Den mystiske stensætning rejser sig majestætisk for tilskueren på den grønne eng. Selvom flere af de tonstunge blokke er faldet ned på jorden, hersker ingen tvivl om, at det meterhøje bygningsværk engang var en enorm bedrift at opføre.
Stonehenge blev rejst på samme tid som pyramiderne, men til forskel fra dem findes ingen overleverede beskrivelser af arbejdet.
Det eneste, bygherrerne har efterladt, er cirklen af sten.
Arkæologerne har gjort mange fund i landskabet omkring Stonehenge, blandt andet begravelsespladser.
De tidligste fund er fra den nyere stenalder, som begyndte i Storbritannien omkring 4.000 år f.Kr. – mere end 1.000 år før Stonehenge blev bygget.
Takket være en gavmild geografi var området dengang et af de mest udviklede i Europa.
De veldrænede, lave bakker var skåret igennem af strømme med klart ferskvand, som gav gode muligheder for, at dyr kunne græsse og den britiske stenalderbefolkning dyrke korn.
Omkring floderne kunne beboerne fælde træer til huse, gå på jagt i skovene og finde flint til redskaber i undergrundens kalklag og i flodsengene.
Efter al sandsynlighed rejste denne civilisation Stonehenge, og lige siden disse stenaldermennesker forsvandt, og tog deres hemmeligheder med sig, har det forladte bygningsværk fascineret.
Nu er et hold forskere fra England, med arkæologen Mike Parker Pearson fra Sheffields universitet i spidsen, endelig kommet tættere på løsningen af Stonehenges gåde.
Efter otte års arbejde har de fremsat en ny banebrydende teori, som gør Stonehenge til endestationen på stenaldermenneskets rejse til dødsriget.
Desuden ser arkæologerne nu Stonehenge som blot ét af flere monumenter i et stort begravelseskompleks, de har udgravet i området Salisbury Plain i det sydlige England.
Stonehenge står i dag som en ruin og giver ikke uden videre sine hemmeligheder fra sig.
Krøniker fortalte historien om Stonehenge
Den første kendte beskrivelse af Stonehenge er fra middelalderen.
I år 1130 e.Kr. nævner den engelske krønikeskriver Henry of Huntingdon monumentet – 2.500 år efter det formodes forladt. Han indrømmer dog, at han intet ved om stenenes baggrund.
Stonehenge var allerede på det tidspunkt forfaldent, og det skabte spekulationer om byggeriets oprindelse.
En anden krønikeskriver, Geoffrey af Monmouth, mente, at stencirklen var sat af troldmanden Merlin.
Stedets aura virkede dragende på mange, men kirken var ikke interesseret i, at folk udforskede en samling hedenske sten, da de ikke passede ind i det kristne historiesyn.
Forbuddet afholdt dog ikke nogen fra at forsøge.
I slutningen af det 16. århundrede begyndte videnskabsmænd og amatørarkæologer at arbejde med den tanke, at meningen med Stonehenge kunne findes i måden, monumentet var konstrueret på.
Nøjagtige observationer, målinger og udgravninger skulle nu erstatte middelalderens uvidenskabelige gætterier.
En af foregangsmændene var John Aubrey, som senere er blevet betegnet den moderne arkæologis far.
Han begyndte i 1663 et arkæologisk feltarbejde, og gennem grundige opmålinger af Stonehenge tegnede han en detaljeret plan over stensætningen.
Aubrey foreslog, at Stonehenge hørte til en tid, der lå længe før kristendommen.
Derfor måtte stencirklen være rejst af de gamle briter selv som et tempel, konkluderede han.
Aubrey fik den ide, at der var en sammenhæng mellem monumenter som Stonehenge og de keltiske præster – i den klassiske verden kendt som druider.
I dag ved arkæologerne, at bygningsværket er over 2.000 år ældre end den første kendte reference til druiderne i historiske kilder.
Interessen for det okkulte eksploderede i Storbritannien i slutningen af det 18. århundrede, og de mystiske teorier gjorde den gamle stencirkel populær.
Det lå i tidsånden at romantisere den engelske fortid, og her var Stonehenge et oplagt valg. Men monumentet kom i en stadigt mere ramponeret stand, da det øgede antal af besøgende sled på de flere tusind år gamle sten ved bl.a. at klatre på dem.
Mange af stensætningerne var faldet sammen, og derfor blev flere restaureringsprojekter sat i gang i 1900-tallet, mens gåden om stenenes formål stadig stod uløst.
Stonehenge er et monument til de døde
I 1998 inviterede tv-stationen BBC arkæologen Mike Pearson med til Stonehenge for at lave en dokumentarfilm.
Med sig havde Pearson en kollega fra Madagaskar, arkæologen Ramilisonina, som han ville have til at se med friske øjne på det gamle monument.
Ramilisonina var ikke i tvivl: Stonehenge var opstillet til ære for forfædrene som en indgang til de dødes verden.
Arkæologen medbragte erfaringer fra Madagaskar, hvor fortidens befolkning rejste stenbygninger til de døde, mens de levende boede i træhuse.
Sten er til de døde, træ til de levende, også ved Stonehenge, sagde Ramilisonina uden at tøve.
Hvis teorien holdt vand, måtte et monument af træ til de levende have eksisteret.
Måske Den Sydlige Cirkel – et fund i bebyggelsen Durrington Walls, forskerne ikke tidligere havde vurderet var vigtigt?
Problemet med teorien var, at dateringerne på Stonehenge og Den Sydlige Cirkel ikke stemte overens.
Stonehenge var i 1950’erne blevet dateret til et sted mellem 2600 til 2100 f.Kr., mens træet i Den Sydlige Cirkel var yngre.
Alligevel ville Mike Pearson ikke opgive teorien. Sammen med kollegaen Colin Richards besluttede han sig for at oprette The Stonehenge Riverside Project for at udgrave og kortlægge Stonehenge og områderne omkring stenmonumentet.
Projektet skulle samle arkæologer og studerende og én gang for alle løse Stonehenges mysterier.
I bebyggelsen nær Stonehenge lå et monument i træ, som i dag kaldes Den Sydlige Cirkel.
Stonehenge blev kun besøgt til fest
Holdet begyndte i 2003 med udgravninger i området omkring Stonehenge. Først og fremmest søgte de beviser for, at mennesker havde boet i nærheden af Den Sydlige Cirkel, ifølge teorien stedet for de levende.
I august 2005, da arkæologerne fjernede det øverste lag jord fra et nyt område, afslørede de et sandt skatkammer af fund som dyreknogler, potteskår og tilhugget flint.
Ingen tvivl om, at her engang havde boet mennesker.
Yderligere undersøgelser afslørede ni små huse, omgivet af flere lag af potteskår og knogler fra bl.a. svin.
Pearson konkluderede, at husene var del af en større bebyggelse omkring Den Sydlige Cirkel, måske på helt op til 1.000 huse – en storby efter datidens målestok.
Svineknoglerne fra udgravningerne afslørede, at de grise, som blev tilberedt og spist her, var omkring ni måneder gamle, når de blev slagtet.
Siden grise får unger om foråret, må dyrene være blevet slagtet omkring vintertid.
Samtidig kunne arkæologerne ved forskellige test slå fast, at dyrene ikke var opfedet i landskabet omkring Stonehenge, men kom fra mindst 50 km væk.
Den udlægning af knoglefundet kunne betyde, at området omkring monumentet ikke var fast beboet, men et særligt rituelt sted, stenalderens britiske befolkning tog til om vinteren for at holde fest. Spørgsmålet var så bare, hvad de mødtes og holdt fest for.
Bygget efter solhverv
Halvanden km fra Stonehenge, ved Avon-floden, gjorde holdet en opdagelse, som skulle rydde avisernes forsider: et nyt Stonehenge bestående af 25 sten, som arkæologerne døbte Bluestonehenge på grund af den særlige stenart, der fremstår blå, når stenene bliver våde.
Forskerne mener, at datidens befolkning sejlede deres døde ned ad floden med afgang fra Den Sydlige Cirkel.
Bådene lagde så til ved Bluestonehenge, hvor folk stod af. Herfra bar de ligene det sidste stykke til Stonehenge.
Stenene i Bluestonehenge var af samme slags som dem fra den inderste cirkel af Stonehenge.
Arkæologerne mener derfor, at sten, der oprindeligt stod i Bluestonehenge, blev slæbt til Stonehenge og placeret der i stedet.
I første omgang var stenene blevet hentet 240 km væk i Wales, men arkæologerne ved ikke med sikkerhed hvordan.
Eksperter har foreslået, at stenaldermændene brugte en slags kuglelejer, hvor stenene hvilede på trækugler, der kørte i en rille i en tilhugget træstamme.
Den ide opstod efter fund af flere stenkugler lidt større end en tennisbold ved et monument i Skotland, hvor teknikken menes brugt.
Forskerne fra Exeter universitet har med succes prøvet metoden af og flyttet store betonblokke, men at stenaldermændene gjorde det på samme måde, savner flere beviser.
Et andet bud er, at bygherrerne flettede pilegrene som en kurv rundt om blokkene.
På den måde kunne de trilles som tønder eller trækkes af okser. Stenene blev også sejlet en del af vejen.
Astronomi dikterede arkitekturen
I 2005 gjorde The Stonehenge Riverside Project en anden vigtig opdagelse.
Mellem Den Sydlige Cirkel og floden Avon opdagede arkæologerne resterne af en 167 m lang processionsvej. Dette stykke infrastruktur var så vigtigt, at bygmestrene havde brolagt den med flint.
Holdet fandt ud af, at hvis de stillede sig ved floden ved sommersolhverv, ville de se strålerne fra den synkende sol bevæge sig op ad flintevejen til Den Sydlige Cirkel.
Faktisk kunne Stonehenges bygherrer have set solen stå op mellem stenene ved Stonehenge, fulgt dens bane langs floden og sluttet med at se de lysende stråler forsvinde bag Den Sydlige Cirkels træpæle. Årets vendepunkt – sommersolhvervet – blev markeret af de to cirkelformede byggerier.
Stonehenge er 5.000 år gammelt
Dateringerne voldte dog stadig bøvl, da Stonehenge ifølge målingerne var væsentligt ældre end Den Sydlige Cirkel. Men Pearson fandt en fejl i de tidligere forskeres arbejde:
Dateringerne af sarsenstenene – en særlig hård type sandsten – fra 1950’erne var baseret på unøjagtige målinger.
Reviderede tal viste, at sarsenstenene brugt til Stonehenge stammede fra mellem 2600 og 2480 f.Kr., mens nye målinger bestemte Den Sydlige Cirkel til mellem 2500 og 2480 f.Kr.
Tallene passer perfekt med de nye opdagelser af husene, svineknoglerne og den flintestensbelagte vej.
Det skulle dog vise sig, at området omkring Stonehenge havde en rituel funktion endnu tidligere. I 2007 undersøgte Riverside-projektet en stor jordvold ved Stonehenge, der måler tre km gange 100-150 meter og er omkranset af en grøft.
Stedet var ikke dateret, så sammenhængen med Stonehenge kunne ikke slås fast.
Men efter flere udgravninger fandt arkæologerne et stykke fra en hjorts gevir, som var blevet tillavet af mennesker og kunne dateres til mellem 3600 og 3300 f.Kr.
En anden central opdagelse gjorde holdet, da de undersøgte 56 huller ved Stonehenge i 2008.
Det viste sig, at bluestones, der tidligere stod i en cirkel her, men nu var sat anderledes, havde været anbragt allerede omkring 3.000 år f.Kr – længe før forskerne tidligere har troet.
Vigtigere var, at hullerne gemte rester af kremerede mennesker: Stonehenge var blevet brugt som gravplads, lige siden hullerne blev gravet og 700 år frem.
Det var dog ikke alle forundt at blive begravet ved stencirklen.
Udgravninger viste, at der kun blev begravet en ny person cirka hvert andet år. Det tyder på, at de døde, der endte i hullerne ved monumentet, tilhørte den herskende elite i datidens samfund.
Fundet afslører altså, at Stonehenge fra sin opførelse var et sted, hvor befolkningen ærede sine døde.
Fra 2500 f.Kr. blev Stonehenge brugt som endestationen for livet på en længere begravelsesrejse.
Men den funktion stoppede pludseligt, og Stonehenge fik lov at forfalde på marken, mens Den Sydlige Cirkels træpæle langsomt rådnede væk.
Drengen blev begravet i bronzealderen og kom helt fra Middelhavet.
Metaller ændrede livsvilkårene
Riverside-projektet viser, at Stonehenge kun kan forstås i sammenhæng med det omgivende landskab.
“I stedet for at se Stonehenge ud fra gamle teorier som eksempelvis et astronomisk observatorium, er det nu bare ét ud af flere monumenter – af både træ og sten – fra perioden omkring 2500 f.Kr., hvor store forsamlinger mødtes på bestemte tidspunkter af året”, siger chefarkæolog Mike Pearson.
At befolkningen ændrede skikke og holdt op med at bruge Stonehenge til begravelser, skal forklares med udviklingen i øvrigt. Nye metallers indtog på De Britiske Øer kan spores til tiden, hvor Stonehenge blev opgivet.
Nær Stonehenge er fundet skelettet af en mand, der voksede op så langt væk som Schweiz. Han blev begravet cirka 2300 f.Kr., og med i graven havde han guld og kobber – de ældste metalfund i England.
Metallerne indledte en tid med byttehandel, som gav større kontakt til omverdenen.
I denne nye bronzealder fandt mennesker sammen i små mobile grupper, der rejse rundt og handlede, men det skete på bekostning af den samfundsorganisation, der havde rejst Stonehenge; og langsomt forsvandt al viden om stencirklen i glemselen.