Edison kæmpede mod strømmen
Opfinderen Thomas Edison hersker over et elektrisk imperium, da en ny idé truer med at ødelægge alt. Smædekampagner, dyreforsøg og henrettelser bliver hans våben i “Den Store El-krig”, der skal drive hans konkurrenter ud af USA.
Ifølge Edison er genialitet én pct. inspiration og 99 pct. perspiration – sveddryppende pukleri.
William Kemmlers krop stivner som en statue, da strømmen sluttes til. 1.000 volt løber gennem den dødsdømtes krop, og da bødlen efter 17 sekunder slukker igen, har en hørm af brændt kød bredt sig i lokalet.
Det er endnu tidligt om morgenen, da historiens første henrettelse i den elektriske stol er forbi, den 6. august 1890. Lægen erklærer Kemmler død uden at undersøge liget nøjere, og han gør klar til at forlade Auburn-fængslet i New York, da et råb lyder fra tilskuerne:
“Gode Gud! Han lever!” Skarpe øjne har set, at den dødsdømte morders bryst hæver og sænker sig, mens fråde kommer til syne under ansigtsmasken.
“Tænd for strømmen!” brøler lægen, men elektroderne er allerede fjernet fra Kemmlers hoved og ryg. En fængselsbetjent må febrilsk placere dem igen, mens strømgeneratoren varmer op.
“For Guds skyld, dræb ham, og få det overstået!” lyder et desperat råb, inden henrettelsen omsider kan begynde forfra. Denne gang får Kemmler 2.000 volt i flere minutter. Blodårer brister under hans hud, mens elektroden brænder sig vej helt ind til den dømtes rygsøjle.
Den ubærlige stank får en reporter fra Associated Press til at dejse besvimet om, mens andre vidner kaster op, inden det grusomme skuespil er forbi.
Amerikas største opfinder
Henrettelsen af øksemorderen William Kemmler i 1890 var det makabre højdepunkt i en beskidt krig om brugen af elektrisk strøm, som den geniale opfinder Thomas Alva Edison havde indledt mod sin værste konkurrent. En krig, som kom til at besmudse det navn, han møjsommeligt havde opbygget i årene forud som USA's største opfinder.
Edison blev født af fattige forældre i 1847 og nåede kun at gå 12 uger i skole, inden bøgerne blev erstattet med et job som avisdreng.
Han viste tidligt sit medfødte forretningstalent, da han hyrede fire assistenter og vandt monopol på at sælge aviser i sin hjemby i Michigan. I fritiden uddannede han sig til videnskabsmand ved at læse bøger og udføre kemiske forsøg.
Som 15-årig vidste Edison nok til at få et job som telegrafist, og fremover var hans liv viet teknologien. Han stod bl.a. bag forbedringer af telegrafen, udtog flere telefonpatenter og opfandt et apparat til at optage lyd, fonografen.
Fra 1878 koncentrerede Edison sig om elektricitet, og i løbet af to hektiske år udviklede han og hans voksende stab af opfindere verdens første anvendelige glødepære, en pålidelig el-generator og en metode til at isolere kobberledninger, der skulle graves ned i jorden. Dermed havde den bare 33-årige mirakelmager de elementer, han skulle bruge til en teknologisk revolution i USA.
I december 1880 stod Edisons første testanlæg klar, og to år senere tændtes de første elektriske lamper i hjertet af New York. Han var gået i gang med at føre millionbyen og resten af det store land ind i elektricitetens tidsalder.
Da Edison tændte for strømmen i New York, havde han for længst etableret sig som herskeren i et omfattende forretningsimperium bygget på mere end 1.000 patenter.
Men succesen udsprang ikke kun af hans egne ideer og forretningssans, han var også god til at opdage unge talenter med stort potentiale og knytte dem til sig, så han kunne tjene penge på deres opfindsomhed.
Særligt emigranter fra Centraleuropa var velkomne hos Edison. De strømmede til USA i anden halvdel af 1800-tallet og var ofte desperate efter at skaffe sig et levebrød – deres evner kunne
erhverves til spotpris.
En af indvandrerne var den 28-årige Nikola Tesla, som Edison bød velkommen i sit korps af opfindere i 1884. Edison havde ingen anelse om, at den unge mand fra Serbien skulle komme til at koste ham pladsen som frontløber i den elektriske tidsalder.
Drømmesyn skaber ny teknologi
Nikola Tesla havde været interesseret i elektricitet, siden han som tre-årig strøg hånden over sin kat, Macak, og så de smældende gnister af statisk elektricitet. Interessen udviklede sig til en livsopgave, da han som ingeniørstuderende på det tekniske universitet i Graz fik demonstreret en primitiv elmotor.
Mens Tesla kiggede på maskinen, der kørte ujævnt og spyede kaskader af gnister, svor han, at han ville konstruere sin egen udgave – der virkede. I årevis grublede han over problemet med motoren, indtil han pludselig fik en åbenbaring under en aftentur med en ven i en af Budapests parker.
“Ideen kom til mig som et lyn, og på et øjeblik var løsningen afsløret”, huskede Tesla senere.
I støvet tegnede han en elmotor, der fungerede efter samme princip som de motorer, der i dag driver alt fra ventilatorer og røremaskiner til store industrimaskiner. Den unge Tesla slog begejstret ud med armene og råbte:
“Er den ikke smuk? Er den ikke sublim? Er den ikke helt enkel!?”
I hans ungdom var jævnstrøm, der løber konstant i én retning gennem et kredsløb, den mest udbredte. Men hans elmotor krævede vekselstrøm, hvor strømmen skifter pol 50 gange i sekundet. Ideen til elmotoren og kravet om vekselstrøm skulle blive styrende for den unge ingeniørs fremtid.
I 1882 gravede Edisons arbejdere de første el-ledninger ned i New York.
Edison afviser vekselstrøm
Som Edison-medarbejder i New York måtte Tesla hellige sig jævnstrømmen, der blev sendt ud fra chefens kraftværker. Men denne form for elektricitet havde store begrænsninger, og serberen blev mere og mere frustreret, efterhånden som månederne gik.
Edison insisterede på at sende 110-volt jævnstrøm ud i sine ledninger, så elektriciteten kunne bruges i kundernes stuelamper. Men den lave spænding betød, at strømmen fra et kraftværk kun kunne transporteres omkring 800 meter væk, før modstanden i ledningerne blev for stor. Edisons plan var at sætte strøm til hele Amerika, men hans teknologi krævede et kraftværk for hver halvanden kilometer.
Den største konkurrent på el-markedet var opfinderen og forretningsmanden George Westinghouse, der leverede vekselstrøm til sine kunder. Han havde ikke Edisons problemer med levererancen, for med en transformator kunne han øge spændingen til fem, ti eller tyve gange så mange volt og transportere strømmen over lange afstande i højspændingsledninger.
Til gengæld havde ingen endnu konstrueret en anvendelig elmotor, som var i stand til at udnytte vekselstrømmen industrielt. Edisons system derimod kunne drive varmeanlæg og store maskiner.
Efter lang tids tøven gik Nikola Tesla til sin chef med et forslag: Han ville bygge den elmotor, der omsider kunne gøre vekselstrøm til en god forretning.
Svaret blev et brysk afslag. Edison svarede, ifølge Tesla, at han “var ikke interesseret i vekselstrøm; den havde ingen fremtid, og enhver, som rodede rundt på det felt, spildte sin tid”.
Hele sin forretning havde Edison bygget på jævnstrøm, og den var beskyttet af utallige patenter, der skulle holde alle konkurrenter på afstand. Hvis han gik over til vekselstrøm nu, skulle han begynde helt forfra.
Tesla faldt i unåde, og da han kort efter følte sig snydt for en bonus, sagde han op i vrede. Men hvis Edison troede, at han havde lukket munden på den visionære serber, tog han fejl. Tesla gik i gang med at bygge sin maskine, og Den Store Strømkrig kunne begynde.
Tesla under et elektrisk forsøg i sit laboratorium.
Smædeskrift imod vekselstrøm
Allerede i 1887 mærkede Edison den ubehagelige ånde i nakken fra rivaler, som byggede kraftværker og rejste gadelamper, der til forveksling lignede hans egne – blot med vekselstrøm.
Han indledte krigen mod vekselstrømmen med et frontalangreb i form af et 83 sider langt kampskrift, der havde ordet “ADVARSEL” trykt med fede typer på forsiden.
“Det er et faktum, at ethvert system, som benytter sig af højspænding, fx 500 eller 1.000 volt, er livsfarligt”, skrev Edison og støttede sig til de gruopvækkende artikler om dødsulykker, han havde klippet ud af aviserne.
“Over for dette højspændingssystemernes dødsregister,” påpegede opfinderen, “har vi Edison-lavspændingssystemets glorværdige historie, som ikke omfatter et eneste tab af liv”.
Han undlod at nævne, hvordan branden fra en kortslutning havde kostet bankmanden J.P. Morgan sit skrivebord, da Edison første gang installerede sit lavspændingssystem i et privat hjem. Skriftet omtalte heller ikke, at heste i begyndelsen fik stød fra de ledninger, hans selskab lagde under byens gader.
Edison slap alle hæmninger i sit forsøg på at skabe frygt omkring vekselstømmen – og det så ud til at virke.
Edison får en håndlanger
Sensationshungrende journalister og oprørte læserbrevsskribenter overgik i 1888 hinanden i rædselshistorier om den livsfarlige vekselstrøm.
“Døden i ledningerne” var overskriften på ét af de mest skingre debatindlæg, som New York Evening Post bragte den 5. juni. Det opremsede flere dødsfald forårsaget af højspændingsledninger og slog fast, at “hver dag kan føje nye ofre til listen”.
“Vekselstrøm”, tordnede skribenten, “kan ikke beskrives med et mindre kraftfuldt tillægsord end forbandet”. Han krævede vekselstrøm på mere end 300 volt forbudt, hvilket ville sende alle Edisons konkurrenter ud af markedet.
Dette læserbrev var skrevet af Harold P. Brown, en selvlært opfinder, der drømte om at gå i Edisons fodspor. Om de to kendte hinanden i forvejen, er uvist.
Men Edison tog beundreren under sine vinger, og Harold P. Brown fik overladt et laboratorium med to assistenter, så han kunne gennemføre sit korstog mod vekselstrømmen. Strømkrigen var gået ind i næste fase.
Edisons nye håndlanger valgte dyreforsøg som et våben i krigen. Han betalte lokale knægte for at fange herreløse hunde – 25 cent per styk – for at udsætte dem for elektriske stød.
I løbet af en måneds forsøg fandt Brown frem til, at han kunne aflive en hund med 300 volt vekselstrøm, mens jævnstrøm krævede 1.000 volt – og dermed var mere sikker. Den opsigtsvækkende viden gav han videre i en offentlig demonstration.
Dyreforsøg ender i kaos
Den 30. juli 1888 var journalister og interesserede borgere forsamlet i en sommervarm forelæsningssal på Manhattan. Uroen bredte sig i rummet, da Harold P. Brown trådte ind på scenen med en 27 kg tung labrador, gav den mundkurv på og førte den ind i et bur.
Derpå satte hans assistenter ledninger fast på dyrets for- og bagben. Da alt var parat, sendte Brown 300 volt jævnstrøm gennem hunden, og kort efter skruede han spændingen op til 400 volt.
“Mange forlod lokalet, ude af stand til at udholde den oprørende forestilling”, rapporterede en tilstedeværende journalist, mens hunden klynkede af smerte. Ufortrødent øgede Brown spændingen til 1.000 volt. Dyret peb, hylede og vred sig, mens tilskuerne tryglede den ubønhørlige bøddel om at stoppe.
Hunden var stadig i live, da Brown endelig viste nåde og slukkede for strømmen, men dermed var dagens brutale eksperiment ikke forbi. Assistenterne forbandt nu en vekselstrømsgenerator til hunden. Da de var færdige, sendte Brown 330 volt vekselstrøm gennem ledningerne, og i løbet af et øjeblik faldt hunden livløs sammen.
Flere henrettelser med vekselstrøm var planlagt, men Brown måtte opgive, da salen allerede sydede af forargelse, og en dyreværnsforkæmper protesterede højlydt. Desværre havde eksperimentet ikke givet noget entydigt bevis for vekselstrømmens farlighed, for hunden var jo allerede svækket af jævnstrøm, da Brown tændte for vekselstrømmen. Han var nødt til at gennemføre flere forsøg – med større dyr.
Blot fire dage efter stod Brown igen på scenen. Med morderisk effektivitet aflivede han et gadekryds på 28 kg, en fuldvoksen newfoundlænder på 41 kg og en tredje, mindre hund – alle sammen med vekselstrøm.
“Vi lavede en glimrende fremvisning, som du vil kunne læse om i alle aviserne”, skrev Brown tilfreds til en af Edisons medarbejdere. Snart fik han mulighed for at teste vekselstrøm på et endnu mere opsigtsvækkende offer.
Edison får en uventet håndsrækning
Som en anerkendt ekspert i elektricitet havde Thomas Edison modtaget et brev fra en kommission i New York. Han blev bedt om at vurdere, om strøm var bedre egnet til henrettelse af dødsdømte end de hidtidige hængninger.
Af princip var Edison modstander af dødsstraf. Men hans svar til kommissionen lød, at et menneske kunne slås hurtigt og næsten smertefrit ihjel ved hjælp af en el-generator.
“De mest effektive af disse er kendt som ‘vekselstrømsmaskiner’ og bliver her til lands primært fremstillet af George Westinghouse”, skrev Edison tilbage til kommissionen.
“Passage af strøm fra en af disse maskiner gennem menneskekroppen vil resultere i øjeblikkelig død ved selv den mindste kontakt”.
Kommissionens forespørgsel gav Edison muligheden for skamløst at forbinde sin konkurrents navn med et dødbringende produkt. Nu skulle amerikanerne overbevises om, at Westinghouse fremstillede de rene dræbermaskiner.
Elektrisk stol skal skræmme alle
Mens New York overvejede fremtidens henrettelsesmetode, forsøgte Edison via sin håndlanger Harold P. Brown at påvirke afgørelsen. Det skete under en ny demonstration, som medlemmerne af kommissionen var inviteret med til.
Edison mødte selv op for at overværede, hvordan to kalve og til sidst en fuldt udvokset hest på 560 kg bukkede under for stød på 700 volt vekselstrøm.
“Eksperimenterne beviste, at vekselstrøm er den mest dødelige kraft, videnskaben kender til,” rapporterede avisen New York Times dagen efter.
Forestillingen fik præcis den effekt, Edison havde ønsket. Med virkning fra 1. januar 1889 skulle de dødsdømte i staten New York henrettes med vekselstrøm, fastspændt i en “elektrisk stol”, som Harold P. Brown udviklede.
De dødbringende stød skulle naturligvis leveres af en Westinghouse-generator. Edison forsøgte i samme anledning at udbrede et nyt ord for henrettelse – “at blive westinghouset”.
Henrettelsen af den dømte øksemorder William Kemmler skulle være den store finale på krigen mod vekselstrøm.
“Det vil gå så hurtigt, at den kriminelle ikke kan nå at lide ret meget”, spåede Edison forud for store begivenhed den 6. august 1890. Men henrettelsen gik ikke efter planen, og Kemmlers lange dødskamp i stolen blev et varsel om den nedtur, der ventede Edison selv.
Westinghouse tænder lysene
Trods de stadigt mere ekstreme metoder, Edison tog i anvendelse, var han ved at tabe strømkrigen i sommeren 1890. Westinghouse solgte flere lysanlæg på en måned, end Edison havde gjort i hele det forløbne år – og samtidig havde konkurrenten fået en ny allieret: Tesla var begyndt hos Westinghouse.
Under sin nye chef udviklede Tesla den vekselstrømsmotor, som Edison tidligere havde afvist med foragt. Efter tre år stod maskinen færdig, og en storslået præsentation under åbningen af verdensudstillingen i Chicago 1893 slog fast, at fremtiden tilhørte vekselstrømmen.
Publikum brølede af begejstring, da præsident Grover Cleveland erklærede udstillingen for åben og med et tryk på en knap sendte strålerne fra elektriske springvand 30 m i vejret.
Begejstringen blev kun større, da titusinder af elpærer blev tændt om aftenen og fik udstillingsbygningerne til at lyse smukt mod nattehimlen.
“Det var som at overvære et pludseligt drømmesyn fra himlen”, kommenterede en tilskuer. Tesla og Westinghouse stod bag det fortryllende skue, og på udstillingen fremviste de deres nye motor, der kørte på vekselstrøm.
I 1893 lykkes det Nikola Tesla at udvikle en effektiv motor, der kører på vekselstrøm. Nu begynder USA's fabrikker at købe højspændingsstrøm.
Edison må opgive krigen
To år senere, i 1895, kunne Westinghouse fejre den totale sejr i strømkrigen, da han åbnede et vandkraftværk ved Niagara Falls. Vandmasser genererede vekselstrøm, som blev sendt helt til byen Buffalo, der lå 30 km væk.
På det tidspunkt havde Edison mistet kontrollen over sit eget firma, General Electric Company. Han var blevet fjernet af bankmanden J.P. Morgan, der ejede en stor del af firmaet og gennemtvang en omstilling til vekselstrøm.
Den dag i dag hører General Electric til blandt verdens 10 største virksomheder. Men grundlæggeren forsøgte at glemme alt om den:
“Jeg er kommet til den konklusion, at jeg aldrig har vidst noget om elektricitet”, udtalte Edison. “Nu vil jeg gøre noget, der er så meget større end alt, hvad jeg hidtil har gjort, så folk vil glemme, at mit navn nogensinde var forbundet med noget som helst elektrisk”.
Det bitre ønske fik han dog ikke indfriet, selvom Edison eksperimenterede flittigt videre med film- og lydoptagelser, røntgenbilleder og batterier, er det især den velfungerende el-pære, han i dag huskes for.