Peter Paul fæstningen

Skt. Petersborg skulle være verdens centrum

I 1703 påbegynder Peter den Store opførelsen af Skt. Petersborg. Zarens drøm om en mageløs ny hovedstad kommer til at koste svenske krigsfanger og andre tvangsarbejdere dyrt. Op mod 100.000 slider sig ihjel.

I 1703 påbegynder Peter den Store opførelsen af Skt. Petersborg. Zarens drøm om en mageløs ny hovedstad kommer til at koste svenske krigsfanger og andre tvangsarbejdere dyrt. Op mod 100.000 slider sig ihjel.

allposters.com, AKG-images/Historic-maps

De svenske krigsfanger er ved at miste håbet om nogen sinde at vende hjem igen, da de ankommer til Neva-floden denne augustdag i 1703. Med god grund, mange af dem skal dø her.

En tæt sommerregn gennembløder deres lasede uniformer. Foran dem ligger floddeltaet med mange småøer. Et kæmpestort sump­område, bevokset med krat og lave træer. Fugten står som en tåge over vandet.

På en af øerne rejser bjerge af jord sig – jorden bliver slæbt sammen af et levende transportbånd. Oven på jorden knejser et nyt fæstningsværk, der en skønne dag skal forsvare Skt. Petersborg.

Lige så tæt som sværmene af myg svirrer omkring deres hoveder, lige så tæt arbejder mændene på øen. Skulder ved skulder. Nær byggepladsen ser de svenske krigsfanger nogle barakker, men det er ikke her, de skal bo.

Barakkerne er officerernes kvarter – krigsfangerne, der skal arbejde på byggepladsen sammen med menige russiske soldater, tvangsudskrevne russiske bønder og straffefanger, bor stuvet sammen i primitive hytter på sumpet grund.

Mænd går i takt

Det siges, at Skt. Petersborg er anlagt på knoglerne af de mennesker, som byggede byen – bl.a. svenske krigsfanger.

© Frankie Fouganthin

En endeløs række af mænd slæber jord til byggepladsen i sække, i barkmåtter eller i deres egne frakkeskøder.

Udmarvede, frysende og sorte af mudder kæmper de sig af sted. Mange falder om af udmattelse og bliver liggende. Deres lig bliver stoppet i sækkkene, som de har slæbt jord med, og begravet på stedet. Med rette siger man, at Skt. Petersborg blev anlagt på knoglerne af de mennesker, der byggede den.

Det begyndte med en krig

Skt. Petersborg er én mands vision realiseret med vold og magt. Byen blev grundlagt den 27. maj 1703, da zar Peter den Store udpegede den største ø i deltaet, Hareøen, til stedet, hvor han ville have bygget en fæstning.

20.000 mand arbejdede på fæstningen fra maj 1703 til november, hvor frosten satte ind. Zar Peter havde travlt. Han var midt i en krig med Sverige, og når som helst risikerede han, at de svenske regimenter trak op langs floden for at udfordre ham.

Det skete faktisk i juli, men det lykkedes zaren at drive svenskerne tilbage – og slaget forsynede ham med endnu flere krigsfanger til sit byggeprojekt.

Zaren måler byggepladser op

Zaren var med til at måle Skt. Petersborgs byggepladser op.

© Bridgeman Images

Peter anførte en drengehær

Som dreng blev Peter den Store sendt bort fra hoffet i Moskva. Opvæksten blandt almindelige folks børn prægede hans regeringstid.

Nysgerrighed og reformiver kom til at dominere Peter den Stores regeringstid. Allerede som 10-årig blev han udnævnt som zar, sammen med sin svagelige bror Ivan. Men den egentlige magt havde halvsøsteren Sofia.

Efter en intrige blev Peter og hans mor sendt bort fra hoffet, og i stedet for et isoleret liv på slottet fik Peter en opvækst blandt borgerskabets børn.

Han samlede sine legekammerater i regimenter, og med tiden fik han følgeskab af officerer, der var utilfredse med Sofias styre. Peter afholdt feltøvelser, udviklede lederevner og samlede en hengiven armé på 2000 mand.

Som 17-årig lykkedes det Peter at tvinge Sofia fra magten. Hun forlod familien og gik i kloster. Peter omgav sig gerne med vesteuropæere, der opholdt sig i Moskva.

I 1697 besluttede han at drage ud på en halvandet år lang dannelsesrejse. Undervejs opholdt han sig flere måneder i Holland, hvor han lærte skibsbygningskunsten fra grunden.

Dagen efter sin hjemkomst til Moskva klippede zaren de lange skæg af en gruppe fornemme undersåtter, der var i audiens hos ham. En ny tid var begyndt.

Fæstningen, som fik navnet “Peter-Paul-Fæstningen”, stod allerede færdig i efteråret 1703. I årene efter blev jordvoldene erstattet med mure, 2,5 meter tykke og 12 meter høje.

Den endelige fæstning, som dækker hele Hareøen, består af seks bastioner. Frem til 1917 fungerede den som berygtet torturkammer og fængsel for Ruslands skiftende herskere.

Men fæstningen var kun begyndelsen. Peter ville også etablere en flådehavn, et skibsværft og en handelshavn med pakhuse. Han ville nemlig ikke bare besejre svenskerne i krig; han ville også åbne russernes øjne for Europa.

På dette tidspunkt var Rusland endnu lukket for omverdenen, groet fast i gamle traditioner. Udviklingen gik alt for langsomt, mente landets hyperaktive zar.

I 1697 havde han rejst rundt i Europa, og under et længere ophold i kanalbyen Amsterdam var han blevet inspireret til at etablere en hel by i Neva-deltaet.

Monument af Peter den Store

Peter den Store havde brug for en oceanhavn, der kunne sikre ham tæt kontakt med Europa. Derfor erobrede han de svenske provinser ved Østersøen.

© Shutterstock

Peter den Store ville have en havn

Geografien var en alvorlig hindring for zar Peter den Stores ønske om tæt kontakt med Europa. Ruslands eneste oceanhavn lå i Arkhangelsk, Hvidehavet, der er lukket af is otte måneder om året.

I slutningen af 1600-tallet forsøgte han at nå frem til Sortehavet, men hans flåde var for svag til at fordrive osmannerne. I stedet valgte han at forsøge at erobre de svenske provinser ved Østersøen.

Zaren indgik forbund med Danmark-Norge og Polen-Sachsen mod Sverige – og store nordiske krig begyndte. I år 1700 angreb Peter den svenske hær ved Østersøen, men led nederlag.

Karl 12. undlod dog at udnytte sejren til et angreb på Moskva, og det gav zaren tid til at forberede et nyt felttog. To år efter trængte han frem til Den Finske Bugt.

Store nordiske krig fortsatte til 1721, da Sverige sluttede fred med zaren og officielt afstod de tabte landområder til Rusland.

Og ikke bare en by: Hans nye Skt. Petersborg skulle være Ruslands nye hovedstad og symbol på de reformer og den vestlige livsstil, som zaren – trods massiv modstand fra sine undersåtter – havde besluttet at indføre i sit rige.

Han ansatte straks den schweiziske arkitekt Domenico Trezzini, han hyrede Europas fremmeste håndværksmestre og kunstnere, og så kunne han gå i gang med de første byggerier til flåden og statens embedsmænd.

Snart rejste der sig en skov af vind- og vandmøller, som dels skulle drive pumper til dræning af jorden efter hollandsk forbillede, dels drive de mange savværker. Et støberi og en tjæreplads blev også anlagt.

Bygninger rejste sig med næsten samme fart som de svampe, der skød op af floddeltaets fugtige jord. Kanaler blev gravet, land blev inddæmmet, vand ledt væk, og øer lagt sammen.

Ingen ville frivilligt slå sig ned her

Zaren mødte ingen begejstring, da han bekendtgjorde sine planer. Alle, der turde ryste på hovedet, gjorde det. Neva-deltaet var fladt, vådt og øde.

Skibe ud fra Sankt Petersborg

Kær by har mange navne – Skt. Petersborg har haft tre officielle navne.

© РНБ lithography Muller, publication Daziaro

Byen skiftede navn tre gange

Skt. Petersborg er opkaldt efter stifteren af den kristne kirke, Sankt Peter. Efter Peter den Stores død blev Moskva atter Ruslands hovedstad.

Zarina Anna gav Skt. Petersborg sin gamle status tilbage. I 1914 blev byen omdøbt til Petrograd, og efter den russiske revolution tre år senere mistede den atter sin status som hovedstad.

Da Sovjetunionens første leder, Lenin, døde i 1924, ærede regimet ham ved at omdøbe byen til Leningrad.

Byen fik først sit oprindelige navn tilbage efter en folkeafstemning i 1991. Men i folkemunde har byen altid heddet “Piter”.

I deltaet lå kun nogle få spredte gårde med bondefamilier, som om sommeren fik selskab af fiskere. Bjørne og ulve strejfede frit omkring i krattet. Naturens spisekammer var – ud over fiskene i floden – begrænset til harer, bær og svampe.

Somrene kunne være ulidelige med temperaturer op til 35 grader og regnfulde. Især august bød på voldsomme regnskyl. Vintrene kom tidligt.

Kulden begyndte at bide i oktober, og når efterårsblæsten stod ind fra Finskebugten, steg vandstanden og oversvømmede flere af øerne. I november kom frosten, som varede fire måneder. Den bød på 40 minusgrader og frøs floden til is.

Ingen af zarens undersåtter ville frivilligt slå sig ned i hans nye by. Men modviljen var ikke noget problem for den handlekraftige Peter, der havde magt til at tvinge sin vilje igennem.

Ud over sine svenske krigsfanger tvangsudskrev han bønder fra hele Rusland til arbejdet på sin byggeplads. Det første år kom 20.000 bønder til Skt. Petersborg. Året efter dobbelt så mange. I løbet af seks måneder skulle de aftjene deres “byggetjeneste” hos zaren.

Hele landsbyer blev berøvet alle arbejdsduelige mænd.

Lokale embedsmænd og adelsfolk over hele Rusland protesterede over, at hele landsbyer blev berøvet alle arbejdsduelige mænd. Men zaren var ubøjelig. Hans moderne tankegang omfattede ikke hans menneskesyn.

Fra starten elskede Peter sin by – han kaldte den for et “paradis”. For de livegne bønder, krigsfangerne og alle de andre, der blev tvunget til at skabe hans vision, var den snarere et helvede.

De døde af sult, sygdom og kulde

I store flokke vandrede familiefædre med deres unge sønner af sted mod nord, og mange af dem kom aldrig hjem igen. Historikerne ved ikke præcis, hvor mange mennesker der har sat livet til under anlæggelsen af Skt. Petersborg.

En samtidig kilde mente, at tallet var 100.000 døde. Senere beregninger viser, at antallet formentlig var en del lavere, men ingen tvivler på, at de menneskelige omkostninger var enorme.

De tvangsudskrevne bønder og krigs­fangerne blev syge af arbejdet i det fugtige klima. Deres modstandskraft var ødelagt af den helt utilstrækkelige ernæring, og på stribe bukkede de under af feber og lungebetændelse.

Peter-Paul-fæstningen på Hareøen

På Hareøen i Neva-deltaet anlagde zaren forsvarsværket Peter-Paul-Fæstningen. Den skulle bygges i en fart, for området var erobret fra svenskerne, som sikkert ville forsøge at generobre det.

© Bridgeman Images

Om vinteren høstede frosten sine ofre. Og oveni kom de hyppige oversvømmelser, hvor iskoldt vand skyllede ind over deltaets øer. Men oversvømmelserne bekymrede ikke zaren – heller ikke når forrådskamrene rådnede og kostbart tømmer drev væk.

Engang skrev han til sin barndomsven Aleksandr Mensjikov, hvor morsomt det var at iaggtage bønderne – og navnlig deres koner – sidde i træerne og på husenes tage, når vandet steg.

Bønderne og krigsfangerne, der sled i Skt. Petersborg, fik hurtigt følgeskab af bl.a. 5000 håndværkerfamilier, som zaren beordrede tvangsforflyttet til byen.

I marts 1708 fik hans egen familie og omkring 1000 af de fineste adelige familier i Moskva en invitation, som de ikke – understregede zaren – kunne afslå: De skulle komme til St. Petersborg og tage ophold for sommeren.

Og eftersom Peter ikke kunne tilbyde dem logi, måtte de alle i gang med at bygge deres egne palæer. Og dermed trak de endnu flere håndværkere til byen.

Adelig villa i Sankt Petersborg

Ca. 1.000 adelige familier fik bud på at opføre smukke palæer i engelsk og europæisk stil i zarens nye by.

© Florstein

Zaren opmuntrede alle til at bygge ved personligt at lægge den første sten til hvert et hus og drikke en skål med den kommende ejer.

Alt byggeri var strengt reguleret. Adelsfolk, der ejede flere end 500 fæstebønder, fik besked på at bygge på venstre side af Neva-floden i engelsk stil og i to etager. De mange håndværkere og handlende skulle bygge mindre træhuse på den anden side af floden.

Zaren bestemte ikke bare, hvordan byen skulle se ud. Han bestemte også, at alle skulle gå i vestlige klæder og leve efter europæiske normer, hvilket bl.a. betød, at kvinderne som noget helt nyt fik lov til at deltage i selskabslivet.

I vennen Aleksandr Mensjikovs palæ førte zar Peter selv an med selskabelighed i stor stil. De første år modtog han også udenlandske ambassadører og gesandter her.

Selv boede zaren primitivt. Han havde som noget af det første fået bygget et simpelt træhus med bare tre værelser til sig selv. Her boede han det meste af tiden for at overvåge arbejdet i byen.

Broer var forbudt i Skt Petersborg

I begyndelsen ville zaren ikke have nogen broer i sin by – han ville hellere lære indbyggerne at sejle. Men den beslutning fik tragiske konsekvenser.

© British Library

Han opholdt sig ofte på byggepladserne og kunne lide selv at gribe værktøjet og arbejde sammen med håndværkerne.

På alle planer var zaren involveret i byggeriet, og han blev bl.a. set vandre omkring på øerne i færd med at måle op med lange skridt.

Når han slappede af, foregik det gerne på den enmastede kanal­båd Lisette, som han tumlede rundt på Neva.

De første mange år havde byen ingen broer – de var for vanskelige at bygge, og zaren mente, at broer ville ødelægge sejladsen på floden. Desuden ville han lære indbyggerne at sejle: De skulle
bruge sejl, ingen årer, når de krydsede floden eller sejlede gennem kanalerne fra en bydel til en anden.

20 statsbåde transporterede alle dem, som ikke selv havde råd til en båd. Men det var ikke ufarligt at benytte statsbådene. Bønderne, som sad ved roret, havde ikke begreb om at navigere i stærk strøm og blæst.

Først efter tre alvorlige ulykker, hvor henholdsvis den polske ambassadør, en russisk general og en af zarens læger druknede, tillod zaren brug af årer.

Broer fik hans by også med tiden, Skt. Petersborg har mere end 340 i dag.

Vinterpaladset i Sankt Petersborg

Vinterpaladset er et af Skt. Petersborgs mest berømte bygningsværker og rummer i dag Eremitagemuseet. Bygningen er opført i midten af 1700-tallet som vinterresidens for zarfamilien.

© Shutterstock

Byggeriet i Skt. Petersborg havde prioritet frem for alt andet i Rusland. Hver en hestevogn, der ankom til byen, skulle medbringe mindst tre sten til gadernes brolægning, og flodpramme skulle betale tyve kampesten for at få lov at lægge til.

Da byggeriet på et tidspunkt var ved at gå i stå pga. stenmangel, forbød zaren alt byggeri med sten i Moskva. Byen genlød af en konstant hamren og saven – og af den dumpe lyd af tjærede træpæle, som blev hamret i jorden.

De monumentale bygninger krævede grundig pilotering for ikke at synke ned i sumpen. Hvor mange pæle, der blev brugt, vides ikke. Men alene Isak-katedralen fra 1858 krævede 20.000 pæle. Også de russere, som boede langt fra Skt. Petersborg, kom til at bidrage til zarens byggeri.

Portræt af mand med overskæg

Peter den Store manglede penge og begyndte derfor at inddrive skat på bl.a. overskæg. (Langt skæg var i forvejen beskattet.)

© Belarusian National Arts Museum

I forvejen krævede krigen mod svenskerne store ofre af befolkningen i form af menneskeliv og skatter. Men Skt. Petersborg drænede hele landet for materialer, mænd og håndværkere. Og rubler.

Skat på overskæg og læderstøvler

Zaren havde konstant underskud i statskassen. Derfor inddelte han i 1708 landet i otte skatteregioner og indsatte sine bedste venner som guvernører – og så ansatte han folk til at opfinde nye skatter. Deres fantasi var stor.

Ud over skat på fødsler, giftemål og begravelser kom der nu skat på at gå med læderstøvler og med hat. Langt skæg var i forvejen beskattet, nu kom der også skat på overskæg.

Der var skat på ildsteder, på brænde og på at drikke vand. Dertil kom, at staten havde monopol på salg af bl.a. alkohol, tjære, fiskeolie og salt. Når det var nødvendigt, kunne zaren sætte prisen på varerne op, og det benyttede han sig flittigt af.

Byen voksede støt. Fra Novgorod og Moskva kørte vogne i pendulfart med forsyninger til byen, om vinteren foregik transporten på slæder.

Peterhofs palads tæt på Skt. Petersborg

Peterhofs Palads ligger tæt på Skt. Petersborg og blev officielt indviet i 1723. Peter den Store var inspireret af Versailles og ville overgå det franske kongeslot.

© Shutterstock

Fra 1712 – kun ni år efter grundlæggelsen – fungerede den som hovedstad, og i 1714 blev der talt hele 34.500 bygninger i byen.

Da zar Peter den Store døde i 1725, kunne han konstatere, at hans vision var godt på vej til at blive til virkelighed. På det tidspunkt havde byen 77.000 indbyggere og summede af liv.

Skt. Petersborg var godt i gang med at blive et centrum for handel, håndværk, kunst og videnskab. Store prestigefyldte byggerier var sat i gang, men nogle tvivlede stadig på, at byen havde potentiale til at blive den metropol, som Zaren drømte om.

Peter den Stores halvsøster, Maria, vovede engang at udtrykke sin skepsis og sagde:

“Skt. Petersborg vil ikke overleve zaren”.

Vennen Aleksandr Mensjikov troede derimod på projektet og forudsagde, at byen ville blive et nyt Venedig. Han mente også, at den dag ville komme, hvor folk ville rejse til byen af bare nysgerrighed og for at nyde dens skønhed. Historien gav ham ret.