Den langsommelige tur i hestevogn fra Chicagos banegård til hotellet Tremont House gør passagererne utålmodige. Silende regn har forvandlet gaderne til et tungt ælte af mudder.
Og selvom den hårdtprøvede kusk forsøger at piske sine heste frem, må han give op to gader fra hotellet. Hjulene sidder uhjælpelig fast. Kusken råber sine beklagelser gennem regnen.
Nølende trækker passagererne i deres medbragte langskaftede støvler for at nå hotellet til fods. Mænd og kvinder balancerer forsigtigt hen over de gyngende, slimede træplanker, som er lagt ud på de sumpede gader som et helt utilstrækkeligt fortov.
Den sidste forhindring er at krydse gaden foran hotellobbyen. Her er mudderet så dybt, at gæsterne frygter at blive hængende. Det ville ikke være første gang, en fodgænger mistede sit fodtøj i byens navnkundige ælte.
“Rendestenene flyder med så meget møg, at selv svinene rynker på trynen ved stanken”. Avis fra Chicago.
Blandt rejsende i 1800-tallet er Chicago berygtet. Lige siden sin grundlæggelse i 1833 har byen været kendt for sin kamp mod mudder og vand.
På den tid kom bl.a. finansmanden William Ogden til Chicago for at ordne en jordhandel for sin svoger. Synet af de ufremkommelige gader fik William Ogden til at tøve – han måtte advare svogeren i New York:
“Du gør dig skyldig i en stor fejltagelse. Jorden er ikke andet end sump!” skrev han.
William Ogden ender dog med at blive så glad for stedet, at han slår sig ned og bliver byens første borgmester. Og i løbet af de næste 20 år vokser byen til at blive Midtvestens førende metropol med næsten 60.000 indbyggere.
Hvert år kommer der flere til, for Chicago synes at have arbejde til alle; her åbner nationens største kvægauktioner og slagterier – endestationen for flere cattle trails, de ruter, som cowboys benytter, når de driver køer ind fra prærien.
Også fabriks-ejerne får øje på byen, der via kanaler og det nybyggede jernbanenet er blevet et af USA’s vigtigste trafikknudepunkter.
Regn fik hurtigt grundvandet til at stige, så Chicagos støvede gader forvandlede sig til pøle af mudder. Det krævede mange kræfter og godt fodtøj at krydse gaden.
Chicago er dødsdømt uden handling
Med indbyggernes livsbetingelser ligger det tungere, for Chicago er bygget på den flade bred ved Michigan-søen, og grundvandet står så højt, at nogle få dage med regn kan gøre gaderne umulige at krydse.
Endnu værre er det, når en storm presser søvand op i byen, så sivebrønde og latriner bliver oversvømmet. Så flyder fækalier frit i gaderne.
Sygdomme som tyfus og dysenteri trives i det beskidte mudder. Diarré er dagligdag for de fleste, og senest har en kolera-epidemi taget livet af 3.500 ulykkelige sjæle.
Den eneste form for reel sanitet, byen råder over, er de grise, som vælter sig i byens mudder og æder afføringen. En lokal avis beskriver uappetitlighederne i en artikel:
“Rendestenene flyder med så meget møg, at selv svinene rynker på trynen ved stanken”.
Kun med humorens hjælp klarer Chicagos befolkning sig gennem regnvejrsdagene. En populær anekdote fortæller om en mand, der er sunket ned til halsen i gademudderet.
En venlig forbipasserende gentleman spørger ham:
“Kan jeg hjælpe Dem?”
"Nej tak, det går fint”, forsikrer manden, “jeg har en god hest under mig!”
En anden anekdote fortæller om en hestevogn, hvis forende er sunket langt ned i mudderet. Den er efterladt med et skilt: “Korteste vej til Kina”.
Men uanset byboernes humør er Chicago dødsdømt, hvis ikke problemerne bliver løst. Noget skal ske.
Blandt de mange tilflyttere, der i 1855 kommer til byen, er den 24-årige George Pullman.
Han har allerede skabt sig et navn som selvlært ingeniør, da Erie-kanalen mellem Nordamerikas store søer (Great Lakes) og Hudson-floden til New York skulle udvides. Dengang kunne Pullman tilbyde at flytte de huse, der lå i vejen for kanalen.
Når kunderne havde underskrevet kontrakten, løftede han simpelthen bygningerne op fra fundamentet og trillede dem afsted på store, runde træstammer til den nye adresse.
Med de problemer, Chicago står i, håber George Pullman på at rulle hele byen væk.
Når et hus var hævet, gik murerne i gang med at bygge fundamentet op.
Ingeniører på overarbejde
Indtil videre forsøger byen at afhjælpe mudderproblemet ved at lægge planker ud i gaderne, så mudderet er dækket. Nogen holdbar løsning er det ikke, konstaterer månedsbladet Putnam’s Monthly Magazine i en artikel:
“Både gader og fortove er belagt med planker. Om foråret indtager jorden sin originale karakter af sump. Plankerne begynder at flyde, og når tunge vogne passerer, sprøjter mudret vand i nærmest kunstneriske fontæner til alle sider”.
I årevis skændes byrådsmedlemmerne om en mulig løsning. Ét forslag er simpelthen at opgive Chicago – rive husene ned, flytte indbyggerne og anlægge byen et tørt sted.
Men prisen vil være astronomisk, så forslaget afvises, og jagten på en anden løsning fortsætter. Løsningen er at etablere en kloak, der kan lede regn- og spildevand væk.
Men i en by, hvor husene er opført ganske få cm over grundvandsspejlet, er det nyttesløst at anlægge kloakker – de ville bare blive oversvømmet.
I slutningen af 1855 er en redningsplan omsider på plads: En kloakeringskommission ledet af ingeniør Ellis S. Chesbrough skal anlægge en kloak, der leder vandet væk.
For at give rørene det nødvendige fald skal gaderne hæves to meter vha. et tykt jordlag. Og hvis ikke indbyggerne for fremtiden skal bo i kælderen, skal husejerne løfte deres huse.
Almindelig beboelse, offentlige bygninger og hele forretningsstrøg skal løftes to grade – til byens nye niveau.
Donkrafte er løsningen
Opgaven er lige så tung, som den lyder – hovedparten af bygningerne i byens centrum er lavet af sten. Eksempelvis er det fornemme hotel Tremont House seks etager højt og rummer 260 værelser.
Murstenenes vægt løber op i mange tusind tons, men Ellis S. Chesbrough har en idé: Som ung mand arbejdede han ved jernbanen og var med til at løfte afsporede lokomotiver tilbage på sporet vha. håndbetjente donkrafte.
Den teknik vil han bruge i stor skala i Chicago. Som en påmindelse om, hvor meget det haster med en kloak, beskriver avisen Chicago Daily Tribune i marts 1857 en gåtur fra Lake Street til Clark Street.
Hver husejer på ruten har bygget sit eget fortov – så bredt og højt, som han selv synes. Resultatet er et forhindringsløb:
“Syv meter frem ad fortovet, og så skal du ned ad fire trappetrin. 10 meter længere fremme møder du en stejl forhøjning, over hvilken du må klatre. På den modsatte side venter en glidetur ned. Så følger måske en halv husblok, hvor terrænet er nogenlunde normalt, indtil en smal, stejl trappe fører dig op i første sals højde og leder hen til en ny forhøjning, fra hvilken du må kravle eller falde. Sådan går turen, op og ned, ned og op”.
Donkraften blev udviklet til at løfte afsporede tog op på skinnerne igen.
Første bygning hæves til niveau
I januar 1858 er alt klar til løftet af den første murstensbygning. Inden premieren bliver tunneller gravet ind under huset for at gøre plads til arbejderne, som placerer 200 donkrafte under ydermure og de bærende vægge.
Sjakbajsen signalerer med en aftalt kommando, hvornår arbejderne skal betjene deres donkrafte. Hver mand har ansvaret for 10-15 donkrafte, som efter tur bliver drejet en kvart omgang.
Når samtlige donkrafte er drejet, bliver murværk og bygningens stabilitet kontrolleret af en inspektør, inden klarmeldingen til næste nøk lyder.
Hver gang en donkraft er drejet op til sin maksimale højde, bliver den placeret oven på svære træbjælker – parat til det næste nøk opad.
Premiereløftet samler i hundredvis af nysgerrige, og også avisen Chicago Daily Tribune er på pletten:
“I går blev løftet af Mr. Newhalls bygning fuldført, og murere var i gang med at bygge det nye fundament. Huset er af mursten, fire etager højt, 63 fod langt (21 meter, red.) og vejer 750 tons. Bygningen blev løftet seks fod af 15 mænd ved 200 donkrafte. Og uden den mindste skade på bygningen”, jubler den begejstrede lokaljournalist.
Han minder sine læsere om, hvor stor symbolværdi denne begivenhed har for USA:
“Med sådan et projekt repræsenterer Chicago det bedste i vor nation, og vi stoler på, at alle byens værdifulde murstenshuse snart bliver løftet, da udgifterne er små i forhold til ejernes fordele”.
Alene i 1858 bliver denne fremgangsmåde anvendt med succes 50 gange.
“Hoteller på hjul” – George Pullman gjorde de lange togrejser til en fornøjelse.
Aftalen kommer på plads
Næste milepæl i bestræbelserne på at løfte Chicago ud af mudderet finder sted i foråret 1860.
Denne gang er opgaven at hæve en 107 m lang række af sammenhængende bygninger, der står i Lake Street – komplet med forretninger, kontorer og lejligheder.
Opgaven er så omfattende, at byens tre førende entreprenørfirmaer må gå sammen om at løse den. Blandt dem er George Pullman, eksperten i at trille huse væk. Nu har han lært sig donkraft-teknikken.
Hundredvis af Chicagos træbygninger blev trillet til deres nye adresse.
Arbejdet skal udføres på fem dage, hvor 600 mænd med 6.000 donkrafte er i sving. Avisen The Press & Tribune dækker begivenheden den 2. april:
“Et skøn fra en troværdig kilde sætter husblokkens samlede vægt til 35.000 tons. Løftet blev foretaget så omhyggeligt, at ikke én rude blev knust, eller nogen revner i murværket opstod. Den indvendige dagligdag i blokken forblev uforstyrret. Kontrakten blev fuldført i samarbejde mellem entreprenørerne Pullman & Moore, Brown & Hollingsworth samt Ely & Smith til en pris på 17.000 dollars. Når alle forbedringer på blokken er foretaget, ligger den samlede pris på omtrent det dobbelte”.
Med en hastighed på ca. 40 cm om dagen når forretningsstrøget op til det nye gadeniveau. Ligesom andre store løft rundtom i byen er også dette et tilløbsstykke med flere tusind besøgende.
En foretagsom bogtrykker hyrer kunstneren Edward Mendel til at lave et litografi, som viser gaden, mens huse stadig hviler på donkraftene.
Luksushotellet bliver løftet
Endelig kommer turen til byens fornemme hotel, Tremont House. Den statelige bygning på hjørnet af Lake Street og Dearborn Street har et grundareal på 4.000 m2 og skal løftes seks fod.
Opgaven er enorm, og også her må entreprenørerne gå sammen om opgaven, der kræver 5.000 donkrafte. Efter nytår 1861 kan arbejdet endelig begynde, og Chicago Daily Tribune er klar til at følge begivenheden nøje.
Mandag den 25. februar skriver avisen:
“Arbejdet med forberedelsen af Tremont House forud for løftet gjorde store fremskridt sidste uge. De bagerste mure op ad andre bygninger blev løsnet, og støttende murværk blev rejst omkring skorstenene. Hjælpen fra skruerne (dvs. donkraftene, red.) kommer snart, og så vil Tremont blive hævet”.
“Ikke én dag gik, uden at jeg stødte på mindst ét hus i færd med at flytte til et nyt kvarter. Én dag mødte jeg ni” En besøgende i Chicago.
Allerede dagen efter er løftet i gang:
“For helt at værdsætte den enorme styrke af skruen bør man besøge Tremont House og observere den langsomme, men sikre proces, hvorved den massive seksetagersbygning løftes i vejret. 5.000 skruer, én mand med fuld opmærksomhed på hver 10. Et par koordinerede nøk på et håndtag, og op stiger hun!”
Entreprenørerne er så sikre på, at løftet kan gennemføres uden den mindste risiko for sammenstyrtning, at de tillader hoteldriften at fortsætte under arbejdet. En gæst på Tremont House beskriver sin overraskelse, da han om eftermiddagen vil ind på hotellet:
“I dag opdagede jeg, at afstanden mellem fortovet og indgangsdøren var kraftigt forøget”.
- februar nærmer løftet sig sin lykkelige afslutning, og Chicago Daily Tribune er igen på pletten:
“Indtil videre er ingen vægge revnet, og ingen ulykker har spoleret succesen under den mest formidable løfteoperation nogensinde udført i landet”.
Chicagos 185 brandmænd kunne ikke stille meget op mod den rasende brand.
Byen gik under i et flammehav
Brandvæsenet var underbemandet og magtesløst, da en storbrand i 1871 ramte Chicago. 17.450 bygninger i den løftede by blev fortæret af ilden.
Søndag aften den 8. oktober 1871 blussede en lade i DeKoven Street op. Hurtigt spredte ilden sig til de nærmeste bygninger – træhuse med tjæret pap på taget. Hjulpet af en lang, tør sommer og næret af en stærk vind kunne branden brede sig hurtigt.
Chicagos 185 brandmænd måtte se magtesløse til, mens gløder med vinden blev båret til nye gader, hvor hovedparten af bygningerne var af træ. Ildstorme opstod, så også murstenshuse gik op i flammer.
Tidligt tirsdag morgen løjede vinden omsider af. Katastrofen var overstået, og Chicagos indbyggere kunne gøre skaderne op: Ni km2 by var forvandlet til ruiner, mere end 300 var dræbt og 100.000 gjort hjemløse.
Regningen for en genopbygning af byen blev opgjort til 200 millioner dollars – det svarer til 30 milliarder kr. i dag.
Årsagen til branden blev aldrig fundet, men i tråd med den fjendtlige stemning mod irske indvandrere blev bl.a. en navngiven irsk kvinde hængt ud som skyldig.
Under malkningen havde ms. Cathrine O’Learys ko angiveligt sparket til en lampe, der antændte noget halm.
Symbolet på USA’s pionerånd
Det samlede antal løftede murstensbygninger kendes ikke i dag, men det skal tælles i flere hundrede. På samme tid redder Chicago også mange af sine træhuse, for de er nemme at flytte:
De bliver trillet til den nye adresse trukket af heste. At vente i et gadekryds, mens et hus passerer, er i disse år blevet dagligdag for indbyggerne.
“Ikke én dag gik, uden at jeg stødte på mindst ét hus i færd med at flytte til et nyt kvarter. Én dag mødte jeg ni”, fortæller en besøgende i byen.
Avisen The Press & Tribune bliver vidne til et højst absurd optrin:
“I går så vi en gammel træbygning bevæge sig vestpå mod hjørnet af Kinzie Street og Dearborn Street. Tømrere på et stillads var i færd med at reparere husets facade, mens det rullede forbi. Angiveligt skete dette for at spare tid”.
Efter branden i 1871 skrev Chicago igen historie: På de dyre byggegrunde skød verdens første skyskrabere op.
Omsider, i 1866, er The Windy City ved Michigan-søen ved at være fri af sumpen vha. driftige entreprenører, rå muskelkraft og ikke mindst donkrafte. I de følgende år kopieres Chicagos opløftende succes af andre amerikanske byer, der er truet af vandet, fx New Orleans.
Imens er rygtet om Chicagos forvandling ilet jorden rundt. I december samme år indlogerer en britisk journalist sig på Tremont House. Han er korrespondent for londonavisen The Times:
“Med penge og beslutsomhed stoler folk i USA på, at alt er muligt. De løfter husblokke så store som Buckingham Palace seks fod i vejret uden at forstyrre beboerne indenfor. Hotellet Tremont House – hvorfra jeg skriver disse ord – er sammen med halvdelen af Chicago blevet løftet. De lokale tænker ikke videre over bedrifterne, men smiler blot af de fremmedes forbløffelse”.
Men længe varer de nye tider ikke. Blot fem år senere udbryder en voldsom brand, som gennem to døgn hærger byen og forvandler de møjsommeligt løftede huse til sodsværtede ruiner.
100.000 mennesker er blevet hjemløse og byen er kastet længere tilbage end ved tiden omkring husløftene.
Indbyggerne i Chicago må begynde forfra. Én gang til.