Konstantinopels superkæde holdt alle fjender ude

På et af skibene står flådelægen Nicolò Barbaro fra bystaten Venedig, der har to galejer med i slaget om Konstantinopel.

“Da vi så, at vi var så stærke til søs, følte vi os sikre i vores kamp mod de troløse tyrkere. Det skyldtes især kæden over havnen og de to tårne, som fra hver side hjalp os i forsvaret”, skrev han.

Hans tro på sejren skyldtes, at den svære kæde havde holdt utallige fjender ude i mere end 700 år.

Men vore dages forskere kan ærgre sig over, at alle beretninger om forsvarsanlæggets konkrete udformning desværre er gået tabt.

Først nu, efter flere års undersøgelser og eksperimenter, mener en græsk ingeniør at have løst mysteriet. Hans beregninger viser, at Konstantinopels forsvarsanlæg var langt mere omfattende end hidtil antaget. I sin helhed var spærringen en af historiens mest imponerende ingeniørbedrifter.

Kæden var så tung, at det krævede et træk på over 150 tons at løfte blot en tiendedel af den.

Byen krævede massivt forsvar

Lige siden den romerske kejser, Konstantin, i år 330 gjorde Konstantinopel til sin hovedstad, havde fjender i hobetal stræbt efter at underlægge sig metropolen.

Byen lå nemlig perfekt. Med sin beliggenhed ved Bosporusstrædet forbandt Konstantinopel det europæiske kontinent med Asien, og alverdens handelsvarer passerede igennem byen. Kejseren sørgede derfor fra første færd for at beskytte sin besiddelse.

“Han udbyggede byen, som førhen hed Byzantion, og omgav den med høje mure, ligesom han opførte prægtige huse”, berettede den romerske historiker Sozomenos i 400-tallet.

I de følgende århundreder blev Konstantinopels forsvar udbygget til Europas stærkeste fæstningsværk.

Fra søsiden var byen naturligt beskyttet af stærke vinde og lumske strømme, som gjorde det næsten umuligt at sejle tæt på kysten.

Men Konstantinopel havde én svaghed. Byen lå på en halvø, som mod nord var afgrænset af Det Gyldne Horn, en otte kilometer dyb og op imod 800 meter bred bugt. I modsætning til de omgivende farvande var vandet i bugten blikstille.

“Den er fra naturens hånd skabt, så den aldrig er i oprør. Det er, som om grænsen for de turbulente vande er sat her med det formål at gøre byen ære”, skrev byzantineren Prokopios i 500-tallet.

Det rolige vand gjorde bugtens bredder til en naturlig havn for flådens skibe. Men formåede en angriber at trænge ind i bugten, var byen sårbar.

Undergrunden var ved kysten så ustabil, at forsvarsmurene ikke kunne bygges høje som andre steder. En målrettet fjende kunne relativt let forcere de lave fæstningsværker her.

Derfor blev det besluttet at lukke indløbet til Det Gyldne Horn med en jernkæde – den største, verden nogensinde havde set.

Kædens led vejede 552 kg hver

I dag er sporene efter Konstantinopels søforsvar forsvundet. De to tårne er for længst revet ned, og kæden borte – og kun en håndfuld forskere har forsøgt at sætte tal på dens dimensioner. Oftest er tallene baseret på rester af kæder, som ligger opmagasineret rundtom i Istanbul – det tyrkiske navn for Konstantinopel.

Men alle kæderesterne har forskellige dimensioner, og ingen aner reelt, hvorfra de stammer. Muligvis er de krigsbytte fra mindre havneanlæg, fx på Rhodos, som osmannerne erobrede i 1522.

Derfor satte den græske ingeniør og arkitekt Georgios Anapniotis sig for at granske de historiske kilder for at finde svarene.

Præcis hvornår forsvaret af Det Gyldne Horn blev sat op, er uvist. Men de antikke kilder fortæller, at kejser Tiberios i 500-tallet lod en fæstning opføre i bydelen Galata, der lå på nordkysten af Det Gyldne Horn.

Fortet skulle “beskytte skibene” i Det Gyldne Horn – muligvis ved hjælp af en kæde fra Galata til selve Konstantinopel.

Første gang spærringen med sikkerhed omtales, er i 700-tallet, hvor det hedder, at byens kejser beordrede kæden, som skulle forhindre fjendtlige skibe i at komme ind i bugten, åbnet om natten.

Senere kilder fortæller, at kæden blev båret af to tårne – Kastellion på nordsiden af Det Gyldne Horn og Kentenarion på sydsiden. Når fjender nærmede sig, blev kæden hævet for at spærre adgangen.

Ingeniøren Georgios Anapniotis, som i 2021 udgav en bog om emnet, indså under sin research, at estimaterne for kædens størrelse var forkerte.

De historiske kilder beskriver kædeleddene som “meget tunge”. Det bliver også nævnt, at galejer, som kunne veje op imod 40 tons, var ude af stand til at bryde kæden.

Anapniotis fandt desuden en reference fra 1877, hvor en mand ved navn Glavanis havde set en bevaret, men nu forsvundet del af kæden i Istanbuls arsenal, Tophane.

Ifølge Glavanis var ringene i kæden tykke som en mands arm, ovale i formen og over én meter i længden. Ud fra beskrivelsen udregnede Anapniotis kædens dimensioner.

Beregningerne viser, at hvert led i spærrekæden havde en vægt på 552 kg. Kædens samlede vægt var dermed 582 tons.

Arabere blev skræmt væk

Kædens første prøve stod i år 717. Muslimske hære havde, siden profeten Muhammed indledte sine felttog i 622, erobret store dele af Mellemøsten og Nordafrika.

Mod slutningen af 600-tallet strakte det såkaldte Umayyade-kalifat sig fra nutidens Iran i øst til Libyen i vest. Og i juli 717 kom turen til Konstantinopel. En arabisk hær belejrede byen, og da indbyggerne nægtede at overgive sig, lod den øverstkommanderende, Suleiman, sin flåde på 1.800 skibe sejle mod indsejlingen til Det Gyldne Horn.

Til angribernes overraskelse havde byzantinerne sænket kæden, så sejlruten ind i Det Gyldne Horn var åben. Men skibene sejlede direkte ind i en fælde. Så snart de var ud for Galata-fæstningen, blev kæden hævet, og byzantinernes flåde angreb med sine flammekastere, den græske ild.

“Nogle af dem bragede ind i bymuren, mens de stadig var i brand. Andre sank med alle ombord, mens atter andre i flammer drev helt til øerne Oxeia og Plateia”, fortæller krønikeskriveren Teofanes.

Kort efter åbnede byzantinerne atter kæden for at lokke fjenden til et nyt angreb. Men nu holdt arabernes sidste skibe sig klogeligt på afstand, og snart efter måtte de opgive belejringen.

Beretningen om den arabiske flådes skæbnesvangre forsøg på at indtage Det Gyldne Horn, fortæller intet om, hvordan kæden blev åbnet og lukket. Ud fra de historiske beskrivelser byggede Georgios Anapniotis derfor en model af kædesystemet for at teste det i praksis.

VIDEO: Vand trak monsterkæde op

Konstantinopels store spærrekæde vejede hundredvis af tons. Takket være en sindrig kontravægt drevet af vand- og menneskekraft kunne kæden lukke indsejlingen på få minutter.

Ifølge ingeniøren nødvendiggjorde kædens vægt, at den på vejen over bugten blev holdt oppe af otte store pontoner bygget af tømmer med et indre hulrum for at maksimere flydeevnen.

De flydende støttepunkter er nævnt af kilderne, som også beskriver, at pontonerne var beklædt med jernplader og dyrehuder for at sikre dem imod brand. Passagerne mellem de seks midterste pontoner var konstant lukket, mens kædestykket mellem de to yderste pontoner i hver side af spærringen kunne hæves og sænkes af mandskabet i de to tårne.

I hvert tårn hang en gigantisk vandbeholder. Når adgangen til bugten skulle lukkes, fyldte byzantinerne – ifølge Anapniotis’ beregninger – ca. 47 tons vand i beholderen. Vægten løftede herefter kædestykket mellem de to pontoner tættest på tårnet.

Dermed var det umuligt for skibe at komme igennem.

Viking overvandt kæden

Trods den store sejr over araberne truede nye fjender konstant Konstantinopel, heriblandt bulgar-stammen. For at forsvare sig hyrede kejseren en elitehær bestående af skandinaviske vikinger – den såkaldte væringegarde.

Blandt de garvede krigere var den norske kongesøn Harald Hårderåde, som havde sluttet sig til garden i 1034. Men Harald nøjedes ikke med at bekrige rigets fjender.

Da indbyggerne i 1042 gjorde oprør mod kejser Michael 5., kastede Harald sig ivrigt ind i kampen på oprørernes side. I forvirringen lykkedes det ham at tilrane sig en formue i guld og sølv, som han planlagde at stikke af med.

I en sen nattetime listede Harald og en lille flok af trofaste væringer sig ombord på to galejer, som lå for anker. I mørket roede de ud i Det Gyldne Horn, men her ventede en ubehagelig overraskelse. Kæden var oppe og spærrede udgangen.

Den drevne viking fandt hurtigt på råd og instruerede sine folk i at ro frem med al kraft.

“Men de, som ikke roede, skulle alle springe agter i skibet og tage deres skindseng og andre tunge ting, de havde, med sig”, beretter den islandske skjald Snorri Sturluson.

Vægtforskydningen løftede forstavnen og fik skibet til at glide op på kæden.

“Så snart de stod fast, og farten hørte op, befalede Harald alle mand at springe over i forstavnen”, fortæller Sturluson.

Manøvren virkede. Vægten fik Haralds galej til at vippe forover og glide ned på den anden side af kæden.

Men selv for en viking var kæden en formidabel modstander, for da mandskabet på den efterfølgende galej ville gøre Harald kunsten efter, gik det galt.

“Den anden stødtes i stykker på lænken, og mange omkom derved”, beretter Sturluson.

Om beretningen er korrekt, vides ikke. Vikingerne elskede en god historie – sand eller ej.

Kædeled blev souvenirs

Haralds røveri var uskyldigt sammenlignet med det anslag, som korsfarere i 1203 rettede mod kæden. Konstantinopel havde, siden de kristne for første gang drog i hellig krig i 1099, udgjort et vigtigt stop på ruten til Det Hellige Land. Kejseren forsynede krigerne med skibe, proviant og moralsk styrke til den videre færd.

Men da korsfarerne i 1198 for fjerde gang drog ud for at kæmpe Herrens sag, slap pengene op, før krigerne havde forladt Europa. Da den byzantinske prins Alexios tilbød krigerne penge for at støtte ham i et kup mod den siddende kejser, slog de til.

Så snart korsfarerne viste sig ved bymuren, blev de overdænget med sten og rådden frugt. Hvis de ville have byen og dermed pengene, måtte de bruge magt.

Blandt korstogets ledere var Venedigs doge, Enrico Dandolo. Han havde flere gange besøgt Konstantinopel og vidste, at nøglen til byens erobring var at få flåden ind i Det Gyldne Horn. Da kæden var umulig at bryde, angreb korsfarerne i stedet et af de tårne, hvor kæden var sat fast.

“Vores ledere slog lejr ved Galata-tårnet, hvor kæden, som lukkede havnen til Konstantinopel, var sat fast. En angriber må tvinge sig gennem kæden, før han kan sejle ind i havnen. Vores ledere forstod, at hvis de ikke indtog tårnet og brød kæden, ville de være så godt som døde”, beretter korsridderen Geoffrey af Villehardouin.

Korsfarerne belejrede tårnet hele natten, og om morgenen gik de til angreb. Hurtigt fik korsfarerne indtaget tårnet, hvorefter de sænkede kæden, så deres flåde kunne sejle ind. Efter måneders kampe frem og tilbage indtog korsfarerne i 1204 byen, som de hærgede.

Kirker og klostre blev ribbet for guld, sølv og ædelsten. Blandt de plyndrede genstande var også beviset på, at korsridderne havde indtaget den berømte by.

“De sendte byporte til deres landsmænd i Syrien såvel som stykker af kæden, som førhen strakte sig over havnen og blokerede dens indgang”, skriver den samtidige historiker Niketas Choniates.

Da korsfareren Ernoul senere så en del af kæden i korsfarerbyen Akko, blev han meget imponeret:

“Den var meget længere end tre bueskud og så tyk som en mands arm”.

Angribere listede udenom

Konstantinopels kæde blev repareret, men hverken byen eller Det Byzantinske Rige kom sig nogensinde over korsfarernes hærgen. Og fra begge sider af Bosporus trængte det muslimske Osmannerrige frem.

Da osmannernes sultan, Mehmed 2., overtog magten i 1444, bestod det før så mægtige kejserdømme stort set kun af byen Konstantinopel. Desuden havde hyppige pest-epidemier decimeret indbyggerantallet fra op imod 1.000.000 til blot 50.000.

Opmuntret af forfaldet belejrede sultanen den 2. april 1453 byen. Konstantinopels forsvarere spændte derfor kæden ud – for sidste gang.

“Langs kæden, som løb tværs over havneløbet, lagde vi ni af vore største skibe”, fortæller den venetianske flådelæge Nicolò Barbaro, der var fast i troen på, at kæden nok skulle stå imod.

Hans formodning holdt stik. Flere gange forsøgte osmannerne at bryde gennem spærringen, og hver gang måtte de vende om. Men Mehmed 2. nægtede at give op.

Sultanen satte folk i land nord for Det Gyldne Horn og beordrede dem til at bygge en fem kilometer lang vej over bakkerne bag om Galatas forsvarsværker og videre ned til Det Gyldne Horns bred.

På ruller af træstammer lod sultanen herefter en stor del af sin flåde slæbe over land og ned i fjorden. Det, der ikke måtte ske, var sket – og Konstantinopel blev nu angrebet fra land og vand på samme tid.

Kæden endte på havets bund

Men selv med Det Gyldne Horn fyldt med fjendeskibe gjorde den gamle spærrekæde fortsat nytte som forsvarsværk.

“Tyrkerne var bange for at nærme sig kæden og kaste sig ud i den opgave, det var at bekæmpe det store antal af vore skibe, som befandt sig der”, skrev Nicolò Barbaro.

Til gengæld tvang osmannernes tilstedeværelse i Det Gyldne Horn de pressede forsvarere til også at bemande murene ud mod havet. Samtidig vedblev osmannerne med at beskyde byen med kanonerne.

“De fortsatte bombardementet i adskillige dage. De skød med sten, som vejede to hundrede pund hver”, skriver Barbaro.

Til sidst brød de kristnes desperate forsvar sammen, og den 29. maj 1453 strømmede muslimerne ind i den kristne by.

“Slagteriet varede fra solopgang, da tyrkerne gik ind i byen, og indtil middag. Enhver, som de fandt i deres raseri, blev hugget ned”, beretter Barbaro.

Men kæden holdt endnu og spærrede flugtvejen for Nicolò Barbaro og det øvrige mandskab, som forsøgte at slippe ud af Det Gyldne Horn.

“To modige mænd sprang ned på én af træpontonerne og huggede kæden fri med et par økser”, skriver Barbaro.

Herefter kunne skibene sejle ud fra den fortabte by. Efter i mere end 700 år at have holdt Konstantinopel sikker faldt kæden til sidst – for byzantinernes egen hånd.

Det er uvist, hvad de osmanniske erobrere gjorde ved kæden. Ingeniøren Georgios Anapniotis formoder, at størstedelen af den endte på bunden af Det Gyldne Horn, hvor den sank ned i det dybe mudder.

Og dér ligger den muligvis endnu.