Pressen er på plads. I over 100 år har reportere dækket amerikansk politik fra plænen foran husets sydporticus.

Det Hvide Hus var et muggent landsted

Mens USA udviklede sig til en verdensmagt, døjede præsidenterne med mug på væggene, rotter i kælderen og malariamyg i Det hvide hus. For kongressen ville kun betale for en ydmyg bolig.

14. december 2012 af Else Christensen

Det Hvide Hus skuffede fælt

Finansminister Oliver Wolcott var ikke imponeret, da han i 1800 så USA’s nyopførte præsident-bolig. Huset “vil gøre dets beboer til genstand for latterliggørelse fra nogle og medlidenhed hos andre”, skrev han bekymret i et brev til sin hustru.

ikke kun Wolcott. Både amerikanere og udenlandske besøgende noterede sig, at “Præsidentens Hus”, som Det Hvide Hus dengang blev kaldt, gjorde et ringe indtryk.

Firskårent, solidt og helt blottet for prunk og pragt stod bygningen ensomt på den bare mark. Intet ved huset antydede, at det med tiden skulle blive USA's mest eftertragtede bolig og symbol på en verdensmagt.

Sådan blev Det Hvide Hus hvidt

George Washington havde håbet på meget mere, da han bad Kongressen om penge til en værdig bolig. USA's første præsident var Virginia-aristokrat til fingerspidserne og tog imod diplomater fra Europa med lette buk og værdig mine foran sin kamin i den midlertidige hovedstad Philadelphia.

Imens drømte Washington om et palads, der kunne måle sig med ethvert fyrstehof.
Kongressen prioriterede anderledes. Statens penge skulle ikke ødsles bort, og lovgiverne pungede kun modvilligt 232.371,83 dollars ud – 18.640.087 nutidige danske kroner.

For pengene kunne præsidenten få en bolig, som nok ville blive det unge USA's største, men stadig ydmyg efter europæisk målestok. I et forsøg på at spare blev bygningen opført med lokalt udhuggede sandsten, men de slap op, og den planlagte øverste etage måtte op­gives.

Stenene var samtidig så porøse, at de krævede et beskyttende lag maling blandet af kalk, risklister, ostestof og bly. Sådan blev Det Hvide Hus hvidt.

Det Hvide Hus efter en voldsom brand d. 24. august 1814. 

© Wikipedia

Den første beboer i Det Hvide Hus

Da præsidentboligen i 1800 fik sin første beboer, var Washington for længst trådt tilbage. Alligevel måtte John Adams flytte ind i en ufærdig bygning.

“Når du bliver spurgt, skal du sige, at det hele er smukt... men ikke et eneste beboelseskvarter er færdigt”, skrev præsidentfruen Abigail Adams til sin søster.

“Den store audienssal, der endnu ikke er færdig, bruger jeg til at hænge mit vasketøj i” (det nuværende prægtige East Room). Hun havde endda svært ved at få sin mands beskedne gage til at strække til brændsel gennem vinteren.

Først da James Monroe flyttede ind i 1817, fik Det Hvide Hus et stilmæssigt løft. Kongressen bevilgede 10.000 dollars til at få sat skik på den omgivende jord og lade en gartner skabe en park rundt om bygningen.

Eksdiplomaten Monroe pralede af at kende alt til markederne i Paris, og han købte stort ind til interiøret. Fra Frankrig ankom prægtige møbler, vaser og ure i romersk stil – og en regning langt over budgettet.

Bag de hvide mure holdt præsidenten overdådige middagsselskaber, hvor retterne ifølge flådeminister Crown­inshields hustru blev indtaget med sølvgafler “så tunge, at jeg dårligt kunne løfte dem op til munden”.

Al denne pragt fik en hård medfart, da Andrew Jackson blev indsat som præsident i 1829. Eksgeneral Jackson var nybyggernes mand, og tusindvis af barske folk fra civilisationens grænseland ved Mississippi-floden indtog hovedstaden for at hylde deres helt.

“Hvad vi så, var en pøbel, en hob, af drenge, negre, kvinder og børn, kæmpende sig frem mellem hinanden”, skrev den lokale borgerfrue Margaret Smith om invasionen af Det Hvide Hus.

Folk trampede i de damaskklædte møbler med mudrede støvler, skår fra glas og porcelæn dækkede gulvene, og personalet forsøgte at lokke mængden udenfor med fade fulde af punch. Imens søgte den normalt koldblodige Jackson skjul på et hotel.

Gå på opdagelse i Det Hvide Hus

   

Det Hvide Hus nær revet ned

Skaderne fra Jacksons indsættelse blev udbedret, og de næste generationer af præsidenter fyldte Det Hvide Hus med moderne bekvemmeligheder. Det udendørs lokum var forsvundet allerede i 1801, rindende vand blev lagt ind i 1840'erne, og snart fulgte et badekar.

USA voksede, og det samme gjorde præsidentens behov for embedsmænd. Pladsmanglen udløste i 1870'erne et forslag om at rive Det Hvide Hus ned og opføre en ny embedsbolig et andet sted. Men det gamle hus blev reddet af en økonomisk krise i 1873, som udelukkede kostbare statslige byggeprojekter.

Præsidenterne levede derfor videre i det overfyldte hus, som fik telefon i 1879 og strøm i 1891. Benjamin Harrison vovede ikke at komme nær kontakterne, og præsidenten tilkaldte tjenere, når lyset skulle tændes eller slukkes.

Fru Kennedy fik styr på Det Hvide Hus

100 år efter opførelsen fik Det Hvide Hus endelig en tiltrængt udvidelse. Theodore Roosevelts seks energiske børn gjorde det umuligt at arbejde i de overfyldte lokaler, og en separat vestfløj blev opført til statsadministrationen i 1902.

Præsidenten havde mere plads end nogensinde før, men kort efter at Harry Truman flyttede ind i 1945, meldte nye problemer sig: Hovedbygningens vægge slog revner, og en dag gik et pianoben gennem gulvet på 2. sal.

En bygnings­inspektør konstaterede, at “gulvet kun sad endnu af gammel vane”. Indvendigt måtte huset genopføres fra bunden, og nye gulve bæres af en stålramme.

Renoveringen kostede en formue, og da Det Hvide Hus skulle genmøbleres bagefter, smækkede Kongressen penge­kassen i. En rystet Jacqueline Kennedy flyttede derfor i 1961 ind i en bygning fyldt med supermarkedsmøbler og kopier af antikviteter.

Sammen med indretningsarkitekter gik hun på jagt efter gamle møbler og malerier, så bygningen kunne få en værdig indretning. 80 mio. tv-seere fulgte med, da hun viste resultatet frem for offentligheden.

Jacqueline Kennedys omdekorering blev enden på Det Hvide Hus' omskiftelige og nogle gange kaotiske historie. En lov fra 1964 fastslog, at alle ændringer inde og ude fremover skulle godkendes af en Committee for the Preservation of the White House.

Efter 150 års evig forandring blev bygningen frosset fast i tid som et symbolladet nationalklenodie.

I 1962 kunne amerikanerne via deres TV følge med Jacqueline Kennedy rundt i Det Hvide Hus.

© Wikipedia

Måske er du interesseret i...

Læs også