Gigantisk rørledning skulle redde storbyen: Los Angeles tørstede

William Mulholland har udset sig et reservoir, der skal forsyne storbyen med vand og elektricitet. Men forholdene for arbejderne er ulidelige, og de lokale gør alt for at sabotere projektet.

William Mulholland har udset sig et reservoir, der skal forsyne storbyen med vand og elektricitet. Men forholdene for arbejderne er ulidelige, og de lokale gør alt for at sabotere projektet.

Klokken er kvart over et midt på dagen den 5. november 1913, hvor solen, varmen og støvet som sædvanlig regerer. Så kommer signalet, og sluserne åbnes – vandet fosser ned gennem kaskaderne ved San Fernando-reservoiret lige uden for Los Angeles.

40.000 borgere er vidner til begivenheden, som Los Angeles Times beskriver i de mest svulstige vendinger: “Vandet gurglede og plaskede den glædelige meddelelse om et godt helbred, stor rigdom, langt liv og
mangfoldig velstand til Los Angeles og hendes folk”.

I samme øjeblik vandet kommer til syne for foden af reservoiret, vender dagens helt, ingeniøren William Mulholland, sig mod Los Angeles’ borgmester og de mange tilskuere og råber: “Der er det! Tag det!”

William Mulholland var manden bag den imponerende ingeniørbedrift.

© USC Librarires

Jubelråbene fra de fremmødte borgere fylder dalen fuldstændigt. William Mulholland har fuldført den mission, mange troede var umulig.

På kun fem år har han bygget en akvædukt, der transporterer vand fra Sierra Nevada-bjergene en distance på 375 km over et bjergrigt og uvejsomt landskab ind til Los Angeles. Han har med Los Angeles Times’ ord givet Los Angeles en flod af vand og dermed sikret byens fremtid.

Tidligere vandchef får en idé

Omkring århundredskiftet, hvor industrialiseringen tager fart, var vand blevet en stor forretning i USA. I 1902 etablerede regeringen derfor en vand­indvindingsstyrelse, som skulle fremme bosættelser i øde egne i vesten blandt andet gennem kunstvandingsprojekter, dæmninger og elværker.

Et af de første projekter, styrelsen kastede sig over, var at kortlægge Owens Valley, der ligger næsten 400 kilometer nordvest for Los Angeles. Kortlægningen viste, at den nordlige del af dalen, Long Valley, var perfekt egnet som et reservoir i forbindelse med etableringen af et kunstvandingsprojekt.

I 1904 inviterede den ledende ingeniør i styrelsen, Joseph Lippincott, Los Angeles’ tidligere borgmester Fred Eaton med på en privat campingtur op til Owens Valley. På turen fik Fred Eaton præsenteret området, kort­lægningen og mulighederne for at etablere et kunstvandingsprojekt.

Kystbyen skulle vokse for enhver pris. Sådan var udgangspunktet for de tre ingeniører William Mulholland, Fred Eaton og Joseph Lippincott, som regnes for Los Angeles-akvæduktens fædre.

© Online Archive of California/California Historical Society

HJÆLPEREN: Joseph Lippincott

(1864-1942) Rådgivende ingeniør i Vandindvindingsstyrelsen i Californien. Han forsynede Fred Eaton med oplysninger og et alibi, så han kunne opkøbe jord til akvædukten. Fik siden job som souschef under Mulholland.

© Online Archive of California/California Historical Society

IDÉMANDEN: Frederick Eaton

(1856-1934) Født i L.A. Chef for byens vandforsyning i 1878 og siden byens chefingeniør. Fra 1898 til 1900 var han borgmester. Eaton var manden, der så mulighederne i Owens Valley og under dække påtog sig opgaven at opkøbe jorden.

© Online Archive of California/California Historical Society

INGENIØREN: William Mulholland

(1855-1934) Født i Irland. Blev chef for Los Angeles' vandforsyning efter Fred Eaton. Mulholland udtænkte og gennemførte den enorme ingeniørbedrift, det var at konstruere akvædukten til Los Angeles.

Da Fred Eaton så mulighederne for at få adgang til store mængder af vand, fik han en idé. De store mængder af vand skulle ikke blive i Owens Valley. De ville gøre meget mere gavn i Los Angeles.

En hemmelig plan tager form

Fred Eaton handlede hurtigt, da han kom tilbage fra campingturen. Han kontaktede straks lederen af vandforsyningen i Los Angeles, William Mulholland. Eaton havde selv tidligere ledet vandforsyningen og vidste om nogen, hvor tørstig Los Angeles var.

Byens egen spæde flod, Los Angeles River, kunne slet ikke følge med den hastigt voksende storby. Noget måtte gøres for at sikre den livsvigtige vandforsyning til byen.

©

1890: 50.385

©

1910: 319.198

©

1930: 1.238.048

I en vogn trukket af muldyr kørte de to mænd op i bjergene for at studere udtørrede flodlejer, mulige reservoirer og bjergkamme, som kunne forceres, hvis vandet skulle ledes mod syd. Over lejrbålet med udsigt til de snedækkede bjergtinder overbeviste Fred Eaton Mulholland om, at fremtiden for Englenes By afhang af vand fra Owens Valley.

“Chancen for at få det vand er den største chance, vi nogensinde har fået i Los Angeles“. William Mulholland

William Mulholland, der var en selvlært, men erfaren ingeniør, begyndte straks at skitsere projektet ved hjælp af sine medbragte redskaber – et kompas og en højdemåler. Han havde allerede en klar idé: Owensfloden skulle ledes tilbage til det flodleje, den havde fulgt for 11.000 år siden, hvor vandet løb direkte mod bjergene lige nord for Los Angeles.

Han var fuldstændig opslugt af sine beregninger og så for sig hele akvæduktens forløb og det fossende bjergvand med kurs mod storbyen. Tilbage i Los Angeles overbeviste Mulholland i al hemmelighed Los Angeles' bystyre om sin store plan.

“Vi må have fat i vandet fra Owensfloden. Chancen for at få det vand er den største chance, vi nogensinde har fået i Los Angeles”, sagde han.

Mulholland sørgede for, at planerne blev holdt inden for vandforsyningens fire vægge. For hvis de ambitiøse planer slap ud, frygtede han, at priserne på jord pludselig ville stige. Derfor rejste hans ingeniører op til dalen forklædt som kvægdrivere, mens de foretog de nødvendige opmålinger til projektet.

Idémanden Fred Eaton påtog sig den kontroversielle opgave i al hemmelighed og på egen hånd at opkøbe de jord- og vandrettigheder, som var nødvendige for, at projektet kunne gennemføres.

Derfor drog Fred Eaton i 1905 op til Owens Valley med en tyk tegnebog. Joseph Lippincott, som først havde gjort Eaton og Mulholland opmærksomme på vandet fra bjergene, havde meget belejligt forsynet ham med et brev, som fortalte, at Fred Eaton arbejdede på vegne af Vandindvindingsstyrelsen.

Californiens indbyggere drog i krig mod akvædukten.

© UCLA Library, Shutterstock & Newrulefx

De lokale landmænd blev snydt så vandet drev

Lusk og lyssky aftaler sikrede Los Angeles vand fra områderne i øst. Prisen blev betalt af landmænd, hvis marker tørrede ud.

Rørledningen til Los Angeles skulle hente vand fra den frodige Owens Valley mod vest og bringe det til storbyen i øst. Logisk nok havde beboerne i dalen ingen interesse i at se deres vand blive suget bort til den tørstige metropol og derfor nægtede de at sælge det land som akvædukten skulle bygges på.

Forklædt som regeringsudsendinge drog mændene bag rørledningen derfor på opkøbstogt. Her narrede de jordejerne i Owens Valley til at tro, at de var i gang med et vandprojekt til gavn for dalen.

Resultatet blev, at Los Angeles' bystyre langsomt sikrede sig kontrol med land nok til at føre rørledningen over Owens Valley. Luskeriet fik dalens beboere til at bombe vandledninger og besætte vandanlæg, men til ingen nytte – og til sidst tav kritikerne.

I dag er Los Angeles med til at finansiere et genopretningsprojekt i Owens Valley.

I løbet af et år lykkedes det for Fred Eaton under sit falske dække at opkøbe størstedelen af den nødvendige jord. Og den 27. juli 1906 kunne Vandindvindingsstyrelsen konstatere, at Los Angeles havde kontrol med jord langs 80 kilometer af floden.

Der manglede kun lige en lov, som tillod akvædukten passage over føderalt landområde. Den lov fik de af præsident Theodore Roosevelt, som konstaterede, at “...det er hundrede eller tusind gange vigtigere for staten og for befolkningen som helhed, hvis vandet bliver udnyttet af Los Angeles i stedet for kun af befolkningen i Owens Valley”.

Med præsidentens indgriben lå vejen åben for akvædukten til Los Angeles. Chefen for Los Angeles vandforsyning, William Mulholland, der netop var fyldt 50 år, stod klar til at gå i gang med sit livs allerstørste udfordring.

Med en fortid som grøftegraver og uden en formel uddannelse som ingeniør eller erfaring med kæmpe byggeprojekter var det et stort ansvar, som blev lagt på William Mulhollands skuldre.

Mulholland tager handsken op

For at få bygget akvædukten skulle han sørge for, at arbejdsfolk gravede og støbte næsten 100 kilometer kanaler. Arbejderne skulle også lægge vandledninger op og ned ad bjergsider, tværs gennem ørkener og over ni dybe kløfter.

Desuden skulle Mulholland bygge dæmninger og sprænge 142 tunneller gennem klipper fra nord til syd i et 375 kilometer langt, råt og øde istidslandskab, tilmed i et klima, som vekslede mellem bidende kulde og stegende
hede. Og måske vigtigst: Mulholland skulle levere vandet til tiden.

For at få vandet gennem Jawbone Canyon skabte William Mulholland Jawbone Siphon (siphon = hævert, red.), som er en avanceret rørkonstruktion, der fastholder vandets fart, mens det passerer gennem kløften.

© Mikkel Juul Jensen/HISTORIE

Vandet presses gennem en tragt

Rørene er ved indgangen til Jawbone Ca­ny­on store og brede, hvorefter de langsomt snævrer ind på vej mod bunden.

© Mikkel Juul Jensen/HISTORIE

Trykket er højest i bunden af kløften

For at opnå hæverteffekten er rørene tyndest, når de når bunden. Trykket presser vandet op ad kløften.

© Mikkel Juul Jensen/HISTORIE

Røret udvides på den anden side

Mens vandet presses op ad bakken, udvides rørerne igen. Hævertens “sug” sikrer, at vandet bliver trukket med op over toppen.

Han havde lovet, det kun ville tage fem år og koste 23 millioner dollars at levere rigelige mængder af vand fra Sierra Nevada bjergene ned til Los Angeles. Kritikere af projektet troede ikke på, at Mulholland ville kunne klare opgaven. Og hvis han alligevel fik bygget akvædukten, så ville det tage ham mindst 20 år og koste 50 millioner.

Mulholland ville bevise, at kritikerne tog fejl. Han troede fuldt og fast på sin idé, som ikke kun skulle slukke byens tørst. For når først de 33 millioner liter vand fossede ned fra bjergene mod Los Angeles, kunne han ud over vandet også levere elektricitet fra elværkerne langs akvædukten til Englenes By.

William Mulholland allierede sig med de mest erfarne folk og hyrede bygningsarbejdere fra hele vesten, som kom strømmende til området. Garvede jernbanebisser og minearbejdere af forskellig nationalitet meldte sig.

Udgravningen af kanalerne skete både med maskiner og ved håndkraft. Op mod 3.900 arbejdere ad gangen var involveret i byggeriet af Los Angeles-akvædukten.

© UCLA Library/Online Archive of California

Snart knoklede grækere, bulgarere, serbere, montenegrinere, schweizere og mexicanere på at fuldføre ingeniørens vision i bjergkæden øst for Los Angeles.

Tyvstart på tunnel

For at Mulhollands plan skulle lykkes, var han nødt til at tyvstarte byggeriet to steder. I september 1907 gik de første arbejdere i gang med at sprænge sig vej gennem klipperne ved Elizabethsøen i den ene ende af akvædukten.

Bygningen af den otte kilometer lange tunnel var et omfattende arbejde, som Mulholland frygtede ville tage lang tid, fordi San Gabriel-bjergene nord for Los Angeles, som tunnellen skulle bores igennem, havde et solidt grundfjeld af hård granit.

Samtidig tog et andet hold arbejdere fat på forarbejdet i Owens Valley med at omlægge floden og grave kanaler. William Mulholland for­beredte derefter byggeriet minutiøst. Små arbejdshold gik derfor i gang med en
række praktiske opgaver, som at udbedre veje og anlægge lejre langs hele den komm­ende akvædukts rute.

Og i løbet af foråret 1908 blev det tidligere så øde og uvejsomme landskab derfor gradvist forvandlet. Mulholland etablerede en stor central lejr ved Jawbone Canyon midt på strækningen.

Så langt øjet rakte, lå der telte, sammenflikkede bygninger, vogne, tovværk, metalstænger, muldyr, maskiner, træ, krudt og dynamit, som skulle bruges til byggeriet.

De allerførste 28 traktorer, Caterpillar producerede,
blev specialkonstrueret til bygningen af akvædukten.

© UCLA Library/Online Archive of California

Men infrastruktur til trods var området stadig uvejsomt og ugæstfrit. I maj måned 1908 tog lægen Raymond G. Taylor, som Mulholland havde hyret til at etablere en sundhedsorgani­sation med lazaretter, ud for at inspicere byggepladserne.

I sine erindringer beskriver han turen som hård, hvor bilerne konstant var på randen af sammenbrud på grund af varmen, støvet og de meget dårlige veje. Selvom Taylor og hans kolleger havde medbragt ekstra dæk, punkterede Taylors bil 14 gange bare på en enkelt dag.

Men forberedelserne kom hurtigt på skinner. Og 1. oktober 1908 blev den officielle startdato for byggeriet. De store arbejdshold blev nu sendt ud på strækningen for at bygge akvædukten.

Det store arbejdsopbud og den store opgave imponerede en reporter, der i 1909 beskrev udsigten fra et bjerg 365 meter over ørkendalen ved Jawbone. “Et gult bælte af udgravede klipper og jord og tusinder af mænd, som myrer i arbejde omkring den. Den gule strækning forsvinder nogle steder og dukker op igen andre steder i det forvredne landskab”, skrev han i sin beretning.

På det tidspunkt var arbejdsveje på plads, og arbejderne havde bygget to elværker, trukket elledninger og telefonkabler og sørget for tilstrækkelige vandforsyninger for at understøtte arbejdet på selve akvædukten.

Mulholland havde også fået opført en helt ny fabrik i Mojaveørkenen, som sprøjtede 1.000 tønder cement ud om dagen.

Maskinstationer, barakker, kontorbygninger, lagerbygninger og satellitlejre lå langs hele akvæduktlinjen. Southern Pacific var godt i gang med at bygge en jernbanelinje nord for Mojave, som skulle strække sig til Owens Valley.

Nye kæmpemaskiner og muldyr

Mulholland stod over for enorme konstruktionsmæssige udfordringer. Knap 100 kilometer af akvædukten var åbne kanaler.

De blev gravet ud med håndkraft, med gravemaskiner eller ved hjælp af særlige højtryksspulere, som Mulholland havde fået konstrueret. Allerede i 1906 – to år før arbejdet med akvædukten gik i gang – havde det vakt stor opsigt, da Mulholland – som den første nogensinde – udgravede et vandreservoir ved hjælp af en vandkanon.

Til akvædukten designede Mulholland selv en kæmpemæssig flydende gravemaskine, som snart blev døbt “Big Bill” af arbejderne. Den anvendte også kraftige vandstråler til at skære igennem mudder og jord på sin vej.

Han byggede store dampdrevne mekaniske gravemaskiner, som undervejs i byggeriet blev gjort mere effektive og bygget om til at køre på elektricitet.

Netop gravemaskinerne udstillede Mulhollands visionære tilgang til hele byggeprocessen. Da han i første omgang spurgte en række producenter, om de kunne lave maskinerne, nægtede mange at give tilbud, fordi de ikke troede på, at det kunne lade sig gøre at lave så store maskiner så effektive.

Mulholland fik endelig sat et møde op med ingeniørerne hos Marion Steam Shovel Company. De slog beklagende ud med armene og fortalte, at de ikke kunne garantere, at gravemaskinerne kunne udføre den mængde arbejde, som Mulholland forventede. Mulhollands lakoniske svar er berømt: “I bygger maskinerne. Så skal jeg nok tage mig af garantien”, sagde han.

I sidste ende var gravemaskinerne lige præcis så effektive, som Mulholland havde forestillet sig.

De fleste rør i akvædukten blev lavet af beton, men de dybe kløfter skulle krydses med kæmpe rørledninger af stål, der blev konstrueret, så de fungerede som hæverter; det vil sige en konstruktion, hvor vandets tryk sørger for at hive vandet med ned og op gennem en kløft. Nogle af rørene var så store, at en lastbil kunne køre igennem dem.

Ud over hakker, skovle og muskelkraft krævede projektet flere maskiner til at hjælpe med det hårde arbejde. Mulholland bestilte 28 store dampdrevne traktorer med larvefødder. Traktorerne fik øgenavnet “Caterpillar” (larve, red.). Navnet blev så populært, at firmaet siden skiftede navn til Caterpillar.

Senere måtte Mulholland dog erstatte traktorerne med muldyr, da de største stålrør, som var 11 meter lange og 23 tons tunge, skulle slæbes op ad bjerg­siderne ved Jawbonekløften. Et 52-spand af muldyr klarede det job, som maskinerne ikke kunne klare.

Muldyr og æsler tog over, da maskinerne ikke kunne fragte de store metalrør til Jawbone Canyon. Det største spand var på 52 muldyr og æsler. Uden dyrene var Jawbones rør aldrig blevet sat op.

© UCLA Library/Online Archive of California

Bonus satte skub i arbejdet

Mulholland jagtede konstant besparelser. Han fandt på at blande den dyre portlandcement halvt op med pulveriseret tufsten fra de lokale bjerge. Det betød en besparelse på over 200.000 dollars på cement. Senere begyndte han at sprøjte cement direkte på kanalvæggene i stedet for at pudse dem op – en banebrydende teknik, som også bruges i dag.

Mulhollands hoved var en regnemaskine, der hele tiden kalkulerede med tid, afstande og dollars. Han kunne til hver en tid sige, hvad hvert lille element i projektet kostede.

For at sætte fart på arbejdet udlovede Mulholland en bonus. Det daglige mål for tunnelarbejderne var otte fod. For hver ekstra fod fik arbejderne 40 cent oven i daglønnen på to dollars. Det virkede. På de første 11 måneder byggede arbejderne over 35 kilometer tunnel.

De enorme vandmængder i akvædukten krævede rørledninger så store, at biler kunne køre på dem.

© Getty Images

Derfor blev Elizabethtunnellen bygget i rekordfart. Oprindeligt var tidsplanen fem år, men tunnellen stod færdig efter tre år og fire måneder. Tunnelarbejdet regnedes for det hårdeste arbejde – alligevel foretrak nogle arbejdet under jorden.

I det fri var vinden nemlig isnende kold om vinteren, og om sommeren kunne temperaturen i de dybe grøfter stige op til 54 grader.

19-årige Frederick Cross beskrev siden, hvordan “risikoen for at blive ramt af klippestykker, ubehaget ved den øredøvende larm fra boret og det dryppende vand blev opvejet af en konstant temperatur på omkring 15 grader”.

Men ingen kunne holde til det hårde arbejde nonstop. Når arbejderne fik deres bonus hver 10. dag, slog de sig derfor løs i Mojave, der bar tilnavnet “Vestens Ondeste By”. Den var fuld af spillesteder, dansehaller og horehuse. Man sagde, at der altid var et hold tunnelarbejdere på druk, et med tømmermænd og et på arbejde.

142 tunneller skulle der til, før vandet kom frem til Los Angeles.

© Corbis/All Over

Mændene boede i små lejre, typisk en håndfuld kassevogne, som var vendt på hovedet og forvandlet til en kombination af sovekabine, køkken og lagerrum. I de varme somre sov mændene på taget af vognene med udsigt til stjernerne.

I marts 1909 kørte alt uden problemer, og arbejdsstyrken var oppe på 3.000 mand. Men heldet skulle ikke vare ved. Problemer med økonomi, strejker og alvorlige ulykker ventede forude.

For i 1910 manglede Los Angeles penge til akvædukten og skar bemandingen ned til 1.100. Fagforeningerne rørte på sig, lønnen blev kritiseret, og da prisen på den i forvejen ikke alt for gode mad i kantine-teltene blev sat op, uden at arbejderne fik mere i løn, gik en række arbejdere i strejke. 350 af de velorganiserede garvede minearbejdere forlod akvædukten og blev erstattet med uerfarne kræfter.

Næste tilbageslag lurede. Med mere end almindeligt held havde projektet ikke været ramt af alvorlige ulykker trods farligt arbejde og et konstant tidspres. Men en sommermorgen i 1912 ramte tragedien. 20 mand arbejdede i en drikkevandstunnel i San Gabriel-bjergene.

Formanden Lewis Grey ledte en gruppe på tre sprængningsfolk næsten 700 meter ind i bjerget og gik derefter ud igen. Holdet skulle placere 50 pund dynamit i huller, som var boret i klippevæggen, og montere lunter.

Men mindre end fem minutter efter at Grey havde forladt stedet, lød et voldsomt brag, og Grey blev kastet mod en klippevæg. Han formåede at kravle ud. Ingen ved, hvad der udløste eksplosionen. Intet var tilbage af den mand, der stod lige ved dynamitten.

Ligene af de andre to blev hentet ud. Andre af de 20, som befandt sig forskellige steder i tunnellen, blev reddet ud, men nogle var i forvirringen løbet den forkerte vej og blevet kvalt af røg og gas.

Flere mindre ulykker fulgte, inden akvædukten stod færdig. Alligevel var “tabstallet” forbløffende lavt. I alt omkom 43 mand i 1.282 ulykker – og formentlig et ukendt antal under slagsmål i Mojave.

Ingen af ulykkerne satte for alvor en bremse i byggeriet. Og William Mulholland nåede i mål.

I mål til tiden

Da William Mulholland 5. november 1913 stod foran 40.000 mennesker og en operasangerinde på platformen ved San Fernando Reservoir og råbte til Los Angeles’ beboere, at nu havde han leveret vandet, blev han fejret som helt.

På fem år havde han gjort det umulige. Han havde leveret en flod af vand til byen til 2,9 mio. dollars under budget. Akvædukten fik Los Angeles til at blomstre op til en millionby.

Ingen ved med sikkerhed­, hvor mange der døde i ulykken.

© Alan Pollack Collection/John Spoor Broome Library

Tragedie ødelagde Mulhollands eftermæle

Kollapset af St. Francis-dæmningen betragtes som USA’s største konstruktionsulykke i det 20. århundrede.

Trods stor hæder for akvædukten huskes William Mulholland først og fremmest for en tragedie 15 år senere. Han havde stået i spidsen for byggeriet af den 60 meter høje St. Francis-dæmning i Californien. Reservoiret blev åbnet i 1926. Og i februar 1928 fandt dæmningsbestyreren små revner i betonen og en lækage.

Den 12. marts kom William Mulholland derfor på inspektion, men fandt ingen grund til bekymring. Natten til den 13. marts lød et eksplosionsagtigt brag.

Dæmningen brast, og 47 milliarder liter vand tordnede ned gennem bjergkløften og kværnede alt på sin vej. Efter fem og en halv times dødbringende rejse nåede vandet Stillehavet, og reservoiret var tømt. Op mod 600 var døde, og kritikken haglede ned over William Mulholland.

En senere undersøgelse frikendte ham men fastslog dog, at dæmningen var bygget i en kløft med løs klippegrund. Mulholland var dybt berørt af tragedien. I marts 1929 trak han sig tilbage. Han døde 22. juli 1935 som 79-årig efter et slagtilfælde.