Mød virkelighedens Indiana Jones

I 1911 dukkede den gådefulde ruinby, Machu Picchu, frem af glemslen. Manden bag opdagelsen var en amerikansk eventyrer og arkæolog.

Hiram Bingham rejste i 1911 til Peru for at finde ruinerne af Vilcabamba - inkaernes sidste tilholdssted i årtierne efter den spanske erobring. Efter en strabadserende march mødte han en mand, som mente at vide, hvor nogle prægtige ruiner lå. Bingham var forbeholden, for manden var tydeligvis fuld. Alligevel lod Bingham manden vise vej, og til sin store forbløffelse snublede han over inkarigets bedst bevarede ruinby – Machu Picchu.

Opdagelsen gjorde Bingham til en berømthed. Ikke mindst takket være de over 700 billeder, han tog af den glemte by – både før den blev ryddet fri af junglen og efter, da de præcise konturer viste sig.

Mange år senere skulle Bingham også blive inspirationskilde til filmhelten Indiana Jones. Ligesom filmhelten var Bingham professor i arkæologi på et universitet i Connecticut.

Ruinbyen Machu Picchu viste sig senere at være et ferieparadis for inkaerne mellem 1450-1470. Her kunne inkakongerne bade under deres egen private bruser, slappe af blandt tusindvis af blomster og pleje deres forhold til himlens og bjergets guder.