Machu Picchu: Byen bag tågen

Lyden af rindende vand følger det fornemme selskab hele vejen til byporten i den massive bymur. Langs stien, som er en del af inkaernes 40.000 km lange netværk af veje, har fontæner med kildevand slukket tørsten hos følget. Og her ved indgangen til byen høres rislen fra kanalen, der bringer vand fra Machu Picchus kilder ind i byen.

Lyden af vandet, der løber, er lyden af byens pragt – vandet er grundlaget for luksuslivet her i kongens ferieparadis. Som en gestus lader adelsfolkene en samling af kostbare obsidiansten falde ned i et skrin ved byporten – stenene af vulkansk glas er hentet flere hundrede kilometer væk. Og så træder bærerne med de adelige i bærestolen ind ad porten – vintersolhvervsfesten og hyldesten til solguden Inti kan begynde.

Byens historie er tabt i tågerne

Lige siden den amerikanske eventyrer og historiker Hiram Bingham i 1911 nåede til selvsamme bjergryg og gjorde ruinerne af den før så storslåede inkaby Machu Picchu verdensberømte, har byen – som røgsløret omkring den på bjergkammen – været indhyllet i mystik.

Hvorfor byggede inkaerne så prægtig en by fjernt fra rigets centrale bastioner? Hvem boede her? Og hvordan fik inkaerne bugseret tonstunge byggesten op i disse højder og hugget dem til med millimeterpræcision?

Det største mysterie af dem alle er: Hvorfor blev byen – efter alle inkaernes anstrengelser og arkitektoniske genistreger – forladt efter mindre end et århundrede? Inkaerne havde intet skriftsprog og har ikke efterladt sig svar, så arkæologer har måttet stykke puslespillet sammen brik for brik ved hjælp af de efterhånden mange fund fra byen.

Hiram Bingham var ikke i tvivl om, at han havde opdaget noget enestående, da han i hælene på en otteårig lokal dreng nåede op på bjergryggen, hvor Machu Picchu ligger:

“Pludselig befandt vi os i midten af en jungledækket labyrint af små og store vægge. Bygningernes ruiner var lavet af blokke af hvid granit, som var beskåret omhyggeligt og smukt tilpasset hinanden uden brug af cement”, fortalte Bingham, som langsomt opdagede, at han befandt sig midt i en gigantisk arkæologisk opdagelse.

På sin følgende ekspedition tilbage til byen i skyerne i 1912 fandt Binghams hold af arkæologer mere end hundrede gravkamre på byens østlige bjergskråning. Binghams kollega George Eaton analyserede knoglerester fra gravene og konkluderede, at de stammede fra kvinder – en konklusion, der ledte til den næste teori om byen.

Han mente nu, at Machu Picchu havde huset de såkaldte Solens Jomfruer, som var ungpiger udvalgt for deres skønhed til at blive ofret til guderne ved særlige lejligheder. Byen havde altså været en form for kloster, hvor disse jomfruer var blevet opfostret, gættede George Eaton på.

Teorien havde dog sine huller. For det første havde Binghams kollega ingen erfaring med at analysere skeletter fra området og dermed intet udgangspunkt for sin konklusion om, at knoglerne havde tilhørt kvinder. Da han også opdagede, at flere skeletter havde lidt af syfilis, krakelerede historien om jomfruerne.

90 år og adskillige teknologiske landvindinger senere genbesøgte en moderne knogleekspert resterne af Machu Picchus gravkamre og fandt frem til, at knoglerne stammede fra 174 mennesker, heraf mellem en tredjedel og halvdelen fra mænd. Der blev også fundet flere småbørn. Desuden viste kvindeskeletterne tegn på, at kvinderne havde født et eller flere børn. Undersøgelsen gav George Eatons teori om Solens Jomfruer det endelige dødsstød.

Ferieparadis for overklassen

I mellemtiden havde en tredje teori vundet flere og flere tilhængere i videnskabelige kredse: nemlig at Machu Picchu blev bygget i midten af 1400-tallet af herskeren Pachacuti som feriested for Inkarigets herskere og som led i en kæde af kongelige residenser gennem riget. Pachacuti er blevet kaldt Andesbjergenes Napoleon.

Da han overtog magten, bestod hans rige af et mindre område omkring Cuzco, men da han i 1472 døde og overgav magten til Tupac Inka Yupanqui, strakte Inkariget sig fra Chile i syd til Ecuador i nord.

Machu Picchu er sandsynligvis bygget som en magtdemonstration efter sejren over folket chankaerne, og på det frodige bjergplateau kunne kongefamilien få et afbræk fra hverdagen i rigets hovedstad, Cuzco.

Arkæologer har gennem undersøgelser af bygninger vurderet, at Machu Picchu kun blev brugt på visse tidspunkter af året og af påfaldende få mennesker – sandsynligvis omkring 750 indbyggere i højsæsonen og måske så få som 500.

Når kulde og nattefrost strøg ind over hovedstaden i maj måned, rykkede kongefamilien de 90 kilometer – svarende til tre dagsrejser – til sommerpaladset i Machu Picchu, som lå 1.000 meter lavere og havde et mildere klima. I september rejste de tilbage til Cuzco.

Se de smukke optagelser fra Machu Picchu

I byen mellem de to hellige tinder kunne kongefamilien holde møder med andre folk fra eliten, få familiebesøg, studere himmellegemerne fra observatoriet og hylde guderne ved vinterhalvårets religiøse fester, som fx vintersolhvervsfesten Inti Raymi i juni.

Festen varede en måned og kulminerede på årets korteste dag, hvor adelens sønner om morgenen markerede overgangen fra dreng til mand ved at få spiddet huller i ørerne, mens de stod i den hellige bygning Inti Mach’ay og betragtede solen rejse sig over bjergene.

Ligesom mange andre inkabygninger er Inti Mach’ay konstrueret, så arkitekturen er tilpasset himmellegemernes positioner og bevægelser. Fx rummer bygningen, der delvist består af en naturlig grotte i bjerget, et særligt tunnelvindue i en vinkel, som betyder, at sollyset kun kan skinne ind på ganske få dage omkring sommersolhverv i december.

Parasit hærgede arbejderne

Hvis et adelsfølge ankom til byen i deres bærestole ad den gamle inkasti og lagde en mindre skat af obsidiansten ved byporten, hvilket syn ville så møde dem på den anden side af bymuren?

De ville træde ind i en by bebygget med omkring 200 huse af fortrinsvis lys granit og tækket med stærke strå fra græsarten ichu. Tagene hældede op til 60 grader for effektivt at lede bjergenes evige regn væk.

På byggepladser, i gårdhaver og i værksteder knoklede hoffets arbejdsfolk kaldet yanaconas, som udgjorde den største del af byens befolkning. Gravkamrene på byens østlige skråning, som Bingham åbnede i 1912, rummede skeletter fra byens arbejdere, højerestående fagspecialister og præster, og nyere undersøgelser viser, at arbejdsstyrken var en blandet skare af folk fra hele riget.

Fx viser knogleskader, at arbejderne i Machu Picchu har været plaget af en vandparasit, som kendes fra befolkningsgrupper langs Perus kyst. Kemiske analyser af knoglernes kollagen viser tegn på en diæt med rigelig fisk, som ikke var kendetegnende for Machu Picchu. Dog mener man, at hoffet selv her højt på bjerget fjernt fra havet også fik serveret importeret fisk til måltiderne.

Det mest iøjnefaldende tegn på, at hoffet hentede tjenere langvejsfra, er dog kraniernes aparte facon. De sydamerikanske befolkninger havde før spaniernes indtog på kontinentet tradition for at forme babyers hoveder, fra børnene var helt spæde, og kranieknoglerne stadigvæk bløde.

Indbyggerne omkring Titicacasøen bandt typisk babyernes hoveder ind, så kranierne blev aflange, mens stammer fra kystområder lagde børnene på en plade, så nakken blev flad. Blandt kranierne fra Machu Picchus gravkamre var 23 procent aflange, mens 22 procent havde flad nakke, og det er altså et tegn på, at indbyggerne i byen er kommet fra hele landet.

Undersøgelser af skeletterne gav også videnskaben et indblik i de afdødes fysik og sundhed. Mændene var fx i gennemsnit blot 158 centimeter høje, mens kvinderne var 150 centimeter høje. Knoglebrud og tegn på slidgigt viser, at arbejderne har knoklet hårdt, hvilket er logisk, eftersom alle undersåtter i Inkariget betalte skat til herskerne i form af mita, som bestod af enten arbejde eller militærtjeneste.

Skeletterne fra Machu Picchu er dog ikke lige så medtagede som skeletter fra andre egne af riget. Selvom forskerne også fandt spor af parasitter og sygdomme som tuberkulose, har arbejderne sammenlignet med andre steder været relativt sunde og har sandsynligvis kunnet spise sig mætte – et tegn på, at den by, de arbejdede i, havde en særlig betydning for rigets konge.

Arbejderne åd majs morgen og aften

I hytterne på den østlige skråning, hvor tjenestefolkene boede, samlede børn og voksne sig omkring fade med majs, kartofler, quinoa og frø fra en form for lupiner kaldet chocho, der gav nok næring til at vokse normalt og udvikle sund tandemalje. På den anden side gav kosten, som var domineret af majs, også tendens til huller i tænderne.

At indbyggerne spiste majs morgen, middag og aften, kan forskerne slå fast, fordi majs i modsætning til de fleste andre afgrøder producerer kulstof-14-molekyler under fotosyntese – og disse molekyler kan spores i knoglerester.

Majsgrød, majsbrød og andre majsretter skyllede indbyggerne ned med majsøl kaldet chicha. Ved særlige lejligheder fik indbyggerne også kød på bordet – det næringsrige protein var dog oftest en luksus for overklassen.

Lamaer og alpakaer dominerer i de fund af dyreknogler fra Machu Picchu, som arkæologer har analyseret. Men også marsvin, pelsdyret paka og den kaninlignende viscacha stod på menuen, når Machu Picchus overklasse åd sig mætte.

Spanske beretninger fra 1500-tallet fortæller, at inkaernes adel ivrigt dyrkede jagt, og det har sandsynligvis også været tilfældet i Machu Picchu. I bjergene kunne hoffet fornøje sig med at jage hjorte og pakaer.

Lamaer og alpakaer lever ikke vildt omkring Machu Picchu, fordi de naturligt holder til i over 3.800 meters højde, men inkaerne havde fragtet dyrene til byen og holdt dem som husdyr, som først og fremmest gav uld til klæder og i sidste ende endte som et proteinrigt måltid mad. I gravene er også fundet knogler fra seks hunde, som forskere ikke mener blev spist, men var særlige husdyr, der endte som de dødes ledsagere i graven.

Kongen havde brusebad og toilet

Midt i byen strakte en aflang plads sig fra syd til nord og torvet i centrum var byens naturlige samlingspunkt. Her lå flere af byens pragtbygninger, bl.a. muren med de tre vinduer, som, ved vi i dag, fejlagtigt havde fået Hiram Bingham til at udnævne Machu Picchu som Inkarigets vugge.

“Et unikt inkabygningsværk – der er aldrig før blevet fundet noget, der minder om det”, skrev Bingham om bygningen og nævnte i samme sætning bygningens imponerende naboer på pladsen, bl.a. hovedtemplet, soltemplet og kongens palads. Kongens palads lignede egentlig på mange måder byens andre fornemme huse i udformningen og var heller ikke meget større, men til gengæld bedre beskyttet af murværk.

“Granitblokkene er af kyklopisk størrelse, højere end en mand”, skrev Bingham om paladset og vurderede, at de største stenblokke hver vejede mellem 10 og 15 tons.

Samtidig havde Pachacuti og hans efterfølger, Tupac Inka Yupanqui, fået indrettet deres bolig med en luksus, som overgik enhver anden i byen: Kongen kunne bade i sit eget badeværelse med rindende kildevand, der fossede halvanden meter ned over en fontæne af sten som et brusebad.

Herskerne havde desuden privat toilet med kloaksystem, der skyllede de kongelige efterladenskaber væk. Kildevandet stammede fra bjerget Machu Picchus nordside og blev bragt til byen ved hjælp af en 750 meter lang akvædukt, der løb med et fald på mellem 2,5 og 4,8 procent.

Her, fra en af Sydamerikas mest imponerende ingeniørmæssige bedrifter, strømmede mellem 23 og 125 liter vand ind til byen i minuttet. Kildevandet løb ind til 16 bassiner i byen, hvoraf kongen naturligvis fik vand fra det første.

Kongen var vild med blomster

Pollenanalyser viser, at Machu Picchu har været bevokset med et mangfoldigt planteliv, bl.a. over 200 forskellige orkidéer, og bag paladset i kongens baghave voksede mindst 90 af disse.

Pachacuti elskede blomster, fortælles det, og en spansk krønikeskriver, der godt nok levede 60 år efter den magtfulde konges død, beretter, at Pachacuti i sin alderdom beskrev sit liv som en blomst:
“Jeg blev født som en lilje i haven, og som liljen voksede jeg med alderen, jeg blev gammel og skulle dø, og så svandt jeg ind og døde”.

Også Bingham bed mærke i byens farverige frodighed: “Her er (…) orkidéer og træbregner, den indbydende skønhed af frodig vegetation og junglens mystiske trolddom”, lyder hans malende beskrivelse.

Ikke kun kongens områder var botaniske og arkitektoniske mesterværker. Hoffets bygninger havde arkitekterne konstrueret, så murene skrånede omkring fem grader indad og dermed var let trapezformede.

Når byens gæster ankom til et herskabshus, ville denne trapezform snyde beskuerens øje og få boligen til at virke endnu højere og mere massiv, end den var. Samme trick brugte inkaerne ved døre og vinduer. Ud over det optiske bedrag bidrog trapezformen til, at bygningerne stod stabilt under voldsomme regnskyl og hyppige rystelser fra jordskælv.

Ud over paladset skilte soltemplet sig ud fra resten af byens arkitektur. Facaden krummer i en halvcirkel, som også kendes fra soltemplerne i Cuzco og Pisac. Arkæologer mener, at halvcirklen symboliserede solens gang over himlen.

Fra soltemplet kunne inkaerne tilbede og ofre til den store Inti – solen, som fik afgrøderne til at vokse på markerne og bragte lys til mennesket. Soltemplet fungerede sandsynligvis også som observatorium til studier af himmellegemerne.

Indvendigt i templet har stenhuggere graveret en ridse i gulvet, som peger mod det punkt, hvor solen står op ved sommersolhverv i december. Under soltemplet lå gange og grotter, som var delvist muret, delvist tilpasset selve bjergmassivets form.

Komplekset under templet Inti Mach’ay fungerede som centrum for religiøse ceremonier samt som mausoleum. Forskere mener dog, at medlemmer af kongehuset typisk er blevet fragtet tilbage og begravet i Cuzco, fordi rejsen mellem de to byer ikke tog mere end tre dage.

Sten holdt styr på solen

På et højdedrag over pladsens nordvestlige ende opbygget af terrasser som en pyramide lå endnu en spektakulær helligdom: soluret intihuatana. Helligdommen er hugget direkte ud af et klippefrem-spring på bjerget og har en vandret flade, hvorfra en kantet stensøjle rejser sig.

Intihuatana betyder “stedet, som binder solen”, og forskere mener, at stenen havde til formål at holde solen på sin plads i sin bane gennem årets gang. Placeringen på højdedraget vidner om en helligdom af allerhøjeste grad, fordi inkaerne byggede det mest hellige tættest på himlen. I hvert fald vidner soluret om, at de spanske conquistadorer næppe har sat deres ben i Machu Picchu.

Under deres fremmarch og hærgen ødelagde spanierne nemlig altid inkaernes hellige solure. Fra højdedraget med solstenen kunne kongen og hans hof samtidig spejde mod områdets højeste hellige tinder som bjerget Veronica på 5.750 meter.

Pachacuti og hans efterfølger opførte hele 30 bygninger til religiøse formål i byen, hvilket er meget, størrelsen taget i betragtning. Men alt var ikke templer i Machu Picchu. Omkring den centrale plads lå overklassens boliger inddelt i såkaldte kanchaer – strukturer, hvor en række rektangulære bygninger er placeret rundt om en gård omkranset af en mur.

Mens overklassen levede et luksusliv bag beskyttende mure, tog byens vise mænd – de såkaldte amautas – til takke med ganske primitive huse af rødlige sten, der typisk havde en enkelt indgangsdør og et enkelt stort rum.

Tonstunge sten blev rullet på plads

Hvad enten der er tale om kongelige templer og paladser eller mere beskedne boliger, har inkaernes evne til at fragte gigantiske stenblokke til byggepladsen og tilpasse stenene minutiøst været et af arkæologiens store hovedbrud. Hvordan lykkedes det inkaerne, der ikke kendte til hjulet og langt hen ad vejen arbejdede med primitive stenredskaber, at skabe disse imponerende bygningsværker?

Vi ved, at inkaerne hentede sten til byggerierne i et nærliggende granitbrud. Halvfærdige stenblokke langs ruten til stenbruddet viser, at arbejdere udhuggede blokkene groft i bruddet, mens det finere tilpasningsarbejde blev udført på byggepladsen.

Transportmidlet op ad de stejle skråninger bestod af træstammer til at rulle stenene på og rå muskelkraft. Nogle halvfærdige stenblokke er udstyret med indsatser eller en form for håndtag til at holde i, når stenen skulle rykkes på plads. Træstammer fungerede også som løftestænger, når de mange tons tunge stenblokke skulle stables.

Arkæologer vurderer, at bygningsarbejdere arbejdede flere måneder på at bygge en enkelt mur på et hus, men ingen har det præcise svar på, hvordan inkaerne klarede det møjsommelige slid med at tilpasse stenen.

Forskere regner med, at stenene måtte løftes af murene op til flere gange og finpudses, så de passede perfekt til nabostenene. Blokkene har op til 12 kanter og passer stadig så præcist, at end ikke et stykke papir kan skubbes ind i sprækkerne. Hvilke redskaber inkaerne brugte til de præcise byggerier, har været omdiskuteret.

Nogle har peget på stenredskaber, nogle på bronzeredskaber, mens andre har fremhævet, at bronzeredskaber ikke ville være robuste nok til at bryde den hårde granit. Svaret er sandsynligvis en blanding, samt at redskaberne også blev udviklet og ændrede sig gennem Inkarigets historie.

På byggepladsen har arbejderne sandsynligvis hamret med hamre af sten på mejsler af sten eller bronze. Kiler af træ har brudt sig vej gennem blokkene, men inkaerne har også brugt brækjern af bronze til at skille granitten ad.

Ud fra en undersøgelse af 170 metalgenstande, som Binghams arkæologer fandt under en ekspedition i 1912, kan forskere se, at bronzeværktøjerne bærer spor af at have hugget i sten. Halvfærdige metalredskaber vidner om, at byen har huset smede, som har fremstillet bronze og formet metallet til redskaber samt rituelle knive, smykker og andre symboler på magt.

System beskyttede mod heftig regn

Adskilt fra elitens boliger lå undersåtternes beboelse. Hver morgen travede disse yanaconas på arbejde i smedjer, på byggepladser, i spinderier og ikke mindst på terrasserne rundt om byen, hvor inkaerne dyrkede deres fødevarer. Andesbjergenes vejrsystemer sørgede for rigeligt med regnvand til markerne med majs, kartofler, bønner og quinoa.

Ud fra analyser af bjergtindernes iskapper vurderer forskere, at der siden 1450 årligt er faldet 1.800 millimeter regn over Machu Picchu, hvilket svarer til tre gange så meget regn, som en skandinavisk hovedstad modtager på et år.

Vand fik afgrøderne til at spire, men truede samtidig med at skylle jord og bygninger bort. Som de kyndige anlægsmestre, inkaerne var, fandt de også her en teknisk løsning: Terrasser og pladser blev anlagt med et lag skærver oven på et metertykt lag grus, der fungerede som dræn, så regn kunne sive ned i jorden og videre i et system af kloakker og kanaler.

Øverst placerede inkaerne et lag næringsrig jord, som de hentede i dalen langs Urubambafloden. Trods anstrengelserne undgik de ikke helt jordskred på terrasserne, der udgjorde omtrent fem hektar landbrugsjord, hvilket ikke var nok til at brødføde byens indbyggere. Derfor fik hoffet bragt mad ind fra andre dele af riget, og fødevarerne blev omhyggeligt tørret, stablet og opbevaret i lagerhuse.

Alt tyder på, at Machu Picchu blev forladt af inkaerne på nogenlunde samme tid, som spanske conquistadorer indtog Inkarigets hjerte, Cuzco, i 1533. Men intet tyder på, at inkaerne blev fordrevet fra den luksuriøse ferieby.

Machu Picchus forsvar var sparsomt, men effektivt. De uvejsomme og mange steder lodrette bjergskråninger tjente som fæstningsværk, og kun få stier førte op til byen.

På byens stejle vestlige skråning klyngede en smal sti sig til bjergsiden, men forsøgte fjender at benytte sig af denne vej, kunne inkaerne let stoppe dem ved at trække tre træstammer, som udgjorde en af de to såkaldte inkabroer, væk. Det efterlod en seks meter bred kløft med lodret fald flere hundrede meter ned.

Forsøgte fjender sig fra østsiden, kunne inkaerne stoppe dem ved Urubambafloden, hvor de skulle over en hængebro flettet af inkaernes universalmateriale ichu-græs.

Machu Picchu var med andre ord bygget, så selv få indbyggere kunne holde indtrængende ude. Men hvorfor så forlade luksuslivet på bjergryggen? Vi kender ganske enkelt ikke svaret. Videnskaben mangler stadigvæk at løfte røgsløret væk fra denne gåde.

Da den 11. inkahersker, Huayna Capac, døde af kopper i 1528, blev riget kastet ud i en borgerkrig mellem hans to sønner, og grundlaget for et royalt liv i luksus blev revet væk. Muligvis døde indbyggerne i Machu Picchu ligesom deres hersker af koppeepidemien, som europæerne bragte med sig. Forskerne er langt fra færdige med at undersøge Machu Picchu, og måske vil nye brikker dukke op, som kan forklare byens skæbne.