Den Røde Barons "flyvende cirkus" erobrede himlen over Vestfronten

Den 21. april 1918, klokken 11.45 slap Manfred von Richthofens held op. Han sad i sin røde Fokker Dr 1 over Somme-dalen på vestfronten. Foran sig havde han en britisk Sopwith Camel og forsøgte at få den på kornet.

Modstanderen, den britiske jagerpilot Wilfred May, vidste, at han havde Den Røde Baron i halen. Tredækkeren var knaldrød, og han kendte kun alt for godt baronens frygtindgydende dræberinstinkt.

I løbet af sin karriere som jagerpilot havde baronen skudt 80 britiske og franske fly ned og var dermed 1. verdenskrigs højest scorende “flyveres”.

Tyskerne kaldte ham “Den Røde Kampflyver”, mens briterne og franskmændene omtalte ham som “Den Røde Baron”, fordi han fløj i et rødmalet fly og var født ind i en tysk adelsslægt.

I et desperat dyk forsøgte Wilfred May at flygte og i lav højde ryste forfølgeren af mellem trætoppene i det bakkede landskab. Wilfred May så ud til at blive Richthofens 81. offer.

Som barn skød esset tamme ænder

Manfred von Richthofen var den fødte jæger. Hans mor, Kunigunde von Richthofen, skrev bl.a. i sine erindringer­:

“Vi tilbragte vores ferier på landet hos bedstemor. En dag kunne Manfred ikke dy sig for at øve sig i jagt, som han tidligt udviklede en lidenskab for. Han havde fået sit første luftgevær, og med det skød han flere af bedstemors tamme ænder i en lille dam nær huset”.

Jagt blev Richthofens yndlingssport. Sammen med sine to brødre jagede han både vildsvin, hjorte og europæiske bisoner i de dybe skove i Schlesien, i det nuværende Polen, hvor familien boede.

Familien Richthofen tilhørte en prøjsisk adelsslægt, hvor mændene traditionelt gjorde tjeneste i hæren. Som 11-årig sendte faderen Manfred på kadetskole, og han blev derefter kavalerist, der var det mest prestigefyldte hverv i hæren.

Den Røde Baron begyndte som observatør

Kort efter 1. verdenskrigs udbrud blev kavaleriet overflødigt. De fastlåste skyttegravsfronter tvang rytterne til at kæmpe som almindelige soldater, fordi gevær- og maskingeværild let mejede dem ned.

Richthofen søgte derfor ind i det nyoprettede luftvåben, hvor han først blev trænet som observatør og siden som bombekaster i et tosædet fly.

I sin selvbiografi “Der Rote Kampfflieger” (Den Røde Kampflyver) fra 1917 beskrev Richthofen sin allerførste træningsflyvning som observatør:

“Vi blev kørt til en flyveplads, hvor jeg for første gang satte mig op i et fly. Suset fra propellen generede mig enormt.

Det var umuligt at råbe noget til piloten, og alting fløj bort fra mig. Når jeg tog et stykke papir frem for at skrive en besked, blæste det ud af mine hænder.

Min flyverhjelm gled af, fordi jeg ikke havde spændt remmen stramt nok. Mit tørklæde blafrede i ansigtet, og jeg havde ikke knappet min jakke godt nok.

Jeg var et ynkeligt syn, og inden jeg opfattede det, havde piloten motoren oppe i fulde omdrejninger.

Maskinen rullede af sted hurtigere og hurtigere. Jeg holdt desperat fast. Pludselig holdt flyet op med at ryste.

Det var i luften, og jorden forsvandt under­ mig”. Richthofen havde fundet sit rette element.

Fly var soldaternes øjne i luften

Observatørernes opgave var at rekognoscere og udspionere fjendens stillinger på jorden. De skulle kortlægge våbendepoter, kanonbatterier, notere sig troppebevægelser og tage fotografier.

Oplysningerne kunne fx afsløre, om et angreb var undervejs, eller hvor fjendens linjer var svagest. Derfor havde de stridende parter jagerfly, som skulle nedskyde fjendens­ observationsfly.

Jægeren Richthofen ville ikke nøjes med at være observatør.

I december 1915 bestod han sin eksamen som jagerpilot, og det meste af året 1916 fløj han over østfronten, hvor hans observatør på bagsædet kastede små bomber over russiske jernbanestationer.

Desuden dykkede Richthofen ned i lav højde og beskød kosak-kavalerister med flyets maskingevær.

Briterne fandt på kælenavnet

Efter sin nedskydning nr. 14 blev Richthofen forfremmet fra løjtnant til kaptajn og fik kommandoen over Jagdgeschwader Nr 1 (jagereskadrille nr. 1).

Britiske journalister døbte enheden “Richthofens Flyvende Cirkus”.

Den nu 24-årige Richthofen var fuld af selvtillid og ønskede at gøre opmærksom på sig selv. Han valgte at male sit fly knaldrødt.

Piloterne i eskadrillen frygtede, at det gjorde ham til en skydeskive, for mange britiske piloter ville hellere end gerne skyde det berømte tyske es ud af himlen og dermed selv opnå berømmelse.

Piloterene i Richthofens eskadrille 1 forsøgte at overtale deres chef til at male sit fly om til de traditionelle farver – mat-lilla på undersiden og olivengrøn på oversiden.

Han nægtede at lytte, og i forsøget på hjælpe deres chef malede alle piloterne i eskadrillen deres fly i kulørte farver for i det mindste at forvirre fjenden i de kaotiske luftkampe.

Også på den modsatte side af fronten gav baronens farvevalg anledning til omdekoreringer. Flere britiske piloter malede næsen på deres fly rød som tegn på, at de jagtede Den Røde­ Baron­.

Fjenden anså ham for en gentleman

Trods de mange britiske og franske piloter, som måtte lade livet for baronens maskinkanoner, talte fjenden sjældent ondt om ham. Han blev snarere beundret og fik ry for at være en gentleman.

Den britiske historiker H.A. Jones beskrev­ berømtheden:

“Richthofen var en hård modstander, men han var aldrig hensynsløs. Han var høflig og venlig over for de modstandere, som han tvang til at nødlande og overgive sig til fangenskab. Men i luften viste han ingen nåde”.

Den Røde Baron beskrev selv en af sine mange sejre efter et angreb på et britisk rekognosceringsfly, hvis benzintank begyndte at brænde. Den britiske pilot og hans observatør var derfor tvunget til at nødlande:

“Jeg følte medlidenhed med min modstander og bestemte mig for ikke at sende ham styrtende til jorden i flammer. Jeg ville hellere tvinge ham til at lande. På jorden talte jeg med de to briter som sportsmænd efter en kamp”

Briterne bombede baronens cirkus

Det nærmeste, briterne kom på at uskadeliggøre Den Røde Baron, var under et natligt bombetogt, hvor de forsøgte at ramme eskadrille 1's flyveplads.

Togtet var et led i en stor britisk-fransk landoffensiv i april 1917, slaget ved Arras, hvor entente-magterne forsøgte at bryde gennem tyskernes linjer.

De britiske fly skulle angribe vigtige mål bag de tyske linjer og bane vejen for offensiven. Blandt målene var Richthofens flybase. Han havde over 40 nedskydninger bag sig, og hans eskadrille var en torn i øjet på briterne og franskmændene.

Briterne sendte den 5. april hele­ 18 natbombefly over fronten. Netop den aften fejrede Richthofen og hans mænd en stribe succesfulde nedskydninger.

De befandt sig i flybasens messe, da tyske observatører ved fronten indtelefonerede en advarsel til Richthofen om, at bombeflyene var på vej i hans retning.

Richthofen afbrød festlighederne og udstyrede sine mænd med rifler og maskingeværer. Kun ét bombefly fandt sit mål i mørket og blev mødt med riffelskud.

Den britiske observatør kastede sine bomber over flyvepladsen, men de tyske piloter, mekanikere og observatører var alle sprunget i dækning i basens­ beskyttelsesrum.

“Det var et festligt fyrværkeri til vores ære”, skrev Richthofen, der anså luftbombardementer om natten for værdiløse. Hverken fly, mænd, hangarer eller barakker blev ramt.

Den følgende nat forsøgte briterne igen. Men bomberne faldt tilsyneladende vilkårligt. Én bombe sprang få meter fra Richthofens parkerede røde tredækker, som dog ikke tog det mindste skade.

Nye fly blev udviklet hele tiden

Den britisk-franske forårsoffensiv i 1917 gik i stå i løbet af april. Den kostede de allierede dyrt i luften. En tredjedel af briternes piloter og observatører blev skudt ned eller tvunget til at nødlande.

I løbet af april mistede briterne 316 piloter, og Richthofen alene øgede sine sejre i luften fra 32 til 52. Alene den 13. april skød han tre fjendtlige fly ned.

Succesen skyldtes, at tyskerne i 1917 havde bedre flytyper end briterne og franskmændene.

Siden krigen begyndte i sommeren 1914, var udviklingen af fly gået hurtigt, og de stridende parter sendte jævnligt nye og bedre fly i luften for at få overtaget.

Adskillige faktorer spillede ind, når piloterne og ingeniørerne bedømte en flytypes duelighed. Hastighed og manøvredygtighed var selvfølgelig vigtigt.

Nogle fly kunne dreje skarpere end andre. En sikker vej til sejr var at komme bag fjenden, så det var muligt at få ham på kornet.

Det fly, som kunne dreje i de mindste cirkler, kom hurtigst bag modstanderen og kunne skyde ham ned.

Hvor hurtigt et fly kunne stige til vejrs, var afgørende. Efterhånden nåede nogle flytyper en højde på otte kilometer.

Den, som fløj højest, havde det bedste udsyn og muligheden for at styrtdykke mod fjenden. Desuden kunne en højtflyvende maskine slippe væk fra en ellers overlegen fjende ved at flyve over modstanderens maksimale højde.

Men alle flytyperne havde både fordele og ulemper. Et tungt fly var fx langsomt, men til gengæld en stabil platform at affyre maskingeværer fra.

Et let fly var hurtigt og manøvredygtigt, men også ustabilt og svært at styre. Flyingeniørerne kunne ikke skabe et fly, der var det bedste til det hele.

Den britiske Sopwith Camel brugte fx 12 minutter på at nå en højde på tre kilometer.

Standardtypen havde en 130- hestekræfters motor og fløj 200 km/t. i lige linje.

Fokker Dr 1 fløj en anelse langsommere, 190 km/t., men steg imponerende hurtigt – tre kilometer på kun syv minutter. Begge fly hørte til blandt de mest manøvredygtige, verden endnu havde set.

Flytypen havde en maskingeværskytte siddende i næsen af flyet, mens propellen sad bagest på flyet.

De to grupper fløj direkte mod hinanden, og en britisk skytte begyndte at fyre løs mod Richthofen på lang afstand:

“Pludselig fik jeg et slag i hovedet. Jeg var blevet ramt. Et øjeblik var jeg fuldkommen lammet i hele kroppen. Mine hænder faldt slapt ned, mine ben dinglede. Men det værste var, at slaget havde­ påvirket min synsnerve. Jeg var blind”.

Richthofens fly styrtede mod jorden ude af kontrol. Han troede, det var slut. Men instinktivt lykkedes det ham at slukke for motoren for at undgå brand, hvis både benzintanken og den glohede motor var blevet ramt.

Han kom til bevidsthed og fik synet tilbage. Det første, han tjekkede, var højdemåleren, som stod på 800 meter.

Derpå genstartede han motoren. To af hans mænd fløj på hver sin side af ham, parate til at forsvare ham. Piloter på begge sider jagede ofte et styrtende fly, til det lå knust på jorden.

En almindelig undvigemanøvre var nemlig at simulere et styrt. Men ingen fjender fulgte efter Richthofen, og han landede på en mark nær en fremskudt tysk stilling.

Han havde fået skudt ti centimeter hud af på siden af hovedet. Kirurgerne fik dækket det meste igen. Men et lille stykke af kraniet var stadig blotlagt.

Alligevel var Richthofen tilbage som chef for sine mænd mindre end tre uger senere. Men noget var galt.

Under hans sygeorlov noterede moderen sig, at han var blevet indadvendt og irritabel. Det lignede ikke den ellers så sorgløse og udadvendte søn.

I skyttegravene så australske soldater måbende de to lavtflyvende maskiner nærme sig. Den forreste var i åbenlyse problemer og svingede snart til højre, snart til venstre, mens maskingeværerne på den røde tredækker hamrede ubønhørligt løs.

Soldaten Cedric Popkin greb chancen. Han tog ladegreb på sit Vickers-maskingevær og sigtede.

I det øjeblik Den Røde Baron passerede sigtekornet, åbnede Popkin ild.

Richthofen blev ramt af ét enkelt projektil. Kuglen splintrede hans niende ribben i højre side og borede sig tværs gennem brystet.

Efter få sekunder mistede Richthofen bevidstheden. Hans tredækker styrtede som en sten mod jorden.

Få sekunder senere lå det legendariske fly sønderknust på jorden inde i fjendeland.

Verdenshistoriens mest berømte og beundrede pilot var død inden han ramte jorden­.