Dampmaskinen farvede verden sort

Newcomens maskine er den første i en række af opfindelser, der i løbet af 1700-tallet tæmmer dampen og omsætter den til kræfter i menneskets tjeneste. Med ingeniøren James Watts effektivisering af Newcomens dampmaskine i 1769 er vejen banet for de industrimaskiner, som i løbet af 100 år revolutionerer ikke bare England, men hele verden.

Dampen forvandler landbrugssamfund til driftige industribyer og gør det muligt for mennesker og varer at krydse kontinenter og verdenshave med en hast, ingen før har turdet drømme om. Men den industrielle revolution viser sig snart at have uforudsete omkostninger, som den dag i dag fortsat martrer vores planet.

Dampmaskinerne frembragte ikke blot energi, men også giftig, svovlholdig røg fra afbrændingen af enorme mængder kul. Sygdom, død og naturødelæggelse fulgte den dampdrevne industrialiserings fremmarch og udstak kursen for de efterfølgende 250 års massive luftforening og deraf følgende klimakrise.

Manchester blev verdens skorsten

Englænderne satte som de første damp til hverdagen. Førerstillingen skyldtes ikke kun, at øriget var dampmaskinens hjemland. England var allerede delvist industrialiseret, da vandkraftdrevne fabrikker producerede store mængder klæde, én af tidens vigtigste handelsvarer.

Produktionen af klæde og andre varer foregik fortrinsvis i de store byer. London blev tidligt industrialiseret, men hovedparten af fabrikkerne samlede sig i nordengelske byer som Leeds, Sheffield og – især – Manchester i grevskabet Lancashire, som på rekordtid blev landets førende industriby og dermed viste vejen for resten af verden.

Allerede i den sene middelalder havde Manchester udviklet sig til et centrum for fremstilling af uldvarer og linned. Tekstilproduktionen foregik først hos vævere i hjemmene og fra 1700-tallet på fabrikker med maskiner drevet af vandkraft. Men i 1780’erne fik et af byens bomuldspinderier den første dampdrevne vævestol, og herefter gik udviklingen i ekspresfart.

Allerede i 1816 husede Manchester og forstaden Salford 86 bomuldsfabrikker. I 1825 var tallet steget til 104 fabrikker, mens i alt 110 dampmaskiner drev byens industri. Og antallet bare steg og steg, for dampdriften effektiviserede produktionen i forbløffende grad.

“I en enkelt bygning kan man se en 100-hestekræfters dampmaskine – den samme styrke, som 880 mand besidder – drive 50.000 spindler. Fabrikationen kræver 750 mand, men maskinerne formår at producere lige så meget garn, som 200.000 mennesker før kunne fremstille”, skrev den samtidige avisredaktør Edward Baines.

Men produktiviteten blev også synliggjort på anden vis. Manchester var hver dag og på alle tider af året indhyllet i en sky af tyk, sort røg. Omkring 1840 pumpede 500 industriskorstene kvælende røg ud over Manchester. Og dertil kom tusinder af skorstene fra private hjem, som også fyrede med kul.

“Synet af den blyfarvede himmel, farvet af tusinder af evigt rygende skorstene, udelukker for den tilrejsende enhver tvivl om, at han nærmer sig industriens hovedsæder mod nord”, skrev journalisten Angus Reach omkring 1850.

Billige kul drev fremskridtet

Dampmaskinernes mirakel var baseret på kul fra undergrunden. Brændslet stammer fra planter, som for op imod 300 mio. år siden voksede i sumpede skovområder. Når planterne døde, sank de til bunds og blev siden dækket af jord og sten, som satte dem under tryk. Heraf blev kullet dannet.

Som brændsel er kul fantastisk, da det har stor brændværdi og findes i umådelige mængder dybt nede i jorden. Men det billige brændsel er et sundheds- og klimamæssigt mareridt. Ved afbrænding dannes der kuldioxid, der i atmosfæren “fanger” en del af den solenergi, som Jorden ellers ville reflektere ud i rummet. Derved dannes den såkaldte drivhuseffekt, som i dag er den største fare for vores klima.

Desuden danner svovlet i kul under forbrænding svovldioxid, som regner ned som syreregn. Endelig indeholder asken fra kullet tungmetaller som kadmium og kviksølv. Det var denne giftige substans, som Manchesters tusinder af skorstene i 1800-tallet dagligt pumpede ud over byen og oplandet.

Fra 1811 til 1875 blev industribyens kulforbrug 30-doblet til et årligt forbrug på tre millioner tons. Samtidig steg antallet af industriskorstene fra 500 i 1840 til 1.200 et halvt århundrede efter. Allerede i 1840’erne fik synet af Manchester den franske politiker Léon Faucher til at sammenligne byen med en aktiv vulkan, mens en britisk officer kaldte den “indgangen til Helvede”.

Og det blev kun værre. I 1888 skrev en indbygger i Manchester:

“Luften er i dette kvarter så tyk af røg, at det er umuligt at se en genstand længere end nogle få hundrede meter væk. Når det gælder solskin, så har jeg boet her i 10 år og aldrig set noget, som kan kaldes strålende solskin”.

Og ikke nok med, at røgen kvalte lyset i de britiske industribyer – den var også fyldt med aske, som dalede ned og lagde sig som en dyne over planter, dyr og mennesker.

“Jeg har aldrig før besøgt et sted, hvor skidtet ligefrem hopper op og rammer dig i ansigtet!” erklærede en udlænding til digteren Edward Carpenter efter et besøg i industribyen Sheffield i 1890, hvor sod dækkede selv stierne.

Planter og træer visnede

Skaderne fra røgen kunne Manchesters indbyggere se med det blotte øje, når de betragtede planter og dyreliv. I årene 1760 til 1830 alene var byen vokset fra 17.000 til 180.000 indbyggere. For at give arbejderne mulighed for at opleve naturen anlagde bystyret i samarbejde med fabriksejere fra 1846 en række parker i Manchester og forstaden Salford.

“De udgør det ugentlige udflugtsmål for vores hårdtarbejdende fabriksarbejdere og håndværkere og tilbyder en behagelig afveksling i form af grønne plæner og skyggefulde træer i nærheden af det røgfyldte Manchester”, lød det i en samtidig guidebog.

Men glæden varede kort. Blomsterne visnede, og træerne sygnede hen. Selv de hårdføre rododendron-buske gik ud. Mod slutningen af århundredet måtte fabriksejeren Herbert Philips, som havde bekostet byens første park, konstatere, at træer ikke kunne gro i Manchester.

“I de ældre parker eksisterer træerne ikke længere. Svovlsyre fra vores skorstene har ødelagt dem”, skrev han.

I visse områder af byen kunne end ikke græs spire. Og forureningen holdt sig ikke til byen alene. I 1902 erklærede fysikeren James Browne:

“Vi lever i røgens tidsalder. Man bliver kvalt i affald fra forbrænding året rundt. Om vinteren daler det ned på dig som tåge – dyster og frygtelig – og du er nødt til at gå langt, før du kan se et får med hvid pels eller plukke en blomst eller et blad uden at få beskidte fingre”.

Alligevel var de fleste overbeviste om, at der blot var tale om et lokalt problem, som kunne løses ved at bygge skorstenene højere.

“Mængderne af afbrændt kul vil sporløst forsvinde i det uendelige hav af luft”, forsikrede fx nobelprisvinderen Clemens Winkler i 1901.

Tidligere havde en af Manchesters fabriksejere, Peter Spence, også argumenteret for, at byens mange hundrede skorstene skulle erstattes af én gigantisk skorsten. Den skulle være 200 m høj og ca. 45 m i diameter, så den kunne pumpe røgen så højt op, at den ikke længere kunne genere indbyggerne.

Idéen blev dog aldrig ført ud i livet – selvom det stod klart, at den konstante røg i byerne havde store helbredsmæssige konsekvenser.

Forureningen blev en massemorder

I 1800-tallets anden halvdel formåede briterne ikke længere at ignorere industribyernes helbredsproblemer. Lægerne måtte konstatere, at lidelser i luftvejene nu var en folkesygdom. Især den forureningsfølsomme sygdom bronkitis bredte sig.

Sygdommen var i 1870’erne den hyppigste dødsårsag i Englands industribyer, hvor sygdommen årligt krævede mellem 50.000 og 70.000 menneskeliv.

Forureningens effekt blev forværret af den tåge, som mange dage om året indhyllede industribyerne. Årsagen var, at soden fra skorstene lagde sig om hver enkelt af tågens vanddråber.

Det mørke, tjæreagtige stof dannede en klæbrig film rundt om dråberne, som derfor ikke kunne fordampe i solens stråler, sådan som ikke-forurenede vanddråber gør. Svovlet gav desuden tågen en karakteristisk skarp og sur lugt.

“Det særlige ved Manchesters tåge – sammenlignet med andre steder som fx London – er dens ekstreme skarphed, dens usædvanlig høje indhold af svovlsyre”, bemærkede kemikeren George Davis.

Tågen sved i øjnene og brændte i halsen, så befolkningen måtte holde sig inden døre. I London, hvor forureningen ikke var helt så stærk som i Manchester, rapporterede videnskabsmanden Rollo Russell om en markant overdødelighed.

Imellem den 24. januar og den 7. februar 1880 – en periode, hvor hovedstaden var plaget af hård kulde og røgblandet tåge – steg dødsraten fra 27,1 til 48,1 pr. 1.000 indbyggere, næsten en fordobling.

Det konstante halvmørke, som røgen forårsagede, kombineret med en ulyst til at begive sig ud i den forurenede luft førte til, at indbyggerne i Englands storbyer sjældent nød godt af solens stråler. Dermed gik de glip af en vigtig kilde til D-vitaminer. Resultatet var, at mange led af rakitis, også kaldet “engelsk syge”.

Rakitis hæmmer knoglevæksten og fører til misdannelser, særligt hos børn. Moderne forskning viser desuden, at sygdommen også gør børn mere sårbare over for andre sygdomme som mæslinger, kighoste og tuberkulose.

Kulrøgen spredte sig

I slutningen af 1800-tallet trak dampmaskinen sit røgspor langt fra byernes fabrikker. Lokomotiver dampede gennem landskabet på de togspor, som gennemkrydsede hele landet. På floder, søer og verdenshave pløjede skibe sig gennem bølgerne, mens fyrbødere i døgndrift knoklede med at forsyne fartøjernes forslugne fyr.

Samtidig viste det sig, at lokal forurening kunne bevæge sig langt længere end hidtil troet; fx viste en undersøgelse af et mystisk “sort” snefald i Norge i 1888, at forureningen måtte stamme fra Englands industri – over 1.000 km væk.

14 år efter var sod-forureningen over Manchester så ekstrem, at en analyse af et kraftigt snefald i byen viste, at sneen på blot 10 dage havde trukket 300 tons sod med sig ned fra atmosfæren.

Kendskabet til forureningens farer var på det tidspunkt nået bredt ud til byens indbyggere. Et læserbrev fra 1888 fremførte en behersket tro på fremtiden:

“Jeg kan blot håbe, at de, som har til opgave at vogte befolkningens helbred, vil leve op til deres ansvar og gøre alt for at bekæmpe dette onde, som dræber vore drenge og piger – fremtidens mænd og kvinder”.

Kritikernes gennemslagskraft var imidlertid ringe. Røgen hang uløseligt sammen med velstand og jobsikkerhed.

“Gudskelov at røgen stiger op fra de høje skorstene. Jeg har ikke måttet rejse ret langt for ved selvsyn at erfare, hvad fraværet af røg fra fabriksskorstenen betyder, nemlig at ilden i den hjemlige arne er slukket, at den arbejdsvillige arbejder går ledig, og at mangen en ærlig familie må mangle det daglige brød”, skrev den irske forfatter William Taylor i 1842.

Han havde netop været på en rejse gennem Manchester, mens byen oplevede en nedgang i efterspørgslen på britiske industrivarer.

Da en antiforurenings-græsrodsbevægelse i december 1882 indkaldte til møde for at vedtage en resolution, der skulle lægge pres på Manchesters myndigheder, mødte de lokale talstærkt op – for at forsvare fabrikkernes ret til at forurene. Blandt forsvarerne var også mange arbejdere, der frygtede konsekvenserne af strikse krav til forureningsgraden.

Resolutionen fik kun fire stemmer, og forslaget var dermed stemt ned.

“Hvis de (fabriksejerne, red.) bliver jaget væk herfra, hvordan skal arbejderen så tjene sit brød”, spurgte embedsmanden George Jones retorisk under mødet.

Som journalisten Angus Reach rammende beskrev situationen:

“Den beskidte maskine må fortsætte, hvis ikke hundreder af tusinder skal sulte”.

Reformer blev afvist

Også uden for England buldrede dampmaskinerne frem. I det nordøstlige USA bredte industrialiseringen sig hastigt fra 1800-tallets begyndelse med byen Pittsburgh som centrum.

Byen ligger, hvor tre floder – Ohio, Allegheny og Monongahela – løber sammen, og de fine transportmuligheder gjorde, at Pittsburgh i begyndelsen af 1800-tallet var en førende industriby. Og forureningen fulgte med.

“Selv sne kan dårligt betegnes som hvid i Pittsburgh”, skrev en guidebog i 1817.

I Tyskland bredte Ruhr-distriktet sig eksplosivt i 1800-tallets sidste år. Undergrunden rummede rige kulforekomster, og dampmaskinen fik mine- og stålindustrien til at vokse voldsomt.

I 1910 var mere end 400.000 arbejdere beskæftiget med minedrift, og gigantiske stålværker kantede floderne Ruhr, Rhinen og Lippe, som løb igennem industriområdet. Alene Krupp-værket i Essen beskæftigede mere end 30.000 mand.

Ruhr-området var plaget af de samme dårligdomme som de britiske industribyer med konstant røg. Grundlæggeren af Krupp-fabrikkerne, Alfred Krupp, var i 1861 med sin familie flyttet ind i et nyopført hus på selve Essen-fabrikkens grund.

Men røg og larm fik ham snart efter til at flygte til en ny ejendom på en bjergside uden for Essen – og langt borte fra den evige smog. Den luksus havde hans arbejdere ikke.

De var tvunget til at bo midt i forureningen, der langsomt dræbte både planter og træer. Syreregn fra kulafbrændingen gjorde det således hurtigt af med store skovområder nord for industriområdet. Men de tyske videnskabsfolk, som i 1883 undersøgte den udbredte skovdød omkring Tysklands industribyer, påpegede, at det var den uundgåelige pris for fremskridtet.

Hvor voldsom forureningen var, stod klart, da Frankrig i 1923 besatte Ruhr-distriktet, og industriproduktionen blev indstillet. Under den franske besættelse, som varede fra forår til efterår, begyndte alt pludseligt at gro igen.

“Produktionen af kul, koks og stål var dårlig nok standset, før luften blev forbedret i en grad, så alle bemærkede forskellen. Bladene, som normalt begyndte at visne tidligt om sommeren, holdt sig friske og grønne helt til efteråret”, skrev en iagttager.

I samme øjeblik industrien igen kørte for fuld damp, kom forureningen imidlertid tilbage igen.

Fremskridt var vigtigere end liv

Mens de kulslugende dampmaskiner overtog og effektiviserede stadig flere brancher overalt i især Europa og USA, forsøgte ildsjæle at råbe myndighederne op. Men forslag til at udvikle renere teknologier led en lige så sørgelig skæbne i de andre lande som i England.

Ingeniører og andre eksperter, som undersøgte sagen, var enige med industriens talsmænd. Stillet over for besværlige og dyre løsninger til forureningsbekæmpelse valgte de i stedet at henstille til øget renholdelse af byerne samt udplantning af mere modstandsdygtige træsorter.

Først i 1950’erne – samtidig med den vestlige verdens øgede velstand og opmærksomhed på den almindelige befolknings livskvalitet – vandt miljøreformer frem. For Englands vedkommende blev vendepunktet Clean Air Act fra 1956. Loven var en reaktion på Great Smog – fire dage med tæt og stærkt forurenet tåge, som i 1952 dræbte flere tusind mennesker i den britiske hovedstad.

Det skulle dog tage næsten 30 år, før loven var blevet fuldt implementeret i hele landet. Endelig kunne indbyggerne i de britiske industribyer nyde synet af den blå himmel og den nogenlunde rene luft, som maskinernes indtog over 100 år forinden havde berøvet dem.

Moderne undersøgelser vurderer, at den omfattende luftforurening alene fra 1840 til 1900 kostede op imod 1,4 mio. mennesker livet i England – dampmaskinens fødested og verdens allerførste industrination.