Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Fyrtårnet i Alexandria forsvandt i 500 år

I 1.600 år knejsede Alexandrias sagnomspundne fyrtårn over indsejlingen til Egyptens største havneby - en banebrydende bedrift på niveau med opførelsen af pyramiderne.

Miguel Coimbra/Repos Production

Marin-arkæologen Jean-Yves Empereur glider gennem vandet ud for Alexandrias fæstning, Qaitbay.

Franskmandens blik afsøger meter efter meter af havbunden, og pludselig begynder hans hjerte at banke voldsomt.

I sandet under dykkeren ligger flere hundrede oldtidsminder – statuer, søjler og stenblokke.

Nogle stenblokke er kæmpestore og ligger på en ret linje. Flere af dem er slået i stykker, som var de faldet fra stor højde.

Synet er så fantastisk, at Empereur bliver svimmel.

På denne lune vinterdag i begyndelsen af 1993 ser han ruinerne af Alexandrias fyrtårn – et af verdens syv underværker, som i antikken kæmpede med blandt andet pyramiderne og Kolossen på Rhodos om at være menneskets største arkitektoniske bedrift.

Siden middelalderen har fyrtårnet været sporløst forsvundet, men nu svømmer Empereur rundt og lyser med sin projektør på granit fra de sidste faraoers tid.

Alexander den Store grundlagde byen

Fra begyndelsen var Alexandria en ganske særlig by.

Den blev grundlagt i april 331 f.Kr. af den legendariske konge og hærfører Alexander den Store.

Makedoneren havde netop føjet Egypten til sine vidtstrakte erobringer og befalede, at en havneby skulle opføres vest for Nilens munding.

Byen var blot én af mange, som bar hærførerens navn, men den makedonske konge havde store planer med netop denne stad.

Alexander forestillede sig, at byen en skønne dag ville blive bindeleddet mellem hans græske hjemstavn og alt det land, han agtede at erobre i Mellemøsten.

Ptolemaios 1. påbegyndte byggeriet af fyrtårnet, men det blev først indviet under hans søn.

© Getty Images

Diktator opførte antikkens højeste tårn

Hærføreren Alexander den Store erobrede i 331 f.Kr. Egypten fra perserne og blev modtaget som befrier af det egyptiske folk.

Han befalede en ny hovedstad opført ved Middelhavet og døbte byen Alexandria, inden han hastede videre for at indtage Persien.

Makedoneren fik aldrig sin by at se, for han var uafbrudt i krig, indtil sygdom tog livet af ham otte år senere. På sit dødsleje overdrog Alexander Egypten til sin loyale general Ptolemaios.

Generalen kom således til at lede arbejdet med at skabe en ny, prægtig hovedstad i Egypten.

For at legitimere sin magt tog Ptolemaios Alexanders lig med sig til Egypten og begravede ham i Alexandria.

Ptolemaios klædte sig desuden som en farao, lod sig afbilde som Egyptens gamle konger og satte store byggerier i gang for at vinde egypternes hjerter.

Han påbegyndte opførelsen af antikkens højeste tårn – fyrtårnet på havnen. Men lige lidt hjalp det. Egypterne betragtede Ptolemaios som en diktator og gjorde oprør mod ham.

Hærføreren udvalgte nøje stedet i samråd med de talrige rådgivere, som han medbragte på sine felttog.

Byen skulle ligge det perfekte sted: på en smal landtange 32 km vest for Nilens munding.

Så langt fra Nilen ville flodens enorme mængder slam ikke aflejre sig på havbunden og lukke indsejlingen til havnen.

Byen ville være godt beskyttet mod angreb fra landsiden, fordi fjendtlige hære fra vest måtte krydse den glohede libyske ørken for at nå frem til bymurene.

Fjender fra øst skulle forcere den enorme sump, som Nilens delta udgjorde, før de kunne belejre byen.

Bugnende egyptiske kornmarker nær Alexandria sikrede, at byen aldrig ville mangle mad, og forbindelserne til nær og fjern var optimale.

Med skib kunne Alexander nå hurtigt frem til alle sine besiddelser i det østlige Middelhav, og han beordrede byggeriet af en kanal til Nilen, så makedonske tropper straks kunne sejles til Egyptens indre, hvis uro truede.

Men det bedste var områdets havbund. Hovedparten af Egypten består af sandjord, Alexandria lå derimod på en bakkekam af kalksten.

Stengrunden strakte sig under havet, hvor den blev til en ø, som grækerne kaldte Faros.

Alexander så straks mulighederne i den dybe naturlige havn, som kunne deles i to med en bro fra Faros til fastlandet.

Broen ville skabe to adskilte havnebassiner, et til flådefartøjer og et til handelsskibe.

Fyrtårnet reddede liv

Byggeriet blev sat i gang efter Alexanders afrejse, og snart strømmede handelsskibe fra nær og fjern mod den hastigt voksende by.

Allerede 50 år efter grundlæggelsen var Alexandria Middelhavets travleste havn, men skibstrafikken til Egyptens nordkyst forløb langtfra problemløst.

Kystlinjen øst og vest for Alexandria var flad og uden bjerge eller andre fremspring, som skibe kunne navigere efter.

© Getty Images

Sponsor efterlod skjult budskab

Ifølge den romerske historiker Strabon blev fyrtårnet “opført af Sostratos fra Knidos, kongens ven”.

At private betalte for byggeriet af offentlige bygninger, var en almindelig praksis under ptolemæerne, men ifølge en beretning forbød Ptolemaios den gavmilde Sostratos at sætte sit navn på fyrtårnet.

Sostratos omgik forbuddet ved at hugge en inskription i fundamentet og derefter dække teksten med gips.

Når gipsen mange år senere faldt af, ville han omsider få sin velfortjente hyldest, tænkte han. Stenen med den omtalte inskription er dog aldrig blevet fundet.

Talrige vrag vidnede om tragiske og bekostelige forlis, når sejlskibe forvildede sig ind i områder med skarpe skær eller satte sig urokkeligt fast på sandbanker.

Hvem der fik idéen til at bygge verdens første fyrtårn, der kunne lede handelsskibe sikkert ind til Alexandrias havn, ved historikerne ikke. Søjler eller andre høje opsatser med bål på toppen havde længe været kendt, men et egentlig fyrtårn var noget helt nyt.

Byggeriet gik formentlig i gang omkring år 298 f.Kr. – da Alexander den Store for længst var død. Han bukkede under for sygdom i 323 f.Kr., mens han opholdt sig i Babylon i nutidens Irak.

Alexanders rige strakte sig da fra Grækenland i vest til Indien i øst og blev delt i fire store provinser, som skulle bestyres af hans generaler.

Egypten tilfaldt general Ptolemaios, som gjorde præcis det, som de tre andre generaler også pønsede på: forfremmede sig selv fra statholder til konge.

Som Ptolemaios 1. regerede han Egypten og forsøgte at gøre Alexandria til centrum for hele den græsk-dominerede verden.

Arkæologerne ved stort set intet om byggeriet af fyrtårnet, kun at det efter alt at dømme var makedonske ingeniører sammen med andre græske eksperter, som tegnede det og ledte arbejdet.

Egyptiske arbejdere sled gennem ca. 15 år med at tilhugge og slæbe sten til fyrtårnet.

Ud over fyrtårnet påbegyndte Ptolemaios også byggeriet af Museion – et center for lærdom med forelæsningssale, laboratorier og værelser til gæstende videnskabsfolk.

Skinnende marmor imponerede alle

Efter sin død i 282 f.Kr. blev Ptolomaios efterfulgt af sønnen Ptolemaios 2., som fuldførte byggeriet af fyrtårnet og grundlagde Alexandrias bibliotek.

Takket være fyrtårnet opbyggede biblioteket med tiden en enorm samling af skrifter, som alle andre byer misundte den.

De talrige skibe, som fyrtårnet tiltrak, bidrog nemlig til biblioteket, fordi en lov pålagde skibskaptajner at aflevere alle deres skriftruller til biblioteket, så skrivere kunne kopiere dem til samlingen.

De kommende århundreder imponerede både Alexandrias bibliotek og fyrtårnet alle besøgende. Ankom de tilrejsende med skib, var fyrtårnet det første, de så.

Langt ude på havet – længe før de fik land i sigte – så de rejsende lysskæret fra tårnets top. Efterhånden som deres skib nærmede sig kysten, dukkede det svimlende syn af verdens højeste tårn op.

© Hermann Thiersch

Tårnet stod i 1.600 år

  • 331 f.Kr.

    Alexander indtager Egypten og grundlægger Alexandria.

  • 283 f.Kr.

    Under Ptolemaios 2. står byens fyrtårn omsider færdigt.

  • 30 f.Kr.

    Romerne indtager Egypten og gør landet til en romersk provins.

  • 641

    Alexandria og Egypten erobres af araberne.

  • 956

    Et kraftigt jordskælv ødelægger toppen af fyrtårnet.

  • 1303

    Endnu et jordskælv svækker fyrtårnet alvorligt.

  • 1323

    Tårn-ruinen får dødsstødet af endnu et jordskælv.

  • 1480

    Sten fra fyrtårnet bruges til opførelsen af en fæstning.

“På spidsen af øen er en klippe, som hele vejen rundt er omgivet af havet. På den rejser der sig et tårn. Bygningen er forbilledligt opført i hvidt marmor med mange etager og bærer det samme navn som øen”, fortæller den romerske historiker Strabon, der besøgte Egypten omkring år 25 f.Kr.

Facaden var dog ikke af marmor, som Strabon troede, men formentlig af blankpolerede kalksten – som det yderste lag på de gamle egyptiske pyramider.

At blænde besøgende med sin skønhed var dog kun én af fyrtårnets opgaver, den vigtigste bestod i at vise tungt lastede handelsskibe vej til havnen.

Opgaven løste tårnet forbilledligt, og den ene værdifulde last efter den anden ankom til Alexandria. Hvor store rig-domme blot et enkelt skib kunne medbringe, gav et skib fra 200-tallet f.Kr. arkæologerne indsigt i.

Handelsfartøjet var lastet med 60 kasser kostbare krydderplanter, 100 tons elefantstødtænder og 135 tons fint forarbejdet elfenben.

Genial gang førte til tops

Hvordan tårnet så ud og fyret fungerede, ved arkæologerne meget lidt om, da kun få historiske beskrivelser har overlevet.

Brudstykker tyder dog på, at fyrtårnet var en temmelig avanceret konstruktion.

Især middelalderens arabiske forfattere skrev imponerede om fyrtårnet, og deres øjenvidneberetninger giver os et lille indblik. Al-Bakri fra det dengang arabiske Spanien besøgte Alexandria i 1000-tallet e.Kr., og han
berettede, at fyrtårnet bestod af flere dele og fremstod velbygget.

“Den nederste del er lavet som en firkant og udskåret af en rektangulær sten. Sammenføjningerne er så godt skjulte, at det hele ser ud til at være formet af en eneste blok af sten”, skrev al-Bakri.

Dykkere har fundet stenblokke fra fyrtårnet i Alexandrias havn.

© Getty Images

Døren sad højt oppe, så tidevandet ikke kunne trænge ind, fortæller en anden arabisk besøgende.

På hans tid var døren lavet af jern. Adgang til den fik besøgende via en 183 meter lang rampe holdt oppe af prægtige buer, beretter den arabiske forfatter Abou Haggag Youssef Ibn el-Andaloussi, som besøgte Alexandria i 1165.

“Min ledsager kravlede ind under én af buerne. Han strakte armene helt ud, men kunne ikke nå siderne”, noterede el-Andaloussi i sin dagbog.

For at komme op i tårnet måtte besøgende benytte en snedigt udformet vindeltrappe – eller nærmere en spiralgang – for den havde ingen trin.

“Gangen skråner på en måde, så man ikke bemærker hældningen. Sådan får den besøgende adgang til tårnets første etage ad en rampe, der er bred nok til, at to ryttere kan ride side om side på et underlag, der virker så fladt, at personen, som går op ad den, ikke vil kunne afgøre, om han er på vej opad eller går ligeud”, skrev al-Bakri begejstret.

Hvordan så tårnet ud?

Præcis hvordan fyrtårnet så ud, ved ingen i dag, men øjenvidner fra oldtiden nævner flere detaljer.

Scanpix

Tårnets top

På toppen af fyrtårnet stod ifølge nogle beretninger en statue af den øverste græske gud Zeus.

Scanpix

Ilden brændte døgnet rundt

I toppen af verdens højeste tårn brændte meterhøje flammer, så søfarere kunne sætte kurs mod Alexandria både nat og dag. Ilden krævede masser af brændsel, der måtte bæres mere end 100 meter op.

Scanpix

Brændslet skulle til tops

Et hejseværk løftede formentlig brændslet op til fyr-tårnets øverste del. Andre kilder fortæller, at det blev båret på menneskeryg.

Scanpix

Inde i tårnet

Tårnet havde over 300 rum. Nogle af dem var lager for brændsel, andre skulle blot afstive konstruktionen. En spiralgang uden trappetrin tillod trækdyr at bære brændsel højt op i tårnet. Hvor højt op ved ingen med sikkerhed i dag.

Scanpix

Tårnets beskyttende ydre

Fæstningsmure beskyttede det strategisk vigtige fyrtårn mod fjendtlig landgang fra søsiden.

Scanpix

Indgangen til fyrtårnet

Porten sad højt oppe for at forhindre saltvand i at beskadige tårnet, når det var højvande. En rampe førte op til fyrtårnets port.

Scanpix

Tonsvis af brænde blev båret op

Spiralgangens forsigtige hældning gjorde det muligt for arbejdere at bringe brænde op til toppen af fyrtårnet, hvor høje flammer skulle holdes i live døgnet rundt.

Brændet blev enten båret på menneskeryg eller placeret på fx pakæsler.

Det sidste stykke vej blev brændslet formentlig løftet af et hejseværk, mener forskere, for nær toppen må spiraltrappen være blevet så smal, at større læs ikke kunne transporteres.

Hvilken form for brændsel fyrtårnet anvendte, ved historikerne ikke. Træ har det næppe været, for Egypten havde få skove, og hjemlige sorter som fx palmer og akacier brænder dårligt.

Arkæologerne ved, at egypterne importerede kvalitetstræ som ceder til byggeri, men træet har været alt for kostbart at fyre med.

Formentlig blev ilden i fyrtårnet næret af enten planteolie eller en blanding af olie og affaldstræ, mener forskere. Andre nævner dyregødning og papyrusstrå som muligt brændsel.

Uanset brændslets art, så virkede det efter hensigten. Den jødisk-romerske forfatter Josefus beretter i midten af det første århundrede e.Kr., at lyset fra tårnet kunne ses mere end 56 km borte.

Det store kar til brændsel var seks meter i diameter og tre meter dybt.

© Shutterstock

Så vældig en rækkevidde krævede, at tårnet strakte sig 120-130 meter op mod himlen, påpeger eksperter, og det tal stemmer nogenlunde med historiske kilder.

Arkæologer har kendskab til 12 arabiske forfattere, som i middelalderen besøgte Alexandria og gav et bud på fyrtårnets højde.

De mest forsigtige af dem angav højden til at være lige under 100 meter, mens de dristigste bud lød på 124 meter – omregnet fra de mange forskellige former for underarmslængde (alen), araberne anvendte som måleenhed.

Åbne rum var et forsvar mod vind

Fra arabiske kilder ved arkæologerne også, at tårnet var inddelt i et imponerende antal separate rum.

Fra spiralgangen førte talrige døre ind til de i alt 364 rum, som al-Bakri berettede, at tårnet bestod af.

Rummene havde buede stenlofter, som var dækket af puds og forstærket med svære bjælker af teaktræ.

Al-Bakri bemærkede også, at bygningen var opført så snedigt, at rasende storme fra det åbne Middelhav ikke kunne få fyrtårnet til at svaje, fordi “rummene er forsynet med vinduer og ventilationskanaler, som er konstrueret til at lede vindstød ud af tårnet. Uden dem ville bygningen styrte sammen”, konkluderede al-Bakri.

Et højt tårn alene ville imidlertid ikke hjælpe de søfarende, hvis lyset fra toppen ikke var kraftigt nok.

Historikere mener derfor, at fyrtårnet var udstyret med et spejl fremstillet af bronze, som kunne reflektere ildens skær.

Måske har fyrtårnet også haft en form for linse af kvarts til at koncentrere lyskeglen – en indretning, som allerede var kendt i Egypten omkring år 700 f.Kr.

Linsen kunne også bruges som kikkert, og ifølge en beretning gjorde den det muligt at se helt til Konstantinopel i nutidens Tyrkiet.

For at rejse fyrtårnet måtte egypternes ældgamle byggeteknik genopdages.

© National Geographic Creative/Bridgeman Images

Fyrtårnet blev opført med pyramide-teknik

Da fyrtårnet blev bygget, var det over 1.400 år siden, egypterne stoppede med at bygge pyramider.

Ptolemæerne satte sig for at genoplive kunsten for at kunne rejse et tårn, som verden aldrig havde set.

  • Ptolemaios’ arkitekter studerede tusind år gamle relieffer, gravkamre og papyrusruller for at få indsigt i egypternes viden, mener historikere.

  • Som i pyramiderne udgjorde kæmpe stenblokke de bærende dele af fyrtårnet. I havnen har dykkere fundet 75 tons tunge granitsten.

  • Forskere mener, at fyrtårnet har haft en skinnende overflade af poleret kalksten – præcis som de gamle pyramider.

En anden kilde hævder, at linsen også blev brugt som forsvarsvåben.

Fangede kvartslinsen solen på den rigtige måde, kunne den sætte fjerne skibe i brand og dermed gøre det af med fjenderne, længe inden de nærmede sig kysten.

Moderne historikere betegner begge påstande som vilde overdrivelser, men anser det for sandsynligt, at ptolemæerne har anvendt både spejle og linser til at forstærke fyrtårnets lysstråle.

Nye magthavere betød større handel

Ptolemæerne og deres prægtige hovedstad fik dog kun glæde af fyrtårnet i lidt over 200 år.

I år 48 f.Kr. sejlede den romerske hærfører Julius Cæsar til Egypten og gik i land på øen Faros.

Han var kommet med 4.000 legionærer for at fange sin romerske rival Pompejus, men i stedet blev han indblandet i en bitter egyptisk arvestrid.

Romernes indtog varslede nye tider for Alexandria.

Inden han krydsede broen over til byen, tog Cæsar sig tid til at betragte fyrtårnet, som han priste i sin dagbog: “På øen står der et tårn, som kaldes Faros efter øen, som det er opført på. Bygningen er af stor højde, og som konstruktion er det et rent vidunder”.

Cæsar besluttede sig for at støtte dronning Kleopatras krav på Egyptens trone og besejrede hendes rival – lillebroren Ptolemaios 13. – på slagmarken.

Kleopatra blev Egyptens sidste ptolemæiske regent, i år 30 f.Kr. begik hun selvmord, og romerne underlagde sig landet.

Magtskiftet medførte, at Middelhavets magtcentrum flyttede til Rom, men takket være fyrtårnet og havnen beholdt Alexandria sin førerposition inden for handlen i yderligere 600 år.

Den romerske historiker Strabon gik endog så vidt som til at betegne Alexandria som “den største handelsplads i hele den beboede verden”.

Rom var nemlig helt afhængig af korn fra Nildalens frodige marker til at brød-føde sin voksende befolkning – og hovedparten af Egyptens kolossale korneksport blev udskibet fra Alexandrias havn.

Karavaner gjorde tårnet overflødigt

Romerne og deres arvtagere i Det Byzantinske Rige mistede grebet om Egypten i 600-tallet, da arabiske hære erobrede landet.

Hermed begyndte nedgangstiden for Alexandria og fyrtårnet. Araberne var ikke søfarere, men satte primært deres lid til kamelkaravaner over land.

De opførte en ny hovedstad inde i landet, hvor Cairo ligger i dag, og islamiske storbyer som Damaskus og Baghdad overtog snart efter Alexandrias rolle som centrum for kultur og lærdom.

Resultatet blev, at fyrtårnet i lange perioder fik lov til at forfalde. Enkelte emirer lappede på tårnet, efterhånden som vind, vejr og jordskælv svækkede det over 1.000 år gamle mesterværk, men storhedstiden var slut.

I Alexandrias havn lå krigsgalejer og handelsskibe.

© Jean Soutif/SPL

Handel fik havnebyen til at vokse

Med sin beliggenhed ved Middelhavet og nær Nilens munding blev Alexandria hurtigt en vigtig havn for antikkens mange sejlende handelsfolk.

Ligesom de gamle faraoer efterspurgte Egyptens nye makedonske overklasse luksusvarer.

Derfor ankom silke, krydderier og parfume efter en lang rejse, der nogle gange begyndte så langt væk som i Kina, gik via Det Røde Hav og krydsede land på kamel- og æselryg, før herlighederne nåede Alexandria.

Egyptiske varer som papyrus, glas og korn blev til gengæld udskibet fra Alexandria og sejlet til Mellemøsten og Europa.

Den hektiske aktivitet fik byen til at vokse. I år 32 e.Kr. – da Egypten var en romersk provins – viste en folketælling, at 180.000 frie mænd beboede Alexandria. Med kvinder, børn og slaver nåede byens befolkning op på ca. 1 million.

Varer ind i Alexandria:

  • Tømmer til byggeri
  • Parfume til overklassen
  • Krydderier til madlavning

Varer ud ad Alexandria:

  • Papyrus til vigtige breve
  • Korn til Europas storbyer
  • Glasperler til smykker

I 1303 og 1323 rystede voldsomme jordskælv Alexandria. Ødelæggelserne var stadig synlige, da den arabiske opdagelsesrejsende Ibn Battuta besøgte byen i 1326: “Jeg tog ud for at se fyrtårnet og opdagede, at én af dets sider var styrtet helt i grus”.

Godt 20 år senere besøgte han igen byen og bemærkede, at skaderne var forværrede.

“Da jeg i 1349 vendte tilbage, besøgte jeg igen fyrtårnet. Jeg opdagede, at det var i en sådan tilstand af ødelæggelse, at det var umuligt at komme ind i det eller frem til døren”, beretter den rejsende sørgmodigt.

Præcis hvornår ruinen styrtede om eller blev revet ned, ved historikerne ikke. Men det må have været mellem 1349 og 1480. En kilde fra 1480 beretter, at nogle af de store sten fra fyrtårnet dette år blev brugt til at opføre en fæstning på stedet, hvor fyrtårnet før stod.

Mamluksultanen Qaitbay havde beordret byggeriet af et citadel til at beskytte havnen – og sten og kalk fra tårnet blev forvandlet til fæstningens murværk.

Napoleon genoplivede interessen

I løbet af 1600- og 1700-tallet svandt mindet om det gamle Egyptens underværker – først med Napoleons invasion af Egypten i 1798 fattede europæerne igen interesse for egypternes fortid.

Napoleon Bonaparte medbragte 150 videnskabsfolk på sit felttog, så de kunne indsamle viden om de gamle egypteres vældige bygningsværker og fascinerende kultur.

Videnskabsfolkenes 23 bind store rapport udkom i årene 1809-1828 og førte de første turister til Egypten.

I slutningen af 1800-tallet var Alexandrias havn et yndet rejsemål for Europas overklasse, der fra turbåde kunne skimte figurer og sten på havbunden – rester af fyrtårnet hævdede datidens arkæologer.

Ingen gjorde dog forsøg på at hæve res­ter­ne. At dræne havnebassinet var for dyrt og vanskeligt, især når Egypten bugnede af andre oldtidsfund, som nemmere kunne udgraves og vises frem.

Ruinerne på bunden af havnen blev med tiden glemt igen – først i 1961 dukkede fund fra fyrtårnets glansperiode op til overfladen.

Den egyptiske dykkerpioner Kamel Abul-Saadat hentede først nogle krukker og guldmønter op fra havbunden og bjærgede senere en stor statue af den egyptiske modergudinde Isis, som han bad udenlandske eksperter vurdere alderen på.

Mængden af genstande på havbunden var så overvældende, at den egyptiske regering bad UNESCO om hjælp.

FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur lovede egypterne støtte til at undersøge fundene nærmere.

Til slut tegnede Saadat et detaljeret kort til brug for kommende arkæologiske undersøgelser.

Beton truede ruinerne

Marin-arkæologen Jean-Yves Empereur medbragte Kamel Abul-Saadats kort, da han i 1993 afsøgte havbunden i Alexandria.

En alarmerende melding var anledningen til dykket: Egypterne var i gang med at bygge en stor betonvæg for at beskytte Qaitbay-citadellets smuldrende mure.

Væggen ville strække sig flere meter ud i havet og dække et stort område med mange fortidsminder – blandt andet resterne af Alexandrias fyrtårn, som forskerne antog stadig lå på havbunden.

Arkæologerne måtte skynde sig at udforske området, før det forsvandt. Empereurs undersøgelser afslørede, at et enormt område var oversået med sfinkser, statuer, søjler og oldgamle byggesten.

Området strakte sig over hele 2,5 hektar – fem fodboldbaner – og i alt kortlagde Empereur og kollegerne 2.500 genstande under havets overflade.

I århundreder skulle fyrtårne ligne fortidens giganter. I dag har fyrtårne fået elektriske lanterner og udsender radiosignaler.

© Shutterstock

Hele verden efterlignede Alexandrias fyrtårn

Så vidt historikerne ved, er Alexandrias fyrtårn historiens første.

Indtil da havde simple søjler med bål på toppen været søfarernes eneste hjælp.

I løbet af de næste århundreder spredte idéen – og navnet – sig til Europa. På græsk blev Alexandrias fyrtårn kaldt Pharos efter øen, som det stod på, og navnet kan stadig genkendes på flere sprog.

Fransk: phare
Italiensk: faro
Dansk og norsk: fyr
Rumænsk: far
Portugisisk: farol

De franske arkæologer mente, at store dele af området førhen lå over vandlinjen og blev brugt som en losseplads for byggemateriale og nedrevne monumenter fra andre dele af Egypten.

Men nogle 11 meter lange og 70-75 tons tunge granitblokke lå på en lige linje og overbeviste Empereur om, at ikke alle fundene var blevet transporteret ud til en oldtidslosseplads.

Arkæologerne har ikke fundet det endelige bevis på, at blokkene stammer fra fyrtårnet, men de betragter det som overvejende sandsynligt.

Blokkene er nemlig af granit fra faraoernes stenbrud i Aswan 800 km fra Alexandria. Kilder fra antikken beretter også, at en Isis-statue magen til den, Saadat fandt i 1961, engang prydede tårnet.

I 1997 besluttede UNESCO at støtte et ambitiøst egyptisk projekt med at bygge et undervandsmuseum rundt om ruinerne af fyrtårnet.

Men på grund af de senere års politiske uroligheder i landet, er byggeriet endnu ikke gået i gang.

Meget tyder dog på, at museet snart bliver til virkelighed.

En fransk arkitekt har allerede tegnet en stor glasbygning til projektet, og den egyptiske regering håber, at nye kinesiske investorer kan spæde de sidste millioner dollars til, så Alexandrias fyrtårn snart igen kan imponere tilrejsende fra hele verden.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul