Det første skridt mod det, vi i dag forbinder med virtual reality, blev taget i 1950’erne, hvor den amerikanske opfinder og filmmand Morton Heilig udviklede et “oplevelsesteater”.
Heiligs drøm var at skabe en maskine, som kunne suge seerne ind i film og give dem mulighed for at opleve handlingen med alle deres sanser.
Den første VR-oplevelse blev udviklet i 1950’erne og gjorde brug af næsten alle sanser.
Resultatet blev Sensorama – et stort, mekanisk apparat, der afgav lyde, lugte og rystelser, mens kortfilm blev afspillet. Maskinen var udstyret med farveskærm, stereolyd, en bevægelig stol og forskellige blæsere.
Når seerne satte sig i maskinen, kunne de fx opleve en motorcykeltur igennem New York med vind i håret og masser af lyde og lugte – heriblandt stanken af bilos og duften af pizza – frembragt af kemikalier.
Sanse-maskinen skrumper ind
I 1960 havde Heilig udviklet en mindre udgave af Sensorama og tog patent på “et teleskopisk tv-apparat til individuel brug”. I praksis var der tale om et headset med høretelefoner og en lille skærm.
Heiligs maskine kunne dog ikke registrere brugernes bevægelser, og filmene var derfor statiske. Det første headset, som reagerede på bevægelser, blev skabt få år senere i 1968. Her byggede datalogen Ivan Sutherland en maskine med computer-genereret grafik, der ændrede perspektiv, i takt med at brugerne bevægede sig rundt.
