde Westminster Palace allerede været landets magtcentrum i mere end 800 år. Den 16. oktober fyrer to funktionærer alt for ivrigt i parlamentsbygningens store centrale ovn for at komme et stort lager af gamle træpinde til livs.
Varmen forårsager brand i skorstenene og udvikler sig hurtigt til et flammehav, der omslutter hele det vidtforgrenede regeringskompleks.
Tusindvis af hovedstadens indbyggere stimler sammen for at betragte katastrofen med en blanding af rædsel og fascination. Samtidig er den kendte arkitekt Charles Barry på vej til London i sin hestevogn, da han gør holdt for at betragte himlen, som flammerne farver blodrød.
“Sikke en chance for en arkitekt”, udbryder Barry, da han hører, at det sælsomme syn skyldes brand i parlamentsbygningen. 97 arkitekter indsender året efter deres bud på et nyt parlament, og vinderen bliver den kendte og respekterede Barry. Hans tegninger viser et smukt neogotisk palads uden klokketårn.
Vilhelm 4.s repræsentant gør indsigelse og understreger, at kongen ønsker, at landets nye parlament skal: “have et nobelt ur, et urenes konge, det største, verden endnu har set, og det skal kunne høres og ses fra hele det pulserende London”.
Barry har kun ringe erfaring med klokketårne og beslutter derfor i 1836 at sætte sin assistent, Augustus Pugin, til at tegne et udsøgt klokketårn.
Pugin strækker sine kreative evner til det yderste og tegner et 96 meter højt tårn, som indeholder et gigantisk urværk, der skal drive meterlange visere på fire enorme skiver. Timerne skal slås på en 2,3 meter høj og 2,7 meter bred klokke, og kvartererne skal markeres med letgenkendelige melodier på mindre klokker.
Udsigten til et hundedyrt klokketårn giver dog anledning til heftig debat i offentligheden, hvor en forarget avislæser mener, at der ikke er nogen grund til at bruge penge på fire fornemme urskiver på 10 meter i bredden, “når næsten hver en borger i for-vejen bærer på et ur i lommen”.
Trods kritik kommer byggeriet af tårnet omsider i gang i 1843.
Victoria Tower er parlamentsbygningens højeste tårn. Alligevel løber Big Ben med al opmærksomheden.
Uret på Big Ben skal gå uhyggelig præcist
Mens fundamentet støbes, udtænker hofastronomen George Airy 15 skrappe krav det enorme urværk. Blandt andet må det første timeslag på den store klokke maksimalt afvige med ét sekund per time, hvilket er fuldstændig uhørt for et større urværk i 1800-tallet.
Airy kræver også, at uret skal forbindes med observatoriet i Greenwich via et telegrafkabel, så de ansatte i Big Bens top to gange i døgnet kan modtage besked om, hvad klokken er, og dermed tjekke, om parlamentets ur går præcist.
Mens Londons urmagere forbereder deres tilbud, blander den unge Edmund Denison sig i projektet. Han er en lynende intelligent advokat og amatør-urmager, der har skrevet Encyclopædia Britannicas afsnit om ure og udgivet en rost bog om emnet.
Denison, hvis magtfulde far er medlem af parlamentet, insisterer på at blive Airys ulønnede meddommer under udvælgelsen af urværket. Da byggekommissionen accepterer tilbuddet, har de ikke den fjerneste anelse om, at kompromisløse Denison kommer til at blande sig i alt og drive alle til vanvid.
Tre kendte urmagere indsender velforberedte bud på uret, men Airy og Denison er nådesløse i deres dom.
“Ingen af dem er gode nok”, slår Denison kynisk fast. En får at vide, at hans konservative forslag “ville udgøre et fint landsbyur”, mens en anden afvises med begrundelsen, at prisen på 3.373 pund er alt for høj.
Englands urmagere raser over Denisons grovheder og angriber ham i pressen, men den stædige advokat helmer ikke og giver igen:
“Engelske urmagere er de mest konservative, stupide og stædige blandt alle faggrupper”, skriver han.
Som meddommer bliver han dog til sidst nødt til at kåre en vinder af konkurrencen, så den anerkendte Edward Dent tildeles opgaven med at bygge uret – mod at han accepterer en række af Denisons ændringsforslag.
Denison stjæler æren for uret
Arbejdsro skal Dent ikke regne med, for Denison ser jævnligt sit snit til at brase ind hos urmageren for personligt at foretage et utal af tekniske ændringer – og sørge for, at hans, og ikke Dents, navn indgraveres på vidunderet.
Denisons råd og indvendinger er dog ikke blot et udtryk for en stræbsom ung mands forfængelighed – han brænder også for ure og bidrager blandt andet ved at opfinde det trebenede hæmværk, der bevirker, at uret i sidste ende kan overholde Airys strenge præcisionskrav. Denison er så stolt af sin opfindelse, at han udstiller en næsten tro kopi af det fem tons tunge urværk på industriudstillingen i Crystal Palace i 1851.
Men klokketårnet, som urværket skal opstilles i, er alvorligt forsinket, og tidspresset stiger kun yderligere, da tårnets arkitekt, Augustus Pugin, løber ind i en alvorlig krise.
“Jeg har aldrig arbejdet så hårdt i mit liv, som jeg har for hr. Barry, for i morgen præsenterer jeg alle mine tegninger til hans klokketårn. Det er smukt, og jeg er urets maskineri”, skriver Pugin i et brev. Arbejdspresset underminerer arkitektens mentale sundhed, og i juni 1852 bryder han sammen og indlægges på et sindssygehospital. Tre måneder senere dør han.
Barry skjuler straks alle beviser på, at Pugin i virkeligheden er hjernen bag klokketårnet, og anerkender aldrig assistentens store rolle i tårnbyggeriet. Chefarkitekten vil have hele æren.
1847: Parlamentets “fineste" kammer, House of Lords, flytter ind i det delvist ufærdige Westminster Palace. Fem år senere er salen til House of Commons også klar.
Klokken får knogler til at rasle
I 1855 tester og godkender hofastronomen Airy Dents og Denisons urværk. Næste store udfordring er udformningen af Storbritanniens største klokke. Denison, der ellers kun har ringe erfaring med støbning, blander sig på ny i processen og bestemmer selv de tekniske krav: Den store klokke skal veje omkring 15 tons, støbes af 22 dele kobber og 7 dele tin og have tonen E.
Da klokken er færdig og omsider fremme ved byggepladsen nær Themsen, tripper Denison og pressen ivrigt for at høre gigantens lyd for første gang.
På Denisons signal falder den 610 kg tunge hammer mod klokkens glinsende overflade. Lyden er så høj, at de tilstedeværende nærmest vælter bagover. En journalist fra The Times skriver:
“Det var en både forfærdelig, højtidelig og hjertevarmende lyd. Den får dine knogler til at rasle og din marv til at trække sig sammen. Efter fem slag harmonerer vibrationerne vidunderligt. Hvad kan vi gøre ud over at lykønske Denison med triumfen?”
Journalisten kan kun finde én ulempe: “Navnet, Big Ben, er forfærdelig vulgært”, fnyser han.
Et år efter forvandles Denisons triumf til en skandale, da klokken flækker. En ny bestilles i hast hos en anden støber, men den står først færdig i april 1858.
Og da den anden Big Ben omsider skal hejses på plads, fortsætter farcen: Klokketårnets indre skakt er for smal, så klokken må hæves, mens den ligger på siden, og den procedure belaster metallet hårdt.
For at gøre ondt værre hænges klokken tilmed op i et alt for stift stativ, så hele tårnet vibrerer faretruende efter hvert klokkeslag. Urværkets indvielse må udskydes endnu en gang.
Aviserne håner omgående den ansvarlige. “Hr. Denison har en lidet udviklet forståelse for klokkeophængning. Siden tidernes morgen har intet urværk været genstand for så mange uenigheder og sammensværgelser.
Nu har vi ventet i 15 år, og i den periode har konstruktionen været diskuteret fire gange i parlamentet, været i retten, ledt til opsigelser, underskriftindsamlinger og utallige intriger”, skriver The Times.
Denison og alle andre implicerede ved, at de ikke kan tillade sig at lade befolkningen og byggekommissionen vente længere. Big Ben bliver hængt op i et nyt og mere fleksibelt stativ, og de fire kvarterklokker gør den kort efter selskab.
Herefter hejses det fem tons tunge urværk på plads og forbindes med viserne på tårnets fire store ure. Den 9. maj 1859 trækkes urværket op for første gang og begynder at tikke. Men urværket har ikke kræfter til de alt for tunge visere.
Denison vasker straks hænder i aviserne. “I al hemmelighed ændrede Barry på viserne, efter at jeg havde godkendt dem”, skriver han. Nye og lettere visere installeres, og den 7. september 1859 fungerer alt endelig:
Uret tikker, tiden vises korrekt på alle fire skiver, Big Ben ringer myndigt, og fire mindre klokker kimer lystigt hvert kvarter. Kun parlamentet brokker sig:
“Hvem kan vi takke for de begravelsestoner, der runger hver time? Det kan ikke passe, at Huset og folket skal forbandes til at høre den forfærdelige lyd hver time”, vrisser en politiker.
Klokken på Big Ben flækker igen
Denison kan kun glæde sig i tre uger, før endnu en katastrofe rammer Big Ben. Han hidkaldes til tårnet for at tilse en masse underlige bobler i bronzen og konstaterer straks, at også den anden klokke er flækket. Denne gang finder han ikke én, men hele to lange revner.
The Times ophøjer begivenheden til en national katastrofe. “Hvad skal vi stille op med klokken i Westminster? Det er ved at blive en alvorlig sag, der skader hele Englands ry. For en klokkestøbning er i sidste ende blot en mekanisk udfordring”, skriver redaktøren hovedrystende – og fortsætter: “Hvorfor kan vi ikke udrette det samme som næsten ethvert barbarisk land?”
Mens avisen begræder skaden på Englands omdømme, koger Denison over af vrede og kaster sig frådende over klokkestøberen. “Denne klokke var, som så mange fine ting, et udsøgt svindelnummer. Alle hullerne blev fyldte som en rådden tand hos tandlægen og malet over”, skriver han.
I en lind strøm af smædebreve fortsætter Denison med at kritisere “den stupide Barry” og næsten alle andre involverede. Til sidst bliver hans hadske udfald for meget for The Times. “Hvis hr. Denison ønsker at komme med en pæn og ordentlig mening om emnet, stiller vi gerne vores spalter til rådighed.
Men så længe han fortsætter med at kaste om sig med chokerende skældsord mod alle, der ikke spiller efter hans pibe, så vil vi behandle ham som klokken – som noget, der skal afmonteres i stilhed”, skriver redaktøren i sin klumme.
Klokkestøberen føjer spot til skade, da han sagsøger Denison for injurier og vinder. Denison dømmes til at trække sin påstand om svindel tilbage og må desuden betale svimlende 800 pund i erstatning til den fornærmede støber.
1859: Londons nye vartegn, tårnet med de fire store urskiver og klokken i, er omsider færdigt. Først efter yderligere et halvt års møjsommelige justeringer går uret helt præcist.
Pengekassen klappes i for Big Ben
Denison er ligeglad med prisen og besværet. Efter hans mening bør klokken hejses ned og omstøbes nok en gang. Alt skal være perfekt. Men andre tager sig til hovedet og leder efter mindre indgribende løsninger.
Efter en grundig undersøgelse foreslår hofastronomen Airy i april 1860, at klokken roteres 45 grader, så sprækkerne kommer væk fra hammeren og udsættes for så få vibrationer som muligt. Derudover skal Denisons alt for tunge jernhammer udskiftes med en lettere, tinbelagt slagmekanisme for at skåne klokken yderligere.
Som så ofte før regner Denison et grimt personangreb for sit bedste forsvar. “Det er ikke første gang, at Airy har truffet forhastede og fejlagtige konklusioner om forhold, han ikke har nogen praktisk forstand på”, skriver han til parlamentets byggekommission.
Mens politikerne diskuterer, hvad der skal gøres, ringes timerne de næste tre år ind på den største kvarterklokke. Først i 1863 beslutter parlamentets byggekommission, at Airys anbefalinger skal føres ud i livet. Den 5. november 1863 kan Londons indbyggere pludselig høre den store klokkes karakteristiske ringen over byen igen.
“Big Ben har atter fundet sin stemme!” skriver en lille London-avis begejstret. Af frygt for uheld og flere pletter på omdømmet har Denison og Airy valgt ikke at markere klokkens comeback med nogen form for festivitas.
Udviklingen af et mere avanceret hæmværk sikrede Big Ben en plads i historiebøgerne, for tårnets ure blev verdens mest præcise.
London ejer verdens bedste ur
Kort efter skriver Denison nogle konkluderende bemærkninger i sin dagbog om Big Bens 25 år lange og stormfulde tilblivelse: “Således har vi fået en foreløbig afslutning på historien om klokketårnet, der allerede har overlevet tre urmagere, sin arkitekt og to byggekommissærer”.
Charles Barry var en af dem, Denison omtalte – chefarkitekten døde i 1860, tre år før Big Ben ringede på ny.
Denison fortsætter sit sidste forsvar: “Hvilke yderligere trængsler det må igennem, skal jeg ikke kunne forudsige. Alt for mange mennesker blev skuffede, led nederlag og blev udstillet på vejen mod målet (…) Men alle med en sund dømmekraft vil forstå, at denne store støbejernsmaskine, der skal kunne fungere i alle slags vejr, holder tiden bedre end alle verdens øvrige tårnure. Og glem aldrig, at vores rivaler mente, at det var en umulig opgave”.