Det Hvide Hus skuffede fælt
Finansminister Oliver Wolcott var ikke imponeret, da han i 1800 så USA’s nyopførte præsident-bolig. Huset “vil gøre dets beboer til genstand for latterliggørelse fra nogle og medlidenhed hos andre”, skrev han bekymret i et brev til sin hustru.
Resultatet af otte års slid skuffede ikke kun Wolcott. Både amerikanere og udenlandske besøgende noterede sig, at “Præsidentens Hus”, som Det Hvide Hus dengang blev kaldt, gjorde et ringe indtryk.
Firskårent, solidt og helt blottet for prunk og pragt stod bygningen ensomt på den bare mark. Intet ved huset antydede, at det med tiden skulle blive USA's mest eftertragtede bolig og symbol på en verdensmagt.
Sådan blev Det Hvide Hus hvidt
George Washington havde håbet på meget mere, da han bad Kongressen om penge til en værdig bolig. USA's første præsident var Virginia-aristokrat til fingerspidserne og tog imod diplomater fra Europa med lette buk og værdig mine foran sin kamin i den midlertidige hovedstad Philadelphia.
Imens drømte Washington om et palads, der kunne måle sig med ethvert fyrstehof.
Kongressen prioriterede anderledes. Statens penge skulle ikke ødsles bort, og lovgiverne pungede kun modvilligt 232.371,83 dollars ud – 18.640.087 nutidige danske kroner.
For pengene kunne præsidenten få en bolig, som nok ville blive det unge USA's største, men stadig ydmyg efter europæisk målestok. I et forsøg på at spare blev bygningen opført med lokalt udhuggede sandsten, men de slap op, og den planlagte øverste etage måtte opgives.
Stenene var samtidig så porøse, at de krævede et beskyttende lag maling blandet af kalk, risklister, ostestof og bly. Sådan blev Det Hvide Hus hvidt.
Førstedamen Dolley Madison nåede kun at frelse enkelte klenodier, inden hun måtte flygte fra Det Hvide Hus.
Briterne brændte Det Hvide Hus af
I 1814 marcherede en britisk landgangsstyrke ind i Washington.
USA og Storbritannien var i krig, og rødfrakkerne kom for at hævne amerikanernes afbrænding af York – det nuværende Toronto – i kolonien Canada året forinden.
Ved ankomsten til Det Hvide Hus nød briterne et måltid tilberedt til præsidenten og satte derpå ild til bygningen.
Flammerne fortærede alt bortset fra ydermurene, som blev reddet af et kraftigt stormvejr samme nat.
Arkitekten James Hoban, som havde opført præsidentens bolig få år forinden, måtte næsten begynde forfra. Først i 1817 var Det Hvide Hus igen klar til beboelse.
Den første beboer i Det Hvide Hus
Da præsidentboligen i 1800 fik sin første beboer, var Washington for længst trådt tilbage. Alligevel måtte John Adams flytte ind i en ufærdig bygning.
“Når du bliver spurgt, skal du sige, at det hele er smukt... men ikke et eneste beboelseskvarter er færdigt”, skrev præsidentfruen Abigail Adams til sin søster.
“Den store audienssal, der endnu ikke er færdig, bruger jeg til at hænge mit vasketøj i” (det nuværende prægtige East Room). Hun havde endda svært ved at få sin mands beskedne gage til at strække til brændsel gennem vinteren.
Fugt og kulde mødte John Adams, da han som den første flyttede ind i det endnu ufærdige Hvide Hus i 1800.
Først da James Monroe flyttede ind i 1817, fik Det Hvide Hus et stilmæssigt løft.
Kongressen bevilgede 10.000 dollars til at få sat skik på den omgivende jord og lade en gartner skabe en park rundt om bygningen.
Eksdiplomaten Monroe pralede af at kende alt til markederne i Paris, og han købte stort ind til interiøret. Fra Frankrig ankom prægtige møbler, vaser og ure i romersk stil – og en regning langt over budgettet.
Bag de hvide mure holdt præsidenten overdådige middagsselskaber, hvor retterne ifølge flådeminister Crowninshields hustru blev indtaget med sølvgafler “så tunge, at jeg dårligt kunne løfte dem op til munden”.
Al denne pragt fik en hård medfart, da Andrew Jackson blev indsat som præsident i 1829.
Eksgeneral Jackson var nybyggernes mand, og tusindvis af barske folk fra civilisationens grænseland ved Mississippi-floden indtog hovedstaden for at hylde deres helt.
“Hvad vi så, var en pøbel, en hob, af drenge, negre, kvinder og børn, kæmpende sig frem mellem hinanden”, skrev den lokale borgerfrue Margaret Smith om invasionen af Det Hvide Hus.
Folk trampede i de damaskklædte møbler med mudrede støvler, skår fra glas og porcelæn dækkede gulvene, og personalet forsøgte at lokke mængden udenfor med fade fulde af punch.
Imens søgte den normalt koldblodige Jackson skjul på et hotel.
Det Hvide Hus er 200 års knopskydning
Evig pladsmangel har fået præsidentens bolig til at vokse fra et beskedent palæ til nutidens store kompleks, hvorfra verdens mægtigste stat ledes.
Vestfløjen
Embedsmændene flyttede i 1902 fra hovedbygningen til den nye vestfløj. Den nuværende bygning i to etager er fra 1933.
Oval Office
Flere af de tidlige præsidenter havde kontor i det ovale lokale på hovedbygningens 1. sal. I den nye vestfløj var statschefens kontor oprindeligt firkantet, men det fik William Taft bygget om til en oval i 1909. Formen blev et ikon i amerikansk politik, og Franklin Roosevelt insisterede på et ovalt kontor ved en komplet ombygning af fløjen i 1933.
Press Briefing Room
Richard Nixon ombyggede i 1969 svømmehallen til et permanent presserum for det hastigt voksende antal reportere. Et sæde i lokalet koster i dag 1.500 dollars.
Hovedbygningen
En planlagt 3. sal blev opgivet ved opførelsen. I stedet fik bygningen i 1927 en nyt skråtag med plads til værelser.
Diplomatic Room
Nu præsidentens officielle modtageværelse, men indtil 1902 blot fyrrummet. Franklin Roosevelt holdt i 1933-1945 sine landsfaderlige radiotaler kaldet “kaminpassiarer” herfra.
Østfløjen
Den første østfløj fra 1902 var blot en stor garderobe. I 1942 blev en underjordisk bunker anlagt, og en ny østfløj i to etager opført ovenpå.
State Dining Room (1. sal)
Andrew Jackson indrettede i 1829 det hidtidige kontor til ceremoniel spisesal, hvor statsmiddage siden er blevet afholdt. For at redde sine gæsters appetit fra uhumske dufte fjernede Jackson ved samme lejlighed staldene, som befandt sig lige under salens vinduer.
East Room (1. sal)
Den prægtige sal bruges i dag ved ceremonier, men i 1800 tørrede præsident Adams' hustru vasketøj her. Lincolns og Kennedys kister tilbragte døgnet inden begravelsen i East Room.
Lincoln Bedroom (2. sal)
Værelset var Abraham Lincolns kontor, og her underskrev han i 1863 erklæringen, som gav de amerikanske slaver frihed.
Præsidenten bor øverst (2. sal)
- sal samt værelser under taget rummer præsidentens privatbolig. Kun få oplysninger om førstefamiliens brug af lokalerne slipper ud til offentligheden.
Det Hvide Hus nær revet ned
Skaderne fra Jacksons indsættelse blev udbedret, og de næste generationer af præsidenter fyldte Det Hvide Hus med moderne bekvemmeligheder.
Det udendørs lokum var forsvundet allerede i 1801, rindende vand blev lagt ind i 1840'erne, og snart fulgte et badekar.
USA voksede, og det samme gjorde præsidentens behov for embedsmænd. Pladsmanglen udløste i 1870'erne et forslag om at rive Det Hvide Hus ned og opføre en ny embedsbolig et andet sted.
Men det gamle hus blev reddet af en økonomisk krise i 1873, som udelukkede kostbare statslige byggeprojekter.
Præsidenterne levede derfor videre i det overfyldte hus, som fik telefon i 1879 og strøm i 1891.
Benjamin Harrison vovede ikke at komme nær kontakterne, og præsidenten tilkaldte tjenere, når lyset skulle tændes eller slukkes.
I 1962 kunne amerikanerne via deres TV følge med Jacqueline Kennedy rundt i Det Hvide Hus.
Fru Kennedy fik styr på Det Hvide Hus
100 år efter opførelsen fik Det Hvide Hus endelig en tiltrængt udvidelse. Theodore Roosevelts seks energiske børn gjorde det umuligt at arbejde i de overfyldte lokaler, og en separat vestfløj blev opført til statsadministrationen i 1902.
Præsidenten havde mere plads end nogensinde før, men kort efter at Harry S Truman flyttede ind i 1945, meldte nye problemer sig: Hovedbygningens vægge slog revner, og en dag gik et piano-ben gennem gulvet på 2. sal.
En bygningsinspektør konstaterede, at “gulvet kun sad endnu af gammel vane”. Indvendigt måtte huset genopføres fra bunden, og nye gulve bæres af en stålramme.
Renoveringen kostede en formue, og da Det Hvide Hus skulle genmøbleres bagefter, smækkede Kongressen pengekassen i.
En rystet Jacqueline Kennedy flyttede derfor i 1961 ind i en bygning fyldt med supermarkedsmøbler og kopier af antikviteter.
Sammen med indretningsarkitekter gik hun på jagt efter gamle møbler og malerier, så bygningen kunne få en værdig indretning. 80 mio. tv-seere fulgte med, da hun viste resultatet frem for offentligheden.
Jacqueline Kennedys omdekorering blev enden på Det Hvide Hus' omskiftelige og nogle gange kaotiske historie. En lov fra 1964 fastslog, at alle ændringer inde og ude fremover skulle godkendes af en Committee for the Preservation of the White House.
Efter 150 års evig forandring blev bygningen frosset fast i tid som et symbolladet nationalklenodie.