Frankrig gav USA Frihedsgudinden som gave

Den 28. oktober 1886 bliver Frihedsgudinden indviet med pomp og pragt på havnen i New York. Det har taget to franskmænd over 20 år at få projektet på benene – for amerikanerne ville slet ikke have den enorme statue.

Den 28. oktober 1886 bliver Frihedsgudinden indviet med pomp og pragt på havnen i New York. Det har taget to franskmænd over 20 år at få projektet på benene – for amerikanerne ville slet ikke have den enorme statue.

Granger

I midten af 1865 er en række prominente herrer fra Frankrigs elite samlet lidt uden for Versailles. Professor Laboulaye har inviteret til middag, selv om kejser Napoleon 3. kort inden har forbudt alle former for politiske forsamlinger i Frankrig.

Hos Laboulaye kan meningerne dog frit luftes uden frygt for konsekvenser, og aftenens helt store samtaleemne er mordet på USA's præsident Abraham Lincoln.

Præsidenten var blevet skudt under et teaterbesøg 15. april samme år, og middagsselskabets deltagere taler i munden på hinanden i forfærdelse over begivenheden. Den blodige amerikanske borgerkrig er ellers langt om længe overstået. Det friheds- og lighedselskende nord har vundet, men mordet får nu middagsselskabet til at frygte, at den unge nation vil smuldre.

I højre hånd holder hun oplysningens fakkel, mens en krone med syv spidser, en for hver verdensdel, pryder hovedet.

Især værten Laboulaye har stor respekt for den udvikling, USA har gennemgået de seneste år. Som jurist og forfatter er Laboulaye en respekteret intellektuel, og han har studeret den unge amerikanske historie grundigt.

Han ser nationen som skoleeksempel på en republik og beundrer indbyggernes kamp for frihed og lighed. Med USA som forbillede kan franskmændene se, hvordan luftige idealer om frihed kan udarbejdes til en forfatning og danne grundlaget for en regering, som Uafhængighedserklæringen har gjort det.

USA og Frankrig har desuden altid haft et specielt forhold, bl.a. fordi franske tropper støttede amerikanerne i uafhængighedskrigen mod Storbritannien i årene 1775-1783. Men Laboulaye mener, at USA og Frankrig kan føres endnu tættere sammen.

© Shutterstock

Frihedsgudinden i tal

  • Samlet vægt: 204,1 ton
  • Piedestalens højde: 27,13 m
  • Taljens bredde: 10,67 m
  • Højre arms længde: 12,8 m
  • Håndens længde: 5 m
  • Hovedets bredde: 3,05 m
  • Mundens bredde: 91 cm
  • Næsens længde: 1,48 m

Derfor tager han ordet og præsenterer en idé for sine middagsgæster: Frankrig bør forære USA et monument, der markerer nationernes venskab og hylder deres fælles værdier om frihed og lighed.

Da Laboulaye begynder at fortælle om sin idé, bliver især én af gæsterne ekstra opmærksom. Skulptøren Frédéric Auguste Bartholdi lukker øjnene, og drømmende forestiller han sig en gigantisk statue skyde i vejret.

Statuen skal pege mod fremtiden

Bartholdi er på dette tidspunkt en anerkendt kunstner. Han blev født i 1834 og uddannet hos nogle af Paris' mest berømte kunstnere.

Som 21-årig tog han på dannelsesrejse gennem Egypten og Libyen, hvor han udforskede monumenter og ruiner. Hjemme i Paris begyndte han at lave alt lige fra små buster til heroiske statuer af feltherrer. Da han kommer hjem fra Laboulayes middagsselskab, føler han, at tiden er inde til en endnu større udfordring.

Dagen efter går Bartholdi i gang med at udvikle statuen – også selvom det slet ikke er sikkert, at det er ham, der skal føre Laboulayes idé ud i livet. I de følgende år undersøger han de forskellige symboler på frihed, som er udbredte i 1800-tallet: et hævet sværd, som markerer sejr, en blød hat, som de frigivne slaver gik med i Romerriget, og brudte kæder, som et farvel til slaveriet.

Frihedsgudindens ansigt var modelleret efter skulptøren Bartholdis mor og er 5,26 meter højt.

© Granger

Til middagen havde Laboulaye nævnt, at monumentet skulle pege mod fremtiden – væk fra tidligere tiders krige. Bartholdi vil derfor bruge tidens fredelige symboler på friheden. Han laver en lille model af statuen i ler, hvor han i stedet for et sværd placerer en fakkel, der brænder med oplysningens flamme, i figurens udstrakte arm.

Men inden Bartholdi kommer rigtigt i gang, bliver han tvunget til at stoppe sit arbejde. I 1870 er Frankrig og Preussen i krig, og planerne for statuen stilles i bero. Krigen varer dog kun knap et år. Preusserne vinder en overlegen sejr, og Napoleon 3. bliver afsat som kejser.

I mellemtiden er professor Laboulaye blevet opmærksom på Bartholdis skitser. Kunstnerens visioner falder i god jord, og den 36-årige skulptør sættes til at gøre Laboulayes idé til virkelighed.

Skelettet består af jerndragere og er tegnet af Eiffeltårnets skaber, Alexandre-Gustave Eiffel.

© Granger

Den perfekte beliggenhed

Få dage efter krigsafslutningen stiger Bartholdi om bord på et dampskib med kurs mod USA. Med sig har han nogle papirer om projektet, som Laboulaye har skrevet, og som forhåbentligt vil lette Bartholdis charmeoffensiv.

Straks efter sin ankomst til New York går Bartholdi på jagt efter en egnet plads til sin statue. Midt i havnen ligger den lille Bedloe's Island, som virker perfekt til formålet. Øen er ejet af militæret og på samme tid isoleret fra og omgivet af byen. Bartholdi forestiller sig sin statue stå her og byde velkommen til USA.

Han rejser herefter rundt i store dele af nationen for at promovere sine ideer. Men ikke alle steder bliver den franske skulptørs idé vel modtaget. Mange synes, at USA har bedre ting at bruge sine sparsomme penge på end en skulptur.

Det er langt vigtigere at få styr på de civile rettigheder, som efter borgerkrigens afslutning stadig halter. Amerikanernes tanker går på at få skabt en sikker tilværelse efter lang tids uro – og ikke på en enorm statue i New Yorks havn.

Bartholdi fortsætter dog sin rundrejse og studerer, hvordan amerikanerne fremstiller sig selv. Hans mål er at finde en måde, hvorpå han kan symbolisere frihed samt oplysning, mens han samtidig hylder det, USA har opnået.

En ny kolos fra Rhodos

Langt de fleste amerikanske statuer og monumenter, Bartholdi ser på sin rejse, er inspirerede af romersk neoklassicisme: kvindefigurer med stoffer slynget om kroppen og ofte med hovedbeklædning. I 1872 er Bartholdi færdig med at udforme sin statue og laver en 12 meter høj model af en kvinde i terrakotta-ler.

I venstre hånd holder hun en tavle, hvorpå datoen for Uafhængighedserklæringen, 4. juli 1776, står skrevet med romertal.

I højre hånd holder hun oplysningens fakkel, mens en krone med syv spidser, en for hver verdensdel, pryder hovedet. Kroppen er klædt i klassiske romerske stoffer, og ved fødderne stikker en brudt kæde ud.

Fødderne var noget af det sidste, som blev nittet på Frihedsgudinden, da hun blev samlet i New York.

© Granger

Bartholdi vælger at lade hendes ben stå forskudt, så det virker, som om hun er på vej fremad. Benstillingen er ikke kun tænkt som et symbols på USA's fremtid – men også praktisk for udformningen af skelettet, som skal give den enorme skulptur et sikkert fundament.

I 1875 præsenteres planerne for den enorme gave til USA i en stort anlagt offentliggørelse. Idémanden Laboulaye og kunstneren Bartholdi beretter om “en kolossal statue” kaldet en Frihedsgudinde.

De sammenligner den med kolossen fra Rhodos, som var en 33 meter høj bronzefigur og et af antikkens syv vidundere. Laboulaye foreslår, at Frankrig betaler for selve skulpturen, mens amerikanerne skal bygge dens piedestal på Bedloe's Island.

Arbejdet med at bygge Frihedsgudindens piedestal på Bedloe's Island gik i stå, da projektet manglede 100.000 dollars.

© Granger

Avis reddede projektet

New Yorker-avisen The World organiserede en gigantisk indsamling blandt læserne, da pengene til statuens piedestal slap op.

I 1885 gik amerikanernes arbejde med at bygge Frihedsgudindens piedestal på Bedloe's Island i stå. Pengekassen var tom, hvilket fik New Yorker-avisen The Worlds unge redaktør Joseph Pulitzer til tasterne.

Han lagde senere navn til den verdens­berømte journalistpris Pulitzerprisen, men i 1885 satte han sig for at indsamle de manglende midler.

Han brugte sin avis aktivt i projektet og lovede at nævne alle dem, der gav et bidrag – uanset størrelsen. Avisen bragte derefter beretninger om børn, som donerede deres sparepenge, alkoholiserede bumser, som donerede på barerne, og pensionister, som bidrog med penge fra deres knappe livsopsparing.

Over 120.000 private donorer gav i gennemsnit knap en dollar. Den 11. august 1885 kunne Joseph Pulitzer meddele, at 102.000 dollars var samlet ind – byggeriet af piedestalen kunne fortsætte.

Næste udfordring er, hvordan Bartholdi rent praktisk skal lave sin Frihedsgudinde. Den enorme skulptur kræver entreprenør- og ingeniørmæssig nytænkning, og det bedst egnede materiale viser sig hurtigt at være kobber.

Bartholdi kontakter et kobberværksted, der blandt andet har lavet kuplerne til det nye operahus i Paris. Han får også fat i den anerkendte arkitekt Viollet-le-Duc, som siger ja til at konstruere statuens bærende skelet.

Eiffel skaber statuens indre

Nu gælder det om at skrabe penge sammen til projektet. I Frankrig etablerer Laboulaye støtteorganisationen Den Fransk-Amerikanske Union, hvor han selv bliver præsident.

Samme dag som planerne om statuen afsløres, begynder indsamlingskampagnen, hvor unionen blandt andet arrangerer velgørenhedsfester og sælger små statuer af det kommende nationalsymbol.

Intet bidrag er for småt, og snart efter går arbejdet i gang. Statuen skal først laves som et samlesæt i Paris og senere sejles til New York. Men inden byggeriet overhovedet begynder, dør arkitekten Viollet-le-Duc. Bartholdi mangler desperat en mand, der kan konstruere skelettet.

Heldigvis er en ny stjerne dukket op blandt Frankrigs ingeniører. Navnet er Alexandre-Gustave Eiffel. Senest har han bygget den enorme og banebrydende Garabit-viadukt i jern, og i 1880 takker han ja til at lave skelettet til Bartholdis statue.

Sammen med sine ingeniører konstruerer Eiffel et lodret stillads af jerndragere, der skal forankres i beton og bære hovedparten af statuens vægt. Herefter bygger de et gitter, som kobberpladerne skal fæstnes på.

Endelig begynder statuen at rejse sig over værkstedet midt i Paris. Storbyens indbyggere kan dag for dag følge arbejdet, og snart rager statuen op over Frankrigs flade hovedstad som en 14-etagers bygning.

Adgangen til Frihedsgudindens krone går via to vindeltrapper. En tredje, meget smal trappe fører videre op i armen og faklen.

© Granger

Den 4. juli 1884 holder Bartholdi og Den Fransk-Amerikanske Union en officiel ceremoni for statuens færdiggørelse. Men én mand mangler. Idémanden Laboulaye er død året inden og når ikke at se sin idé virkeliggjort.

Pengene slipper op

Mens statuen skyder i vejret i Paris, opstår problemer på den anden side af Atlanten. Pengene til piedestalen slipper op, og i 1885 går byggeriet i stå.

Mange amerikanere har stadig svært ved at forstå, hvorfor de skal bruge så mange penge på en skulptur lavet af franskmænd. Byggeriet kan ikke fortsætte, før de sidste 100.000 dollars, svarende til ca. 12 millioner nutidskroner, bliver skaffet.

Private investorer organiserer indsamlinger, og efter nogle måneder har de penge nok til at fortsætte byggeriet og færdiggøre projektet.

I mellemtiden er det franske skib Isére ankommet til Bedloe's Island efter 26 hårde dage på havet. Med sig har det 210 kasser, som indeholder et gigantisk Frihedsgudinden-samlesæt.

Statuen er pillet ned fra værkstedet i Paris, og alle delene nummereret. Arbejdet i New York kan begynde.

Først samles skelettet. Da statuens indre står færdigt, hænger arbejderne i lange reb, mens de fastgør kobberpladerne. New Yorks indbyggere følger ængsteligt med i arbejdet, indtil den sidste kobberplade nittes fast til statuens højre hæl den 23. oktober 1886. Frihedsgudinden måler nu 46 meter fra fod til fakkel og er højere end noget andet i New York.

Fem dage senere er alt klar til den officielle indvielse af Frankrigs gave til USA. Tusindvis af mennesker hylder byens og landets nye nationalsymbol. Bartholdi lader det franske flag falde og afslører statuens ansigt.

Bartholdi afslørede personligt Frihedsgud­indens ansigt, da statuen blev indviet i røg og damp i New York i 1886.

© Granger & Getty Images

Tilskuerne bryder ud i jubel, mens geværsalverne knitrer. Den næste halve time er Frihedsgudinden indhyllet i et slør af krudtrøg 21 år er gået, siden ideen om statuen blev undfanget ved Laboulayes middagsselskab.

Nu rejser Frihedsgudinden sig 94 meter over vandet i New Yorks havn – klar til at byde immigranter velkommen til USA som et symbol på nationens frihed og fremskridt.