Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Kirken byggede Europas pyramider

Kun få kan passere en gotisk katedral uden at bøje nakken imponeret tilbage og undres over, hvordan middelalderens bygmestre gjorde det. Svaret er nye teknikker, masser af knofedt – og held.

Shutterstock

Den 11. juni 1144 blev en mærkedag i historien –ikke alene for klostret i Saint-Denis nord for Paris, der kunne indvie sin nye klosterkirke på denne dag, men for hele Europa.

Abbed Suger havde inviteret konge, adel og ærkebiskopper til indvielsen i klostret, og samtlige af de tilstedeværende var begejstrede for det nye bygningsværk, for kirken var bygget i en revolutionerende lys og spinkel stil, der stod i skarp kontrast til de lave og mørke romanske kirker.

Ved at kombinere nogle få konstruktionsmæssige påfund havde Suger skabt verdens første gotiske kirke.

Mange af de betydningsfulde gæster drog hjem fra Saint-Denis med hovedet fuldt af idéer.

Milanos katedral er en overdådig repræsentant for gotikken – den nye byggestil, som gjorde det muligt at bygge enorme, lyse bygninger.

© Shutterstock

De drømte alle om at bygge gotiske domkirker, der var større, smukkere og mere imponerende end alt, hvad verden hidtil havde set, og i de følgende år bredte byggetrangen sig som en steppebrand over Europa.

Underværker skød op i armod

Selv for en entreprenør i dag ville det være en gigantisk opgave at bygge en gotisk katedral.

Men de gotiske katedraler blev ikke bygget i vor tids velordnede og avancerede samfund – de blev bygget i en tid, hvor hvert tredje barn døde før sin femårs fødselsdag, hvor gennemsnitsalderen var under 30 år, og hvor sult og sygdom hørte til dagens orden.

Under optimale betingelser kunne høstudbyttet netop brødføde befolkningen, men hvis vejret viste sig fra sin ubarmhjertige side, var sult en uundgåelig konsekvens.

Og selv uden sult havde middelalder­mennesket nok at kæmpe imod. De ler­klinede huse, som de fleste boede i, havde stampede jordgulve, og røg fra det åbne ildsted fyldte lungerne på både menneskene og de husdyr, de delte deres hjem med.

Kombinationen af lavloftede træhuse, halm på gulvet og åbent ildsted førte til hyppige brande.

I byer, hvor husene lå tæt, var det stort set umuligt at stoppe en brand, når den først rasede.

Nye byggemetoder vandt frem

Arkitektoniske nybrud tillod middelalderens arkitekter at bygge enorme katedraler med masser af lys i kirkerummet.

Dårligt drikkevand gav også tyfus, kolera og dysenteri, og de pestepidemier, der hærgede Europa fra ca. 1350, dræbte mellem 33 og 50 pct. af befolkningen.

Midt i alle disse trængsler fandt europæerne alligevel energi og ressourcer til at opføre himmelstræbende katedraler. Sugers idé med den nye gotiske kirke var at give den almindelige kirkegænger et glimt af Himlen.

Abbeden havde som de fleste andre på sin tid en forestilling om, at Himmerige var strengt geometrisk, fuldt af lys og præget af orden og sammenhæng. Sådan skulle kirkerummet i den nye katedral derfor også være.

I forhold til den nye byggestil var den tungsindige romanske katedral pludselig håbløst gammeldags, og i årene efter indvielsen i Saint-Denis påbegyndte en lang række biskopper en renovering af deres romanske katedraler.

Og de lod sig ikke nøje med kirker på størrelse med Saint-Denis-kirken.

Katedraler blev potensforlængere

Kirkeskibets højde, tårnenes finurligheder og glasmosaikkernes detaljer blev statussymboler blandt biskopperne i Frankrig, og de begyndte at konkurrere om, hvem der kunne bygge størst.

Fx pillede ærkebiskoppen i Reims sit nye indgangs­parti ned, så han kunne bygge et, der var større end det, hans rival i Amiens lige havde indviet.

Efterhånden kunne der ganske enkelt ikke skaffes penge fra konge, adel og menighed til et byggeprojekt, medmindre det var større end alle andre planlagte, færdiggjorte eller igangværende projekter.

Også biskopperne på De Britiske Øer var med i kapløbet, og selvom det her drejede sig om at bygge lange og ikke høje kirker, overholdt katedralerne de samme æstetiske idealer om fuldendt geometri som de franske.

På Salisbury Cathedral er fx højden fra jorden til toppen af spiret den samme som kirkens længde.

Hele katedralens grundplan kan inddeles i kvadrater på 11,9 m, og næsten alle andre mål i bygningen er relateret til dette mål.

“At måle en tå er at måle kæmpen”
Digteren Victor Hugo om katedralernes symmetri.

De fleste andre katedraler er bygget efter samme princip, blot er det ikke de samme mål, der går igen fra kirke til kirke, for der fandtes ikke en fælles måleenhed i middelalderen.

Denne gentagelse af dimensionerne var vigtig for gotikkens arkitekter.

Hver eneste del af bygningen er forbundet med det store hele – og hver del afspejler helheden. Den franske digter Victor Hugo sagde om Notre-Dame-kirken i Paris:

“At måle en tå er at måle kæmpen”, og denne teknik gjorde livet lettere for murermesteren. Når først han havde bygget én del, kunne han med forholdsvis simple midler stort set regne ud, hvordan resten af kirken skulle se ud.

Selvom de gotiske katedraler ser imponerende ud udefra, er de høje mure kun bygget for at skabe et smukt indre.

Den tyske kunsthistoriker Otto von Simson sammenlignede en gotisk katedrals ydre med en teaterkulisses rå bagside – det er ikke her, der kæles for detaljerne.

Den gotiske arkitektur havde primært til formål at skabe så meget lys som muligt i kirkerummet.

Katedralbyggeri krævede specialister

Katedralen blev byens livlige midtpunkt

Opførelsen af en katedral ændrede bybilledet totalt i de europæiske middelalderbyer. Arbejdssjak af specialister som taglæggere, ­blystøbere og glas­magere kom som regel rejsende til udefra og stødte til skaren af håndværkere, kræmmere og torvekoner, der fandtes ved byggeriets fod.

Michael Rix

Byggeklodser kom langvejsfra

Stenene til byggeriet kom med kærre fra stenbrud, der ofte lå meget langt væk. De blev hugget til på ­byggepladsen, så de nøje passede sammen, og der­efter omhyggeligt stablet.

Michael Rix

Religiøse billeder dominerede

Glasmosaikker i mange farver forestillede bibelske motiver. Glasmagere fremstillede flere tusind kvadratmeter mosaikker på jorden og samlede dem senere i vinduesåbningerne.

Michael Rix

Skulpturer i hobetal

Gargoyler og anden ornamentik blev året rundt fremstillet af specialiserede skulptører i værk­steder ved katedralens fod. Senere blev de placeret på bygningen – ofte højt oppe.

Michael Rix

Træstillads

Stilladser kunne flyttes med opad, efterhånden som murerne lagde sten på sten. Oftest var stilladserne indvendigt, hvor det meste arbejde foregik.

Michael Rix

Højt til vejrs

Øverst oppe var tårnet så snævert, at der i stedet blev bygget et stillads udvendigt. Når tårnet stod færdigt, var toppen ofte hævet mere end 100 meter over jordens overflade.

Michael Rix

Tagrender med ansigt

Vandspyere, der ledte regnvandet væk fra det store tag, var ofte udformet som groteske ansigter, der spyttede vandet ud ad munden.

Michael Rix

Tung top

Taget var dækket med hundreder af tons bly, og tagkonstruktionen var bygget af flere tusind tons tømmer. Træ til bl.a. tag og stilladser blev fældet i nærheden.

Michael Rix

Murværket var højt

Murene var enten massive eller bestod af to lag sten. Stræbeværket gjorde det muligt at bygge høje og tynde mure med mange vinduer.

Michael Rix

Byggeriet krævede stor planlægning

Arkitekterne benyttede tre arkitektoniske kendetegn for at bringe så meget lys ind i kirken som muligt: Spidsbuer, krydsribbehvælv og stræbeværk.

Spidsbuer kunne bære meget mere end de tidligere rundbuer og gav arki­tekten mulighed for at variere forholdet mellem buens højde og dens bredde.

Krydsribbehvælv skulle, modsat de romanske kirkers tøndehvælv, ikke understøttes i hele hvælvets længde, men kunne i stedet placeres på piller. Derudover er konstruktionen lettere, og den kan gabe over et større spænd.

Stræbeværk på bygningens yderside gjorde det muligt at bygge højere, gøre ydermurene tyndere og samtidig perforere dem med store vinduespartier.

Stræbebuer leder vægten fra mur og tag over på stræbepiller, der er placeret uden for bygningen og aflaster selve murværket.

Canterbury-katedralen måler 160 m i længden og er dermed en af de længste kirker fra middelalderen.

© Corbis/Getty Images

Arbejdet gik tit i stå

Skitser og optegnelser fra opførelsen af Canterbury-katedralen afslører, at selvom det tog 343 år at bygge den imponerende kirke, lå byggepladsen øde hen i mere end halvdelen af perioden.

  • 1175-1185

    Byggeriet påbegyndt med højkoret i øst.

  • 1218-1220

    Beckets alter, Priors kapel.

  • 1236-1238

    Søjlegang og refektorium.

  • 1304-1320

    Korgitter og kapitelhus.

  • 1335

    Vindue i St. Anselms kapel.

  • 1341-1343

    Infirmeri, Table Hall genopbygget.

  • 1363-1366

    Den Sorte Prins’ kapel og Vor Frues kapel.

  • 1377-1468

    Krypt, sydvestlige tårn, pulpitur, kapel mv.

  • 1490-1517

    Centrale tårn og støttebuer.

Uden stræbeværket ville de høje, tynde kirker styrte sammen, og stræ­­be­værk i kombination med spidsbuer og krydsribbehvælv skabte middelalderens letgenkendelige gotiske stil.

De ingeniørmæssige landvindinger gjorde imidlertid ikke det enorme plan­lægningsarbejde mindre.

Der skulle indsamles kæmpe summer til lønninger og byggematerialer, specialiserede håndvær­kere skulle ansættes, og den komplicerede arbejdsgang skulle planlægges.

Katedraler tog mange generationer at bygge, og det var svært for arkitekten at videregive sin idé om projektet til sine efterfølgere.

Kun 5 pct. af Europas befolkning kunne læse, og blot omkring 2 pct. kunne skrive.

Desuden var pergament meget dyrt, og bogtrykkerkunsten blev først opfundet omkring 1450, så byggeplanerne måtte i vidt omfang gives videre mundtligt.

Det skæve tårn i Salisbury

Uden præcise arkitekttegninger var det vigtigt at have en erfaren leder på bygge­pladsen, og hans ansvar var stort.

For at skabe en gotisk katedral skulle tusindvis af tons byggematerialer passe præcist sammen. Til taget på Salisbury Cathedral gik der fx 2.800 tons tømmer.

Den største bjælke er 1,2 m tyk og 25 m lang, og den er transporteret i et stykke fra skoven tværs over det bakkede terræn og frem til byggepladsen.

Selve kirkens tag er lavet af bly og vejer omkring 400 tons. I kirken findes der desuden omkring 3.000 kvadratmeter glasmosaik, og flere hundrede tons kalk og sand udgør den mørtel, der holder sammen på det hele.

Tårnet på katedralen er med sine 123 m et af de højeste, der er bygget i middelalderen, og kombinationen af en vægt på hen ved 7.000 tons og en ustabil undergrund har fået tårnet til at hælde 75 cm til siden.

Katedralerne blev ­prydet med djævelsk udseende gargoyler, hvis formål måske var at jage onde ånder bort.

© Shutterstock

I alt er der brugt ca. 60.000 tons kalksten og 12.000 tons mar­mor til katedralen, og de mange tons er hentet med oksekærre i to forskellige stenbrud små 20 km væk fra bygningen.

Transport af sten lagde beslag på en væsentlig del af budgettet for et katedral­byggeri, og for at gøre fragten så billig som muligt blev stenene groft tilhugget i stenbruddet.

Et selvstændigt arbejdssjak arbejdede i bruddet med at hugge sten og læsse dem på kærrer.

Skriftlige kilder fra et engelsk klosterbyggeri beretter, at der i tre år blev afsendt 12.000 oksekærrer pr. år fra det lokale stenbrud.

Det svarer omtrent til en kærre hvert kvarter. Hvor det kunne lade sig gøre, foretrak bygherren ofte at transportere de tunge sten over vand i stedet.

Canterbury-katedralen sydøst for London er fx bygget med sten fra Caen i Normandiet på den anden side af Den Engelske Kanal.

Arbejdet tog flere generationer

Under ideelle omstændigheder, hvor byggeriet ikke blev forsinket af pest, sult eller krig, tog det 50 års effektivt arbejde at bygge en gotisk katedral.

Normal-tiden var dog snarere 200-300 år, og i enkelte tilfælde var bygge­tiden nærmest endeløs.

Katedralen i Köln tog fx 632 år at opføre, og den katedral, som arbejdere i 1218 lagde grundstenen til i Bristol, blev færdig i 1905.

Årsagen til de astronomiske byggetider er, at arbejdet ofte blev indstillet i lange perioder. Datidens kalkmørtel var fx årevis om at tørre, og det satte en naturlig begrænsning for, hvor hurtigt murværket kunne skyde i vejret.

Desuden kunne projektet pludselig løbe tør for penge og ligge stille i årtier. Og når der så kom penge i kassen igen, skulle bygherren på ny hidkalde dygtige håndværkere fra nær og fjern.

De fleste, der var beskæftiget med katedralbyggeriet, var lokale, men alt arbejdet foregik under opsyn af højt specialiserede håndværkere, som hver havde fem-seks ufaglærte arbejdere under sig.

De specialiserede håndværkere var professionelle folk, der kendte deres værd. Hvis de ikke kunne få det i løn, som de ville have, sagde de øjeblikkeligt op.

Håndværkerne vidste, at de altid kunne få arbejde på en anden byggeplads et sted i Europa.

Spanierne bygger stadig på katedralen La Sagrada Família – opførelsen blev påbegyndt tilbage i 1882.

© Shutterstock

Halvfærdig katedral er Barcelonas vartegn

Langvarige katedralbyggerier er ikke forbeholdt fortiden. I mere end 120 år har spanierne bygget på den gigantiske katedral La Sagrada Família i den catalonske by Barcelona.

Allerede fra starten var det et kontroversielt byggeri, hvor flere arkitekter havde været involveret.

Først da Antoni Gaudí blev involveret, fandt byggeriet efterhånden sin stil: En kæmpemæssig kirke i organisk form, der skulle have tre facader – hver med fire klokketårne – og i midten et tårn, der skulle rage 170 meter op i luften.

Gaudí døde imidlertid pludseligt i 1926 efter at være blevet kørt ned af en sporvogn. Den afdøde arkitekt efterlod sig ganske vist tegninger og modeller af kirken, men det meste gik tabt i en brand i 1936.

Siden har byggeriet ligget stille i lange perioder, og i dag er kun to af de tre facader færdige.

Ofte rejste hele familier, der var eksperter i et bestemt håndværk, rundt i Europa på denne måde og deltog i opførelsen af mange forskellige katedraler.

Disse rejsende svende er en af årsagerne til, at der er så relativt stor lighed mellem de mange gotiske katedraler, som står rundtomkring i Vesteuropa i dag.

Hvis blot en enkelt håndværkerfamilie forlod en byggeplads, kunne det få alvorlige konsekvenser for byggeriet. På trods af projektets størrelse var der ikke specielt mange om at gøre arbejdet.

Historikeren Richard Jones har gransket arkiverne, fra dengang Westminster Abbey blev opført, og han er nået frem til, at der i 1253 i gennemsnit arbejdede 300 mennesker på byggepladsen.

Dertil kom arbejderne i stenbruddene og de underleverandører, der skaffede bygnings­materialer, men det var trods alt en begrænset arbejdsstyrke.

Westminster Abbey var endda støttet af kongemagten, så der har formentlig været råd til flere arbejdere her end på mange andre byggepladser.

Arbejdet var i høj grad dikteret af årstiden. Den aktive byggeperiode løb fra den 1. april til den 1. oktober. Her kunne arbejderne gå til hånde udendørs.

Om vinteren var murværket dækket med halmstrå og gødning, så den halvfugtige mørtel ikke skulle fryse, og i stedet blev tiden brugt inden døre på at fremstille og finpudse kirkens udsmykning.

Byggesjusk præger mange kirker

Trods håndværkernes flittige indsats og arkitektens minutiøse planlægning faldt byggeriet ikke altid heldigt ud.

Bygherrer som Suger havde en klippefast tro på, at geometri var den sande vej til et strukturelt sundt byggeri.

Geometri var guddommelig, og hvis bare alle overholdt geometriens regler under opførelsen, ville bygningen blive solid.

Hvis byggeriet viste svagheder, måtte det være, fordi der var fejl i geometrien.

Arkitekterne benyttede sig af geometriske principper og skalamodeller under opførelsen af middelalderens katedraler.

© MEPL/Ritzau Scanpix

Denne blinde tillid til geometri, og manglende kendskab til styrkelære, førte til, at mange tårne og spir kollapsede, mure væltede, og tage faldt sammen.

Ifølge den franske middelalderhistoriker Georges Duby har 17 pct. af alle katedraler bygget i middelalderen oplevet et alvorligt sammenbrud.

Til denne gruppe hører fx katedralen i Beauvais i Fran­krig, der er den højeste gotiske katedral, som nogensinde er bygget.

En del af koret brasede sammen i 1282, og i 1571 kollapsede det 89 m høje tårn, hvorfor den gamle middelalderkirke i dag fremstår tårnløs.

Katedralerne skabte Europa

Selvom enkelte katedraler ikke har overlevet, står langt de fleste heldigvis stadig – som knejsende eftermæler over de trængsler, datidens mennesker måtte gennemgå for at opføre dem.

Men katedralerne gav befolkningen fuld valuta for pengene: Menigmand kunne flygte fra en slidsom hverdag for en stund og få et kig ind i Himmerige, når han trådte ind i den færdige kirke, og selve opførelsen betød nok mere for middelalderborgeren, end han var klar over.

Byggeprojekterne var i høj grad med til at skabe en kollektiv identitet.

At generation efter generation sammen ofrede så meget tid og så meget energi på at bygge en kirke, gav dem et fællesskab på tværs af familiebånd, generationer og baggrund.

Den europæiske kultur skabte katedralerne, men katedralerne skabte også den europæiske kultur.

Derfor er de imponerende bygninger ikke bare ambitiøse religiøse monumenter – de er en lige så vigtig del af vores historie, som pyramiderne er for egypterne.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul