Derfor frygtede alle pansertoget
Hurtige, præcise og dødbringende. Forstå, hvorfor de armerede krigstog i hundrede år var et frygtet supervåben, som spredte skræk på slagmarken.
Mens kampene på vestfronten foregik i skyttegrave, blev de pansrede tog ofte brugt østpå.
“I de seneste kampe har de pansrede tog været den hårdeste og mest forfærdelige modstander. De er velbyggede, bevæger sig hurtigt og beslutsomt, har masser af ildkraft og er det vigtigste element i vores fjendes angreb. Vores infanteri er magtesløs over for fjendens tog”.
Sådan skrev en desperat polsk soldat om bolsjevikkernes frygtede pansertog under den russiske borgerkrig (1918-20).
Zaren var blevet styrtet året forinden, og nu lå zar-tro soldater fra hele Østeuropa i bitter kamp med bolsjevikkerne i byen Tsaritsyn – senere Stalin-grad og Volgograd.
Selv om kampene bølgede frem og tilbage, og intet var afgjort, frygtede byens forsvarere mere end noget andet kommunisternes nye supervåben: pansertogene, som truede med at lægge byen øde. Og bolsjevikkerne selv var også klar over værdien af deres armerede tog:
“Pansrede tog kæmper bravt og frygtløst. Hvis vi nogen sinde vinder dette slag, bliver det takket være de pansrede tog”, skrev en general fra Den Røde Hær i 1919.
Her får du forklaringen på, at pansertoget i perioden mellem 1848 og 2. verdenskrig var en frygtet modstander på alverdens slagmarker.
Den russiske zar Nikolaj 2. udviklede de pansrede tog til et frygtet våben. Det lukrerede bolsjevikkerne på efter revolutionen.
Amerikanerne kom først
Historien om de frygtede pansertog startede ca. 100 år tidligere. Fra 1825 til 1900 blev jernbanenettet i Europa udbygget fra 0 til 300.000 km, og tog kunne nå frem til selv de fjerneste hjørner af kontinentet på få dage. Militære ingeniører, som opmærksomt holdt øje med denne udvikling, begyndte straks at udtænke militærfartøjer, som kunne drage nytte af det nye skinnenet.
Allerede i 1848 forsøgte den østrig-ungarske hær sig med armerede tog, men først under den amerikanske borgerkrig i 1861-65 viste militærtog for alvor deres værd – især som troppetransport.
De første pansertog var yderst primitive og bestod blot af armerede jernbanevogne, der havde fået monteret kanoner.
Eksempelvis fik nordstatsgeneralen Joseph Hooker sine 22.000 soldater fra Washington til Tennessee med tog på blot en uge – de 1900 km ville ellers have taget en måned og efterladt soldaterne udmattede.
Men også i kamp viste togene sig som en værdifuld forstærkning. I 1862 byggede Sydstaterne en “kanonvogn” – en primitiv togvogn med metalvægge og en kanon. Vognen blev hurtigt en så stor succes, at den også blev bemærket i Europa.
Især da briterne begyndte at vise interesse, kom udviklingen af de armerede tog i fart. Storbritannien lå i konflikter med en lang række irregulære hære rundt om i kolonierne, og pansertogene var som skabt til denne form for krig, der var spredt over store afstande.
Togene kunne lynhurtigt transportere tropper, så de kunne sættes ind i konflikternes brandzoner, men gjorde også stor nytte som kørende “bunkere” med bl.a. maskingeværer og sandsække. Briterne forsynede endda deres tog med skydeskår, så soldaterne kunne bekæmpe oprørere uden at forlade togene.
Fjenden kunne standse togene
Krigene i kolonierne afslørede dog også pansertogenes indbyggede svaghed: De var fuldstændig afhængige af skinner, og en beslutsom fjende kunne uden større problemer stoppe togene.
Det var tilfældet i 1899, da en gruppe boere i Sydafrika standsede et britisk pansertog ved at blokere skinnerne. Lynhurtigt fik angriberne også blokeret skinnerne bag toget og forhindrede det således i at bevæge sig. Med sprængstof sprængte boerne toget, og omkring 50 skrækslagne britiske soldater blev taget til fange.
Briterne udstyrede deres krigstog med bl.a. tovværk, som skulle beskytte imod kugler.
Angrebet fik briterne til at forstærke togene yderligere, forsyne dem med mere avancerede våben og lade dem arbejde tættere med spejdergrupper, der kunne holde øje med skinnerne. De nye tiltag gjorde pansertogene til et endnu stærkere våben end tidligere, og en britisk officer bemærkede: “Der er ingen tvivl om, at fjenden hader dem dybt, og at tilstedeværelsen af pansrede tog har stor indflydelse på moralen”.
Trods succes i kolonierne ville briterne ikke indføre pansertog i Europa – de ville være sårbare over for disciplinerede europæiske hære, mente briterne. I stedet overtog russerne pansertogene.
Bolsjevikkerne styrtede zaren
Mens kampene på vestfronten hurtigt flyttede ned i skyttegravene under 1. verdenskrig, egnede østfronten sig perfekt til russernes pansertog. Togene både angreb fjenden og forsvarede russiske byer med så stor succes, at zar Nikolaj 2. iværksatte en storstilet produktion af mere avancerede og kraftfulde tog.
Russiske jernbanekrydsere havde både kanoner og maskingeværer.
Alle frygtede zarens jernbanekrydsere
Kronen på den russiske zar Nikolaj 2.s samling af pansertog var “jernbane-krydserne” – de mest frygtede militærtog under 1. verdenskrig.
Sammenlignet med datidens andre tog var jernbanekrydserne – kendt som “Zaamurets” – rene krigsmaskiner. Mens andre tog primært blev brugt til troppetransport, havde Zaamurets påmonteret otte maskingeværer og store kanoner, der kunne rotere 360°.
Jernbanekrydsernes største fordel var, at de ikke var afhængige af lokomotiver. Hvis kampene krævede det, kunne Zaamurets således kobles af og angribe fjenden på egen hånd.
Som ekstraudstyr havde krydserne samtaleanlæg, signaludstyr, afstandsmåler og lyskaster. Zaamurets blev drevet af to 60-hk motorer og havde en topfart på 45 km/t.
Desværre for zaren blev han styrtet i 1917, og mange af hans elskede tog blev overtaget af fjenden – bolsjevikkerne. Nu fungerede togene som mobile indsatsstyrker og blev brugt til at angribe resterne af zarens hær og de russere, som ikke gav efter for revolutionen.
Pansertogene knuste al modstand, og med tiden steg respekten og frygten for de dødbringende maskiner så meget, at lokomotivførerne blev myteomspundne folkehelte, der altid gik klædt i sorte læderjakker.
Imod en fjende, der var dårligt organiseret og udrustet, kunne alene synet af et kæmpe ståltog og de læderbeklædte lokomotivførere vinde kampe, opdagede bolsjevikkerne.
1944: Toisessa maailmansodassa panssarivaunut syrjäyttivät panssarijunat.
Da 2. verdenskrig brød ud, kastede russerne igen deres pansertog ind i kampene. I mellemkrigsårene var togene blevet endnu mere avancerede, men alligevel var tiden løbet fra de engang så frygtede tog.
Afhængigheden af skinner og fremkomsten af de mere mobile tanks gjorde pansertogene overflødige – og skubbede dem ud på et sidespor.