Newgate-fængslet i London var helvede på jord

Newgate er død og lidelse

Lige siden Newgate i slutningen af 1100-tallet slog porten op for de første forbrydere, har fængslets navn uundgåeligt været forbundet med død og lidelse.

I de lidt over 700 år, som fængslet når at eksistere, bliver det om- og udbygget i adskillige omgange, men for de tusindvis af ulyksalige mennesker, der gennem århundrederne ender bag tremmerne, er døden altid en trofast cellekammerat.

I Newgate har døden mange årsager. Nogle bliver brændt på bålet, andre får skilt hovedet fra kroppen, og godt tre kilometer fra fængslet, i Tyburn – som ligger i et hjørne af det nuværende Hyde Park – er galgerne rejst.

Overlever fangerne indespærringen, ender de deres dage i Tyburn.

Men mange når ikke at sætte sig op i den skrumlende kærre, der skal føre dem gennem storbyens mylder til henrettelsesstedet – de bukker under for sygdom eller mishandling.

Når londonerne omtaler fængslet som “helvede på Jorden” og “de levendes grav”, er det ikke uden grund.

Newgate er et stinkende og overfyldt fangehul, og på en varm sommerdag siver dunsten af kloak og rådnende menneskekød ud gennem alle sprækker og ud i de omgivende gader og bygninger.

Butiksejerne i nabolaget må lukke ned, når stanken er værst, fodgængere iler forbi de tykke mure, mens de holder sig for næsen, men for morderne, tyveknægtene, småsvindlerne og landevejsrøverne er der ingen nåde:

De må affinde sig med lugten og elendigheden, indtil retten har beseglet deres skæbne.

Indspærring er iskold forretning

Mange af fangerne i Newgate er endnu ikke dømt for deres forbrydelse – de er blot sat bag tremmer, mens de afventer deres dom ved kriminalretten.

Fængslet fungerer slet og ret som en opbevaringsanstalt, ikke som en bygning til afsoning af frihedsstraf, og de ufrivilligt logerende skal selv punge ud for opholdet.

Fængslet er på private hænder, og forpagteren tager sig godt betalt for sine ydelser.

Lige fra det øjeblik, fangen bliver bragt til fængslet, og til han eller hun forlader det igen – død eller levende – må den indsatte eller dennes slægtningene til lommerne.

“Fangevogterne destillerer penge ud af de stakkels fangers tårer”, klager en indsat i 1700-tallet. Når fangen ankommer til fængslet, opkræver portvagten et beløb til lys, kul og de cirka 20 kg tunge jernkæder, som skal lænke fangen fast til gulvet i cellen.

Folk uden penge må betale med deres tøj, og de, der har råd, kan købe sig til lettere lænker. Fanger, der har mange penge, kan til gengæld slippe helt for at blive lagt i lænker.

Fornødenheder som sæbe, tøj, seng og et tæppe skal de indsatte også selv betale, men velhavende fanger behøver ikke være bekymrede for at måtte gå ned i levestandard – de kan købe sig til et luksusophold med privat bolig og tjenestefolk, der laver mad og vasker tøj, og med prostituerede, der sørgede for at tilfredsstille de mest intime behov.

En af disse velbeslåede fanger beskriver i 1717, hvordan han kort efter ankomsten – og efter at have erlagt en mindre formue – bliver budt på et stort glas brændevin af en tyk dame, som orienterer ham om, at han snarest ville få serveret en varm middag.

“Sir, jeg forstår, at De er en gentleman, som er alt for veluddannet til at tage bolig i en kælder blandt tyve, mordere og landsforrædere. De vil blive indlogeret i et værelse som i et privat hus, hvor De vil være sikret den bedste konversation med ligesindede”, garanterer fangevogteren – og holder sit løfte.

Hver aften får manden lov til at modtage besøg af andre velbeslåede fanger og af venner og slægtninge udefra, og så står programmet ellers på hygge med kortspil, drinks og dybsindige samtaler.

Kister bruges som senge

Hvor de rige er sikret hjemlige forhold og endda har mulighed for at indlogere ægtefælle, børn og hunde i fængslet, er de fattige til gengæld forvist til buldermørke, rottebefængte og fugtige grotter under jorden.

Her må de sove på isnende kolde stengulve uden ret meget tøj, med lænker om arme og ben og uden et tæppe til at tage over sig.

“Dér ligger de, som svin på jorden, den ene oven på den anden, jamrende og hylende”, som en besøgende beskriver forholdene i fængslet.

Newgate er efter ombygningen i slutningen af 1660'erne beregnet til højst 150 fanger, men huser stort set altid mindst det dobbelte antal.

I de trange celler ligger fangerne derfor i lag, hvis de da ikke er henvist til at tilbringe natten i en kiste.

Fængslets tømrer har altid rigeligt af dem på lager, og i forhold til de fanger, der stuves sammen med rådnende lig af afdøde medfanger, er kiste-soverne faktisk ret privilegerede.

Maden må fangerne også betale af egen lomme, og fattiglemmerne må tage til takke med de smuler, som barmhjertige sjæle bringer til fængslet.

Tit når fangerne dog ikke at få del i foræringerne, men må sulte, fordi fangevogterne stikker al maden til side til sig selv.

Drikkelse kan købes i fængslets livlige og døgnåbne bar, men til hårrejsende priser.

De mange, der ikke har råd til at slukke tørsten i rene drikkevarer som gin og øl, må derfor klare sig med grumset vand fra en spand – med risiko for at rage smitsomme sygdomme til sig.

Fængselsfeberen hærger

Stort set alle fangerne i Newgate er plaget af lus og lopper, og utøjet skelner ikke mellem høj og lav.

De små parasitter fremkalder ikke kun en nederdrægtig kløe, men også den dødbringende sygdom tyfus. Lidelsen går under navnet gaol fever, “fængselsfeber”, og udbrud er så hyppige, at hver fjerde af Newgates indsatte bukker under, før de når at blive henrettet. i 1726 ender 21 fanger deres dage i galgen, mens 83 dør af tyfus.

Talrige andre sygdomme florerer i fængslet, heriblandt kopper, og Newgate er i det hele taget så usund og uhygiejnisk, at læger pure nægter at sætte deres ben på stedet – af frygt for deres eget ve og vel.

Enhver, som har været i nærheden af de kriminelle, bør straks efter besøget vende vrangen ud af mavesækken og tømme tarmene.

Kun på den måde kan man slippe af med de modbydelige sygdomme og rådne substanser, som må have taget bolig i kroppen, formaner lægerne.

Håndværkere på opgave i fængslet må betale dyrt for at passe deres arbejde: Da stanken fra fængslet i 1750 bliver så ulidelig, at naboerne ikke længere kan holde det ud, hyrer Newgate 11 mand til at vaske væggene med eddike.

Syv af mændene bliver smittet med fængselsfeber og dør. Deres indsats viser sig oven i købet at være forgæves.

Feberen fortsætter med at rase som aldrig før og breder sig endda til nabobygningen, kriminalretten Old Bailey, hvor 60 mennesker, inklusive Londons borgmester, smittes og dør.

Tunge sten giver hurtig tilståelse

Newgate er berygtet for et væld af andre måder at komme smertefuldt af dage på, og de, der dømmes til hængning, slipper nådigst.

Gennem fængslets levetid hører mishandling af fangerne til dagens orden, og mens de indsatte venter på at blive dømt, bliver de underkastet alt fra brændemærkning med gloende jern til pisk og tortur.

I fængslets første år risikerer de indsatte endog at blive kastreret, få stukket øjnene ud eller hugget hænderne af, men en af Newgates mest frygtede og bestialske torturmetoder foregår i det såkaldte pressing room, “presserummet”, som er i brug helt frem til 1772.

I forsøget på at tvinge en tilståelse frem bliver fangen klædt af og spændt fast til gulvet med arme og ben strakt ud til siderne.

Mens han ligger på ryggen, får han en planke over sig, som er belæsset med blylodder eller sten.

Trods den umenneskelige smerte vælger de fleste at tie og dermed dø – af hensyn til deres slægtninge.

I det øjeblik en fange har tilstået sin forbrydelse, har staten ifølge loven ret til at beslaglægge alt, hvad han og hans familie ejer.

Går fangen derimod i døden med sin hemmelighed, redder han sine efterladte fra økonomisk ruin.

En af de fanger, der nægter at erkende sin skyld, er major Strangeways, som i 1659 står anklaget for at have myrdet sin søsters mand.

Ved retten erklærer Strangeways sig uskyldig, men i presserummet skal tortur få hans tunge på gled.

Blandt tilskuerne til mishandlingen er en skare af majorens venner, som gyser af gru, da de hører hans ribben knække og give efter for vægten.

Vennerne ånder lettet op, da de hører major Strangeways stønne “Herre Jesus, tag imod min sjæl”.

De tror, at majoren nu er på nippet til at dø, men mod forventning lever han videre. I desperation beslutter vennerne sig for at hjælpe staklen på vej – de sætter sig på brættet for at give ekstra tyngde og endegyldigt bringe majorens pinsler til ophør.

Efter otte-ti minutter under pres udånder Strangeways omsider.

Kogte hoveder udstilles offentligt

Som det er tilfældet med alle andre døde Newgate-fanger, bliver Strangeways' afsjælede legeme opbevaret i fængslet, indtil de efterladte betaler for at få liget udleveret.

Nogle lig bliver aldrig afhentet, men får lov at rådne op inde i fængslet.

Andre lig parteres i et slagterum, så fangernes hoveder kan sættes på stage og udstilles til skræk og advarsel – enten på fængselsmuren eller på prominente steder som London Bridge.

En indsat i Newgate, Thomas Ellwood, bliver i 1662 vidne til det makabre arbejde, der foregår i slagterummet, og han beskriver efterfølgende proceduren, som fylder ham med afsky:

“Bødlen fiskede hovederne op af en beskidt affaldskurv og placerede dem ved siden af nogle fanger. Han og fangerne lavede sjov med hovederne. De tog fat ved håret, hånede og spottede og grinede af dem, og så – efter at de havde kaldt dem grimme navne – slog de dem på ørerne og kinderne. Da de havde gjort det, puttede bødlen hovederne ned i sin kedel og kogte dem med kamfer, så de ikke gik i forrådnelse”.

Slagterummets gennemtrængende stank af kamfer og kogt menneskekød er ubærlig og hænger i luften som en konstant påmindelse til de dødsdømte om den skæbne, der snart bliver deres.

Og skulle de et øjeblik have held til at fortrænge, at de lever på lånt tid, sørger klokkeren i den nærliggende kirke, St. Sepulchre-without-Newgate’s Church, for, at de ikke glemmer det.

Sørgeklokken bimler

Mandag er altid den dag, hvor de dødsdømte bliver henrettet, og søndag ved midnatstid kommer klokkeren på besøg i fængslet, hvor han slår 12 sørgeslag på sin medbragte klokke og reciterer et digt, der er forfattet til lejligheden.

“Forbered jer, for i morgen vil I dø. Vær på vagt, og bed, den time kommer nær, hvor I skal stå frem foran den almægtige. Gransk jeres sind, angr i tide, så I ikke bliver sendt til de evige flammer”, messer han.

Ved daggry fjernes fangernes lænker, og de dødsdømte får mulighed for at iføre sig deres bedste tøj.

De fleste vælger at tage deres bryllupstøj på, andre har ikke andet tøj end det, de går og står i. Uanset påklædningen er der nu kun én vej: mod galgen uden for byen.

Uden for fængselsporten venter en hestetrukken kærre, som skal fragte fangerne de godt tre kilometer til Tyburn.

På trods af den korte afstand kan turen snildt tage tre timer, eftersom tusindvis af mennesker har taget opstilling langs hele ruten for at få et glimt af fangerne.

På vejen til galgen sidder fangerne på deres egen kiste, og med i optoget er også bødlen, som skal ekspedere dem ud af denne verden.

Henrettelsesdagene er sande folkefester. Både børn og voksne er af huse, de hujer, jubler og kaster mad og blomster op til de fanger, som de har sympati for.

Døde hunde og katte slynges efter de upopulære. Undervejs til galgen gør hestevognen stop ved mindst én pub, hvor fangerne skyller en velvoksen gin og en øl ned, før de traditionen tro råber:

“Jeg giver en pint på vejen tilbage”.

Ved Tyburn venter typisk langt over 10.000 tilskuere.

Som på et fodboldstadion er der rejst tribuner, hvor tilskuerne kan købe sig til en god udsigt til galgerne, og de, der har penge på lommen, kan desuden forsyne sig med øl, aviser og mad hos sælgerne, der har kronede dage.

“Dø vel” råber tilskuerne

Inden fangerne bliver hængt, får de lov at tale fra kærren. Nogle er kortfattede og nøjes med at bede Gud om tilgivelse, andre taler og taler og bliver ved med at bedyre deres uskyld i én uendelighed:

“Jeg er ikke en synder”, jeg er uskyldigt dømt”, messer fangen i håbet om et mirakel. Af og til sker miraklet, at en fange bliver benådet i sidste øjeblik – men det forekommer også, at benådningen indløber lige akkurat for sent.

For øjnene af et stadig mere ophidset og højtråbende publikum giver bødlen fangen et bind for øjnene og lægger løkken om hans hals, og når den dødsdømte giver tegn til, at han er klar, bliver kærren trukket væk, så han mister fodfæstet.

“Good dying”, dø godt, råber tilskuerne, mens fangen spræller i galgen og gisper efter vejret.

Langt de fleste lider en langsom og smertefuld død, og det kan snildt tage en halv time, inden fangen er kvalt.

Populære fanger kan få hjælp af bødlen, der hopper op på hans skuldre og får halsen til at knække, så lidelserne afkortes og døden fremskyndes.

Bødlen piller den livløse krop ned fra galgen og bugserer den ned i en kiste. Selv i døden tilhører fangen stadig Newgate, så nu går turen tilbage til helvede på Jorden.

Her kan den henrettede forpeste luften yderligere, indtil hans efterladte har råd til at få liget udleveret.