Eiffeltårnet blev lagt for had

Da Eiffeltårnet i 1887 skulle opføres midt i Paris, blev projektet mødt med en storm af protester. Frankrigs førende kunstnere klagede til bystyret, men Gustave Eiffel holdt stædigt fast i sin idé.

Da Eiffeltårnet i 1887 skulle opføres midt i Paris, blev projektet mødt med en storm af protester. Frankrigs førende kunstnere klagede til bystyret, men Gustave Eiffel holdt stædigt fast i sin idé.

Print Collector/Getty Images, Shutterstock

I februar 1887 er toppen af fransk åndsliv i oprør, for i hjertet af Paris graver arbejdsmænd et gigantisk hul i jorden.

Snart vil der midt mellem klassiske skønheder som Notre-Dame-katedralen, Invalidekirken og Triumfbuen rejse sig et 300 m højt tårn af noget så simpelt som smedejern.

Situationen er for alvorlig til at forbigå i tavshed, mener Frankrigs kunstneriske elite, og derfor griber de pennen.

“Vi, forfattere, malere, skulptører, arkitekter, som alle lidenskabeligt beundrer Paris’ hidtil ubesudlede skønhed, protesterer på det kraftigste imod op­fø­rel­sen af dette monstrum af et tårn”, skriver 47 anerkendte kunstnere i et åbent brev til Paris’ bystyre.

Brevet trykkes i avisen Le Temps den 14. februar, så alle kan læse det.

“I de næste 20 år skal vi se skyggen af den afskyelige bunke nittet metal brede sig som en udtværet blækklat ud over vor by”, raser kunstnerne, der omfatter berømtheder som Alexandre Dumas den Yngre og Charles Garnier, arkitekten bag Paris’ nye berømmede operahus Palais Garnier.

© Imageselect Heritage

"En tragisk gadelampe!"

Léon Bloy, verdenskendt forfatter.

© Gallica Digital Library

"En radmager pyramide af metalstiger!"

Guy de Maupassant, novellekunstens mester.

© Jean-Michel Leniaud

"En kulsort fabriksskorsten!"

Charles Garnier, tegnede Paris’ operahus.

Kunstner-eliten er ikke alene om at fordømme ingeniøren Gustave Eiffels tårn. Adskillige andre intellektuelle melder sig i koret af utilfredse stemmer.

“Et deformt gymnastredskab af jern” kalder nogle Eiffeltårnet, selvom det stadig kun eksisterer på tegnebrættet. Andre døber det “en tingel-tangel-udgave af Notre-Dame”.

Blandt Paris’ indbyggere er der frygt for, at tårnet vil vælte i blæsevejr og knuse uskyldige forbipasserende.

De kritiske røster er langtfra Gustave Eiffels eneste hovedpine. Byggeriet risikerer at ruinere ham, og han er stadig ikke sikker på, at tårnet kan modstå de enorme kræfter, som vinden vil skubbe til verdens højeste bygning med.

Det eneste, han kan gøre, er at tro på egne evner, for han har allerede skrevet under på kontrakten og derved pådraget sig udgifter, som i nutidspenge vil svare til over 100 mio. kroner.

Eiffeltårnet: Tal og fakta

© Library of Congress

Eiffeltårnet kort fortalt

Eiffeltårnet skulle tryne englænderne

Historien om Eiffeltårnet tog sin begyndelse godt 100 år tidligere, da det engelske Society of Arts i 1761 stablede en udstilling på benene i London.

Selskabet uddelte priser til særlig avancerede maskiner, og idéen om en udstilling af det ypperste, som industrisamfundet kunne præstere, vakte straks opsigt.

Industrialiseringen var i fuld gang o­ver­alt i Europa, og tekniske nyskabelser blev mødt med stor interesse.

Frankrig tog derfor idéen op og afholdt sin første udstilling i 1798 – dermed var kapløbet mellem franskmænd og briter skudt i gang: Nu gjaldt det om at stable den mest spektakulære udstilling på benene.

I 1851 skulle London være vært for den første såkaldte verdensudstilling. Briterne tog værtskabet alvorligt og meddelte, at udstillingen ville vare seks må­ne­der, og opførte derefter den ikoniske bygning Crystal Palace, som blev verdenskendt.

Den 70.000 m² store hal blev bygget i glas og fik publikum til at måbe. Mesterværket blev foreviget på utallige postkort og slog Storbritanniens postion som verdens førende industrination fast.

Crystal Palaces enorme succes gjorde franskmændene ekstra opsatte på at overgå deres evige rivaler, da Paris blev tildelt værtskabet for verdensudstillingen i 1889.

Crystal Palace rakennettiin Lontoon Hyde Parkiin. Vuoden 1851 maailmannäyttelyn jälkeen rakennus purettiin ja siirrettiin Etelä-Lontooseen. Ikoninen rakennus tuhoutui tulipalossa vuonna 1936.

© Read & Co. Engravers & Printers

At udstillingen tilmed faldt sammen med fejringen af begyndelsen på den franske revolution – 100-års-jubilæet for stormen på Bastillen – gav blot franskmændene endnu større ambitioner.

Verdensudstillingens franske organisationskomité udskrev en arkitektkonkurrence på et tårn, der skulle få alle til at glemme Crystal Palace og være ikke mindre end 300 m højt.

Komitéen modtog 107 forslag af vidt forskellig karakter: Et tårn skulle virke som et overdimensioneret sprinkler-anlæg, som kunne aktiveres, i tilfælde af at sommeren 1889 ville blive usædvanlig tør; et andet forslag gik ud på at konstruere en gigantisk guillotine til minde om henrettelsen af den franske konge under revolutionen.

Forslag om et tårn bygget i træ og mursten fandt også vej til komitéen, men Gustave Eiffels jerntårn faldt i komitéens smag, og i januar 1887 blev det kåret som vinder af konkurrencen.

I 1884 opførte Eiffel den såkaldte Viaduc de Garabit over Truyèrefloden.

© John Eccles/Imageselect

Smedejernets mester skulle bygge Eiffeltårnet

55-årige Gustave Eiffel var allerede en berømt ingeniør og arkitekt, da han i 1887 vandt konkurrencen om at opføre verdensudstillingens vartegn.

Ved flere lejligheder havde han vist sig som en sand mester til at forme smedejern, så det kunne bruges til at bygge med.

Eiffel stod blandt andet bag jernbanebroen over Truyèrefloden i det sydlige Frankrig. Det 448 meter lange brodæk blev holdt oppe af en enkelt bue – en løsning, som datiden fandt uhyre dristig.

Uden for Frankrigs grænser var Eiffel især kendt for at konstruere skelettet til den 46 meter høje Frihedsgudinde, som Frankrig forærede USA i anledning af 100-året for den amerikanske uafhængighed.

I løbet af sin 30 år lange karriere opførte Eiffel desuden talrige broer, fire kirker, tre fyrtårne, fire togstationer, et hotel, et gymnasium og kuplen på et astronomisk observatorium.

Succes eller konkurs ventede Eiffel

Som præmie modtog Eiffel 1,5 mio. franc til at dække en del af de 3,16 mio. franc (ca. 65 mio. nutidskroner), som han skønnede, at byggeriet ville koste.

De resterende 1,6 mio. franc måtte han selv rejse. Til gengæld ville alle entréindtægter tilfalde Eiffel de næste 20 år.

Hver gang en udenlandsk turist eller nysgerrig franskmand fik lyst til at se Paris fra oven, ville hele billetindtægten tilfalde Gustave Eiffel personligt.

Om tårnets popularitet ville være stor nok til at dække hans udlæg, var umuligt at spå om. Selv var han ikke sikker og forsøgte forgæves at få flere byggeopgaver i forbindelse med verdensudstillingen, så han var garanteret yderligere indtægter.

I stedet stiftede han et nyt selskab, som blev børsintroduceret i juni og sikrede Eiffel mod fallit, hvis alt gik galt.

Ak­ti­er­ne var populære, og dermed kun­ne han ånde lettet op og kaste sig over byggeriet, som var et projekt af gigantisk omfang, for ingen havde før bygget så højt.

Verdens dengang højeste bygning, obelisken Washington Monument, var 169 meter høj og dermed kun godt halvt så høj som Eiffels tårn.

"Placeringen af hvert eneste hul var udregnet ned til en tiendedel af en millimeters nøjagtighed." Gustave Eiffel

Bygherren var imidlertid godt klædt på til opgaven. Gustave Eiffel var berømt for sine solide jernbanebroer og viadukter. Han rådede desuden over værksteder i Levallois-Perret blot 6 km uden for Paris.

Her arbejdede også ingeniøren Maurice Koechlin, som havde tegnet den første skitse af Eiffeltårnet og overtalte sin chef til at indsende forslaget til ver­dens­ud­stil­lin­gens komité.

Sammen med ingeniøren Émile Nou­guier og arkitekten Stephen Sauvestre fremstillede Koechlin hele 5.300 plantegninger til byggeriet.

“Vi lavede tegninger af hver eneste del og regnede ud, nøjagtig hvor hullerne til nitterne, som skulle forbinde de enkelte dele, skulle placeres. Placeringen af hvert eneste hul var udregnet ned til en tiendedel af en millimeters nøjagtighed”, pralede Eiffel senere.

Den 28. januar 1887 gik arbejderne i gang på udstillingsområdet, der lå på den såkaldte Marsmark langs Seinens venstre bred.

Som hovedattraktion skulle tårnet ligge lige ved indgangen til verdensudstillingen, havde arrangørerne bestemt.

Arbejderne måtte ind under Seinen

For at sikre, at tårnet stod stabilt – og ikke en dag begyndte at hælde som Det Skæve Tårn i Pisa – måtte fire store huller graves og fyldes med beton.

Støbningen af fundamentet for de to ben længst væk fra Seinens bløde bred voldte ingen vanskeligheder. Her var undergrunden fast, og arbejderne kunne nøjes med at støbe et to meter tykt fundament.

Tårnets to øvrige ben ville derimod komme til at stå så tæt på Seinen, at fundamentet ville strække sig ind under flodlejet.

"En enorm masse af urokkelig soliditet." Ballonskipper Tissandier

For at forhindre vand i at sive ind i udgravningen benyttede Eiffel sænkekasser, som omsluttede arbejderne, mens de gravede.

Trykluft sikrede, at vand ikke trængte op nedefra, mens arbejderne befandt sig i kasserne. For at komme på arbejde måtte arbejderne hver dag gå gennem en luftsluse.

Ballonskipperen Gaston Tissandier – en fransk berømthed i 1880’erne – fik lov at følge med ned i sænkekasserne i maj og kunne berette, at arbejderne fik adgangen til dybet via en jernstige:

“Når man kommer ind i kammeret, og døren bliver lukket, presses luften sammen. Det skaber en mærkelig følelse i trommehinden, en fornemmelse, som kan fjernes igen ved blot at udføre den simple handling, det er at synke”.

Tissandier beskrev beundrende, hvordan arbejderne i skæret af moderne elektriske pærer fyldte den ene spand efter den anden med jord. Til sidst hældte de beton i hullet. “En enorm masse af urokkelig soliditet”, slog Tissandier fast.

Fundamentet stod færdigt efter fem måneder, og så kunne næste skridt i processen begynde. Over betonen placerede Eiffel 16 enorme blokke af kalksten – fire for hvert af tårnets ben.

Stenene blev skåret til, så de skrånede let indad mod midtpunktet mellem de fire ben. Herefter borede arbejderne to jernbolte ned i stenene.

Boltene, som hver var 10 cm i diameter og 7,8 meter lange, skulle hol­de tårnets ben på plads under den førs­te vanskelige fase af byggeriet.

Gustave Eiffel testede omhyggeligt sit tårns aerodynamik, fordi kritikerne havde forudset, at det ville blæse omkuld.

© George Rinhart/Getty Images

Eiffeltårnet blev bygget med uro i maven

Den 1. juli 1887 var byggeriet klar til den næste fase, og arbejderne begyndte at samle det gigantiske jernpuslespil, som skulle blive til tårnets ben. Hver morgen ved daggry ankom hestevogne med bjælker og spær fremstillet på Eiffels fabrik.

Dag for dag voksede benene i en 54 grader stejl vinkel ud fra sandstensklodserne – og så ud, som om det blot var et spørgsmål om tid, før vægten ville få dem til at styrte forover og knuse arbejderne på byggepladsen.

Bekymrede parisere vred sig i hænderne, og en matematikprofessor regnede ud, at tårnet ville styrte sammen. 228 meter ville være den maksimale højde, som konstruktionen på nogen måde ville kunne opnå, påpegede han.

I begyndelsen af 1888 nærmede de fire ben sig hinanden så meget, at arbejderne snart kunne tage fat på at konstruere tårnets nederste platform.

For at støtte benene og forberede ar­bej­det på platformen lod Eiffel et stillads af træ opføre. Synet gjorde pariserne rædselsslagne.

“Tårnet synker”, lød den foruroligende overskrift i avisen Le Matin. Byggeriet måtte straks standses, og hvad der allerede var opført, rives ned, krævede avisens lederskribent.

Udadtil viste Eiffel ingen tegn på uro, men inderst inde var også han bekymret, for en vanskelig opgave ventede forude: Hvis tårnet skulle undgå at blive skævt, måtte alle fire ben være lige høje og have præcis samme hældning.

Efter nogle måneder fyldt med bekymring kunne Eiffel og hans ingeniører den 26. marts 1888 konstatere, at platformen var fuldstændig vandret.

“Forenet af et bælte af bjælker dannede benene en bred platform. Synet alene var nok til at bortviske enhver frygt for, at tårnet ville vælte. Vi behøvede nu ikke længere at bekymre os om muligheden for større ulykker, og de mindre uheld, som måske ville komme, ville ikke kunne forhindre færdiggørelsen af byggeriet”, skrev Eiffel lettet om det afgørende øjeblik.

Eiffeltårnet: Se timelapse video

Byggeriet af Eiffeltårnet ramt af strejke

Ca. 130 mand arbejdede hver dag på byggepladsen, og alt foregik nærmest som ved et samlebånd. Byggeriets hastige fremskridt vakte stor beundring.

“På trods af snefaldet og det ualmindelig kolde vejr denne vinter har arbejderne på Eiffeltårnet ikke standset arbejdet. Tårnet har nu nået 60 meter”, skrev en journalist fra det parisiske ugemagasin L’Illustration i marts 1888.

Rosen til arbejderne var berettiget, for de sled og slæbte 11 timer i træk. Så snart tårnets første platform stod færdig, åbnede Eiffel en kantine her, så arbejderne kunne spise frokost i ly for de isnende kolde vinde.

Maden var af god kvalitet og tilmed 20 procent billigere end i resten af Paris. Prisforskellen blev betalt af Eiffel, som på denne måde sikrede sig, at arbejderne ikke spildte tid på at begive sig de 317 trin ned fra tårnet og derefter ud i byen for at spise frokost.

Maden var dog ikke nok til at tilfredsstille arbejderne.

"For en ægte bygningsarbejder findes svimmelhed ikke." Gustave Eiffel

De ville også have mere i lønningsposen. Konstruktionen foregik nu højt over gadeniveau, og arbejderne krævede at få risikotillæg.

Eiffel afviste, at højden skulle have nogen indflydelse på lønnen.

“For en ægte bygningsarbejder findes svimmelhed ikke. Faren ved en arbejdsulykke er den samme – om et fald sker fra 40 meters højde eller fra 300 meter er resultatet det samme, den visse død”, argumenterede han.

I september 1888 gik arbejderne derfor i strejke, og tre dage senere måtte Eiffel gå med til gradvist at øge lønnen med 0,05 franc om måneden, indtil en maksimumsstigning på 0,20 franc blev nået. Snart lød hamrenes klang igen fra højderne over Marsmarken.

Freden varede dog kun indtil december, da loftet for lønstigningen nærmede sig. Igen nedlagde Eiffels ansatte arbejdet, men denne gang gav han sig ikke.

Alle arbejdere, som lovede at fortsætte arbejdet, indtil tårnet stod færdigt, ville få et engangsbeløb på 100 franc, bekendtgjorde han.

De, som ikke mødte på arbejde næste dag, ville blive afskediget og nye arbejdere indkaldt. Langt de fleste dukkede op, og resten blev prompte erstattet.

Verdensudstillingen i 1889 varede 173 dage. Blandt udstillerne var fjerne lande som Japan, USA og Uruguay.

© Christophel Fine Art/Getty Images

Publikum fik åndenød af den fantastiske udsigt

Under verdensudstillingen i Paris i maj 1889 blev Eiffeltårnet det store trækplaster. Næsten to millioner gæster betalte entré – blandt dem var adelsmanden Eugène-Melchior de Vogüé, der skrev, at udsigten var “uden sidestykke”.

Men arkitekturen og udsigten var ikke det eneste spektakulære ved Gustave Eiffels værk. Om aftenen oplyste 10.000 gaslys tårnet, så det kunne ses 125 km væk.

Mest bemærkelsesværdige var imidlertid de to projektører, der fra tårnets øverste platform hver aften kastede lyskegler ud over Paris.

Projektørerne var monteret på skinner, og selv huse og monumenter 8 km borte blev badet i lys.

“De rettede sig efter tur mod beskedne huse, paladser og fjerne landsteder. Jeg blev aldrig træt af at følge deres søgen, så beslutsom og ivrig forekom den mig”, skrev adelsmanden de Vogüé senere.

Nysgerrige strømmede til Eiffeltårnet

Arbejdet fortsatte, og i januar 1889 kunne forbipasserende ikke længere følge med i byggeriets seneste fremskridt, for tårnet var efterhånden mere end 250 meter højt.

Bortset fra hamrenes klang og dampkranernes hvæsen var de eneste spor af aktivitet røg fra arbejdernes esser – samt regnen af gnister, når 7 kg tunge forhamre ramte de glohede nitter, som hæftede elementerne sammen.

Den 24. februar 1889 stod den tredje plat­form færdig. Nu manglede blot de sids­te 24 m. Endelig den 31. marts, en klar og kølig forårsdag, nåede tår­net sin fulde højde på 312 m.

Gustave Eif­fel hejste selv Trikoloren i tårnets top. Han var også den første til at skrive i gæs­te­bo­gen, da tårnet to og en halv må­ned senere blev åbnet for offentligheden.

“Ti minutter i tolv, den 15. maj 1889. Tårnet er endelig åbent for offentligheden”, skrev han.

Tusinder af besøgende betalte en franc for at gå op til den første platform. De, som vovede sig endnu højere op, måtte betale to franc.

Arbejdet med at gøre tårnet helt klar til verdensudstillingen fortsatte, fx skulle en elevator installeres og gulve lægges i de to restauranter, baren og teatret højt over Paris’ tage.

På sine gamle dage anvendte Gustave Eiffel sit tårn til at forske i aerodynamik.

© Keystone-France/Getty Images

Eiffeltårnet myldrede med forskere

Verdens højeste bygning skulle ifølge Eiffel ikke blot være et udsigtspunkt. Tårnet var velegnet til forskning, og bygherren stillede det velvilligt til rådighed for andre.

Kritiker ville slippe for synet af Eiffeltårnet

Hidtil havde byggeriet været forskånet for ulykker, men den 24. maj skete ka­ta­stro­fen. Bygningsarbejderen Angelo Scagliotti omkom på byggepladsen.

Hvad der gik galt, står hen i det uvisse, men han efterlod sig kone og tre børn under fem år. Eiffel spiste hurtigt enken af med 4.000 franc (ca. 83.000 nutidskroner) og undgik dermed en erstatningssag.

Ulykken til trods blev både verdensudstillingen og tårnet en stormende succes. I det lille programhæfte, som besøgende fik stukket i hånden, når de købte billet, havde Eiffel skrevet:

“Denne særdeles komplekse udfordring, så fuld af farer og uvished, blev løst til fransk industris store ære”.

Pu­bli­kum gav ham ret. Næs­ten 2 mio. besøgende betalte entré for at komme op i Eiffeltårnet under verdensudstillingen. Ville de blot nyde udsigten fra første platform, kostede bil­let­ten en franc.

Ville de se Paris fra platform to i 114 meters højde, kostede det tre franc, og ville de helt til tops, var prisen fem franc (102 kr.).

På toppen ligger Gustave Eiffels hemmelige værelse

Indtægterne gjorde Gustave Eiffel stenrig, men glæden ved at have sat sine kritikere til vægs var endnu større.

Forfatteren Guy de Maupassant, én af de 47, som i 1887 havde protesteret imod tårnet, forblev dog en hårdnakket modstander. Selvom han hadede bygningsværket til sin dødsdag, spiste han hver dag frokost i Eiffeltårnet.

“Restaurantens indre var ét af de få steder, hvor jeg kunne sidde i fred uden faktisk at se tårnet”, skrev han bittert i sine erindringer.