Lyden af de mange hundrede mejsler, kiler og løftestænger, der på samme tid hamrer sig vej igennem marmorbjerget, er øredøvende.
Overalt i det store stenbrud hugger svedige, halvnøgne stenhuggere sig dybere og dybere ind i Pentelikon-bjerget 17 km uden for Athen.
I grupper på 10-12 mand frigør de i en regn af stensplinter marmorblokke på op til 40 tons, mens erfarne chefstenhuggere nøje inspicerer blokkene for skjulte fejl og revner.
I bunden af den brede korridor, der fører ud af bruddet, lyder høje, taktfaste råb. En groft tilhugget kapitæl – en søjletop – er ved at blive slæbt ud af bruddet.
Kapitælen ligger på en kraftig træslæde, der med tykke reb er forbundet til to kæmpestore kranspil. Med en kvasende lyd ruller slæden langsomt fremad på de runde træstokke, der ligger på jorden foran den. Mændene, der drejer hjulene på de enorme kranspil, stønner højlydt af anstrengelse.
Året er 442 f.Kr., og i horisonten kan stenhuggerne skimte den mægtige Akropolis-klippe, der tårner sig op over landskabet midt i Athen – det græske fastlands største og stærkeste bystat.
På klippetoppen står et gigantisk træstillads, der hæver sig over 20 m op over Akropolis. Bag stilladset er et skinnende hvidt marmortempel ved at vokse frem.
Templet skal i eftertiden blive kendt som Parthenon – det mest overdådigt udsmykkede og teknisk avancerede tempelbyggeri, oldtidens verden endnu har set.
Perserkrigene skabte Parthenon
Parthenon er igennem tiden blevet brændt, bombet og brugt som stenbrud. I dag – efter mere end 30 års restaurering – står templet næsten, som da det blev bygget.
Ideen til det enorme byggeri på Akropolis opstod næsten et halvt århundrede tidligere. I 490 f.Kr. havde kong Dareios fra det mægtige perserrige i nutidens Iran og Tyrkiet landsat en stor hær på Marathon-sletten 42 km fra Athen.
Dareios' mål var at indlemme Athen og de andre græske bystater i det persiske storrige. Athenerne sendte straks en hær, der – trods deres langt mindre antal – med dødsforagt angreb fjenden.
Da slaget var ovre, lå over 6000 persere døde på slagmarken, mens athenerne ifølge den græske historiker Herodot kun havde mistet 192 mand.
Athens borgere var overbeviste om, at sejren skyldtes guddommelig indgriben fra byens skytsgudinde, Athene. De besluttede derfor at bygge gudinden et helt nyt tempel på Athens hellige klippe, Akropolis – “højbyen”.
På den tid blev templer bygget i kalksten, der var både billigt, nemt at tilhugge og heller ikke vejede så meget.
Athenerne besluttede imidlertid at bygge det nye tempel i det langt dyrere og tungere marmor. Den hårde sten var førhen blevet brugt til statuer, men aldrig til et helt tempel.
Athenes nye tempel nåede imidlertid aldrig at blive færdigbygget, for i 480 f.Kr. angreb perserne på ny – nu med en hær på over 600.000 soldater og en enorm flåde.
Denne gang evakuerede Athen sine borgere ud af byen og satsede i stedet på at slå persernetil søs.
I slaget ved Salamis lykkedes det de athenske krigsskibe at lokke perserne i en fælde og knuse deres flåde i et mægtigt søslag, der en gang for alle afgjorde kampen mellem øst og vest.
I mellemtiden havde den persiske landhær dog nået at indtage Athen, hvor de – ligesom i de andre græske byer – havde ødelagt templerne.
I Athen var samtlige helligdomme på Akropolis, inklusive det ufærdige tempel til Athene, blevet jævnet med jorden.
Tempelødelæggelserne var en katastrofe for grækerne, der svor aldrig at genopbygge helligdommene, men lade ruinerne stå til minde om persernes barbari.
Mere end 30 år skulle derfor gå, før athenerne gik i gang med det byggeri, som eftertiden mere end noget andet vil huske dem for.
Perikles ville bygge sig ud af krise
Parthenon var det vigtigste af alle Akropolis-klippens templer.
Den mand, der fik athenerne til at opgive deres løfte og påbegynde opførelsen af Parthenon, hed Perikles. Han var leder af Athens demokratiske parti og havde vundet sig et ry som en dygtig general på slagmarken.
Desuden var han en af sin tids bedste talere og havde ifølge de græske historikere en stemme, som var så rolig og behersket, at den “lød som et musikinstrument”.
Da Perikles blev leder af det demokratiske parti, var Athen truet af stor arbejdsløshed. Især byens mange fattige bønder, kunstnere og håndværkere var hårdt ramt.
Perikles besluttede sig for at kickstarte økonomien ved at sætte et gigantisk byggeprogram i gang med særligt fokus på genopbygning af templerne på Akropolis.
Og kronen på værket skulle være et nyt tempel til Athene – et tempel, hvis mage ingen før havde set.
Til Athens folkeforsamling, der stod for vedtagelsen af byens love, forklarede han, at byggearbejderne ville give kunstnerne og håndværkerne mulighed for at tjene deres by på samme måde som Athens soldater og søfolk, og at de ligesom hæren skulle belønnes af staten for deres arbejde: “Velstanden vil brede sig til alle borgere, i hvad alder eller erhverv de end er”, forklarede Perikles ifølge den græske historiker Plutarch.
Det ambitiøse byggeprojekt krævede imidlertid penge – mange penge. I årene efter sejren over persernes flåde var Athen blevet Grækenlands største militærmagt.
Athenerne havde derfor skabt en forsvarsalliance, hvor de andre græske byer mod betaling til en fælles kasse på øen Delos fik den athenske flådes beskyttelse.
I 454 f.Kr. lod Perikles forsvarsalliancens pengekasse hente til Athen for at betale for byggerierne. Pengene var ellers øremærket til en eventuel krig med Perserriget, men Perikles var ligeglad.
Nu skulle Athen og Akropolis stråle, og det passede ham fint, at de allierede betalte gildet.
Byggeriet går i gang
Det første og vigtigste af byggerierne på Akropolis var Athenes tempel. Perikles udpegede to af Grækenlands dygtigste arkitekter til at tegne den nye helligdom.
Og som hovedskulptør og overtilsynsførende for hele byggeriet udpegede han Grækenlands mest berømte kunstner: Fidias, der bl.a. var kendt for at have lavet en gigantisk statue af Zeus i elefenben og guld.
I år 447 f.Kr. gik opførelsen af Athenes tempel i gang: “Derefter rejste byggerierne sig, ikke mindre statelige i størrelse end udsøgte i form, mens arbejderne stræbte efter at overgå materialer og design med skønheden i deres håndværk”, skrev Plutarch.
Ligesom det ikke-færdigggjorte Athene-tempel, som perserne havde ødelagt, skulle det nye tempel også bygges i rent marmor.
Hundreder af stenhuggere arbejdede i døgndrift i Pentelikon-marmorbruddet. Enorme marmorblokke blev hugget fri, groft hugget til og derefter læsset på solide muldyrtrukne vogne.
Alene køreturen ind til Athen har ifølge forskerne taget tre dage, og byggeriets hurtighed taget i betragtning må stenhuggerne i sommermånederne dagligt have sendt mindst 15 vogne hver med op til 20 tons tunge marmorblokke af sted til Akropolis.
Beregninger viser, at mere end 20.000 tons marmor blev transporteret til Athen fra marmorbjerget i løbet af de 15 år, byggeriet tog.
Grækerne havde ukendte værktøjer
Perikles satte billedhuggeren Fidias i spidsen for Parthenon-projektet.
Først på selve Akropolis-klippen blev marmorblokkene hugget helt til, hvorefter de med kæmpestore trækraner blev hejst på plads.
Det tungeste arbejde blev givetvis udført af slaver, men også værktøjsmagere, tømrere og rebslagere deltog i det gigantiske projekt. I alt regner forskerne med, at ca. 20.000 arbejdere har knoklet på Parthenon-byggeriet.
Forskerne har i dag ingen skriftlige kilder, der i detaljer beskriver, hvordan selve byggeriet foregik. Men deres undersøgelser af Parthenon viser, at blokkene er hugget til med en næsten fanatisk præcision, som selv nutidens maskiner har svært ved at eftergøre.
Nogle steder er mellemrummet mellem blokkene fx mindre end en tyvendedel af en millimeter – tyndere end et menneskehår.
Hvordan grækerne kunne tilhugge de ca. 70.000 marmordele, templet består af, så præcist og ikke mindst så hurtigt, er fortsat en gåde.
Manolis Korres, der har stået i spidsen for restaureringen af Parthenon, har undersøgt de mærker, som oldtidens værktøjer har efterladt på stenene.
Undersøgelserne viste, at grækerne havde mejsler, som var både skarpere og mere slidstærke end nutidens.
Også templets proportioner var nøje afstemt. Forskerne har fundet ud af, at Parthenons arkitekter sandsynligvis gik efter måleforholdet 4:9.
Netop det måleforhold ses fx imellem templets bredde på 30,8 m og dets længde på 69,51 m. Samme forhold ses mellem facadens højde og bredde og flere andre steder.
Det særlige måleforhold gav templet den symmetri og harmoni, som er et af de mest karakteristiske træk ved Parthenon. Tallene havde imidlertid også en rent symbolsk betydning.
Ifølge græske matematikere var tallet fire forbundet med retfærdighed og sejr, mens tallet ni blev forbundet med tyranni og magt.
For grækerne symboliserede det særlige målestoksforhold derfor athenernes sejr over persernes tyranni.
Perikles truede med selv at betale
Perfekt eller ej, ikke alle var begejstrede for Perikles' byggeprojekt. Den karismatiske leder havde mange fjender blandt især den aristokratiske overklasse, som ikke brød sig om hans store popularitet.
De begyndte at klage højlydt over de enorme summer af de allieredes penge, som blev brugt på byggeriet: “Grækenland må føle sig frygteligt fornærmet og tyranniseret, når hun ser den tribut, vi med magt har taget fra hende, brugt på at forgylde og dekorere vores by ligesom en forfængelig kvinde”, lød anklagen ifølge Plutarch.
Perikles' kontante svar var, at så længe Athen løste de forsvarsopgaver, pengene var betaling for, så skyldte byen ikke forbundsfællerne noget regnskab.
Det fik ikke kritikken til at forstumme, og både komediedigtere og medlemmer af folkeforsamlingen kritiserede ham i al offentlighed.
Til sidst fik Perikles nok. Ved et møde rejste han sig rasende og spurgte befolkningen, om de mente, at han havde brugt for mange penge på de offentlige bygningsværker.
Folket sagde i kor, at det mente de, hvortil Perikles ifølge Plutarch svarede: “I så fald bør udgifterne ikke stå for jeres regning, men for min, og da skal mit navn indhugges i bygningerne”.
Det fik stilheden til at sænke sig over forsamlingen, mens forvirringen og forbløffelsen bredte sig.
Det ville athenerne trods alt ikke gå med til, og Perikles fik derfor folkets opbakning til at bruge alle de penge, som var nødvendige for at få byggerierne færdige.
Udsmykningen overgik alt
Billedhuggeren Fidias lavede en 12 m høj statue af Athene, som i den ene hånd bar Nike – sejrens gudinde.
I år 438 f.Kr. – efter kun ni års byggeri – stod Athenes tempel færdigt. Nu var det skulptøren Fidias og hans folks tur til at demonstrere deres evner.
Fidias, der var ansvarlig for det samlede tempelbyggeri, havde allerede lavet en 12 m høj statue af gudinden Athene til templet.
Gudinden var udført i elfenben og belagt med ikke mindre end 1100 kg guld og stod i det såkaldte cella i midten af det 70 m lange tempel.
I den østlige ende af templet var selve indgangen, mens den vestlige indeholdt det såkaldte Parthenon – eller Jomfrukammeret, hvor unge piger under ofringsfesten til Athene opvartede gudin-den.
Det var fra dette kammer, at templet engang i 300-tallet f.Kr. fik sit nu så berømte navn. Nu gjaldt det imidlertid for Fidias om at lave templets skulptur-dekorationer.
De fleste græske templer havde skulptur-udsmykning, men Parthenons udsmykning slog alt, hvad græske billedhuggere tidligere havde givet sig i kast med.
Rundt om hele templet, lige over søjlerne, udsmykkede Fidias templet med 92 såkaldte metoper – reliefplader – der fremstillede mytiske kampe mellem guder og titaner og grækere og amazoner – orden og civilisation over for kaos og barbari.
Kampene var symboler på athenernes egen kamp mod og sejr over de barbariske persere 40 år forinden.
Rundt om den indre del af templet umiddelbart oven over søjlerne udhuggede Fidias desuden en 160 m lang relieffrise, der viste det såkaldte panathenæer-optog, hvor athenerne valfartede op til Akropolis med ofre til gudinden.
Det var første gang nogensinde, at almindelige dødelige optrådte i en tempeludsmykning på lige linje med guder.
Forskerne mener, at Fidias på den måde viste, at templet ikke kun var et bygningsværk til ære for Athene, men i lige så høj grad til ære for athenerne selv.
Fidias' største bedrift var skulpturerne i templets to gavle. De viste henholdsvis Athenes fødsel og Athenes kamp mod havguden Poseidon om at blive Athens skytsgud.
Det bemærkelsesværdige var ikke scenerne som sådan, men den stil, skulpturerne blev lavet i. Aldrig før havde gavlskulpturer set så livagtige ud, og Fidias' arbejde blev højdepunktet for det, som forskerne senere hen har kaldt den klassiske kunst.
Fidias blev syndebuk for Perikles
I år 432 f.Kr. var Fidias' overdådige udsmykning færdig. Alt i alt havde byggeriet kun taget 15 år. Prisen på det færdige tempel var imidlertid også enorm.
Ud fra de fragmenter af Parthenon-byggeriets regnskaber, forskerne har fundet, anslås det, at den totale sum for bygningsværket lå på op imod 800 sølvtalenter. På den tid kunne bare en enkelt sølvtalent betale 170 rorskarles månedslønninger på et græsk krigsskib.
Perikles var dog tilfreds og gik straks i gang med også at renovere de mange andre templer på Akropolis-klippen samt den monumentale indgangsportal, Propylæerne, der anslås at have kostet stort set det samme at opføre som selve Parthenon-templet.
Nu begyndte Perikles' fjender imidlertid igen at forsøge at ødelægge bygherrens ry. Denne gang gik de efter hans nære venner.
Fidias blev i folkefor-samlingen beskyldt for at have hugget en del af det guld, som han havde fået til udsmykningen af den store Athene-statue.
Ifølge historikeren Plutarch var Fidias uskyldig. Han havde nemlig anbragt guldbelægningerne på statuen sådan, at de til enhver tid kunne pilles ned og kontrolvejes.
Mange af Athens andre kunstnere havde også set sig onde på den store billedhugger, fordi han på reliefferne på Athene-statuens skjold havde afbildet både sig selv og Perikles i kamp mod de mytiske amazone-krigere.
Perikles kunne derfor ikke forhindre, at Fidias blev smidt i fængsel, hvor den nedbrudte kunstner kort efter døde.
En gravsten for demokratiet
Perikles overlevede de mange angreb, hans person var blevet offer for. Men blot tre år efter Parthenons endelige færdiggørelse kostede en voldsom pestepidemi i Athen den store statsmand livet.
I mellemtiden var en blodig krig – den såkaldte peloponnesiske krig – brudt ud mellem Athen og en lang række andre græske bystater anført af byen Sparta.
Krigen endte i 404 f.Kr., da Athen efter et stort flådeslag måtte overgive sig. Da var guldet på Fidias' Athene-statue for længst smeltet om for at betale soldaterne.
Athens imperium var borte, og byen blot en skygge af sig selv. Tilbage stod Parthenon som en gravsten for athenernes fordums storhed og verdens første demokrati.