Pisa: Byggesjusk på gyngende grund

Enke testamenterede 60 guldstykker

Frittstående klokketårne, kampaniler, skød op i hundredvis i de italienske byer i 1100- og 1200-tallet. Den velhavende pisanske enke Berta di Bernado mente, at byens flotte kirke også burde have en af slagsen. Ved sin død i 1172 testamenterede hun hele 60 guldstykker til opførelsen af kampanilen.

Ingen aner, hvem der tegnede tårnet. Datidens arkitekter var ellers ret omhyggelige med at mejsle deres navne ind i bygningernes mure. Måske har bystyret været flov og fjernet alle optegnelser over hans eksistens.

Arbejdet begyndte den 9. august 1173. Rent æstetisk blev kampanilen placeret perfekt på Campo dei Miracoli, Miraklernes Plads. Så tæt på domkirken, at den tydeligvis var kirkens klokketårn, og samtidig så fjernt, at klokkernes vibrationer ikke ville forplante sig til kirken. Men ingeniørmæssigt­ var tårnets placering katastrofal.

Hele pladsen, og store dele af byen, var anlagt på et gammelt moseområde. Derfor var det ganske normalt, at bygningerne i Pisa ikke var helt i vater, men især Campo dei Miracoli var plaget af den bløde og uforudsigelige undergrund. Buscheto havde været særligt dygtig til at konstruere et godt fundament under katedralen, som da heller ikke rokkede sig en millimeter.

Den anonyme arkitekt bag kampanilen var ikke helt så omhyggelig. Han vidste dog, at en rund struktur er bedre til at fordele vægten, mens et firkantet tårn ville have en tendens til at tynge i hjørnerne. Arkitekten lod også den nederste af de otte etager være næsten massiv bag de dekorative søjler, så den kunne modstå presset fra de syv øvrige etager. Og endelig brugte han de første måneder af byggeriet på at få gravet et tre meter dybt hul til fundamentet, som blev støbt i en cementlignende blanding af sten. Fundamentet fik lov at sætte sig i tre måneder, mens hundredvis af dygtige stenhuggere brugte tiden på at forme de første stenblokke og søjler­, der skulle bruges til det enorme puslespil.

Intet tydede på, at konstruktionens vægt skulle blive et problem. Ingen anede uråd. Tårnet i Pisa bestod af luftige etager, der alle var båret af tynde søjler. Det nyskabende design så nærmest vægtløst ud.

Tårnet hældede lige fra første etage

Allerede da den første etage af fritstående søjler var på plads, bemærkede man, at tårnet hældede en smule, men ikke noget, en garvet pisaner, der var vant til den bløde undergrund, blev nervøs over. Den fortrøstningsfulde arkitekt konstruerede et tungere overhæng i den modsatte side af bygningen, hvilket flere gange tidligere havde vist sig rigeligt til at rette en genstridig og vakkelvorn bygning på plads.

Fem år senere stod kampanilen halvt færdig. Men så gik byggeriet i stå. Alle håndværkerne samlede deres redskaber og forlod byggepladsen. Der skulle gå næsten 100 år, før arbejdet fortsatte.

Ingen ved, hvorfor tårnet blev efterladt i halvfærdig stand. I samtidens arkiver har en notar skitseret det ufærdige tårn ude i en margen. Her er det tydeligt, at bygningen hælder. Men der er ingen forklaring på, hvorfor arbejdet blev indstillet. Nogle historikere gætter på, at tårnet pludseligt begyndte at hælde faretruende, og nogle besluttede at lad­e tårnet sætte sig mere stabilt i undergrunden­.

Efter en pause på præcis 98 år blev arbejdet endelig genoptaget. I 1278 stod syvende etage færdig, og man manglede blot at bygge etagen til de syv store klokker, der var ved at blive støbt. Men byggeriet gik atter i stå – formentlig pga. tårnets stadig voldsommere hældning­.

Ingen ved med sikkerhed, hvornår arbejdet blev genoptaget eller indvielsen fandt sted. Eneste spor er en fresko fra 1384, hvor tårnet er afbildet komplet med otte etager og klokker – mere skævt end nogensinde.

Da klokkerne endelig ringede, havde Pisa ventet på den smukke klang i omkring­ 200 år.

Bitter dværg protesterede mod Gud

Tårnets skæve vinkel blev for første gang officielt noteret i et dokument i 1550. Toppen af kampanilen rakte “sei braccia e mezzo” – seks en halv armslængde, eller 3,80 m, ud over tårnets fod. Pisas borgere var i århundreder flove­ over det åbenlyse byggesjusk, og ingen ønskede at tale om det.

Tårnets status som byens ikon blev først for alvor grundlagt i romantikken i begyndelsen af 1800-tallet, da et par besøgende engelske arkitekter fremsatte den opsigtsvækkende teori, at tårnets truende hældning var skabt med vilje. Den ukendte arkitekt havde angiveligt fået tårnet til at balancere på en knivsæg, mente gæsterne. Poeter som Shelley og Byron gjorde snart Pisa berømt.

Spekulationerne om, hvorfor tårnet blev bygget skævt, blev hurtigt til vandrehistorier. En af dem fortalte, at en dværg stod i ledtog med arkitekten, og at tårnet var en protest mod Gud for at have givet ham en deform skikkelse.

Myterne blev dog snart manet i jorden. En professor i arkitektur ved Pisas akademi for fine kunstarter satte i 1838 en udgravning i gang omkring tårnets fundament. Afsløringen af tårnets nederste sten viste tydeligt, at kampanilen ikke var bygget skævt, men at den ene side var sunket i jorden.

Myten om, at Det Skæve Tårn var udtænkt af geniale arkitekter, holdt dermed kun i 20 år. Men da havde kampanilen allerede sikret sig status som et af verdens mest kendte bygningsværker.

Tårnet modstod bomber og facister

Klokketårnet har ikke kun kæmpet mod tyngdeloven. Italiens fascister betragtede skævheden som vanærende, og den utålmodige diktator Mussolini trodsede i 1934 alle eksperters anbefalinger og beordrede, at der skulle sprøjtes­ cement ind under tårnets fundament­. Resultatet var, at tårnet stod endnu mere ustabilt end nogensinde og vippede først mod syd, så mod nord og øst, før det endelig faldt til ro i præcis sin gamle position.

Næste trussel opstod, da allierede fly i 1944 kastede tonsvis af bomber ned over de tyske stillinger i Pisa, uden at tage­ hensyn til hverken byens katedral eller dens klokketårn. Mirakuløst ramte ikke en eneste bombe hverken kirken eller tårnet.

Senere på året, en julidag i 1944, rettede en artillerienhed i den amerikanske invasionshær to batterier med tunge 155-mm kanoner ind, så det otteetagers tårn lå præcis i skudlinjen. Amerikanerne var overbeviste om, at tyskerne brugte bygningen som udsigtstårn. Det var den eneste forklaring på, at tyske mortérgranater med usvigelig træfsikkerhed regnede ned over de allierede.

En ung amerikansk sergent sneg sig derfor helt frem til tårnet og observerede det fra sit skjul. Et enkelt ord fra ham over radioen ville være tårnets dødsdom. Sergenten fik dog ikke øje på den tyske spejder i klokketårnets top. Ordren­ om dets tilintetgørelse blev holdt tilbage­, og Det Skæve Tårn på Miraklernes Plads står endnu­.