Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Urmager byggede verdens største kuppel

Kuplen på Firenzes domkirke burde have været en umulighed. Men takket være en tvær og excentrisk urmager blev renæssancens største mesterværk en realitet. Alle, som kom ham i vejen, fik hans ubehagelige side at føle.

Shutterstock

Det særlige net af mursten, der holder kuplen vægt, er her markeret med lilla. Murstene uden for nettet bærer ifølge forskerne stort set ingen vægt og er derfor meget lettere.

© Engineering Structures

Gåden om Firenzes berømte kuppel løst

Italienske og amerikanske forskere har fundet ud af, hvordan arkitekten Filippo Brunelleschi for næsten 600 år siden byggede verdens dengang største kuppel.

Brunelleschi vandt i 1418 en konkurrence om at bygge kuplen, som skulle færdiggøre domkirken Santa Maria del Fiore i Firenze.

Den enorme kuppel stod færdig i 1436, men Brunelleschi nedskrev aldrig, hvordan vidunderet blev konstrueret. Konstruktionen har derfor været en gåde – indtil nu.

I en videnskabelig artikel har den italiensk-amerikanske forskergruppe analyseret, hvordan kuplens vægt fordeler sig gennem konstruktionen.

Analysen afslører, at et specielt sildebensmønster i murværket bærer vægten og sørger for at kuplen kan holde sig selv.

Konstruktionen gjorde det muligt for Brunelleschi at bruge lettere sten uden for sildebensmønsteret, fordi de ikke skulle bære nogen vægt.

Derfor blev konstruktionens samlede vægt langt mindre, end den ville have været, hvis Brunelleschi havde brugt datidens konventionelle byggemetoder.

Læs hele historien om Brunelleschis mageløse byggeri herunder.

Denne råkolde decemberdag i 1418 summede Firenze af spænding. For nu skulle det endelig afgøres, hvem der bogstaveligt talt skulle sætte kronen på værket og bygge domkirken Santa Maria del Fiore færdig.

I 122 år havde Firenzes indbyggere fulgt kirken skyde støt mod himlen, men den allersværeste del ventede stadig – en 45 meter bred kuppel båret alene af et indre skelet af sten.

En nærmest umulig opgave, som ikke blev gjort nemmere af, at arkitekten, som havde udtænkt konstruktionen, var gået i graven med planerne i sit hoved.

Under domkirkens hvælvinger samlede dommerne sig for at gennemgå forslagene. I alt 12 bygmestre, arkitekter og kunstnere fra hele Toscana var med i konkurrencen – lokket af præmiesummen på 200 guldfloriner.

Alle havde de bygget modeller af deres forslag, hvoraf flere var store nok til, at dommerne kunne gå ind i dem for at studere detaljerne. Én var på størrelse med et hus og belagt med bladguld.

Deltagerne havde også fremstillet tegninger af kraner, som skulle være i stand til at hejse de tonstunge blokke af sandsten op til kuplens top. Ifølge beregningerne næsten 90 meter oppe i luften.

Dommernes interesse samlede sig hurtigt om Lorenzo Ghiberti og Filippo Brunelleschi. Den første var en dygtig bronzestøber. Den anden opfinder, urmager og ekspert i hvælvinger – men også excentrisk og grænsende til gal.

Byggeriets største udfordring var kuplens hvælving. Normalt skulle hvælvinger støttes af et træskelet under byggeriet, men selv hvis alle træer i hele Toscana blev fældet til formålet, ville det sandsynligvis ikke være nok.

Nonchalant affærdigede urmageren Brunelleschi problemet: Med hans plan var stilladset unødvendigt. Da dommerpanelet udspurgte ham nærmere, gav Brunelleschi prøver på sin mest excentriske side. Han nægtede at svare. Planen var en hemmelighed!

Rasende forlangte dommerne at se tegningerne, men Brunelleschi afviste tvært. Diskussionen førte til et højlydt skænderi, som ifølge kunsthistorikeren og maleren Vasari, endte med, at urmageren til sidst blev ført bort med magt.

“Æsel” og “vrøvlehoved”, råbte dommerne efter ham, og sagen syntes at være afgjort til rivalen Ghibertis fordel. Men Brunelleschi var ikke slået endnu.

Ærkefjender skulle bygge kuplen

Firenzes indbyggere måtte vente endnu fire dage, før dommerne nåede en afgørelse. Brunelleschi var rystende nevøs.

Overfor vennen og politikeren Manetti indrømmede Brunelleschi, at han i de fire dage ikke turde vise sig i Firenzes gader af frygt for at blive hånet som “tossen, der rablede nonsens af sig”.

Hvordan det lykkedes ham at overbevise dommerne, er aldrig blevet afklaret. Men muligvis lod de sig lokke af hans løfte om ikke at ville fælde alle Toscanas træer.

Den søde sejr fik imidlertid en bitter eftersmag, idet dommerne afgjorde, at Brunelleschi skulle udføre opgaven sammen med Lorenzo Ghiberti. Bitter, fordi de to tilfældigvis hadede hinanden.

Rivaliseringen mellem Brunelleschi og Ghiberti var begyndt 20 år tidligere, da de to ærekære florentinere konkurrerede om at vinde opgaven med at støbe et par portfløje i bronze til domkirken. En opgave, Ghiberti vandt.

Smækfornærmet havde Brunelleschi forladt Firenze og slået sig ned i Rom, hvor han brugte tiden på at udforske byens antikke ruiner og aflure romernes avancerede byggeteknikker – specielt udformningen af hvælvinger.

Opholdet i Rom gav Brunelleschi en enestående viden om arkitektur og ingeniørarbejde.

Kuplens genistreger

Brunelleschi brugte over fire mio. mursten til byggeriet. Den dag i dag lader ingeniør­erne sig stadig imponere af hans banebrydende metoder til at rejse kuplen.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Kuplen fik et hulrum

Brunelleschis kuppel består i virkeligheden af to kupler –en indre og en ydre. På den måde gjorde Brunelleschi kuplen lettere og reducerede presset på domkirkens mure.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

54 m (ydre diameter)

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Stilladset

Kuplen blev ikke understøttet under byggeriet. Det gjorde det muligt at bygge et indre stillads, så arbejderne ikke skulle arbejde på kuplens yderside. Sådan fik Brunelleschi også plads til sit hejseværk, der forenklede arbejdsgangen.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Taljen

Den øverste talje er en del af gearsystemet, som gør stenene lettere at løfte.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Ekstra kran

En supplerende kran bragte stenene fra stilladset og ind over den op til fire meter brede kuppelkant.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Hægtet fast

Med klamper blev stenene gjort fast i tovet og hejst op til stilladsarbejderne.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Hejseværket sparede Brunelleschi tid

Filippo Brunelleschi udtænkte i 1421 et banebrydende hejseværk til de tunge sandsten, marmorblokke og sække med mursten. Det oksetrukne hejseværk var så effektivt, at en tonstung sten kunne sendes til vejrs hvert 10. minut.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Et 185 meter langt tov lavet af Pisas berømmede rebslagere gjorde hejseværket driftsikkert. Tovet i sig selv vejede 500 kg.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Gearsystemet gør stenene lettere at hejse i vejret pga. kraftoverførslen mellem tandhjulene.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Okserne skulle ikke spændes af og vendes, når hejseværkets reb skulle ned på jorden igen. Ved at skifte fra det øverste til det nederste tandhjul skiftede kranen retning. Det øverste tandhjul trak tovet ned, mens det nederste fik det op.

Mikkel Juul Jensen & Scala Archives

Snedig plan ydmygede rivalen

Brunelleschi og Ghiberti måtte vente mere end et år, før byggeriet kunne begynde. Stilladsplankerne skulle lægges i blød og derefter tørres, mens murstenene skulle graves ned om vinteren og om sommeren dækkes med fugtige strå, så de ikke slog revner.

Processen sikrede, at stenene blev modstandsdygtige overfor vind og vejr. Derudover var den florentinske kalender fyldt med helligdage, hvor ingen måtte arbejde, ligesom Månen skulle stå i en bestemt position, før et træ måtte fældes. Ellers ville træet ikke “arbejde” ordentligt.

Endelig den 7. august 1420 samledes bygningsarbejderne på kuppelbasens fire meter brede kant. Efter en lille ceremoni begyndte arbejdet.

Første skridt var byggeriet af kuplens to murstensskaller samt skelet af sandstensblokke, som kunne veje op mod to ton. Her stødte Brunelleschi på problemer.

Siden antikken havde bygmestrene brugt en trædemølle til at hejse sten til vejrs, men domkirkens kuppel ville blive så høj, at selv med et hold bomstærke mænd til at træde hjulet rundt ville det ikke være stærkt nok.

Brunelleschi konstruerede derfor et helt nyt hejseværk, så arbejderne nemt kunne hejse sten og sække med mursten op.

Med det oksedrevne hejseværk skred arbejdet hurtigt frem, og snart kunne Firenzes beundrende indbyggere se deres kuppel rejse sig mod himlen efter mere end 100 års ventetid.

Udsigten til at samarbejde med sin værste rival havde ikke fået Brunelleschi til at trække sig fra projektet. I 20 år havde opfinderen forsøgt at komme til at bygge den pompøse kuppel, og han ville ikke give op nu.

For at trumfe sin ærkefjende Ghiberti udtænkte Brunelleschi derfor en intrigant plan. Planen blev sat i værk i 1423, da den første af kuplens bærende stenringe skulle konstrueres.

Brunelleschi lagde sig i den forbindelse syg, og uden tegninger eller instruktioner måtte Ghiberti famle i blinde, da han ikke anede, hvordan ringen skulle bygges.

Så snart ringen var færdig, dukkede Brunelleschi atter op på byggepladsen, hvor han højlydt kritiserede Ghibertis arbejde og beordrede byggefolkene til at begynde forfra.

Rasende fortrak Ghiberti, men svor samtidig, at han med alle midler nok skulle få hævn over Brunelleschi.

Dommedag pryder Brunelleschis kuppel

Brunelleschi forestillede sig, at kuplens indre skulle være bar, men hans død i 1446 satte en stopper for den plan. I stedet lavede kunstneren Giorgio Vasari og hans elev Federico Zuccari i 1555 en storslået fresko, som forestiller dommedag.

AOP/Getty Images

Arbejderne tissede ud over kanten

For Brunelleschi var kuplen en drømmeopgave, og han var opsat på, at alt forløb uden forsinkelser. Ekstra arbejdere blev fx uddannet for at erstatte de syge, og strejker skånselsløst slået ned.

Ifølge Vasari, der skrev bogen “De bedste maleres, billedhuggeres og arkitekters levned” i 1500-tallet, havde 25 murere i 1426 “egoistisk organiseret sig” for at få en højere løn.

Uden tøven fyrede Brunelleschi dem og hyrede nye folk. Udsigten til at sulte fik kort efter murerne til at tigge Filippo Brunelleschi om tage dem tilbage, hvilket han gjorde – men til en lavere hyre.

“Ved at lufte deres trods mod Filippo skadede de og vanærede sig selv”, skrev Vasari i sin bog.

Overalt på byggepladsen krævede Brunelleschi effektivitet. Fx skulle håndværkerne ikke gå langt efter måltiderne, da et køkken blev anlagt i domkirkens skib, mens stilladsarbejderne ikke måtte betræde jorden før fyraften.

Arbejde og måltider foregik derfor i bagende sol og stiv kulde, mens forrettelse af nødtørften skete ud over murkanten. Samtidig skulle de drikke vin iblandet vand for at undgå beruselse. En blanding, som ellers var forbeholdt gravide kvinder.

Ifølge vennen Manetti inspicerede Brunelleschi personligt hver en sten og jernnagle. Og hvis en sten ikke afgav en særlig klang, når han slog let på den med en hammer, måtte den have en indbygget, skjult revne og blev kasseret.

Naglerne blev i en særlig støbeproces belagt med bly for ikke at ruste, mens hver mursten efter endt tørring blev målt, om den stadig overholdt den korrekte form og dimension.

Udover sandstenenes vægt var udhugningen af dem et problem. Brunelleschis krav var så specielle, at stenhuggerne nøje skulle instrueres i, hvordan stenene skulle hugges og lægges.

Ikke alle forstod det komplicerede puslespil, så nogle sjakformænd måtte overfor deres arbejdshold illustrere opgaven ved at skære stenenes form i roer.

Brunelleschis kuppel forbløffede alle. Maleren Cigoli forsøgte fx sidst i 1500-tallet at aflure dens hemmeligheder.

© Granger/Polfoto

Rivalen såede tvivl om kuplen

Efterhånden som arbejdet skred frem, måtte Brunelleschi opfinde en metode, så han præcist kunne måle kuplens dimensioner. Løsningen blev et tov fastgjort om en enorm træstamme opstillet i midten af kuplen.

Princippet fungerede ligesom at trække en cirkel med en passer. Afstanden fra stammen ud til murene skulle være ens hele vejen rundt, så alle kuplens byggedele ville mødes præcist i toppen.

Snart stod Brunelleschi overfor større udfordringer, da kuplen nåede en hældning, hvor murstenene ville skride indad.

Rivalen Ghiberti havde ikke glemt sin svidende ydmygelse og prøvede via sin sammensvorne Giovanni da Prato, der fungerede som opsynsmand, at så tvivl om kuplens stabilitet.

I et brev fra 1425 skriver da Prato til domkirkens bygherrer, at “kuplen er et fejlbyggeri, og at den på grund af Brunelleschis uvidenhed er arkitektonisk uholdbar”. Desuden ville “kuplens kurve skamløst spolere kirken”.

Men som altid havde Brunelleschi en løsning. Kuplens mursten blev lagt i et såkaldt sildebensmønster, som holdt dem på plads. Bygherrerne var så tilfredse med Brunelleschis arbejde, at de endte med at fyre Ghiberti for hans rænker.

I 1435 var byggeriet næsten færdigt, og en ny konkurrence om udformningen af lanternen – tårnet på kuplens top – blev udskrevet.

Brunelleschi vandt foran fire andre deltagere – bl.a. Ghiberti – men dommerne pointerede samtidig, at bestemte detaljer fra nogle af de andres forslag skulle indgå, og at Brunelleschi måtte “lægge sin bitterhed til side”.

I 1436 kunne pave Eugenius endelig indvi Santa Maria del Fiore, og den 30. august blev kuplens sidste sten lagt. Men Brunelleschi oplevede ikke sin sidste triumf: at færdiggøre lanternen.

Urmageren døde som 69-årig i 1446. Først årtier senere fik Santa Maria del Fiori sin lanterne. Gennem tiden har flere kritikere rejst tvivl om kuplens stabilitet, men urmageren fik det sidste ord.

Flere gange er Firenze blevet ramt af jordskælv – de værste i 1510, i 1675 og 1895. Hver gang stod Filippo Brunelleschis kuppel.

Arkitekten Michelangelo fik inspiration i Firenze, da han skulle bygge Peterskirken i Rom.

© Getty Images

Michelangelo lånte fra mesteren

Selv om maleren og arkitekten Michelangelo lod sig inspirere af Brunelleschi, lykkedes det ham ikke at overgå kuplen i Firenze.

I slutningen af 1540’erne fik Firenzes domkirke prominent besøg af Michelangelo. Kort forinden var han blevet udpeget som hovedarkitekt på byggeriet af Peterskirkens kuppel i Rom, og det store geni var opsat på at bygge en kuppel, som ville gøre kirken lys og venlig, så “nonner ikke blev voldtaget, og kriminelle ikke kunne gemme sig”.

Tre gange så Michelangelo Firenze-kuplen for at aflure Brunelleschis metoder og løsninger. Overvældet indrømmede Michelangelo, at han aldrig kunne bygge en kuppel, som ville overgå Brunelleschis.

Peterskirkens kuppel, som stod færdig i 1590, er tre meter smallere i diameteren, og den er af mange arkitekter vurderet som mindre yndefuld og imponerende end Brunelleschis større kuppel.

Læs også:

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul