Vintermørket ligger tæt over Canterbury i det sydøstlige England, da ærkebiskop Thomas Becket i julen 1170 hører råb udenfor. “Kongens mænd! Kongens mænd!” advarer ophidsede stemmer.
Becket fornemmer faren, og sammen med sine munke forlader han hastigt bispe-boligen og skynder sig over i katedralen. I Guds hus har ingen kristen stridsmand hidtil vovet at angribe en biskop.
Ved et alter midt i kirken stopper han op. Med tilbageholdt åndedræt venter Becket og hans nærmeste medarbejdere i halvmørket. Et sted i bygningen begynder munke intetanende at synge vesper.
Aftensangen bliver afbrudt, da den solide kirkedør går op med et brag. Tunge skridt og lyden af sværd mod rustninger kommer nærmere.
“Becket!” råber en hård stemme, der får den tomme kirke til at runge.
“Her er jeg!” svarer Becket højt og tydeligt i stedet for at flygte. Riddernes ansigter er skjult bag visirer. Becket kan akkurat skimte deres sværd. Med rolig stemme spørger han, hvorfor mændene bærer våben i Guds hus.
“Er du da ikke den berygtede forræder?” svarer en ridder med foragt i stemmen.
“Løb, du er en død mand!” En af ridderne råbte en trussel mod biskoppen.
Becket nægter, at han er forræder, men ridderne fortsætter med at udspy anklager og fornærmelser, indtil én af dem hæver sit sværd.
Våbnets flade side rammer Becket på ryggen, og ærkebiskoppen vakler.
“Løb, du er en død mand!” truer ridderen. Men Becket nægter at flygte.
“Din alfons”, fnyser biskoppen mod sin angriber og skubber til ham – en fatal fejl skal det vise sig.
Et sværd lyner i luften, men munken Edward Grim stikker armen frem og afværger med nød og næppe slaget, der har retning mod hans herres pande.
Med et smertensbrøl styrter munken om – blødende fra et dybt sår. I næste nu hugger ridderen atter til, og denne gang falder Becket om på gulvet.
Blodet flyder ned over biskoppens ansigt, mens han klamrer sig til en af katedralens søjler – ude af stand til at afværge det sidste og dræbende hug.
Sværdet kløver biskoppens kranie, og klingen knækker midtover, da den rammer stengulvet. Blod og hjernemasse løber ud over kirkegulvet.
En af riddernes håndlangere træder frem og trækker en kniv, som han tværer i ærkebiskoppens hjernemasse med, indtil han siger:
“Lad os gå, han rejser sig aldrig igen”.
Nyheden om det brutale mord på Canterburys ærkebiskop går som en løbeild gennem Europa, og sorgen og vreden er stor. Men drabet skal vise sig at være en gave til kirken.
Beckets martyrium tiltrækker tusindvis af pilgrimme, og de voksende indtægter finansierer byggeriet af en af Europas mest imponerende katedraler.
Augustin grundlagde et kloster i Canterbury i 597, og ved siden af skød en ydmyg katedral op få år senere.
Troen slog rod i Canterbury
Kristendommen kom til England i år 597 i skikkelse af den romerske benediktinermunk Augustin. Han fik foretræde for englændernes hedenske konge, Æthelbert, som havde giftet sig med en kristen fransk prinsesse.
Æthelbert havde sit hovedsæde i Canterbury, der ligger 90 km sydøst for London.
Her omvendte Augustin kongen og blev belønnet med jord i byen til at bygge den første katedral på engelsk grund.
Siden da har Canterbury været kristendommens højborg i England.
Becket var kongens bedste ven
Thomas Becket kom til verden den 21. december 1118 i London. Hans far var en velhavende købmand, og som det passede sig for en dreng af hans stand, blev Thomas indskrevet på en klosterskolen.
Her lærte han at læse og skrive latin samt studerede retorik. Efter et års ophold på universitetet i Paris, som dengang blev betragtet som Europas bedste, blev han ansat i administrationen ved Englands hovedkirke: Katedralen i Canterbury.
Med flid og kløgt gjorde Becket så stort et indtryk, at Canterburys daværende ærkebiskop i 1155 anbefalede sin 36-årige diakon til kongen. Henrik 2. var blot 21 år og udpegede Becket til lordkansler – sin nærmeste rådgiver.
Middelalderens engelske bygmestre magtede kun at bygge kirker som den i byen Stowe i Lincolnshire: De havde typisk et lille skib med små vinduer og et mørkt kirkerum.
De to udviklede hurtigt et nært venskab. Begge kunne lide at ride, gå på falkejagt og drikke god vin. Hvor tæt venskabet var, demonstrerede mødet med en tigger på en kold vinterdag. På vej til fods gennem Londons vinterkolde gader passerede kongen og Becket en frysende tigger.
Majestæten foreslog i spøg, at Becket skulle forære tiggeren sin kostbare kåbe, hvortil Becket svarede, at han ville overlade det til Henrik at give tiggeren en almisse.
Kongen protesterede, og snart trillede de to rundt på gaden i en godmodig brydekamp. Becket lod fornuftigt nok kongen vinde, hvorpå de muntert fortsatte gåturen gennem Londons gader.
Henrik værdsatte rådene fra sin lordkansler og stolede blindt på hans loyalitet.
Da stillingen som ærkebiskop af Canterbury – lederen af den katolske kirke i England – blev ledig i 1161, besluttede kongen derfor at placere Becket på den vigtige post.
Konflikten blussede op
Udnævnelsen var mere end blot en belønning. Det var et politisk skaktræk. Kongen og kirken lå i 1100-tallet ofte i konflikt, og det skulle Becket forhindre. Henrik gjorde sig fx store anstrengelser for at genindføre lov og orden i England.
Dommere udsendt af kongen red land og rige rundt for at retsforfølge mistænkte, og som noget helt nyt dømte juryer af frie mænd i sagerne.
Til kongens store frustration stod én enkelt samfundsgruppe dog uden for loven: Kirken havde sit eget retssystem og sine egne love. Det skulle sikre biskopperne mod pression fra kongen, der ellers kunne true med at slæbe kirkefolk for retten, hvis de ikke makkede ret.
Den retslige undtagelse var ikke det eneste ved kirkens status, som bekymrede Henrik 2.
Selvom kirkens mænd lydigt svor troskab til kongen, gjorde de ingen hemmelighed ud af, at deres sande loyalitet lå hos Gud og hans repræsentant på jorden: Den magtfulde pave i Rom. Med Becket på posten som ærkebiskop følte kongen sig sikker på, at han omsider kunne holde kirken i kort snor.
I begyndelsen tydede alt også på, at majestæten fik ret. Da Henrik 2. i 1164 udsendte 16 bestemmelser, der gjorde det klart, at kronen stod over kirken – også i retslige anliggender – erklærede Becket sig enig.
Harmonien varede dog kort. Kongen bemærkede snart, at hans nyudnævnte ærkebiskop forandrede sig.
Den før så forfængelige livsnyder Becket begyndte at leve mere og mere asketisk.
Han spiste mindre og drak kun vand. Ligesom Johannes Døberen i Biblen klædte Becket sig i en skjorte af snavset sækkelærred.
Kort efter ændrede ærkebiskoppen også mening om kongens nye bestemmelser. Og for sin tidligere føjelighed over for Henrik idømte Becket sig selv en bodsgang i fuld offentlighed.
Kongen opfattede med rette ærkebiskoppens handling som en alvorlig kritik og kaldte ham til sig.
Da Henrik ikke bare kunne bede ærkebiskoppen makke ret, beskyldte majestæteten Becket for at have beriget sig på bekostning af det kongelige skatkammer, mens han havde været Englands lordkansler.
Becket svarede skarpt igen på alle de falske anklager, og kongen blev så rasende, at han beskyldte ærkebiskoppen for forræderi.
Mødet udviklede sig næsten til håndgemæng, da Londons biskop, som støttede Henrik, forsøgte at flå et lille krucifiks ud af Beckets hænder.
Da rygterne om den dramatiske afhøring slap ud, var den jævne befolknings sympati på ærkebiskoppens side. I deres øjne havde han stået fast på sin tro, mens kongen havde opført sig hovmodigt.
Ærkebiskoppen var for rig og magtfuld
I middelalderens England fungerede ærkebiskoppen som det gejstlige overhoved for alle landets troende. Selv kongen havde ingen magt over ham.
Til de engelske kongers store ærgrelse var ærkebiskoppen af Canterbury kun nødt til at adlyde ordrer udstedt af paven i Rom. Skiftende konger lagde ganske vist pres på det engelske kirkeoverhoved, men ærke-biskoppen havde midlerne til at kæmpe imod.
Han kunne true med at smide majestæten ud af kirken eller udstede et interdikt, så ingen dåb, gudstjenester eller begravelser kunne finde sted i England.
Det var en alvorlig sag i middelalderen, hvor alle kristne levede i evig frygt for at ende i Helvede.
Da alle englændere måtte give en tiendedel af deres indtægter til den katolske kirke samt betale for dåb, vielser og konfirmation, var kirken rig.
Da Thomas Becket blev udpeget til ærkebiskop i 1162, ejede kirken omtrent en tredjedel af al jord i England – meget af det havde adelsmænd testamenteret til den i bytte for syndsforladelse.
Becket var ikke ene om at turde trodse kongemagten – det vovede andre ærkebiskopper også. Fx måtte ærkebiskop Anselmo (1093-1109) to gange gå i eksil for at undslippe kongens vrede.
Eksil skærpede konflikten
Becket fornemmede, at det nok var bedst at drage bort, inden kongen følte sig fristet til at gå videre i sagen, og i oktober 1164 rejste han til Frankrig.
Her opholdt ærkebiskoppen sig i seks år på forskellige klostre, men eksilet betød ikke, at han frasagde sig sit embede. Som Englands øverste kirkelige leder smed Becket først Londons illoyale biskop ud af kirken.
Samme skæbne overgik biskopperne af York og Salisbury, der også havde valgt at stå på kongens side.
Desuden truede Becket kongen med den katolske kirkes stærkeste våben: Interdikt. Under et interdikt ville det være forbudt for landets præster at døbe børn, vie ægtepar og begrave de døde.
For middelalderens troende ville lukkede kirker være en katastrofe. Uden præsternes velsignelse risikerede de at havne i Helvede, og ifølge folkestemningen var det hele kongens skyld.
Da Henrik 2. bøjede sig, og ærke-biskoppen i 1170 kunne vende hjem, blev Becket modtaget af en jublende folkemængde på havnen. Kongens støtter var urolige. Juledag klagede den tidligere biskop af York til kongen over tabet af sit embede.
“Så længe Thomas lever, får du aldrig hverken ro eller fred i riget”, påpegede den forhenværende biskop. Bemærkningen fik kongen til rasende at brøle:
“Han ankom fattig til mit hof, og jeg gjorde ham stor, nu sparker han mig i ansigtet. Han har bragt skam over mig og min familie, og det smerter mit hjerte. Og ingen har hævnet mig”.
Bemærkningen kom fire riddere for øre. Sir Richard Brito, Hugh de Morville, Reginald FitzUrse og William de Tracy øjnede chancen for at blive kongeligt belønnet, hvis de gjorde majestæten en tjeneste.
Om eftermiddagen den 29. december 1170 red de derfor til bispegården i Canterbury.
Katedralen overstrålede alle andre
For middelalderens kirkegængere var katedralen i Canterbury et vidunder. Høje, slanke søjler, himmelstræbende buer og lyset fra de kolossale vinduer vidnede om Guds magt og kærlighed. Den nye gotiske byggestil bjergtog alle.
Stræbebuer: Katedralen fik uhørt høje og tynde mure. De blev støttet af såkaldte stræbebuer, som forhindrede murene i at bryde sammen under den enorme vægt af loftet og taget...
... Også såkaldte stræbepiller støttede murene, så de ikke kollapsede trods katedralens mange store vinduer.
Glasmosaik: 1.200 m² farverige mosaikker med bibelscener og mordet på Becket prydede katedralen.
Beckets sarkofag: Ærkebiskoppens jordiske rester lå i en sarkofag på et podium i Treenighedens kapel. Pilgrimme måtte vandre gennem hele katedralen og forcere en lang trappe for at kunne bede ved helgenens grav.
Klokketårnet: Katedralens nuværende klokketårn blev opført i 1498.
Enorme vinduer: Mens Englands øvrige kirker var lukkede og mørke, bragede lyset ind gennem katedralens gigantiske vinduer.
Træværk bar alt under byggeriet
Et skelet af træ blev først tømret sammen. Træmodellen af hvælvingen blev derpå hejst op på søjlerne, som skulle bære taget.
Træværk bar alt under byggeriet
Murere gik herefter i gang. Oven på træmodellen murede de med mørtel og sten, så buen langsomt tog form.
Træværk bar alt under byggeriet
En tung låsesten blev sænket på plads, når murerne nåede op til toppen. Når mørtlen var tør, kunne buen bære sin egen vægt.
Træværk bar alt under byggeriet
Kuplen blev muret op med mindre sten for at gøre det let.
Træværk bar alt under byggeriet
Skelettet af træ blev til sidst pillet ned og genbrugt under byggeriet af katedralens næste hvælving.
Arrestation udviklede sig til blodbad
De fleste britiske eksperter mener i dag, at ridderne havde til hensigt at tage Becket til fange og føre ham til kongen, men ærkebiskoppens modstand overraskede dem.
Da ridderne konfronterede Becket foran et alter i Canterburys katedral, nægtede han at lade sig kue. Mens munkene forfærdede så til, hævede Reginald FitzUrse sit sværd midt i Guds hus og kløvede ærkebiskoppens hjerneskal.
Munkene holdt natten igennem vagt ved Beckets lig. Allerede inden det blev lyst, løb rygterne om ugerningen, og folk fra hele sognet strømmede til. På gerningsstedet knælede besøgende ned og vædede en strimmel tøj i Beckets blod.
“Hustruen, der længe havde været lam, blev straks kureret”. Beretning om de mirakler, Beckets blod forårsagede.
Ifølge munken og historikeren William Fitzstephen begyndte mirakler herefter at ske. I hans biografi fra 1170’erne om ærkebiskop Becket skrev munken:
“Straks efter begravelsen i den samme nat manifesterede den guddommelige dyd sit nærvær. En mand, som om natten havde besøgt katedralen, lod sin hustru drikke et afkog af Thomas’ blod, som manden havde ladet tørre op med et stykke klæde. Hustruen, der længe havde været lam, blev straks kureret”.
Pilgrimme strømmede snart til Canterbury i tusindvis. Ifølge den samtidige munk John af Salisbury fortsatte miraklerne med at ske i katedralen:
“På stedet, hvor han havde ligget foran højalteret, og på det sted, hvor han siden blev begravet, har de blinde fået synet tilbage, de døve kan atter høre, og spedalske er blevet kureret. Folk er sågar blevet opvakt fra de døde”.
Budskabet var ikke til at tage fejl af: Den salige ærkebiskop var en af Guds udvalgte. Becket blev helgenkåret af paven og ophøjet til den hellige Sankt Thomas af Canterbury.
Katedralen udbrændte
Tre år efter mordet på Becket blev England kastet ud i en blodig borgerkrig. Henrik 2. måtte kæmpe mod sine egne sønner, der forsøgte at udnytte kongens dalende popularitet til at stjæle hans trone.
Sønnerne fik støtte af den skotske konge, som trængte ind over grænsen til England med sin hær. Mange englændere mente, at krigen var Guds straf over Henrik for mordet på Becket.
Måske troede kongen også på rygterne, for han besluttede at gå barfodet gennem Canterburys gader iført en kradsende bodsskjorte. Foran Beckets grav knælede han og erklærede, at det hele var hans skyld.
Kongens anger mildnede tilsyneladende de højere magter, for straks skete et nyt mirakel: En kurér ankom fra slagmarken med nyheden om, at den skotske konge var blevet taget til fange. Henrik 2. og hans rige var reddet.
Den kongelige bodsgang gjorde Canterburys gamle katedral til et endnu mere populært valfartssted, men året efter ramte ulykken:
Tagets svære tømmer blev antændt af gnister fra en brand i byen, og katedralen udbrændte.
Beckets kiste i krypten under gulvet var dog urørt af flammerne, og midt i katastrofen øjnede munkene i Canterbury nye muligheder:
Med en større og finere katedral bygget op om Beckets martyrium kunne endnu flere pilgrimme tiltrækkes – og dermed større indtægter.
Adskillige arkitekter bød sig til, men valget faldt på den franske bygmester William af Sens. Han havde været med til at opføre en pragtfuld katedral i den franske by Sens.
Guld, sølv og ædelsten fra katedralen endte i Henrik 8.s skatkammer.
Henrik 8. plyndrede Canterbury
I over 400 år var Canterburys katedral en af Europas vigtigste kirker, men den engelske konges skilsmisse i 1533 satte en stopper for storhedstiden.
Paven forbød i 1531 Englands Henrik 8. at lade sig skille fra sin dronning. Kongen blev så rasende, at han smed den katolske kirke ud af landet.
I stedet skabte han Church of England – den protestantisk inspirerede engelske folkekirke – og udnævnte sig selv til troens øverste autoritet. Ud over friheden til at gøre, hvad der passede ham, var der endnu en gevinst ved den nye statsreligion:
Kongen kunne beslaglægge den katolske kirkes enorme værdier.
Overalt i England blev kirker, klostre og katedraler plyndret, og intet sted gik kongens mænd mere hårdhændet til værks end i Canterbury.
I 1538 rykkede soldater ind og plyndrede katedralen for værdier. Hele 26 vognlæs guld, sølv og ædelsten blev kørt til Henriks skat-kammer i London.
Kongen hadede imidlertid dyrkelsen af Thomas Becket så inderligt, at han beordrede den afdøde ærkebiskops jordiske rester brændt til aske og spredt for vinden.
Kongen befalede endvidere: “Han (Becket) skal ikke længere kaldes helgen. Billeder af ham skal fjernes fra det ganske land, og ingen fest skal mere holdes på hans helgendag”.
Canterbury havde for altid mistet sin position som Europas største valfartssted.
Bygmester lukkede lyset ind
Kirkerum var dengang mørke og trange, men katedralen i Sens lukkede lys ind i Guds hus. Bygningen afspejlede på én og samme tid, at Herrens lys skinnede på skaberværket – og at ærkebiskoppen i Sens var en magtfuld mand. Nu skulle bygmester William gentage kunststykket i Canterbury.
William besluttede at bygge den nye katedral oven i ruinerne af den gamle, så to ydervægge, der havde overlevet flammerne, fik lov at stå.
Byggeriet krævede ikke kun arkitektonisk talent, men også masser af oksedrevne kærrer og rå muskelkraft.
De sandfarvede sten til katedralens mure og tårne blev bestilt i Caen i Normandiet. På Williams ordre blev store stenblokke huggede ud i mindre stykker allerede i stenbruddet for at spare på omkostningerne til transport.
Når stenen skulle lastes over i skibene, skete det ifølge Canterburys munke med hjælp fra opfindsomme hejsemaskiner, som William personligt havde udtænkt.
Bagerst i Canterbury Cathedral ligger et kapel med smukke mosaik-vinduer. I det gule skrin på gulvet blev toppen af den myrdede biskop Beckets kranie opbevaret.
Datidens kirker havde mure så tykke som fæstninger, men væggene som rejste sig på Canterburys nye katedral, var så tynde, at de lod til at trodse al fornuft.
Hemmeligheden lå i bygmesterens nøjagtigt forarbejdede sten.
William “leverede forme, så stenhuggerne kunne hugge stenene ud, præcis som de skulle være”, berettede munken Gervase, som fulgte byggeriet på tæt hold.
Hver enkelt sten blev forsynet med et nummer, så arbejderne på byggepladsen kunne se, hvor den skulle sidde for at passe perfekt sammen med de andre.
Becket blev hovedtemaet
Williams omhu og dygtighed gav hurtigt resultater. Allerede efter fem år kunne besøgende se konturerne af det, der skulle blive en af Europas prægtigste katedraler.
Canterburys indbyggere og de talrige pilgrimme var med rette imponerede over William af Sens, men arkitekten fik ikke lov at se sit værk fuldendt. I 1180 var arbejderne netop gået i gang med den vanskelige opgave at bygge kirkens hvælvede loft, da katastrofen indtraf.
Som så ofte før klatrede William op på et 15 meter højt stillads for at få overblik, da det styrtede sammen. Bygmesteren landede med et klask på stengulvet.
William af Sens overlevede, men kom aldrig til at arbejde igen. Han vendte hjem til Frankrig og blev efterfulgt af en ny mester, som kilderne kun fortæller hed William den Engelske.
Om det skyldtes den nye bygmester eller ærkebiskoppen af Canterbury, vides i dag ikke, men dyrkelsen af Beckets martyrium nåede efter uheldet nye højder. Et helt kirkeskib mere blev tilføjet det allerede store byggeprojekt.
Her skulle et prægtigt kapel ligge, så pilgrimme i massevis kunne bede ved Beckets grav på samme tid.
Fra katedralens første skib ledte trapper opad, forbi stedet, hvor Becket var blevet myrdet.
Røde sten blev anvendt for at minde besøgende om blodsudgydelserne, da Sankt Thomas blev myrdet.
For enden af trapperne blev et overdådigt kapel bygget til Beckets sarkofag. Smukke ornamenter prydede loftet, som så ud til at svæve højt over kirkegængerne. Et sidekapel af lige så stor skønhed fuldendte katedralen.
Her skulle det stykke af Beckets kranie, som sværdet havde hugget af, ligge i et relikvieskrin.
Det ekstra kirkeskib var en voldsom fordyrelse af byggeriet, og måske derfor sparede bygmester William den Engelske på kostbare materialer som marmor.
I stedet skabte han med stor dygtighed bemærkelsesværdige resultater med billigere materialer. Til kirkens søjler valgte han det såkaldte Purbeck-marmor fra den sydengelske halvø af samme navn.
Stenene havde intet med marmor at gøre, men var en form for kalksten. William vidste imidlertid, at kalken kom til at ligne det fineste marmor, når den blev finpudset og poleret.
Morderne fik aldrig den belønning, de havde håbet på.
Morderne forsvandt i Det Hellige Land
De fire riddere, som myrdede Thomas Becket, flygtede efter ugerningen til det skotske slot Knaresborough, som tilhørte den ene af morderne.
Her gemte de sig i månedsvis, imens de håbede på at blive belønnet af kongen. De blev skuffede.
På grund af ramaskriget over mordet på ærkebiskoppen turde Henrik 2. ikke andet end at lade paven dømme i sagen. Dommen fra Rom lød, at morderne skulle sejle til Jerusalem og kæmpe som korsriddere i 14 år.
Slukørede drog de fire riddere afsted i 1172, og kilderne antyder, at deres tid i Det Hellige Land blev kort. Senest i 1174 var alle fire døde.
Ifølge legenden blev de begravet uden for Jerusalems porte, så besøgende trampede hen over deres grave på vejen ind i Guds by.
Pilgrimmene strømmede til
Katedralen stod færdig i 1184 og blev i løbet af kort tid de kristnes vigtigste valfartssted. Hverken Peterskirken i Rom, katedralen i spanske Santiago de Compostela eller Gravkirken i Jerusalem tog de næste århundreder i mod så mange pilgrimme som Canterbury.
Mange troende kom for at bede ved Beckets grav, for katolikkerne mente, at helgener kunne gå i forbøn for dem, så deres anmodning om hjælp bedre blev hørt af Gud.
Andre kom i håbet om et mirakel, der kunne kurere sygdom.
Kirken tjente styrtende på at sælge souvenirs – alt fra stofmærker, der kunne sys på tøjet og vidne om pilgrimsfærden, til små tinflasker med vievand, der angiveligt var blandet med Beckets blod.
Rigdommene betød, at katedralen forblev en skønhed. Nye mosaikker, et prangende klokketårn og meget mere kom til i årenes løb.
Selv efter protestantismens indførelse i England i 1500-tallet forblev Canterbury Englands hoved-kirke og er det stadig.