Oldtidsbyen Petra i det sydlige Jordan blev bygget af det arabiske folk nabatæerne. De havde i århundreder levet som nomadiske beduiner på Den Arabiske Halvø, men omkring 200 f.Kr. gjorde de op med deres nomadekultur og slog sig i stedet ned og etablerede et kongerige.
I området, som forbinder Mellemøsten med Nordafrika, skabte nabatæerne en blomstrende handelsnation, der blev bundet sammen af et stort netværk af meget lukrative handelsruter.
Flyv med drone hen over Petra:
Centrum for den livlige handel var hovedbyen Petra, der blev anlagt omkring 100 f.Kr. og i sin storhedstid havde op til 40.000 indbyggere.
Adgangen til byen foregik via en meget smal, ca. 2 km lang slugt, der førte til bl.a. store kongegrave hugget ud af stejle sandstensklipper.
“Petra” betyder klippe på græsk, og udhugget i netop klipperne toner byens vartegn frem: Monumentet “Ad-Deir”, der sandsynligvis var et mausoleum for en af byens konger.
Petra mistede sin betydning, da romerne erobrede nabatæerkongens rige i år 106 e.Kr. I de efterfølgende århundreder blev byen ødelagt af jordskælv og gled ud i glemslen indtil 1812, hvor Petra blev genopdaget af den schweiziske orientalist og eventyrer Johann L. Burckhardt.
Siden 1985 har Petra været på UNESCO’s Verdensarvsliste, og i 2007 blev de spektakulære ruiner udpeget som et af Verdens Syv Nye Underværker.