Vikingernes katedraler gemmer på vild byggeteknik
Norges stavkirker står som vidnesbyrd om en tid, hvor den spæde kristendom levede side om side med vikingernes sæder og skikke. De er vikingernes arv skåret i træ og repræsenterer helt unikke byggetekniske hemmeligheder.
Kirken fra Vang er den eneste originale stavkirke, som i dag står uden for Skandinavien.
Bønderne fra landsbyen Torpo i det fattige Hallingdal slår korsets tegn for sig. Længe har de ventet; nu er deres bønner blevet hørt. I året 1160 står dalens nye kirke færdig, og den er i sandhed en lovprisning af Gud.
Bygningen, der måler 15 m, er egnens højeste bygning – tårnets spir strækker sig opad, som vil det række ind i himmerige. Kirken er et pragtværk, bygget helt i træ.
Indenfor er der bælgmørkt, for glas er alt for kostbart til en almuekirke i det fattige Norge. For at beskytte kirke og menighed har den norske trækirke heller ingen åbne vinduesfag, men blot små glughuller gemt under tagskægget, så sne ikke kan fyge ind.
Da sognebørnenes øjne har vænnet sig til mørket, beundrer de det aflange kirkerum omkranset af tykke træstolper. Gulvet består af svære falsede planker, hvis udskårne profiler griber ind i hinanden, så træet ligger låst sammen.
Læner sognebørnene deres hoveder bagover, ser de op i tagkonstruktionen – et svimlende kig på over 10 m. På kryds og tværs ligger bjælkerne i rette vinkler, som giver bygningen optimal styrke.
Konstruktionen umuliggør, at kirken selv under den heftigste storm braser sammen. Og det stejle tag sikrer, at vinterens snemængder glider af og ikke trykker taget sammen.
Menigheden stimler sammen i det godt 60 m2 store kirkerum, hvor hvisken og snak forstummer, da præsten tænder alterets kandelabre. Et sus går gennem rummet. De gyldne flammer omdanner det høje kirkerum til et lyshav. Kirkegængerne føler sig badet i et himmelsk skær, som var de i paradis.
Også kirkens kor, som ligger bag ved alteret, oplyses af flammerne. I deres gyldne skær ses tydeligt en planke bagerst i koret, hvor lange, smukke runer er skåret ind i træet. Den del af menigheden, som kan læse, ved nu, hvem de skylder tak for deres nye gudshus. “Torolf gjorde denne kirke”, står der med tydelige runer.
Byggeriet krævede samarbejde
Sådan forestiller historikerne sig, at indvielsen af den norske stavkirke i Torpo kan have fundet sted. De pralende runer til trods var bygmesteren Torolf ikke ene om at rejse kirken. På planken har forskerne tydet flere navne: “Asgrim, Håkon, Erling, Pål, Eindride, Sjønde, Toralf. Tore ristede, og Olav”.
I dag tolker forskerne navnene som en opremsning af Torolfs sjak. Formentlig har bygmesteren tilladt, at der nær hans eget navn blev indsat en hyldest til de mænd, der hjalp med at rejse kirken.
Opførelsen af en trækirke var en stor opgave. Byggeriet krævede geometrisk viden samt kendskab til kunsten at bygge uden søm eller jernnagler, hvilket gav bygningens træ maksimal fleksibilitet og holdbarhed.
I stedet blev alle dele af kirken tappet sammen. Metoden fungerer, ved at der skæres indhak i de enkelte trædele, som de andre dele kan passes ind i – en såkaldt tapsamling.
Holdet skulle være disciplineret og samarbejde, når vægge og tag i tilhuggede planker – kaldet staver – skulle løftes op til byggestilladset vha. primitive hejsekraner og placeres. Ofte måtte mandskabet holde hele færdigbyggede sektioner oprejst med tov, fx væggene, mens andre sørgede for, at sektionen blev tappet forsvarligt på plads.
Byggematerialet var let tilgængeligt i det skovrige Norge og dermed billigt at bruge. I 1000-tallet var landet fattigt, og byggeri i sten krævede højtbetalte eksperter, ofte hentet i udlandet, som forstod at håndtere og udhugge det tunge materiale til brugbare kvadre. Kun landets rigeste – konger, adelige og bisper – havde råd til byggerier i sten.
Omvendt var Norge fyldt med dygtige tømrere fra bådebyggeriet, som forstod kunsten at arbejde i træ med økse, høvl, hugjern og bor.
Kun de allerdygtigste af dem blev imidlertid hyret til at bygge de vigtige stavkirker, for det krævede enorm viden at kunne hugge, skære og snitte, så bygningens stolper, buer og tværbjælker passede perfekt sammen – vel at mærke uden brug af saven, et værktøj, som endnu ikke var udbredt i Skandinavien.
At være bygmester på en norsk stavkirke gav respekt, og Torolf har sandsynligvis opført mange flere kirker end den i Torpo. Endnu i dag kendes hans navn nemlig også fra kirken i Ål, godt 11 km borte.
Gol Kirke fra år 1200 står i dag på Folkemuseet i Oslo. Kirken ejes officielt af den regerende norske monark.
Inspirationen kom fra udlandet
Da kirken i Torpo stod færdig, var den en af mange. Stavkirkernes succes var et resultat af kristendommens udbredelse, men nordmændene lod sig ikke friste med det samme.
Modsat de gamle guder som Thor og Odin, der krævede blod, mjød og offergaver, handlede den nye religion bl.a. om næstekærlighed.
Blev en viking kristen, måtte han opgive plyndringstogterne langs Europas kyster til fordel for et liv, hvor gode gerninger blev belønnet med adgang til Guds paradis efter døden.
Dilemmaet mellem tro og penge fik mange vikinger til at tøve. For længe, mente kong Olav Tryggvason, som sad på Norges trone fra 995 til 1000.
Kongen modtog dåben på en udlandsrejse, men folket derhjemme var ikke ivrigt, så skrappe midler måtte tages i brug.
Ved omvendelsen af befolkningen i landsdelen Trøndelag i Midtnorge fortæller krønikeskriveren Snorri Sturluson i sagaen Heimskringla, at kong Olav med en økse smadrede en træfigur af Thor, “så guden faldt ned af sit fodstykke”.
Imens myrdede kongens mænd den lokale stormand, som nægtede at opgive troen på de gamle guder. Resten af indbyggerne i Trøndelag fik valget mellem henrettelse og dåb. Som garanti mod frafaldne tog kongen gidsler blandt de lokale.
Hvis nogen vendte tilbage til den gamle tro, ville han slå gidslerne ihjel, beretter Sturluson.
En anelse fredeligere gik det til under kong Olav den Hellige, som regerede i ca. 1015-1028. På et togt til Irland havde kongen hørt om den kristne tro og lod sig døbe.
Da Olav vendte hjem fra det store udland omkring 1015, medbragte han fire biskopper og flere præster, som gennem mission skulle omvende det hedenske Norge.
Tilsyneladende havde Olav heldet med sig, for kristendommen spredte sig langsomt ind i landets dale, hvor landskabet blev fyldt med kirker opført i høje, slanke staver. Fra omkring år 1050 oplevede Norge et sandt byggeboom.
På blot et par hundrede år fik selv de fjerneste bygder en af de karakteristiske bygninger. Historikerne vurderer, at landet omkring år 1300, hvor byggeriet nåede sit højdepunkt, havde mellem 1.000 og 2.000 stavkirker.
Den nødvendige viden om, hvordan en kirke skulle bygges, kom med de kristne missionærer, som fra 900-tallet af begyndte at ankomme til Norge fra vikingernes bosættelser i England og Irland.
Verdens formentlig ældste bevarede trækirke – den ca. 1.300 år gamle Greensted Church – står i grevskabet Essex, England, der var en del af vikingernes land, Danelagen. Andre gange var det nordmændene selv, som på deres togter i udlandet tog nye arkitektoniske idéer med sig hjem.
Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed
Anlæggelsen af en norsk stavkirke handlede ikke kun om tro og penge. Stedet, hvor kirken skulle ligge, spillede også en rolle.
En idyllisk bugtning på en elv og en høj med udsigt over dalen og fjeldene var de mest populære steder. Det afgørende var, at kirken kunne ses langvejsfra af rejsende, samt at klokkerne kunne høres på miles afstand.
De første stavkirker i landet var dog lidt af en fiasko. Kirker fra 1000-tallet har forskerne kun fundet stolpehuller efter.
De blev bygget direkte på jordoverfladen, ligesom mange af datidens huse blev det. Men den direkte kontakt med jorden fik stolperne til at rådne, og efter få år var mange stavkirker så ødelagte, at de måtte rives ned. Fra 1100-tallet skiftede Norges håndværkere til en ny metode.
Ved at bygge stavkirken på et fundament af sten løftede de træet op fra den fugtige jord. Stenene skulle ligge solidt, men ikke for tæt, da hulrummet mellem dem gav luft til byggeriet nedefra, så træet blev holdt tørt.
Idéen var allerede udbredt i det gamle Romerrige, men i Norge var metoden ny, og her skånede den mange kirker fra hurtigt at rådne op. Når placeringen var fundet, skulle der skaffes byggematerialer. Datidens tømrere fældede dog ikke det første det bedste træ, de stødte på.
For en bygmester med respekt for sig selv rangerede ét træ over dem alle – den op til 30 m høje skovfyr. Gennem 300 år havde de ældste af disse træer kæmpet mod Norges barske klima og langsomt vokset sig stærke og seje. Efter fældning fik stammerne lov at ligge og tørre i flere år, så træet til sidst var fri for fugt fra inderst til yderst.
Skovfyrrens største styrke ligger gemt i det såkaldte kerneved. Det er fyldt med særlige harpiksstoffer, der forsegler træets porer, så det bedre modstår råd og svamp. Uden kontakt med regn og snemasser er træet derfor tæt på uforgængeligt.
Det viser en undersøgelse af 1100-tallets stavkirker fra Numedal: De indvendige staver på loftet, som var beskyttet mod vand og udtørrende sol, var stadig friske som nyfældet træ.
Datidens bygmestre var ikke klar over de specifikke kemiske processer, men de vidste, at fyrren var det bedste, mest solide og mest vejrbestandige træ at bygge med.
De høje, lige stammer gjorde skovfyrren velegnet som tømmer til stavkirkerne.
Fabeldyr og vikingehelte dominerede
Fra udlandet fik nordmændene også inspiration til kirkernes udsmykning. Især fra England og Irland tog de et ganske specielt motiv: et fabeldyr med lang, slank hals og smalle øjne.
Dyret lignede en vingeløs drage, og vikingerne var så begejstrede for motivet, der hurtigt blev en fast del af kirkernes udsmykning.
Dragen var del af en stilart, der bestod af lange ranker af udskårne snoninger. Stilen er bedst kendt fra stavkirken i Urnes fra 1130, der er Norges ældste bevarede, hvorfra den har sit navn, urnes-stilen.
Dragen fik dog ikke pladsen for sig selv. Da Urnes blev opført, var Norge knap trådt ud af vikingetiden. I de mørke vintre fortalte befolkningen endnu gamle vikingesagn ved ildstedet i de små hjem, og mange af sagaernes helte stod levende i selv kristne nordmænds fantasi.
Heltene prydede derfor ofte portaler og stolper i landets stavkirker. De hedenske motiver blev tolereret af præsterne, der mente, at sagnene var med til at mildne overgangen fra vikingernes gamle tro til kristendommen.
I kirkens version fik den førkristne dragedræber Sigurd Fafnersbane den samme funktion som den kristne dragedræber Skt. Jørgen.
På de bevarede portaler fra den nedrevne kirke i Hylestad har en billedskærer omkring år 1200 gengivet sagnet i træ. Her fælder Sigurd dragen Fafner, hvorved verden renses for alt ondt, så menigheden trygt kan træde forbi den slagne djævelskab og ind i Guds hus.
Nogle forskere mener, at de skrækindjagende dragehoveder, som optræder på nogle af gavlene og portalerne, havde samme pædagogiske funktion.
I flere kirker har stolpernes udskårne drager et menneske i gabet. Kirkerummet skulle ses som et fristed omgivet af onde væsener, som elskede at spise de syndige og frafaldne.
Op gennem 1100-tallet skiftede stilen i stavkirkernes udsmykning til bredere og knap så dybe snoninger, mens fredelige blomsterranker fortrængte de menneskeædende drager. Eksperter kan i dag bestemme alderen på en stavkirke alene ud fra den udsmykning, som snor sig på portalerne.
Stavkirkerne skød i vejret
Med tiden skiftede også kirkernes opbygning. Forskerne anslår, at langt de fleste stavkirker, som blev opført mellem 1150 og 1300, var små landsbykirker med et enkelt firkantet rum. I løbet af 1100- og 1200-tallet blev bygmestrene dog efterhånden dristigere, og visse ad de norske stavkirker skød snart i vejret – nogle helt op til 30 m.
Med kiler skabte tømrerne buer i træ, som blev sat ind mellem stolper og loft, mens væggene fik lange krydsbånd, bedre kendt som andreas-kors.
De nye tilføjelser gjorde kirkens struktur stærkere, så den kunne bygges højere end før. Inspirationen var hentet i de europæiske katedraler og inkluderede fritstående stolper og sideskibe.
De større kirker kostede markant mere end en stavkirke med et enkelt rum, da håndværkerne tog sig godt betalt for deres arbejde.
Udformningen krævede også mere træ – i nogle stavkirker op mod 2.000 dele – og alt skulle passe perfekt sammen. I 1200-tallet var en flot kirke derfor et signal til omverdenen om, at denne dal eller landsby klarede sig godt, og de af Norges sogne, som havde råd, ville ikke længere stå tilbage for byernes overklasse.
Stavkirkerne var et symbol på, atOdin og de gamle guder mistede deres betydning i Norden.
Pesten stoppede byggeriet
Omkring år 1348 fik kirkebyggeriet en brat ende. Her ramte katastrofen, da pesten nåede Oslo, og i løbet af to år spredte smitten sig til de fjerneste afkroge af Norge.
Dale og fjorde blev næsten mennesketomme, og byggeriet af stavkirker gik i stå, mens mange af de rejste kirker blev forladt. Alene i Numedal mener forskerne, at op mod fire femtedele af indbyggerne blev taget af pesten.
“Jeg var der selv, da Anund Helgesøn før den ottende dag efter jul døde i den store manddøde-vinter”, skrev Jon Præst fra Numedal i 1358.
Først i 1600-tallet var Norges befolkning oppe på samme antal som før katastrofen, godt 350.000. Men da var det for sent.
Plyndring, hærværk og manglende vedligehold havde skadet mange stavkirker så meget, at de blev revet ned. De sindrigt konstruerede kirker var også blevet umoderne, da enklere og mere prunkløse trækirker vandt frem efter reformationen.
I 1650 stod blot 270 af de gamle kirker tilbage. De ville være forsvundet i løbet af 1800-tallet, hvis ikke en gruppe nationale entusiaster – med maleren J.C. Dahl i spidsen – var gået sammen om at opkøbe de faldefærdige bygninger.
I dag knejser Norges sidste 29 stavkirker over det barske landskab, næsten 1.000 år efter at de blev rejst.