Kolossen på Rhodos

Antipaters digt omtalte Kolossen på Rhodos som et vidunder. Med sine godt 33 meter var den virkelig en gigant, men den voksede sig endnu større i folks fantasi.

© Getty Images

Verdens syv vidundere udvalgt af græsk poet

Den store pyramide i Giza, et lysende fyrtårn og en Zeus-statue, der fik tempeltaget til at lette. Det var nogle af de bygningsværker, digteren Antipater for ca. 2.100 år siden udpegede som særlig fantastiske.

21. juni 2016 af Boris Koll

En dag i 140 f.Kr. skrev den græske poet Antipater fra Sidon et digt om smukke steder. Dette digt dannede – med en enkelt tilføjelse – grundlag for begrebet “antikkens syv vidundere”.

“Jeg har stirret på Babylons uigennemtrængelige mure, langs hvilke stridsvognene kappes, og på Zeus ved Alphaeus bredder. Jeg har set de hængende haver og kolossen af Helios, de store menneskeskabte bjerge af knejsende pyramider, og Mausolos’ gigantiske grav. Men da jeg så Artemis’ hellige hus, som tårner sig mod himlen, blev de andre bragt i skygge, for solen selv har aldrig set dets lige uden for Olympus”.

Artemistemplet strakte sig mod himlen

Artemistemplet stod i byen Efesos på vestkysten af det nuværende Tyrkiet og var tilegnet gudinden Artemis – jagtens og naturens gudinde.

Byggeriet tog ca. 10 år, og templet stod færdigt omkring år 560 f.Kr. Det blev bekostet af den lydiske konge Kroisos og bygget af arkitekten Chersiphron fra Kreta. Han var så ambitiøs, at han bevægede sig farligt nær grænsen for sin egen formåen. 

En bygningsdel, som skulle placeres over templets indgang, var nemlig så stor og tung, at Chersiphron ikke kunne få den løftet på plads. Til sidst var den arme mand så fortvivlet, at han overvejede selvmord som en vej ud af problemerne. Chersiphron fik til sidst hjælp af sin søn Metagenes, som også var arkitekt.

Ifølge myten gjorde selveste Artemis også sin guddommelige indflydelse gældende, så stenen endelig kom på plads.

Templet blev i 263 e.Kr. ødelagt af en flok hærgende gotere. 

I dag er kun ruinerne tilbage, men engang dækkede templet et areal på ca. 103 x 50 m.

© Bridgeman

Zeus fik taget til at lette

Olympia, ca. 150 km vest for Athen, var et særlig helligt sted for de gamle grækere. Mellem år 466 og 456 f.Kr. rejste grækerne derfor et nyt, stort tempel på Olympia til ære for guden Zeus.

Det blev også besluttet, at templet skulle indeholde en stor statue af Zeus, som var gudernes konge i den græske mytologi. Opgaven faldt i hænderne på den athenske billedhugger Fidias, som frem til ca. 430 f.Kr. skabte en 12 m høj statue belagt med elfenben, bladguld og ædelsten.

I over 800 år tronede statuen på Olympia, men pga. kristendommens fremmarch blev templet i 391 e.Kr. lukket. I den forbindelse blev Zeus-statuen bragt til Konstantinopel, hvilket på kort sigt reddede kunstværket. 

Templet blev nemlig hærget af en brand omkring år 425, og senere blev hele området lagt øde af jordskælv, flodbølger og massive mudderskred. Statuen havde dog kun fået en stakket frist. Den gik tabt under en storbrand i Konstantinopel i 462 e.Kr.

12 meter høj tronede Zeus i templet på Olympia.

© AKG Images

Cheopspyramiden slog alt

Både i alder og størrelse var det enorme gravmonument i særklasse blandt antikkens vidundere. I over 4.000 år var Cheopspyramiden således verdens højeste bygning.

Pyramiden blev bygget til faraoen Cheops omkring år 2550 f.Kr. De gamle egyptere brugte ca. 2,5 mio. m³ kalkstensblokke til det enorme byggeri, som måler ca. 230 m på hver side og havde en højde på 146,5 m. Bygningsværket dækker et grundareal på 5,37 hektar, hvilket ville være nok til på samme tid at rumme Peterskirken i Rom, katedralerne i Firenze og Milano samt St Paul’s Cathedral i London.

Forskerne anslår, at pyramiden består af 2,3 mio. stenblokke, som hver vejer mellem to og 15 tons. Det gør byggeriet til en næsten ubegribelig præstation – især med tanke på, at egypterne dengang ikke kendte til løftetaljen. Det eneste, de havde til rådighed ved opførelsen af pyramiden, var træruller og løftestænger.

Ingen ved, præcis hvordan egypterne bar sig ad. Én ting er imidlertid helt sikker: Opførelsen har krævet en enorm mængde arbejdskraft. De antikke kilder er ikke enige om, hvor mange arbejdere der var i sving. Den græske historiker Herodot siger 100.000, mens hans kollega Diodor siger 360.000. Begge historikere fortæller, at byggeriet varede 20 år.

Pyramiden er det eneste af de syv vidundere, som stadig eksisterer.

Fyrtårn bragte verden til Alexandria

Alexandrias berømte fyrtårn hørte i flere århundreder til blandt de største bygninger i verden. Moderne historikere er nogenlunde enige om, at bygningens højde var over 100 m.

Fyrtårnet stod færdigt i første halvdel af 200-tallet f.Kr. og blev hurtigt et vartegn for Alexandria, kendt i hele den antikke verden. Men trods al sin pragt var tårnet ikke et decideret prestigebyggeri. 

Det tjente først og fremmest et praktisk formål. Egyptens nordkyst er flad og uden naturlige pejlemærker. Derfor havde de søfarende brug for et enormt fyrtårn, som ikke bare om natten, men også om dagen kunne lede skibsfarten på vej.

Ifølge den romerske historiker Josefus lyste tårnet så kraftigt, at det kunne ses på mere end 50 km’s afstand. Lysstrålen var så kraftig, fordi egypterne brugte spejle til at gøre lyset fra et bål stærkere.

Fyrtårnet stod i langt over 1.000 år, men blev alvorligt beskadiget ved et jordskælv i 956 e.Kr.

I 1303 og 1323 fulgte yderligere to jordskælv, som ødelagde bygningen definitivt.

Ruinerne blev fjernet i 1480, og stenene genbrugt ved opførelsen af middelalderfæstningen Kait Bay, som står på stedet i dag.

Fyrtårnet i Alexandria blev oprindeligt ikke nævnt i det digt, der kom til at udgøre fundamentet for listen over antikkens syv vidundere. Bygningen blev først tilføjet i 500-tallet af biskop Gregor af Tours i stedet for Babylons mure.

Det første, sømændene så, når de anløb Alexandria, var det over 100 meter høje fyrtårn.

© Topfoto/Polfoto

Kongens grav var et kunstværk

Mausoleet i Halikarnassos i det nuværende Tyrkiet blev opført som et stort gravmæle for kong Mausolos af Karien. Mausoleet menes at have stået færdigt omkring år 350 f.Kr. Udvendigt var det beklædt med marmor og dekoreret med relieffer udført af nogle af tidens betydeligste kunstnere.

Gravmælet stod formentlig nogenlunde urørt helt op til 1200-tallet, hvor det blev beskadiget af et jordskælv. Helt galt gik det dog først, da johanniterordenen i 1494 besluttede at forstærke deres nærliggende fæstning og skaffe de nødvendige materialer ved at rive det antikke vidunder ned.

Ridderne nøjedes ikke bare med at tage de store byggesten, men smadrede også marmorskulpturer med deres mukkerter for at brænde stumperne til mørtel. Vandaliseringen fortsatte frem til 1522, hvor der praktisk taget ikke var mere tilbage af mausoleet.

I forbindelse med nedrivningen fandt ridderne i 1522 kong Mausolos’ endnu urørte gravkammer. Fundet blev omtalt i en bog af historikeren Claude Guichard, udgivet i 1581. 

Ifølge Guichard fandt ridderne to kamre, men undlod at åbne det ene, da det var sidst på dagen. Da ridderne næste dag vendte tilbage, fandt de det sidste kammer brudt op og jorden “overstrøet med stumper af guldtøj og pailletter”. 

Mausoleet var udsmykket med stenrelieffer, som forestillede kampscener. Nedenstående udsnit viser fx en slagscene med kvindelige amazonkrigere.

© Bridgeman

Kolossen var Rhodos’ vartegn

Statuen af solguden Helios – eller Kolossen på Rhodos, som den er mere kendt som – bliver nævnt hele 16 gange i antikke kilder. Kun få af beskrivelserne er imidlertid detaljerede, hvilket efterlader en del ubesvarede spørgsmål. Fx ved ingen, hvor på Rhodos kolossen stod, og hvordan den præcis så ud.

Opførelsen af statuen blev lagt i hænderne på stenhuggeren Chares fra Lindos og varede i 12 år. Kolossen stod færdig i 282 f.Kr., men fik en relativt kort levetid på kun 56 år. I år 226 f.Kr. blev Rhodos ramt af et jordskælv, som væltede og ødelagde statuen. Den blev aldrig genrejst, da et orakel frarådede det. Til gengæld fik de sørgelige rester lov til at blive liggende på jorden i næsten 900 år.

I 654 e.Kr. plyndrede araberne Rhodos. I den forbindelse blev bronzen fra kolossen sejlet bort og solgt som skrot til en jødisk handelsmand fra Emesa. Her ender sporet af kolossen.

Efter sit endeligt blev statuen genstand for en sejlivet myte, nemlig at den skulle have skrævet over Rhodos’ havneindsejling. Myten blev bragt til torvs af en italiensk pilgrim ved navn Martoni, som besøgte Rhodos i 1394-95 og lod sig overbevise af lokale rygter.

Senere var en hel række kunstnere med til at videreformidle billedet af den skrævende kolos. Forskerne påpeger dog, at det ville være helt umuligt, eftersom kolossen så skulle have skrævet over et 400 m bredt havneindløb. Og så kolossal var den trods alt ikke.

Tvivlsomme hængende haver

Seks af antikkens syv vidundere er veldokumenterede, men tvivlen omgærder det sidste – Babylons hængende haver.

De angiveligt pragtfulde haver blev beskrevet af astrologen Berossos omkring år 280 f.Kr. Ifølge Berossos blev haverne anlagt af kong Nebukadnesar 2., som regerede fra 605 til 562 f.Kr. Berossos’ tekst er desværre gået tabt, men forskerne kender noget af indholdet, fordi andre antikke forfattere har refereret det. Philo Mechanicus skrev fx omkring år 250 f.Kr.:

“De hængende haver kaldes sådan, fordi de har planter højt over jordniveau, og træernes rødder er plantet i en hævet terrasse og ikke i jorden. Det hele er understøttet af stensøjler”.

Arkæologerne har ikke kunnet bekræfte eksistensen af haverne. Trods omfattende udgravninger har de hverken fundet spor af terrasserne eller søjlerne. Det betyder ikke nødvendigvis, at haverne aldrig har eksisteret. De kan være blevet sløjfet allerede i antikken for at give plads til noget andet.

De hængende haver var nærmere skrånende haver, hvor blomster og træer var plantet på terrasser, mener historikerne.

© AKG Images

Måske er du interesseret i...

Læs også